Prædiken, påskedag 2022

Salmer:
224 Stat op, 
408 Nu ringer, 
218 Krist stod op, 
236 Påskeblomst, 
234 Som forårssolen. 
Nadver: 227 Som den gyldne, 
241 Tag det sorte kors

Påske er opstandelse. Påske er opstand. Påske er opbrud. Påske er revolte. Påske er et levende håb, der bevæger, en evigt vibrerende uro i vores fælles historie, et oprør imod grav og død. Teksten til i dag slutter med ordene om kvinderne, “at de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde”. Frygt og stor glæde. Noget har pludselig vendt op og ned på virkeligheden, som de - og vi - kender den. Dødens tunge og urokkelige porte er skudt til side. Nye og svimlende horisonter er kommet til syne. Verden er ikke længere, som den var.

Kvinderne skulle, som der står, ud for at se til graven, som vi jo, før eller siden, alle skal ud og se til en grav. Det er jo også en måde at komme videre på, når nogen dør fra os. I mit første præsteembede var det skik, at man allerede efter begravelseskaffen samlet tog hen og tilså den nu tildækkede grav, hvor blomster og kranse lå fint arrangeret. Dagene gik. Så tog børnene hjem til deres. Huset blev måske solgt. Og sidenhen besøger man jo graven, pusler om den, sætter blomster, vander, ordner små ting. Alt sammen fordi livet går videre. Og vi skal finde ud af at komme videre. Fordi vi jo skal videre. Vi kan ikke blive i det. Afskeden og sorgen har sin tid.

Jeg var til en begravelse for ikke så længe siden, og dér bemærkede jeg igen den lille lettelse, der indtræder, når man efter kirkegårdens kulde, smækker bildøren i, tænder for radioen og begiver sig på vejen hjem. Lettelsen når man efter de bevægede hilsner på gamle venner og sørgende pårørende, efter gråden og de forstenede ansigter, efter synet af kisten dernede på bunden af den dybe grav, vender tilbage til hverdagen, som man kender den. Sorgen ligger tungt i hjertet, gråden sidder lige bag øjnene, afskeden tynger. Men vi skal jo videre. Vi kan ikke blive i det. Det har sin tid.

I Det gamle Testamente fortælles det om Kong David, at hans lille søn blev dødeligt syg. Kongen sørgede. han hverken spiste eller drak og sov på den nøgne jord. Men da sønnen så døde, stod David op, vaskede sig, ragede sit skæg af og tog rent tøj på. “Hvorfor skal jeg faste, når han er død? Kan jeg få ham tilbage igen?”, spurgte David sine folk, da de undrede sig. Men han skulle jo videre. Og sådan bearbejdes sorgen over at miste. Vi skal ind i dagene igen. Vi skal videre. Ikke glemme, men videre. Graven skal ses til, som kvinderne så til Jesu grav. Men vi kan ikke dvæle ved den for altid. Vi får dem jo ikke tilbage igen, dem, der døde fra os.

Da vi, ved begravelsen jeg for nylig var med til, stod ude ved graven, læste præsten påskeevangeliet. De samme ord, som lyder i dag. Englens ord til kvinderne og til os, “Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå”. Men som pårørende, og altså ikke som præst, slog det mig, hvordan de kendte ord, her i forårskulden, på en vindomsust kirkegård på Mols mens lærkerne sang over markerne, og hvor så mange græd over ham, der nu var sænket ned i jorden, hvordan de ord ligesom blev talt fra en anden virkelighed end vores.

Vi så jo jordbunken. vi så ned i den dybe grav, hvor han nu lå - og bliver liggende. Vi så de grædende og sørgende, vennerne og familien, og udenfor kirkediget kørte bilerne på vejen, ad hvilken vi snart selv skulle køre hjemad, mens der blev skovlet jord på kisten. For vi skal jo videre. og så, sidenhen, en sommerdag, vil vi sikkert, hver især, besøge graven, se til den, når der er kommet en sten og blomster på. Og så vil vi, mens solen varmer os på ryggen, dvæle der lidt, tænke på ham dernede og bagefter, som de endnu levende, drage videre, hjem til hvert vores.

Men med påskens evangelium, der blev læst derude ved graven, der hørte vi, som sagt, om noget helt andet. Vi hørte om en opstandelse, en opstand, et opbrud, en revolte, et oprør mod den uafvendelige død og den dybe grav. Vi hørte, at det ikke kun handler, som David, at stå op, tage rent tøj på, rage skægget af og komme væk og videre. Vi hørte, at vi ikke er overladt til jord, glemsel, gråd og genbesøg ved graven, men at vi har fået del i en opstandelse, der er og bliver et levende og vibrerende håb i det dødsmærkede liv, vi skal leve.

At den korsfæstede ikke længere lå, hvor de havde lagt ham, gjorde, at kvinderne og de første disciple så ind i en anden virkelighed, en ny virkelighed, hvor dødens tunge porte ligesom var skudt til side og nye og svimlende horisonter kommet til syne. På alle måder ufatteligt, men også en glæde og en trøst og et håb, der ikke vil lade os være i fred, når vi nu helst bare vil videre. Det er dråben stærk, som Grundtvig skriver om i sin salme om påskeblomsten. Dråben stærk som lader os se verden og virkeligheden på en anden måde end før. Som en himmelsk dram næsten. ”Vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde”.

Men jo, jo, selvfølgelig, vi skal videre, vi har et liv at leve, og vi får jo ikke den døde tilbage igen i det her liv. Men som englen sagde til kvinderne om den opstandne: “Se, han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”. Den opstandne skulle også videre. Hans menighed skulle videre, ikke resignere, ikke dvæle ved graven, ikke gemme sig derhjemme, men videre til Galilæa, til Jerusalem, til Korinth, til Rom og langt, langt videre og fortælle, hvad den tomme grav fortalte dem: at kærligheden er stærkere end døden, at det ikke ender i mørke og glemsel, men i glæde og åbne horisonter.

For ordene om den åbne grav, er ikke alene vores håb og trøst, når vi siger farvel til dem, vi mistede. De er også en aktiv magt i det liv vi skal leve videre med hinanden i hvert vores Galilæa, dvs. der, hvor vi nu er, bor og lever vores liv. Det gælder også i Ukraine, i de udbombede byer, i gaderne hvor sønderskudte lig ligger, blandt massegrave og bombekratre, blandt de overlevende, de flygtende og de efterladte med en smadret hverdag bag sig og en smadret fremtid i vente.

Så også her kan man synes, at påskens glæde er hjemløs, at den i den grad taler til dem og til os som fra en anden virkelighed Men igen: hvad skulle vi stille op, hvordan skulle vi leve, hvis vi ikke havde påskeevangeliets trodsige insisteren på at døden og graven og volden ikke er det eneste, der er at sige om vores menneskeliv?

I krigens skygge kan budskabet synes så spinkelt, men så umuligt at være foruden og så meget desto stærkere må det forkyndes, at dødens magter er overvundet i Kristus, og at Gud i ham og hans opstandelse har åbenbaret en kærlighed, der skyder de tungeste porte til side og lader håb pible ind. Et håb om at bag al den her ødelæggelse, bag mørket og døden, åbner landskabet sig og lyset falder over det og fylder det hele, og vil fylde alt engang.

Om lidt skal vi synge: “Hvad er gravsegl, sværd og skjold mod den Herre kæk og bold”. Vi kan også spørge: Hvad er panserkolonner, missiler og klyngebomber mod det

Guds rige, hvor gravens magt er brudt og, hvor nåde, barmhjertighed og tilgivelse hersker. Svaret er det samme, det trodsige, det insisterende: “Avner kun når Han vil ånde, han som svor os bod for vånde”.

Om det er den fredelige kirkegård på Mols med den nu tildækkede grav, eller i Ukraines ruiner blandt hastigt gravede og hastigt tildækkede grave, så er budskabet om den opstandne hos os som en lys-kile af håb, som lærkesang over vinterkolde marker, som en stædig trøst, en opstand, et opbrud, et oprør, en revolte mod den død og grav, der hele tiden vil hævde sin suverænitet over os.

Vi skal videre. Det skal vi. Vores hverdage venter. For så vidt vi er så privilegerede stadigvæk at have sådan nogle. Men her som der har vi fået følgeskab af ham, der gik ud af graven, forud for os, og med ham ved vores side er ingen grav længere lukket, ingen vej til ende, ingen fremtid ophørt. Nogensinde. Såm trodsigt fremad. Gud i vold. ”Vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde”. Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for din søns opstandelse. Tak for det levende håb du skænkede os i den. Lad os høre og tage imod ordene om den tomme grav og fatte tillid til, at graven heller ikke er det sidste, der er at sige om os, der i ham hører dig til, og at du for altid bliver hos os med dit liv og dit lys.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte, de fortvivlede. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk dem modet til at komme videre og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker.

Ja, vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen