Prædiken i Ørum Kirke, 18. s.e.trin. 2021

Salmenumre: 3, 22, 810, 729, 728

Kære menighed.! Så er jeres altertavle renset og sat i stand. Persongalleriet der oppe står klart og tydeligt frem, farverne er friske, klædedragterne ny-forgyldte, borebille-angrebene er standset, og evangelisten Johannes har fået fastgjort sit hoved, som før sad løst. Tillykke med det alt sammen. Nu ser vi tydeligt, hvor enestående et værk altertavlen i Ørum kirke er.

Det der falder i øjnene er jo den centrale store figurgruppe med Gudfader på sin trone i midten og med Jesus mere eller mindre på skødet. Kunstneren eller billedskæreren har ikke været bange for, som man er i f.eks Islam - eller som nogle kristne var det under reformationen - at afbillede dette det allerhelligste på en meget direkte, vi vil måske kalde det, naiv måde, med en langskægget, majestætisk skuende, lidt bistert udseende himmelsk herre.

Sjovt nok handler den gammeltestamentlige tekst i dag om at Ham som troner i himmelen, er usammenlignelig med de billeder, man gør sig af ham. Han troner over det hele. Han er og bliver gådefuldt utilnærmelig, som vi sang det i salmen lige før. “Men dit ansigts stråleskær, /det kan ingen skue her”.

Men altså her i Ørum kirke har altertavlens billedskærer ikke holdt sig tilbage for at give Gud nogle særdeles menneskelige træk, og så har han til overmål lade ham holde sin søn som i noget der ligner et faderligt beskyttende kram. Næsten en illustration eller demonstration af hans røst fra himlen dengang ved Jesus dåb: “Dette er min elskede søn i ham har jeg fundet velbehag”. Og det er vel at mærke Jesus som korsfæstet han holder om, komplet med lændeklæde, naglegab i hænder og fødder, spydstik i siden og tornekrone på hovedet.

Læg så også mærke til, at Gudfader ligesom holder den korsfæstede ind foran sig, ligesom for at vise ham frem. Og med det får vores ukendte kunstner fra langt tilbage, fortalt noget meget vigtigt, ja vel nærmest det vigtigste i vores kristne tro, nemlig at Gud kender vi gennem hans søn. Hvor Gud i sig selv er den evigt ophøjede, den gådefulde, den usammenlignelige, så lader han sig i sin søn, i hans ord og gerninger, både se høre og genkende. Guds ansigt ser vi ikke, men i sin søn gav han os øjne at se og ører at høre med. Han efterlod os ikke med ansigtet mod jorden i afmægtig og frygtsom tilbedelse. Han viste os, i sin søn, en vej ind i det her menneskeliv, som vi lever med hinanden.

Ja, Gud lod sig kende, lader sig kende, i den søn, der kom helt herned, helt herned, hvor vi lever og dør, ja helt ned i vores livs dalstrøg og afgrunde for at vise os, at vi ikke er alene her. Den korsfæstede viser os, at Gud ikke er i højderne, hævet over alting, men i dybderne, hos sit plagede afmægtige menneske. Det er det, som Ørum-altertavlens mester vil vise os.

Det var i sen middelalder, dvs. i slutningen af 1400-tallet, han og hans svende sad og skar de figurer, der nu er blevet repareret, rensede og malet op, så de nu står i fordums pragt. Jeg har læst et sted, at motivet med den korsfæstede, eller smertensmanden, som han også blev kaldt slet ikke fandtes i de første århundreder efter Kristi fødsel, og at det skyldes, at korsfæstelsen og den korsfæstede simpelthen var for voldsomt og næsten anstødeligt et motiv.

Vi skal jo huske på, at korset som henrettelsesmetode var forbeholdt dem, man i Romerriget betragtede som det absolutte afskum, det laveste og mest foragtede og afskyvækkende, man kunne forestille sig, nemlig den oprørske slave. Og den ydmygende død gav man ham, som kaldte sig Guds søn. Alene tanken var en dyb forstyrrelse af alt, hvad man dengang betragtede som den guddommelige orden og verdensfornuft. I Romerriget og andre af antikkens store og skiftende imperier tilhørte guddommelig status alene den mægtige sejrherre, der påfører sine fjender smerte, død og undertrykkelse. Alt andet var bogstaveligt talt et kors for tanken.

Men at vi i dag sidder her i Ørum Kirke og ser på den her altertavle fortæller os jo, at ordene om at Gud ikke var den mægtige sejrherres garant og opbakning, slog rod i menneskers hjerte. Han er hos det afmægtige og lidende menneske. Det er vores store trøst Og når vi i vores fadervor beder om at Guds rige må komme, så er det jo et rige, hvor fred, tilgivelse, nåde, barmhjertighed hersker og hvor ikke dén, der hersker, men dén, der tjener og er som barnet, er den største. Alt det, altså, som Jesus viste os, og som han grundfæstede med sin korsfæstelse og sin opstandelse.

Der kan siges meget om, hvordan troen på den korsfæstede for altid forandrede verden og bliver ved med at forandre den, fordi den føder en opstand og en inderlig protest mod enhver, der vil tvinge mennesket med magt og fortræd og gøre sig selv til en enerådende Gud. Magten og æren kan aldrig blive tyrannens, fortæller budskabet om den korsfæstede og opstandne der oppe på altertavlen os. Magten og æren tilhører alene Ham som i den korsfæstede og opstandne, til evig tid blev vores far og følgesvend.

Og alt det afspejles også så tydeligt i dagens tekst fra Matthæus. Farisæerne som også på deres måde tænker menneskelig magt ind i forholdet til Gud, vil sætte Jesus på prøve. De vil battle ham, som det hedder på nudansk, for at vise, at de er de sande udlæggere af Guds væsen og vilje, og at de, modsat ham, nok ved, hvordan det forholder sig, dét med Gud og os.

“Hvad er det største bud i loven?”, spørger de. Jesus svarer som en sand skriftklog: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. ”Men”, tilføjer han, ” der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv”. Ved lige at minde de fromme magtmennesker om netop det, om vores næste, vores konkrete næste, der altid står lige der ved siden af os, får han vist dem og os ind i det menneskeliv, som det med Gud og os handler om. Med andre ord: Gud bor ikke i fjerne himle, hellige huse eller elitære præsteskaber. Han er dér ude i det mudrede, blandede, grumsede, uforudsigelige liv, vi deler med hinanden.

Det er altså ikke en fjern, reserveret og tilbageholdende Gud, der dækker sig lidt bag ved korsfæstede og opstandne smertensmand, deroppe på altertavlen. Han er, fordi han har ladet sig se og kende i den korsfæstede og opstandne, i allerhøjeste grad nærværende. Han kom, i ham, en gang for alle, ud over kanten og viste sig som den gavmilde, den umådeholdne, den ned-til-os stigende, den helt-ned-i døden-og-dybderne-værende, den os-hen-til-vores-næste-bevægende.

Det er svært at vide, hvad menigheden dernede i stolerækkerne, dér hvor I sidder, gennem de lange, mange og bevægede tider har tænkt, når de så altertavlen heroppe. I meget tidlige tider, da den endnu var frisk og ny, har man måske ligesom fået lidt større fortrolighed de andre personer, der er afbildet heroppe, apostle og helgener, og ikke mindst den hellige Sankt Morten, der har fået hæderspladsen ved siden af faderen og sønnen. Men han var jo også lidt lokal med den store kirke inde i Randers.

Men mon ikke vi i menighederne, gennem tiden, har fornemmet det samme som dem dengang: at det på altertavlen afbildede også har noget med os og vores liv med hinanden at gøre.

Så når de som os i dag har takket for høsten derude på markerne, mon de så ikke har takket den gavmilde Gud, der giver os gods og gaver, selve livet, og den nærværende Gud og fader som i sin søn skænker os trøsten, håbet og modet vi kan leve det her liv på.

Tiden går. Vel gør den så. Altertavlen deroppe vidner om det.  Men når I nu har sat den så fint i stand, så den står som ny, så er det jo fordi, at den viser os, at Gud ikke er mægtig død fortid, men evigt nuværende i sin søn, og med det han gav os, i det liv vi lever. Nu og her.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for ordet til os om ikke at fortabe os i vores eget magtspil, men i stedet se den næste, der behøver os, og som vi behøver. Skænk os din kærligheds klarsyn og lad din ånd skubbe til os, bevæge os, udfordre os, når vi igen og igen fanges i vores eget. Ja, giv os indsigt, mod og kræfter til at værne om den jord og verden, du har betroet os.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen