Prædiken ved indvielsen af orgel i Aarhus Domkirke, 17. s.e.trinitatis

Ung vin på nye sække, siger Jesus. For hans rige er her og nu og midt iblandt os. Det bygger ikke på gamle religiøse foreskrifter og leveregler. Nej, her skal festes og nye gæster bydes indenfor. Med Jesu komme lægges vi en ny lovsang i munden. Noget nyt og glædeligt begynder. Guds folk er ikke de få retfærdige og lovoverholdende børn af huset, men de mange og foragtede og udstødte. “Spark mælkeflasken om, i dag vil vi ha vin”, som Frank Jæger digtede. Der skal festes og ikke spæges. Brudgommen er sammen med sine brudesvende. Bordet står dækket. Toldere og syndere indtager hæderspladserne. “Løft jer, I ældgamle porte”, slå dørene op, ind med det nye og ud med alt det gamle skammel, det krympede lærred, de gamle sprukne vinsække, der aldrig nogensinde kan rumme eller holde til det radikalt nye, Jesus bringer med sig. Ung vin på nye sække!

Lad os lige få det på det rene, inden vi går over til at konstatere, at vi i dag, den 17.s.e. trinitatis, her i Aarhus domkirke, også skal fejre, at vi har fået det gamle orgel tilbage. Restaureret og intoneret efter alle kunstens regler. Så skøn i klangen som da, det stod færdigt i 1730, 89 registre, 6000 piber, konstrueret over 4 århundreder, og, som der står i præsentationsbrochuren “et værdifuldt vidnesbyrd om dansk orgelbygnings historie”. Her med denne imponerende restaureringsbedrift er der i sandhed, for at blive i tekstens billedsprog, sat en nyt lap på den gamle klædning, ny vin er hældt på en gammel lædersæk. Eller hvordan?

For er det ikke som om, når vi lytter efter, at dagens tekster om det nye og dagens fejring af det gamle instrument i dette gamle hus i den grad står og råber af hinanden? Evangeliets nu, dets triumferende fanfare om den nye dagsorden Kristus har sat, over for vores stædige og tilbageskuende dyrkelse af og omsorg for vores fortid og historie og tradition? Jo, det råber lidt af hinanden, men hvis det kan være en trøst, så har det været sådan i hele kristenhedens historie. Vi i menigheden har, siden Kristus for til himmels, været delt mellem nyt og gammelt. Evangeliets grænsesprængende budskab over for vores stædige hang til at hæge om de vaner, traditioner og al den historie, vi føler os hjemme i, og som vi derfor nogle gange, er fristede til at pakke det nye og grænsesprængende ind i.

Som mange af os nok har fulgt lidt med i, er der jo netop under stort ståhej og medieopmærksomhed (ved at blive) udnævnt en ny højesteretsdommer i USA, og som alt andet derovre i de her dage og år, har det delt vandene. Jeg skal ikke kloge mig på den ny højesteretsdommere kvaliteter. Hun er katolik, men hun præsenteres hele tiden som kristen eller endog “ultrakristen”, næsten som et synonym for, at hun er stærkt højreorienteret og hænger ved de gamle værdier, som en del amerikanere sætter pris på. Man kan jo irriteres over, at kristen og konservativ på den måde skal slås i hartkorn. Men det kan ikke nægtes, at tendenser vi ser lige nu rundt omkring i det politiske liv, nationalt og globalt, lidt for ofte kalder på den sammenkobling.

Men så er det jo, at vi skal fastholde, at Jesu opgør med sin tids religiøse autoriteter og deres rasende fastholdelse af det, der var, og deres udstødelse af de ikke -værdige, at det opgør løber som en konstant modstrøm, i den kristne kirkes historie. Det har forårsaget reformationer og fornyelser og masser af interne selvopgør, når vandende frøs til i fortid og traditioner og gamle privilegier og skillelinjer.

Men hvor man også - det skal siges – fra de radikale fornyeres hold kunne gå til ekstremerne, når arven blev smidt på møddingen, fordi nu skulle der begyndes på en frisk og hældes ny vin på nye lædersække og man ville skille sig af med de gamle træge og tilbageskuende hængehoveder og alle de gamle måder. Så vi, hvis vi gik den vej, måske ligeså godt kunne mødes i en lagerhal, lade domorganisten spille Jesus-rock på et hitorgel og Jim Lyngvild stå for udsmykningen. Ja eller blive hjemme fra kirke, fordi den i sig selv kan udlægges som et knæfald for død tradition.

De her yderligtgående positioner afspejler selvfølgelig ikke vores midtsøgende folkekirke, men tendenserne lader sig bestemt ane, når debatten kommer op i gear Hvad brænder vi mest lidenskabeligt for, arven, traditionen, historien, overleveringen, ELLER bevægelsen, fornyelsen, opbruddet, omvendelsen af alle værdier? Tja, bom. Begge sider bor vel i alle os, der føler at høre til her. Vi sætter pris på de gamle kirkehuse. Her er noget, der står fast og på klippegrund, og som taler manende til os om den store og stolte arv, vi bygger på. Historien, erindringen er jo også godt at læne sig op ad, støtte sig til, og som vi bliver ældre får vi mere og mere hjemme i den. Sådan er det. Men samtidigt ved vi, at historien også kan være en tyran, en fastholder, og vi hører Jesu ord til os om at give afkald, slippe det fortrolige, lade gammelt fare, og det nye komme til, hælde ny vin på nye lædersække, og gå ud at møde næsten i den uforudsigelige og bevægelige nutid, vi har tilfælles.

Der er altså en spænding på færde her. Men den kan også blive til et samspil, og den bliver til et samspil, når det ikke kommer an på os selv og vores politiske, teologiske eller personlige præferencer for det ene eller for det andet, for det nye eller det gamle. Det bliver til et samspil, når det, der er hovedsagen, er, at Guds ord lyder, og vi hører det, og det går til hjerte. For det er her, det sker. Det er her fortid bliver til nutid. Ordet lyder fra det gamle alter deroppe, hvor bordpladen er biskop Jens Assersens gravsten fra 1306. Det lyder her fra prædikestolen fra 1588, hvor en uendelig række af præster har stået. Ordene, der læses op og prædikes over, er så meget ældre end både prædikestol og alter. Men når vi hører ordene, når de rører ved os, når de bevæger os, så kan de gøre det gamle nyt. Tørre kviste kan pludselig sætte blade. Ny vin hældes på en sæk, der nu også bliver ny. Gammelt og nyt spiller sammen. Af det gamle spirer nyt frem.

Og så er der jo orglet her, kompakt af historie, prydet med et våbenskjold (selvfølgelig også nyrestaureret), der demonstrerer en fornem ælde. Luft blæses ind i piberne, de gamle piber, og musikken lyder, og den lyder nu og her. Til min, og måske også andres forbavselse, viser det sig, at den næsten mytologiske filosof, teolog og missionær Albert Schweitzer har spillet en betydningsfuld rolle i orglets historie. I et interview i Aarhus Stiftstidende fra 1927 fortæller han, hvordan han har rejst hele natten for at spille og lytte. ”Mon århusianerne ved, hvilken skat og sjældenhed, de ejer i domkirkens orgel”, spørger Schweitzer. Og så til sidst i interviewet, udbryder han, midt i en redegørelse om sin sidste rejse til Afrika (Han sidder åbenbart og småspiller imens): ”Men hør nu igen, hør den dybe, bløde tone, hvor ædel, hvor ren, hvor gammel og dog ny! Hvor gammel og dog ny.

Orglet skal jo ledsage vores salmesang, som vi så smerteligt må undvære her i dag, hvor coronaens undtagelsestilstand endnu råder. Lovsang, det vil sige, at vi takker, når vi synger. Det gamle ord rører ved os og vi kvitterer med at opløfte vores røst her og nu. Samspillet mellem gammelt og nyt, som sagt. Vi takker ham for de gamle ord, der skaber nyt i os, når vi hører, at han kaldte på toldere og syndere, og at der også for sådan nogle vakkelvorne, bekymrede og blandede nogle som os er plads ved hans bord.

Gud har i sin søn, der kom til syndere og syge lagt os en NY lovsang i munden, som jeg læste det fra altret med salmistens ord. Og den lovsang skal, når vi igen kan synge frit ud uden at skulle sidde med to meters afstand, den lovsang skal det gamle nye orgel ledsage med fynd. Så når vi om lidt skal synge Brorsons salme om netop det, må koret gøre det for os, og vi må så nøjes med at skråle med af fuld hals i tanken ”Herrens NYskabninger, I, som fik mæle/ kan i hans lovsang ej, øve jer nok”. Derfor:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag, om at du inviterede syndere som os til dit bord. Tak fordi du dagligt kalder os ud af vores gamle had, vores gamle domme, vores gamle bekymringer og giver os af dit riges nye vin. Lad os ikke gemme os i alt de traditioner og den historie vi ikke kan undvære, og som også kan tynge os, men lad den synge med på lovsangen til dig og din evigt nyskabende kærlighed i din søn.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen