Prædiken den 8. september 2019, 12. s.e.trinitatis

Salmer: 729 Nu falmer, (dåb), 730 Vi pløjed, 728 Du gav mig, 11 Nu takker. Nadver: 4 Giv mig Gud.

”Effatha, Luk dig op!”. Dét Jesus siger til den døvstumme, er sådan set også, hvad det handler om, når vi kommer til gudstjeneste, og når vi i det hele taget hører, hvad Jesus har gjort og sagt. ”Effatha. Luk dig op!”. Og det har vi rigtig meget brug for at høre, fordi vi hele tiden har det med at lukke i.

Det er noget helt grundlæggende ved os, at vi lukker i, når vi hellere skulle lukke op. Og vi lukker i på den måde, at vi ikke ser og hører og forstår og fatter, og at vi ikke vil se, høre, forstå og fatte, hvor meget vi har fået, hvor meget vi hele tiden får, hvor stor en rigdom der omgiver os:

En ny morgen, børnene i deres senge eller indrammede på væggen, den første kop kaffe, gode venner, det daglige brød, høsten der er i hus, mennesker der har brug for os, helbred, dét at kunne gå ud i solen og fylde lungerne med luft, et godt glas rødvin efter en travl dag, , gode ting at huske på, dét at være i live og ikke være død.

Alligevel bruger vi størstedelen af vores tid med at gå og se ned i jorden, se indad, bekymre os, pille os selv i navlen, ligge søvnløse, føle os forurettede og vrede og utilfredse og råbe af trafiklyset, når det igen bliver rødt. Livet er også som en ufattelig flod af gaver og glæder, men vi lukker i, lukker ned, vender os indad i stedet for at lukke op og høre og se.

Et eller andet sted kan man vel godt forestille sig – eller det kan man vel knap nok – hvordan det har været for den døvstumme at få sine sanser tilbage. Verden med alle dens lyde har væltet sig ind på ham: mennesker der taler og ler og skælder ud, en hund, der gør, fornemmelsen af liv omkring sig.

Selv vi der har vores sanser nogenlunde intakte, kunne på samme måde erfare, langt større rigdomme – ja, små mirakler - i den banale hverdag, hvis det altså ikke var fordi vi har så travlt med at lukke i, i stedet for at lukke op.

Sommerferien er forbi nu. For længst, vil nogen sige. Middagssøvn i hængekøjen og doven isæderi på en eller anden lystbådehavn er som fjerne uvirkelige minder. En anden virkelighed, nærmest. Arbejdspsykologerne og damebladene siger, at nu gælder det så om at holde fast ved den gode fornemmelse, når bekymringerne og ærgrelserne, der ventede derhjemme, kommer listende og stiller sig op i køen

Men ud af vores fordøre går vi, i morgentrafikken sidder vi, der hjemme ligger vi ikke desto mindre og knuger sammen som før. Nogle af absolut forståelige årsager. Det skal siges. For andre af os, af grunde, der i det store perspektiv, måske engang i tilbageblikket, kan synes som det rene pjat, kyllingesorger, grundløse bekymringer, selvisk vrede.

Det virkeligt skræmmende er bare, at den slags kan sætte sig alvorligt fast. Et sind kan lukke i, klappe i, som en østers, så det ikke kan vristes op igen. Livets gaver, verdens mangfoldighed, altings rigdom kan prelle aldeles af på den, der lukkede sig i, der lukkede sig om sig selv.

Nogle gange ved du det faktisk godt selv. Du ved et eller andet sted godt, at du er urimelig. Du ved, at du tager fejl, raver i blinde, er smålig og sårer og gør uret, alligevel lukker du ikke op. Du fremturer i din uret, din vrede, din forurettethed. Intet skal få dig til at ændre kurs. Sindets kosteskab kan være umanerligt svært at vriste op, og resultaterne kender vi: Familiemedlemmer der aldrig forsones. Ægteskaber og venskaber der forlises.

Din lille verden. Og udenom dig: Guds den store, alle hans gode gaver, alt det han har givet dig. ”Effatha, Luk dig op! Hør! Se! Hvorfor bliver du i dit eget? Hvorfor insisterer du på dit eget mørke, når Guds vidder ligger åbne omkring dig?

”Effatha, Luk dig op!”, siger Jesus til den døvstumme, og verden åbner sig for ham. Jesus ville i det han gjorde og sagde lukke op. Det var, hvad han også ville vise eller demonstrere med helbredelsen af den døvstumme. Jesus ville lukke os op, der stædigt lukker i, ved at pege på Guds overstrømmende rigdom ved at vise os, at han har rigeligt til os alle, ved at fortælle os, at han har givet os et medmenneske, vi skal tage vare på.

Det var den nøgle Jesus brugte for at lirke det lukkede menneskesind op, at gentage, at Gud er god, at Gud giver, at Gud leder, at Gud vil dig, at Gud venter på dig, som faderen venter på sin søn den fortabte.

Og det er den same nøgle, til at lirke sindets døre op, der er i brug, når vi holder gudstjeneste på det Jesus har sagt til os. Teksterne vi hører, bønnerne vi beder, salmerne vi synger, er alt sammen som sådan et Effatha, luk dig op! En insisterende stemme, som vil kalde os ud af vores eget. Et glitrende sollys, der vil vores indre mørke til livs.

Og vi ved jo godt i det små og nære, hvad der kan lukke op. Eller det er aldrig helt til at sige. Nogle gange er det en pludselig fornemmelse, der kan komme, når du er ude i naturen, eller ser noget smukt og storslået eller hører noget bestemt musik, eller en der kalder på dig eller fortæller dig, at du er elsket og holdt af, og at der er brug for dig. Pludseligt bliver perspektivet et andet. Du fylder mindre, verdens godhed mere.

Akkurat det samme er på færde i det her rum, vi sidder i, i teksterne, bønnerne og salmerne. Også her skal dit perspektiv ændres, også her skal øjne og ører åbnes, men på en meget mere – skal man sige – fundamental måde, fordi du her fået at vide, at det er Guds mening med dit liv. Det er livet, Gud har givet dig, det er hans rigdom, det er hans gaver, det er hans solbeskinnede evighed, der er overalt omkring dig. Og det er ikke en flygtig oplevelse, et glimt. Det er noget, selv døden ikke skal få magt over.

Og når nøglen, så går i hak, og der for et øjeblik lindes på den tunge dør, derind hvor der så ofte er lukket godt til, så er det taknemmelighed, der melder sig, og så er dit lille perspektiv for en stund kalibreret med Guds det store. Taknemmeligheden som den døvstumme følte. Taknemmeligheden når du fatter bare en flig af, hvad du har fået af Gud.

Og den taknemmelighed har vi det med at glemme. Den kan være frygtelig flygtig. Derfor skal vi holdes til. Derfor skal vi opøve vores taknemmelighed. Og derfor skal vi gå i kirke. Gud er tålmodig med os. Gud er insisterende. Gud var insisterende i sin søn, der blev slået ihjel af dem, der definitivt havde lukket i som knyttede næver. Men Gud bliver ved. Modstand bider ikke på ham. Heller ikke den døden, det ultimative mørke, det ultimative indelukke, sætter ind med.

Han kalder på os hver eneste søndag: ”Effatha, Luk dig op! Måtte vi dog lære det. Måtte taknemmeligheden, glæden ved hans gaver, Guds rette perspektiv på alting også blive vores.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Markens afgrøder, dagligt brød, vores kæreste, vores næste, vores liv, din kærlighed i din søn, Jesus Kristus.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. 

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen