Prædiken ved Skt. Andreas Kirkes 50 års fejring, 11. s.e.trin. 2021

1 Salmer: 392 Himlene Herre, 22 Gådefuld, 523 Min nåde, 493 Gud Herren så, Jubilæumshymne. Nadver: 561 Jeg kender et land. 

Kære menighed! Tillykke med jeres kirkes 50 år, og tak fordi jeg måtte være med til at fejre den. Helt uden restriktioner! Jeg har jo hørt meget om det gode fællesskab og den rummelighed, der altid har været i kirken her. Som jeres sognepræst skriver: ”Når vi er omgivet af kirkens varme, røde mure, føler vi os trygge. Der er noget jævnt ved den, noget familiært, som vi ikke kan undvære”. Han skriver også, jeres gode sognepræst, at det her i Skt. Andreas kirke altid har været prioriteret, ”at nedbryde barrieren mellem dem udenfor og dem indenfor”.

Og det er jo selvfølgelig fordi den her kirke er bygget på evangeliet om ham, der ikke satte skel, som vi andre jo har det med at gøre i stort og småt. Sætte skel mellem os og dem, der ikke er som os. Og lige prævist dét handler dagens evangelium om tolderen og farisæeren i templet. Så: Der står to mænd i et tempel. Jeg ved godt, at det lyder som indledningen til en halvdårlig vittighed. Men det er det ikke, for med sin lille historie får Jesus, som sædvanlig, fortalt om noget så vigtigt – ja, det vigtigste overhovedet – vores forhold til Gud og vores næste.

For i alt vi foretager os, i ethvert aspekt af vores liv. Om man så står to mand i et tempel eller sidder tre mand på en tømmerflåde, eller går fire mand ind på en bar, så er forholdet til vores Gud og vores næste på spil.

Og som Jesus fortalte rigtigt mange andre historier om, og som han viste det i handling, så hænger forholdet til vores Gud og vores næste, til alle de andre mennesker vi er omgivet af, så inderligt og uadskilleligt sammen. Selv når man står der inde i templets halvmørke, helt alene og hvisker sammen med Den Almægtige.

Udenfor på tempelpladsen, ude på torvet, ude i solskinnet og den brogede verden, myldrer de jo rundt alle de andre. De puffer og maser og bander og brokker sig og faldbyder deres varer og griner og skælder ud og skiller sig ud, og på et tidspunkt går de også hver til sit. Men aldrig er de, aldrig må de andre være ude af vores betragtning. Vi er en del af dem. Vi er forpligtede på dem. Vi befinder os under samme himmel som dem. Vi kan ikke sige os fri for dem.

For det er jo lidt den antagelse han lægger ud med, den gode farisæer, når han takker sin Gud for ikke at være som de andre. Han lægger ud med at lægge afstand til alle dem, han i hvert fald IKKE er som. Alle dem udenfor, alle dem, der ikke holder loven og lever rigtigt. Ikke mindst ham “tolderen der”, som han mumler fortroligt til den Almægtige, mens han skotter i den ringeagtedes retning.

Til gengæld klan vi ikke li ham, den farisæer. Det kan vi i det mindste nok blive enige om. Hvad enten vi af hjertet hader en rigtig blærerøv, når han udstiller sig selv på den måde, eller fordi vi ved, at vi nok har Jesus med os i vores modvilje, når han jo slutter af med at fortælles os, at den her farisæer i hvert fald ikke gik retfærdig hjem.

Men måske er det, det, der på den måde ligner vittighedens klare rollefordeling og pointe, der også får os til at gøre os lidt for hurtigt færdige med lignelsen og tro, at vi nu har fået den her kedelige type ned i sækken, smørret den og fået sat mærkat på: blærerøv, hykler, ja, farisæer! Ud til højre med sig.

For glæden ved ikke, at være som de andre derude på tempelpladsen, hvor den brogede menneskehed vælter rundt imellem hinanden i al deres nogle gange irriterende forskellighed, den glæde og fornøjelse er det vist kun de færreste af os, der kan sige os fri fra på en god dag. Den glæde er vist de fleste af os forundt, selvom vi måske ikke lader den komme så veloplagt til udtryk som farisæeren, gør det.

Den sidder i os, gør den, og lad mig bare, nu vi er ved forenklingerne, selv forsøge mig med en: ethvert fællesskab, som vi søger og er en del af, rummer, lige meget hvor godt og retskaffent og trygt det er, også en front mod nogle andre, som vi ikke er eller vil være ligesom.

Det er jo, hvad der løber som en understrøm i Jesu kritik af farisæernes retskafne og respekterede flok, at de stoler på, at de er retfærdige, mens de foragter alle de andre, som de mener ikke er det. Ja, at det nogle gange er som selve kittet eller mørtlen i deres fællesskab, at de i hvert fald ikke er som de andre.

Det kan sagtens være, at farisæerne i deres ordentlighed og retskaffenhed, i deres anstrengelser for at få et op og et ned på en verden, hvor så meget uordentligt og ondt sker, virkelig var, hvad vi ville kalde, gode og solide samfundsstøtter, som vi vel et eller andet sted forhåbentlig også gerne vil være. Men det er selve mekanismen Jesus har et godt øje til: at man gør sig selv bedre ved at holde andre på afstand. Og at man på den måde, i sin stræben efter det gode, det rette, det ordentlige, allierer sig eftertrykkeligt med det stik modsatte. Ja, at man definerer sig selv, forstår sig selv, sine fæller og sit fællesskab ud fra, modsætningen til nogle andre.

Igen: Ethvert fællesskab, som vi søger og er en del af, rummer, lige meget hvor godt og retskaffent og trygt det er, også en front mod nogle andre, som vi ikke er eller vil være ligesom, nogle vi udskiller, og som på den måde er med til at gøre vores fællesskab lidt bedre, lidt stærkere, lidt mere velbegrundet.

Det er måske ikke altid lige synligt i grundejerforeningen eller frimærkeklubben i Valby. Og så alligevel. Men på både de større og de mellemstore scener, er det en genkendelig mekanisme. Hvad enten det hedder fodbold, politik, familien, skolegården, religion, kirke, folk og fædreland, så kan det, der mest forbindes med noget godt, trygt og hjemligt, også have en brod mod nogle andre, vi som farisæeren nikker ringeagtende i retning af og holder ude i arms længde.

Vi ved det. Vi erfarer det. Vi kender det fra os selv. Vi ser tendensen på de sociale medier. Vi mærker måske en lillebitte nagende utryghed, selv når glade unge mænd med dannebrog i flok drager syngende forbi. Et eller andet sted, langt nede under festen og glæden, er der også noget andet, mere ubehageligt til stede. Vi så det i Londons gader for en måneds tid siden. Vi ser det i så mange sammenhænge. For sidder så dybt, så dybt, så dybt i os alle: vreden, hadet, trangen til udstødelse. Den slags lader sig hurtigt mobilisere.

Evolutionsbiologen vil sige, at det simpelthen er en urdrift i os, der handler om at kunne overskue flokken, der samles om bålet, og så må nogle af og til må humme sig, for at vi kan bevare overblikket. Her i kirken kan vi med rette tale om en stor fed arvesynd, når vi fejer næsten til side for at hævde os selv og vores sammenhold.

Og vi ved med vores Nye Testamente, at når man så vil have Gud på sin side i det udskillelsesløb, så kan det føre til lidelse og død. Alt sammen symboliseret med korset, hvor Gud jo viste sig i en evig modsigelse af al den her ondskabens ulyksalige logik og mekanik. Jeg ved jo, at I har bestemt, at der skal hænge er kors over kirken her, som det i har stående i koret. Og det er jo også hvad korset er: en evig modsigelse af vi mennesker trang til at styrke vores fælleskab ved at holde andre ude og på afstand.

Så som lignelsens farisæer, at ville have Gud med sig mod de andre og holde dem på behørig afstand, at bruge Gud i sin kamp for at holde flokken ren og sig selv retfærdig, det er ganske enkelt en religiøs grundskade, som modsiges efter noder i alt, hvad Jesus gjorde og sagde.

Derfor må vi ikke glemme tolderen, selvom han står der lidt afsides for sig selv, uden for gode folks gode selskab og slår sig for brystet og siger: Gud, vær mig arme synder nådig.

For det her er et anliggende mellem Gud og ham. De andre i templet eller derude på tempelpladsen er ligesom ikke med i billedet. Gud og ham. Store Gud og lille ham. De få og små fællesskaber tolderen måtte, eller ikke måtte have del i, lades ude af billedet. Han har ikke brug for deres accept, men for Guds tilgivelse. Guds nåde er ham nok. Det er dér, det begynder for ham.

At han ifølge Jesus fik den nåde og gik retfærdig hjem, er så ord til os, om at vi må møde vores medmennesker på samme måde, som vi gerne vil mødes af ham: som syndere, der er taget til nåde, og dét FØR de bliver til venner eller fjender, insidere eller outsidere, hjemmeboende eller tilkomne, tilhørende eller ikke tilhørende, dem fra det ene hold eller dem fra det andet.

Måske det er derfor vi som regel er placeret i kirken, som vi er, med ansigtet vendt nogenlunde samme vej. For at gøre det klart, at vi modtager fra Gud, før vi kigger på hinanden. Eller når vi går til alters for at modtage Jesus Kristus, hans legeme og blod, og at vi, når vi så har gjort det, kan gå ud og tjene hinanden på de store og små måder vi kan. Vi der et taget imod og har fået del i ham, skal give det videre til andre, hvad vi selv har fået.

Det er en anden dagsorden simpelthen, som vi får del i, her i kirkens rum, så vi med vores krop kan fornemme den, få den ind i kroppen , når så meget andet af os ellers næres af i mangt og meget at finde sammen og være sure på, hade, foragte eller lægge afstand til de andre, vi ikke er som.

Der står to mand i et tempel. Det er ikke en dårlig vittighed, men en lille fortælling om os alle, om vores Gud og vores næste, og alle dem vi lever dette liv sammen med. En lille fortælling om, hvordan det ikke begynder med vores trang til at udmærke os selv ved at skille ud og holde ude i arms længde, men med, hvad Gud har givet, og bliver ved med at give os i sin søn, og hvordan det skal spejle sig i os og vores forhold til vores næste derude på det myldrende torv.

Hvor har vi brug for at lære det. Måtte vi lære det. Måtte vi få hjælp til at lære det. Måtte Ånden lære os det, føre os væk fra os selv, som vi skal synge det om lidt, som skyer hen over en blå sommerhimmel, ind i den tilgivende favn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om, at du hører os, når vi kommer fattige til dig, som de syndere vi er. Mind os gennem din søns ord og gerning om, at vi ikke skal gøre os selv rige i vores foragt for andre, men først og fremmest bøje hovedet og tage imod din rigt strømmende nåde.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed