Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen på prædikestolen i  Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke 14. s.e.trin. 2021

Aarhus Domkirke den 5. september 2021 kl. 10.00

Salmer: 3. Lovsynger, 674 Sov sødt, 365 Guds kærlighed, 582 At tro, 11 Nu takker alle. Nadver: 12 Min sjæl.

 

Da de her ti spedalske blev helbredt, havde de lige pludselig en masse at se til. Det kan man jo godt forstå. Deres frygtelige sygdom, spedalskhed, havde vansiret dem, isoleret dem, bastet og bundet dem og gjort dem fremmede for menneskelig fællesskab. Som der står råbte de til Jesus, mens de stod langt fra ham. De måtte slet ikke komme tæt på. De måtte døje med deres lidelse på passende afstand af de andre.

Så nu hvor miraklet, helbredelsen var indtruffet, var det selvfølgelig afsti-afsted over stok og sten tilbage til de andre, hen til de andre, være sammen med de andre, røre ved de andre, spise og tale og kysse og fungere med de andre. Være som de andre, blive regnet som de andre.

Den isolation vi andre i mere eller mindre grad erfarede under coronaen og glæden ved at få den brudt og igen at kunne klumpe lidt sammen og søge den søde tummel, ja det tjener måske som et lillebitte sammenligningsgrundlag. Også selvom det alt sammen, alt det vi før savnede så bitterligt, allerede er ved at blive en selvfølgelighed.

Frihed fra hvad der bandt og tilbagevenden til fællesskab med dem, man før var isoleret fra, dét kan man måske sætte på som overskrift til det vi erfarede, på den meget lille målestok, da vi forsigtigt vendte tilbage til normalen. Og det er, hvad de spedalske i dagens tekst i den grad erfarede på den rigtigt store målestok, da de på Jesu bud var på vej hen til præsterne for at blive undersøgt. Frihed fra hvad der bandt og tilbagevenden til fællesskab med dem, man før var isoleret fra

Og sådan i det helt store globale og aktuelle perspektiv er netop frihed og fællesskab blevet ikke så lidt af en mangelvare. En menneskehedens mangelsygdom, kan man næsten kaldet det, som med mellemrum bobler op, går i udbrud, i verden omkring os. Det gør ondt i vores hjerter, når vi følger udviklingen i Afghanistan og ser, hvordan ufriheden i skikkelse af langskæggede krigere med en totalitær lovreligion, lukker sig om en desperat befolkning. Og ikke mindst når vi nu ved, hvordan dem, der nu føler sig fremmede i deres eget land, og som flygter og nu snart vil stå som besværlige og uønskede flygtninge ved vores grænser. Uden frihed og samtidigt udelukkede fra de fællesskaber, mennesker trives i. 

Så afsted løber de, de ni helbredte, med ustyrlig glæde i deres raske ben. Fordi de føler og erfarer ethvert menneskes ublandede glæde ved at være løst fra det, der bandt, hvad enten det er sygdom, ufrihed, eller hvad der ellers kan tvinge, ødelægge eller lægge beslag på et liv. Afsted løber de, som sagt hen til de andre: ægtefæller, venner, naboer, medmennesker, landsmænd, som før gik i en stor bue uden om dem, og som de selv skulle gå i en stor bue uden om, og hvis nærvær de derfor savnede så bitterligt. Hvem i den situation ville overhovedet se sig tilbage?

Ja, det var der så én, der gjorde: samaritaneren! Han kom tilbage, som der står, for, som Jesus siger det, at give Gud æren. Ikke fordi han som den tiende lille cyklist i børnesangen var sådan en velopdragen, from og ordentlig en, der gjorde, hvad man skal og bør ude i tilværelsens trafik. Men han kom, og han takkede, tror jeg roligt, man kan slå fast, forbi han i langt højere grad end de andre medspedalske blev sat fri og blev løsladt til frihed og fællesskab.

Som samaritaner var og blev han, syg som rask, her i grænseegnene mellem Samaria og Galilæa, i hvert fald i jødernes øjne, en paria, en udstødt, en forhadt, en med den forkerte tro. Hadet og foragten mellem befolkningsgrupper og religioner er ikke en moderne vestlig opfindelse. Det trives - og har altid gjort det - i enhver afkrog, hvor der er grænser af den ene eller den anden slags.

Men det glædelige budskab i dag er, at Guds rige, den nye dagsorden Jesus bragte med sig, ikke følger vores grænser og afgrænsninger. Gudsriget løber storm imod de grænser vi altid vil opstille mellem hinanden, mellem de rigtige og de forkerte, de hjemmehørende og de fremmede, de ordentlige og de uordentlige, de rigtigt troende og de forkert troende.

Og lige netop dét erfarede samaritaneren, der jo i enhver henseende var udstødt. Når man ikke har så meget, ser man bedre, hvad man får. Nå man har levet af foragt, skældsord og dertil sygdom, isolation og ufrihed smager Gudsriget så meget desto sødere med dets overflod af tilgivelse, nåde og barmhjertighed.

Det skal I huske at huske jeres børn på, jer der I dag har båret dem til dåben. At der hvor de ramler ind i de grænser vi sætter mellem hinanden og sætter for hinanden og for os selv, der går Guds riges kærlighed, som Jesus bragte med sig, ALTID over grænsen. Og i det rige hører de til. Her holdes ingen på forhånd ude. Den tro er en vigtig ballast at kunne gå ind i livet med, nå alle, inklusive os selv, har så travlt med at få os placeret og hegnet inde i de rigtige bokse og pege fingre, når vi falder udenfor.

Og for lige netop for dét ville den helbredte samaritaner sige tak. Og da Jesus så det, sagde til ham: “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.” Som om fællesskabet og friheden først her, da han sagde tak, omsluttede den helbredte samaritaner.

Så det er, hvad teksten også handler om i dag: at sige Gud tak, fordi man når man siger tak først for alvor er fri af alt det, der vil baste og binde os og holde os borte fra fællesskabet med de andre. Når du siger Gud tak, af hjertet tak, er det jo fordi du formår at se ud over dig selv og i stedet have opmærksomhed på det, du får af ham, det du har fået og det du bliver ved med at få: gods og gaver, selve livet, selv at føle morgen i sjæl og krop, de mennesker du aldrig for noget ville undvære, friheden og fælleskabet, som jo aldrig nogensinde kan tages for givet.

Vores hjerte er normalt fyldt op med alle mulige forbehold, og ærgrelser, over spekulationer over det vi ikke har fået, dét vi synes, vi er gået glip af. Når vi siger tak, der imod, giver vi slip på det, fordi vi i stedet for ser, hvad der er kommet til os, og bliver ved med at komme til os. Vi hengiver os med andre ord til Guds gode gaver. Man kan sige, at taknemlighed på den måde er et gensvar i vores hjerte på det Gud giver os gennem det og dem, han har skabt og det rige han har givet os i sin søn.

På den måde har taknemlighed også med tro eller med hengivenhed at gøre, fordi vi i takken også lukker ned for vores aldrig hvilende skepsis, vores forbehold, for i stedet at tage imod af Guds overflod til os, lader det komme.

Men hold da op, hvor er det en svær øvelse, det med at glemme sig selv og alle sine forbehold, sin forurettehed, sin vrede for i stedet at vende om for at takke og tro i stedet for. Det er svært, med Møllehaves ord, at sige ”tak”, i stedet for ”ak”. Det er simpelthen et andet perspektiv, en anden vinkel på tilværelsen, som vi måske nogle gange kommer lidt mere i nærkontakt med, når vores sikre tilværelse pludselig viser sig at hvile på et spinkelt og usikkert grundlag, og vi så, som samaritaneren, pludselig ser alt det vi har fået og får.

Det er selvfølgelig derhen ad – i taknemlighedens retning - vi vendes, når vi går i kirke. Vi sættes i modtagesituation, i stedet for, som i alle andre sammenhænge, at kræve, forlange og forvente. Vi tager imod ordene om Guds rige. Vi tager imod Guds ja til barnet i dåben. Vi tager imod Jesus, og det han gjorde for os, når vi modtager nadverens brød og vin. Vi for lov til at slippe os selv og tage imod og går så lidt mere frie herfra, ud til de andre.

Taknemlighedsmusklen skal trænes og holdes ved lige. Også i forhold til vores medmennesker. Og her i dag, på den årlige flagdag, tænker vi jo på de soldater, der døde i den nu overståede Afghanistan-konflikt. Vi kan være nok så uenige om selve krigen og dens berettigelse. Men de mennesker, der døde derude, de kalder på taknemlighed fra os, fordi de trods alt gav en hårdprøvet befolkning indblik i en anden og bedre virkelighed, hvor frihed og fællesskab tæller uendeligt meget mere end i lovreligionens fundamentalistiske fængsler. Et indblik som forhåbentligt kan blive hos ikke mindst de yngre generationer af afghanere som et håb, et mod, en styrke til at kæmpe videre og igen åbne nogle af de døre, der lige nu lukkes hårdt i.

Samaritaneren vendte om og sagde Gud tak. Måtte vi gøre ligeså. Vende os om, bort fra os selv, hen til vores Gud og vores næste, sige tak for alt det, der er at sige tak for, og så gå frie og frelste herfra, ud og gøre gavn som Gud det vil. På allerbedste måde.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om den ene, der vendte tilbage og sagde Gud tak, fordi hans godhed, i hans søn, ikke lader sig standse af de grænser, vi sætter for os selv og for andre. Lær os ved din Ånd at gøre ligeså: vende om og takke, fremfor altid at fremture i vores eget.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.