Prædiken, Alle helgens søndag

31 Til himlene rækker, 
571 Den store hvide, 
549 Vi takker dig, 
754 Se, nu stiger.

Når vi tror på os selv – hvis vi da ellers gør det - så er det fordi vi har fået den tro talt ind i os. Nogle af de rigtigt vigtige ord vi har fået med – hvis vi da har fået dem med - har været når vores far eller mor bøjede sig over os og sagde, hvor er du en dygtig/dejlig/stor dreng eller dygtig/dejlig/stor pige.

Når man er lille og uformet betyder det alverden, på forskellige måder, at få at vide, at man er noget særligt.

Sidenhen jagtede vi på forskellige måder og ad forskellige veje og i forskellige forhold den samme anerkendelse og fik tro og tillid, når andre talte deres tro på og tillid til os ind i os. For lige meget, hvor man står og befinder sig aldersmæssigt, statusmæssigt, så gør det godt af forskellige veje, at få noget godt at vide om sig selv.

Dem, der ikke fik noget godt at vide, dem, der ikke fik de store gode ord engang, jagter dem måske så meget desto mere sidenhen. Og de slås måske så meget desto mere med den indre stemme, der hurtigt får fortalt, at det ikke forholder sig sådan, at du er et skvat og en nar og en fiasko. For den indre stemme er ikke altid sådan at holde ude og nede.

Indeni os bor der mange grimme ting. Det gode der imod komme tit til os, udefra. Når en anden, når nogle andre, vil tanke os op, fylde vores tomhed, med gode ord og tanker, tro og tillid.

Vi ved, at det kan gøre en verden til forskel. Det lille gode ord, der fortæller dig, at du er holdt af, og at nogen påskønner dig, ser dig, tror på dig, vil dig, elsker dig. Det lille gode ord, som en anden siger til dig, kan fylde det hele op. Gøre det tomme kolde øde til en grøn skov, en blomstrende eng.

Måske er det også derfor, vi følger dem, vi mistede, dem der døde fra os, med så mange ord og tanker. De kan ikke høre os længere. Men andre kan høre, når vi fortæller deres historie, når vi fortæller dem frem, når vi mindes dem med hinanden eller, når vi sidder for os selv. For når vi fortæller om dem, husker vi pludselig en masse detaljer – fjerne feriedage, en biltur, måden solen faldt på den dag, da vi gik og holdt hinanden i hånden.

Nu er de der ikke længere, ikke hos os, men ordene om dem, fortællingerne om dem, erindringerne om dem, holder dem i nærheden af os lidt endnu. Ordene og fortællingerne om den, der døde, holder på den måde døden lidt på afstand. Hvor der er ord og erindringer, er der stadigvæk liv. Så at huske på den vi mistede, at tale og fortælle om den, der døde fra os, dét er en kærlighedsgerning.

Men det sker jo, at vi mangler ordene, både dem andre taler til os, ind i os, og dem vi selv gerne vil tale ind i andre. Det sker vi selv tørrer ud for de gode ord, at vi ikke rigtigt i os kan finde de ord vi gerne vil give videre til vores nærmeste, både de levende og de døde. For ord føder jo ikke sig selv. De fødes af andre ord.  Der skal tales gode ord ind i os, før vi kan tale de gode ord om andre.

Og har vi ikke den slags ord andre steder, så har vi dem her i kirkens rum, hvor vi sidder i dag. Her flyder det over af dem fra først til sidst. For her får vi at vide, igen og igen og på mange forskellige måder, at Gud vil os og ser os, som dem vi er og alligevel holder fast på os, og at han tænker stort om os. Endog meget stort.

I dag hører vi f.eks. Jesus sige til dem, der lyttede til ham dengang, og til os, der lytter her i dag. I sandhed ikke nogen enestående fantastisk, overskudsboblende og godhedsskinnende forsamling. Men alligevel siger han til dem, til os: ”I er jordens salt”, ”I er verdens lys”.

Det er store ord. Meget store ord. Sådan nogle der for os næsten er for store for os til at have i munden. ”Du er jordens salt”. ”Du er verdens lys”. Prøv det. Konen eller manden vil nok se lidt forskrækket på dig. For slet ikke at tale om kollegaen eller naboen.

Men det er Gud, der siger sådan, i sin søn. Det er hans erklæring til sit menneske, til dig og mig, til alle os der er sådan nogle sammensatte, blandede, retningsforvirrede, almindelige nogen på godt og ondt, der går på arbejde, kommer hjem, hænger i sofaen, lever og dør. Det er til dig og til mig, han siger det. OG det er til ham eller hende, der ligger død i sin grav. ”I er jordens salt”, ”I er verdens lys”!

Det er Guds store kærlighedsgerning i sin søn, at han taler de store ord ind i os, at han fortæller os ind i sin store historie, at han tænker så stort om os, at han tror på os. På trods af alt: ”I er jordens salt”, ”I er verdens lys”!

Og at de ord er møntet på os, hvad enten vi er blandt de levende eller blandt de døde. Guds kærlighed – det viste Jesus jo – er ikke begrænset af døden og af graven. Døden og graven er altings grænse for os, men ikke for Gud. For ham gør den ingen forskel. I hans lys er vi sammen, selvom vi her er skilt fra hinanden.

”I er jordens salt”, ”I er verdens lys”. De ord taler Gud ind i os for at få os til at lyse i det her liv og for hinanden, og give alt det gode, alle de gode ord, vi fik, videre til vores egne børn, til vores medmennesker. Og de ord taler han ind i vores døde for at lade dem lyse som et genskin af hans kærlighed. Så længe vi husker dem, vores døde, og længe efter, at vi har glemt dem og selv ligger i vores grave. 

Alt forgår, men Guds lysende ord, talt til os i hans søn, i kærlighed, de ord består. De lyser. De bliver ved med at lyse.

Så orker du en dag ikke længere at fortælle om ham eller hende du mistede, begynder glemslen at komme snigende, fordi livet og de endnu levende kræver dig, eller måske fordi du ikke længere orker det, ja, så kan du give slip, for Gud holder ved. Kan du ikke længere holde din kære fast i ord og erindring, så lad gå, fordi Gud holder ved din kære. Hans kærlighed til sit menneske hører aldrig op.

Vi glemmer, graven vokser til, engang bliver den nedlagt. Men det menneske der var, så flygtigt og uanseeligt og kort et liv, der end blev det til del, det menneske er ikke glemt af Gud. Han slipper det ikke. Det menneske er ikke hos os mere, det er hos Gud, og hvor Gud er, kommer mørket ikke, Dér er kun lys og kærlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os alle bede:

Herre.

Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Nogle af os med tungt hjerte

og store savn. Nogle med en sorg tiden har lært os at leve med.

Vi har alle én, vi savner.

Herre,

tak fordi du lod solen skinne ind i den åbne grav.

tak for håbet om en fremtid i dit lysfyldte rige.

Nu beder vi dig

lad dét håb hjælpe os gennem hårde dage, hvor vi har svært ved at bære vores længsel og hjemløse kærlighed.

Vær hos os, når vi græder i tomme stuer, og når vi ikke længere har mere at græde af. Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos dig.

Vi husker dem endnu. En dag er de glemt.

Men du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd.

Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse.

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen