Prædiken 18. søndag efter trinitatis

Salmer: 729 Nu falmer, 448 Fyldt af glæde, 21 Du følger, 368 Vintræ og grene, 731 Nu står der skum, Nadver: 412 Som vintergrene.

I hører til. Det er hvad August, Rosa og Flint lige har fået at vide med deres dåb. Vi hører til. Det er hvad vi hører og mindes om, hver gang vi er til gudstjeneste.

Men udenfor, lige nu, hører vi også, at de sammenhænge vi ellers tager for givet, trues af opløsning. Den kendte verdensorden knager i fugerne. Imperier vakler. Tyranner truer. Klimakatastrofer og krigens kaos rykker tættere på. Nogle går en vinter i møde, hvor de måske ikke engang kan få varme i deres hjem. Andre – flere og flere har jeg læst - samler forråd, dåsemad og håndvåben, til dage uden strøm, lys, varme. De forbereder sig på og forudser en situation, hvor det bliver alles kamp mod alle.

Men så ordene til os i dag. Uanfægtet af turbulente tider og vores frygt lyder de, som de har lydt herinde i kirken gennem århundreder – også i endnu uroligere tider: I hører til. Vi hører til. Vi er podet ind på en større stamme, Som grene på et frugtfyldt vintræ. Jeg ser vintræet hjemme i mit drivhus for mig, som det ser ud lige nu. Med en lidt uanseelig rod i det ene hjørne og så ellers med grene overalt. Langs siderne, under loftet, på kryds og tværs, sammenfiltrede med gule, grønne og røde blade, tyngede af tunge blå klaser af saftige druer. Vi får dem aldrig spist.

“Jeg er vintræet. I er grenene”, siger Jesus til sine disciple og os om den her store voksende og groende og til overflod frugtfyldte sammenhæng, som Gud i søn skænker os. Ja, som han skænker alle os, der lige nu frygter for, at så meget af det vi hører hjemme i og tager for givet, er ved at falde fra hinanden. Vi vokser på Hans vintræ. Lad os holde fast ved det billede, de ord, når tidens overskrifter vil hale os ned i fortvivlelsens dynd. Vi kommer forskellige steder fra. Vi lever vores forskellige liv. Vi sidder med hvert vores. Men vi er på samme træ, af samme rod, samme vækst. En sammenhæng stærkere end undergang og død. En sammenhæng der vil være os til evig glæde.

Er det svært helt at forstå, er de ord så store, at vi som i dag skal mindes om dem i vores kirkerum og ved døbefonten, så er der rigtigt mange andre og langt mere konkrete og synlige fællesskaber vi søger sammen i for tiden. Fordi vi på samme måde gerne vil høre til, når så meget andet vakler og falder fra hinanden. Vi hæger om vores nationale, religiøse, etniske, kønnede identiteter som aldrig før. Som vælgere polariseres vi i stigende grad. Tonen på de sociale medier er konfronterende og uforsonlig. Vi hører til på nogle gange voldsomme og manifeste måder og holder helst andre på afstand.

Vores statsminister sagde ved Folketingets åbningsdebat for ganske nylig, at verden er blevet mere usikker. Hun kalder, som de fleste ansvarlige politikere lige nu, på national samling. Ligesom der kaldes på europæisk og global samling. Samling imod de destruktive kræfter vi ser folde sig ud ikke så langt fra os, og som i den grad truer os og vores orden. Så hvor vi hører hjemme lige nu, sådan på den store globale scene, er nok noget vigtigere, end om man hører hjemme i Hadsund eller de meget omtalte Københavnske saloner. For selvfølgelig må vi finde sammen og stå sammen og høre sammen mod de andre, som vil os ondt.

Og så er det lige pludselig os mod de onde, Og det vil dem, vi kalder de onde, nok også sige: det er os mod jer. Og så er vi der, hvor det bliver så tydeligt, at hver gang vi samler os for at høre til, holder vi andre ude. Vores sag kan være nok så god og rigtig, men der følger altid en kold slipstrøm, hvor andre lægges for had eller stødes ud i kulden. Også dér hvor vi for alvor synes vi hører til og glædes over sammenholdet og den fælles gode sag, der står der ofte nogen uden for eller holdes på afstand. Det gælder i så mange forhold, hvor mennesker nu er. I krig som i fred, i politik, på arbejdspladsen, i skolegården, i religion og trosliv. Der står rigtig tit en - undskyld mig - skiderik eller to eller en hel masse ovre på den anden side eller ude i periferien, som er med til at styrke vores sammenhold herinde.

Det ligger så dybt os, og det er en mekanisme Jesus igen og igen afslører og hænger til tørre, og som han i bogstaveligste forstand selv blev hængt op på, da hans modstandere følte deres retfærdige fællesskab under Guds lov anfægtet. Han havde det jo med at byde dem indenfor, de absolut ikke ville lege med. Til sidst fik den her, i egne øjne retfærdige, flok som bekendt nok af det sjov. Han kaldte andre ind. De stødte ham ud. Han døde for det. Han døde under vores skyldighed, vores synder, vores trang, vores tro på af nødvendigheden af at øve ret og skel, ja, hele vores ulykkelige udelukkelsesmekanik og opdeling af verden og virkeligheden i hvidt og sort, rigtige og forkerte, gode og onde, frelste og fortabte.

Og jeg tænker, at det også er, hvad der skinner igennem i dagens tekst, hvor vi jo hører Jesus tage afsked med sine disciple, samler dem om sig, siger: “husk nu på, hvad jeg har sagt til jer”, bliv i mig”, “bliv i min kærlighed. Fordi han ved, at de som vi, altid er så glemsomme, og altid søger tilbage til os selv, medmindre en kærlighed udefra kalder på os. Det kender vi jo fra så mange sammenhænge: at hvis der ikke er nogen der kalder på, forsøger at holde fast på os - ægtefælle, børn, gode venner - så søger vi hurtigst ind i vores egne indelukker og vil kun se tingene an fra vores eget lille snævre perspektiv.

Jesus ved, at vi er sådan, og han ved, at det er en nærliggende risiko, nu hvor han snart ikke er hos sine disciple længere. Derfor gør han også meget ud af, at de kan falde af det vintræ, han siger vi hører til på, fordi, som sagt, vi i vores bestræbelser på at høre til, så let får travlt med at holde andre væk og på afstand. Hvor godt at høre til på dette vintræ, Og tænker vi, siger vi - nok mest ved os selv: det er der godt nok andre, der ikke gør, fordi de tror forkert, fordi de lever forkert, fordi de mener nogle forkerte ting. Alt det Jesus afslørede, kæmpede imod og døde for, kan vi så alt for hurtigt falde tilbage i. Også i hans navn når vi i bestræbelsen på at høre til hos ham, holder andre ude i strakt arm, og vi – igen, igen - i stedet for hans kærlighed vælger os selv. Og så er vi faldet af vintræet. Så ligger vi der og roder rundt som visne grene.

Så derfor: Bliv i mig, bliv i min kærlighed, vær grene på mit træ, bær mine frugter. Sådan lyder det hele tiden til os her i kirken - også når vi falder tilbage. Jesus kalder på os for at få os ud fra vores egne små cirkler, hvor vi kun kan se os selv og lægge afstand til de andre. Og ja, jeg ved godt, at jeg selv - og sikkert mange af jer andre med mig - sidder her i vores vestlige, demokratiske tilhørsforhold og tænker dybt hadefulde tanker, når vi hører om russiske krigsforbrydelser i Ukraine, eller om det iranske præsteskabs morderiske moralpoliti eller hvad det nu kan være. For er vi ikke nødt til at hade og bekæmpe for at værne os selv og andre mod onde anslag, skurke og forbrydere? Jo, er vi nødt til at sige.

Jo! Men vi må også finde os i, at evangelierne om Jesus hele tiden lægger et helt andet perspektiv på vores vante verdensbillede og virkelighedsopfattelse. Hvem de gode folk i hans samtid og vi siden dømte ude, blev jo af Jesus dømt inde. Også de var af Hans fars børn. Skabte og skænkede til denne verden. Også de kan bære på hans frugter. Så for lige at vende tilbage til vintræet som det lige nu folder sig ud i mit og en del andres drivhus: på det vidtforgrenede net af grene hænger drueklaserne overalt. Dem i den fjerneste ende kan synes langt fra de andre, men roden er den samme. Hvem kan overhovedet driste sig til at kloge sig på, hvem der hører hjemme, og hvem der ikke hører hjemme i den store frodige, kaotiske, voksende, af kærlighed nærede sammenhæng som Jesu vintræ, dets grene og dets frugter udgør.

Vi skal ikke, når vi udsættes for det ondes anslag, sænke paraderne. Vi skal yde modstand. Vi skal, som det er blevet sagt, bede og holde krudtet tørt. Men bønnen lærte Jesus os, skal også gælde vores fjender. At vi må og skal holde dem på afstand, betyder på ingen måde, at de også er udenfor Guds rækkevidde. Det gjorde han klart for os i sin søn, som også døde og opstod for vores fjenders skyld.

Så pas på med at kloge dig på, hvem der hører Gud til. Men hold du dig selv til ham. Bliv i hans kærlighed som en gren på vintræet. For skilt fra Ham kan du slet intet gøre.

Lad os med dagens gode budskab om vintræer glæde os over, at vi har hjemme, at vi hører til i en kærlighed, der overgår alt. Et kærlighedens tilhørsforhold der så langt overstråler vores begrænsede og begrænsende fællesskaber og vores lille afmålte retfærdighedssans. Det er en glæde, at vi hører til her. Vi er døbt til at høre til her. For her kan vi slippe vores frygt, vores vrede, vores bekymringer og alt der, der ellers fylder os i de her urolige tider, hvor den gamle orden rystes, hvor frugter og grene falder derude i haven og i verden omkring os. Her på Jesu vintræ hører vi til. Her har vi hjemme. Og her kan ingen djævel nå os.

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om, at du i din søn Jesus Kristus har podet os ind på dit frodige vintræ og at vi her har fået hjemme og hører til. Giv os, at vi her, i ham, må bære frugt og hele tiden modstå fristelsen til, i alle livets sammenhænge, at støde ud og lægge for had. Kald på os, når vi igen og igen fremturer i vores eget. Kald os bort fra vores egen vrede og ind til din glæde.

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Ja, vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk dem modet til at komme videre og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen