Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskoppen står på prædikestolen i Aarhus Domkirke

Prædiken i Sankt Peders Kirke i Randers

2. søndag i advent den 6. december 2020 kl. 09.30 og kl. 11.00

Salmer: 80 Tak og ære, 78 Blomstre som, 274 Rejs op, 87 Det første lys.

 

“Himmel og jord skal forgå”. Det ved vi godt, sådan er det. Alting, uden undtagelse, har en udløbsdato. Det er selvfølgelig så bare spørgsmålet hvornår.

Storm P. har en tegning med en professor, der fra sit kateder fortæller, at ifølge videnskaben, vil jorden gå under om 500 millioner år. En forskrækket tilhører beder ham gentage. Det gør han. ”Åh gudskelov, udbryder tilhøreren”. Jeg syntes, De sagde 5 millioner år”.

Der er ingen tvivl om at de på Jesu tid der imod mente, at det var lige op over. Ligesådan da Paulus levede. Eller på Luthers tid for den sags skyld. Og selvom vi måske ikke har de samme billeder inde i hovedet, som de havde dengang, eller forestiller os, at det sker ligesom det er skildret på de gamle kalkmalerier i landsbykirkerne, så er vi da ikke fremmede for tanken eller rettere frygten for den store undergang.

De der tegn i sol, måne og stjerner, Jesus taler om, synes vi nogle gange vi også kan se, og havets og brændingens brusen synes vi, vi kan høre, når en forestående klimakatastrofe udmales, eller når en pandemi hærger jorden, eller når krige truer, og den gamle verdensorden, og alt hvad vi troede stabilt, pludselig vakler. Og som om det ikke er nok, muntrer vi os med alle mulige mere eller mindre gakkede konspirationsteorier om 5G-stråling, vacciner og COVID-19 sammensværgelser og det, der er værre. Måske er det en eller anden ulykkelig drift i os, at vi gerne vil stirre ind i mørket og undergangen. Verden bliver selvfølgelig også, på en måde, mere enkel og måske mere overkommelig af det.

Nogle vil på den konto hævde, at vi ved mediernes og nettets mellemkomst, er kommet meget, meget tættere på alt det forfærdelige og stærkt bekymrende, der sker omkring os. Vi er blevet sådan en slags katastrofe-junkier, der labber dårlige nyheder i os og kredser om dem, ligesom vi kan kredse om et trafikuheld og lave kigge-kø på motorvejen.

Men jeg tror nu ikke, at vi skal tage fejl af, at man I Sankt Peders kirkes relativt korte historie, altså i generationerne før os, nok har siddet nede på bænkene med ligeså meget, om end ikke større, grund til uro, end vi gør i dag. Jeg tror ikke, der var mindre at bekymre sig om i min morfars og mormors tid, dengang det her var deres sognekirke.

Så, som sagt: tegnene i sol måne og stjerner, rådvildheden, frygten for havets og brændingens brusen er hverken et overstået kapitel, eller noget vi i vores dage, i særlig grad, kender til. Undergangsfrygten er og har altid været en fast bestanddel af vores fælles historie. Den hører nærmest med til at være menneske i en omskiftelig verden. Og meget passende tages den så op her i kirken i adventstiden, på disse årets mørkeste dage, hvor mismodet jo så let kommer til os, måske ligefrem med angst og rådvildhed til følge.

Og derfor er det også så velgørende, hver søndag i denne tid, at kunne tænde et lille nyt lys i adventskransen, et lillebitte lys der låner sin glans og kraft af det store lys, der tændtes for os mennesker julenat, da Gud kom til os i sin søn, født i en stald, lagt i en krybbe. For hver søndag hvor et nyt lys tændes i kransen er det som et tegn på, at mørket og mismodet gradvist trænges tilbage, frem til den juledag, hvor vi hører Guds ord til hyrderne og til os, talt gennem englen: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”.

Frygt ikke. Det er, kan man sige, kristentroens store trods. I en verden, hvor angsten, frygten og sorgen altid byder sig til, hvor der er nok i verden omkring os, der kan tage modet fra os og gøre os urolige, der plantes det her ukuelig håbstegn, at Gud har ladet høre fra sig i sin søn, og at det hans søn kom til os med, var tilgivelse, nåde, barmhjertighed. Når alt andet vakler og styrter sammen og forsvinder står Guds kærlighed til sit menneske fast. “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”, som Jesus siger i dagens tekst.

Eller som han siger – også med direkte adresse til os, der kan finde nok at bekymre os om og som i den grad er tilbøjelige til at stirre ind i mørket eller krølle os selv sammen af mørketidens mismod: ”Ret jer op og løft jeres hoved”. I skal se henover, I skal se tværs igennem, alt det her, der gør jer bange eller kede af det, for der er noget andet og større og bedre og lysfyldt, der kommer. Og det er så meget mere virkeligt end de fantasier og forestillinger og bekymringer, vi hele tiden går og gør os. ”Jeres forløsning nærmer sig”, siger han. Sommeren er allerede nær.

Det kan jo ikke nægtes, at hvis man så har Jehovas Vidner, kalkmalerierne og katastrofefilmene i baghovedet, så kan de ord hurtigt få en dyster klang, næret af alt det jeg begyndte med at tale om, klimaet, pandemien, alverdens politiske uro.

Men når vi får de skrækindjagende billeder frem på vores indre skærm, så skifter vi lynhurtigt fokus væk fra det Gud ville med os i sin søn. For Gud meddeler sig ikke til os ved at sætte bøv i os, ved at forskrække os eller true os med undergang og katastrofer. Gud kommer til os igennem de ord, Jesus talte, og som vil give os håb og mod i vores liv mellem de mennesker vi lever med her og nu, i denne tilværelse på denne jord.

”Dejlig er jorden”, synger vi til jul. ”Dejlig er jorden”, det er oven i købet temaet for en fernisering i jeres nye flotte sognegård. For det er denne jord Gud er kommet til i sin søn. Denne jord, dette liv, denne hverdag, og det er lige præcist der, vi skal være og virke i kærlighed til Ham og vores næste. Sorgen og bekymringerne tages ikke fra os. Havets og brændingens brusen kan ikke undgå at gøre os urolige og bange. Der er masser, der kan gå under, og som går under, i vores liv. En dag går vi selv under. Lige netop derfor skal vi rette vores ryg og løfte vores hoved og se hen over det, hen over den allestedsnærværende bekymrings-klump – kan man næsten sige - til alt det han har givet os, og givet os at gøre på den i bund og grund dejlige jord, der er givet os.

Vi skal ikke gå i selvspin eller flygte ind i os selv, sløve vores hjerter af det Jesus kalder svir, drukkenskab og dagliglivets bekymringer. Vi skal tage imod det nye, han altid har til os, nye muligheder, nye begyndelser, en ny dag, nye mennesker at være der for – for ikke at glemme alle de gamle, der hele tiden behøver os.

Og når vi på den måde lægger vores selvkredsen, vores selvoptagethed, vores frygt og bekymringer fra os, ja, så er der selvfølgelig noget, der går under, forsvinder, skaller af, så det nye perspektiv på verden, Gud har givet os i sin søn kan komme til. Det er vel, hvad det handler om i dag: at vi skal lade frygt og bekymringer skalle af, så noget nyt, noget glædeligt nyt, kan komme til. Hver dag i det små, og den dag, vi ikke skal være her på den dejlige jord længere. Vi giver slip på det gamle for at Gud kan tage over. I liv og i død.

I dag fejrer vi jo jeres kirkes indvielsesdag, i dag for 118 år siden. Og selvom det ingen alder er for en dansk kirke, så er det jo dog noget. Men grunden til at den står her endnu, Skt. Peders, og at den skal stå mange, mange år endnu, den er jo, at det gamle budskab hele tiden, søndag efter søndag, gøres nyt, ved altret, ved døbefonten og fra prædikestolen, så vi kan høre, at de handler om livet, vi for Guds åsyn lever med hinanden her og nu.

Derfor er det også så meningsfuld, at vi i dag også fejrer en splinterny sognegård, Sankt Peders Hus, hvor alle jer fra sognet kan mødes og den gamle kirkes gamle budskab kan komme til udtryk på så mange nye måder, i både ord og handling, og hvor vi hele tiden, i så mange sammenhænge, kan huskes på, at himmel og jord og vi selv skal forgå, men Guds ord, som han talte dem gennem sin søn, de skal bestå. Til vores håb og trøst og glæde.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag, om at dit ord består, selvom vi synes verden vakler og truer med at forgå. Lad os leve i tro og tillid til, at bag om alt det vi frygter for, der står dit tilsagn til os i Jesus Kristus fast. Og lad os, fremfor at stirre frygtsomt ind i mørket, se hen til vores kære og vores næste, der kalder på os behøver os her og nu. Lad os med dem bygge på dit rige på den jord, du har givet os. Lad os på trods af alt, der truer gøre den til et godt sted at være.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håbet og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden: