Prædiken ved indvielse af Slettens Grønne Katedral

Indvielse af Slettens Grønne Katedral, 7.7.2022.

Indgangsbøn, 291 Du som går ud

I dag skal vi indvie en katedral. Intet mindre. Det er jo ikke hver dag man får lov til det. Oprindeligt betyder en katedral en kirke, hvor en biskop har sit sæde. Og fint for mig. Der er sat en stol frem til mig, kan jeg se, og det er sådan set alt rigeligt.

Og så har jeg en kåbe på, der matcher. For jeg vil her hellere bide mærke i, at der er tale om en grøn katedral, en katedral i det grønne, en katedral under træernes kroner. Det er flot tænkt. Mange af de gamle katedraler, som vi kan se dem rundt omkring i Europa, forsøger, med deres himmelstræbende hvælv og søjler, at ligne skovens træer. Det er den effekt de stræber efter. Paradishave-effekten kan man næsten sige.

Her, i vores katedral på Sletten er det den virkelig udgave. ”The real deal”, som man siger. Vi sidder under virkelige trækroner. Vi er til stede i det store rum. Naturens rum. Her er det ikke orgelet, der laver trillerne, men de virkelige fugle. Her er alterbilledet ikke malede fortolkninger af Guds store skaberværk, men skaberværket selv – på det helt store lærred.

Og det at holde gudstjeneste ude i naturens store grønne rum, giver jo også en særlig klang til vores salmerne, vi synger og teksterne, vi hører. Lige før sang vi om blomstrende muld, skin over vang og morgen i maj, når det grønnes. Det er jo alt sammen billeder på, hvad der sker i os, når vi hører evangeliets ord, om Guds komme til os i sin søn. Det er billeder på Helligåndens virke, når vi føler trøst, håb, mod vokse i vores hjerter. Men når vi sidder midt i det grønne med alle vores sanser vakt, står ordene måske så meget desto stærkere. Vi forstår måske lidt bedre ordene om vækst og blomstring, sol og grønhed.

Og helt apropos skal vi på næste søndag læse en tekst fra Det Gamle Testamente, der også handler om den grønne herlighed, vi befinder os midt i. Eller rettere den handler om den rigdom og overflod, som den er udtryk for. Jeg læser teksten, eller ”den hellige lektie” fra Femte Mosebog:

Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra. Derfor befaler jeg dig at handle sådan. Når du høster kornet på din mark og du glemmer et neg på marken, må du ikke vende om for at samle det op; lad den fremmede, den faderløse og enken få det, for at Herren din Gud må velsigne dig i al din gerning. Når du slår dine oliven ned, må du ikke gå grenene efter; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan.

Naturen er ødselhed og rigdom. Og – igen – her kan I jo bare se jer om. Sådan en højsommerdag står det jo klart frem, at det myldrer, vokser, kravler, kryber, flyver overalt omkring os, og når vi dyrker den, giver naturen os til overflod. Det er, hvad vi med klimakrisen også bliver ekstra opmærksomme på, at vi må værne om den her rigdom, overflod og ødselhed. Ja her i katedralen må vi hele tiden holde fast på, at den er et udtryk, et synligt udtryk, som vi kan se, høre og dufte, for Guds rigdom, overflod og ødselhed, som vi hele tiden må skønne på, og nu hvor vi bliver flere og flere på jorden, også værne om.

For det er jo også tekstens anliggende, at vi mennesker er nogle selviske rethaveriske størrelser, der også, hvad forholdet til naturen og Guds skaberværk angår, altid søger egen vinding. Vi vil have udbytte og gøre Guds rigdom til vores egen. Selvfølgelig: et langt stykke er det vores livsvilkår at kunne dyrke naturen. Men vi skal forvalte den, sådan, at det ikke bliver til misbrug og rovdrift. Og hele tiden med vores medmenneske for øje, med tanke for vores næste. Det er den bibelske lærdom: Lad et neg stå, lad nogle oliven blive tilbage, pluk ikke alle druerne. Fuglen og den fattige skal også være mæt. Guds rigdom, som naturen og skaberværket, fortæller os om, skal være for os alle. Måtte vi dog lære det

Men her i katedralen, som vi nu indvier, den indvier vi, fordi den skal bære vidnesbyrd om, at Gud, Skaberen, en gang for alle, lod høre fra sig i sin søn, Jesus Kristus, og at han endnu stærkere understregede Guds ødselhed og rigdom, nemlig som en nåde, en kærlighed, en tilgivelse uden mål. En ødselhed og en rigdom, som suverænt krydser de grænser og skel, som vi i vores selviskhed sætter. Det kommer ikke mindst til udtryk i evangelieteksten til på søndag, fra Mattæus, hvor vi hører Jesus sige:

»I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Og så må vi igen-igen konstatere, at når evangeliet sætter ind, som her, så bliver der for alvor højt til loftet. Her kan vi kun tage imod, lade os belære og løfte og forstå, at vores perspektiv på verden bliver udvidet, næsten udover, hvad vi kan kapere. Her føler vi os meget små med alle vores begrænsninger og forbehold og had til vores fjender, mens Guds vilje til at tage imod sit menneske hvælver sig endnu højere over os. Som grønne bladhang en sommerdag. Spænd over os dit ”himmelsegl!”, som vi snart skal synge. Vær hos os fattige med al din rigdom. Lær os din fuldkommenhed. Lær os at spejle den, det bedste vi formår.

For som vi snart også skal bede om: Måtte Gud i sin Ånd være med os dette sted, her i Slettens Grønne Katedral, så, at Hans storhed og hans kærligheds vilje, må stå os for øje, gå gennem øret til vores hjerte og sende hos herfra med mod og håb og lyst til at gøre ligeså: spejle Hans rigdom og ødselhed, hans nåde og tilgivelse, Hans kærlighed og omsorg i forholdet til vores medmennesker og den natur vi er fælles om, og som vi lever af.

Tillykke med, og Guds velsignelse over, jeres nye kirke i det grønne.

Amen

Og lad os nu lytte til skriftens ord om kirkens indvielse

a.    1. Kong. 8,22-23.27-30

b.    Salme 84 eller Salme 100. Salme 100 egner sig bedst til lejligheden.

c.     Kol. 3,16-17

d.    1. Pet. 2,4-5

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Lovet være du, fordi du har stiftet din kirke på jorden og kaldet os til de helliges samfund. Vi takker dig, fordi du også på dette sted vil samle din menighed, og fordi du skænker os denne kirke. Vi beder dig, at du trods al vor kulde og utroskab vil forbarme dig over os og den tjeneste, som skal øves her.

Hør hvor bøn: Må dette sted være fredlyst og din ånd virke her frit og uhindret. Tag imod enhver, der bliver døbt her, og bevar dem i din pagt. Lad din sandhed og nåde komme til orde i enhver prædiken, der lyder herfra, så de sikre bøjes, og de bøjede trøstes. Vær med din tilgivelse og glæde hos alle, som ved dette alter modtager din Søns legeme og blod. Bevar i dit samfund de unge, som her bekræftes i deres tro. Vær i nåde hos dem, der her beder om din velsignelse over deres ægteskab. Trøst alle, som kommer her med sorg og tabet af deres kære. Lad dette sted være fyldt af bøn og lovsang. Herre, vor Gud, du, som i Jesu navn udsender din Ånd, lad den menighed, der skal samles her, være ét i dig, udrustet til at bære vidnesbyrd om dig. Amen.

Så erklærer jeg på mit embedes vegne dette kirkerum (el. sted) og alt, hvad det rummer at være indviet til at tjene Gud og hans hellige ord, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det overgives til dem, der fungerer som præster her, og til menigheden at værne om stedet og bruge det efter vor kirkes orden.

Modtag velsignelsen!

Trosbekendelse

2.    Salme: Spænd over os dit himmelsejl (DDS 29)

Nadver?

Fadervor

Velsignelse

3.    Salme: Håbssalme til Folkekirkens Nødhjælp: ”Du spør mig om håbet”

4.    Postludium