Prædiken, 3. søndag efter trinitatis

3 Lovsynger Herren, 751 Gud ske tak og lov, 30 Op alle, 695 Nåden hun er, 10 Alt hvad. Nadver: 492 Guds igenfødte

Teksten til i dag handler om at vende sig om. Den bevægelse du gør, når du er i gang med ét, som du afbrydes i, fordi noget andet kræver din opmærksomhed. Småbørnsforældre kender det alt for godt. Hvad har den lille nu gang i? Hvad vil hun nu? Andre kender det fra pressede arbejdsdage, hvor opgaverne kalder, snart det ene sted fra, snart det andet, og du til sidst vakler rundtosset hjem. Og endelig er der situationen jeg selv bliver mere og mere fortrolig med. Du står midt i stuen og har vendt dig om, men du har glemt hvorfor.

At vende sig om. Det er kan også være udtryk for den erfaring, at du lige pludselig eller gradvist ser eller forstår det hele på en lidt anden måde end før. Der er noget, der dæmrer for dig, og som gør at du nu må skifte retning. Tøvende først måske, men snart bliver du stadig mere beslutsom i dit forehavende. Du begynder at gå raskt til.

Den slags om-vendelser er der nok længere imellem. Men de kan være markante. Ikke mindst den vi gør os tidligt, når vi bryder op fra vores trygge hjem og opvækst for at følge vores egne veje.  I der sidder dernede med en lille ny i jeres arme. Så fint og stille ligger hun der, men en dag står hun og hænger på et gadehjørne. For nu at sige det på den måde. Man kan jo næsten få ondt i hjertet ved tanken om hende den lille der, der skal ud i alt det, vi selv har skullet ud i. Men det er jo et af livets ubønhørlige og velsignede vilkår, at noget andet og større kalder derude, og vi følger efter. Vores børn er på den måde altid på vej væk fra os. De vender sig om en dag og går netop deres vej.

Ligesom den yngste søn i dagens tekst. Han har gået derhjemme. Som andre før og efter ham lidt træt af den sædvanlige trummerum hos de gamle, og nu gider han altså ikke det længere. Ud vil han, ud, ja han kan nærmest ikke komme langt nok væk, og med sin arvedel i lommen, vender han sig bort fra sit barndomshjem og tager til et land langt borte, hvor han så, som vi hører, fester godt og grundigt igennem.

Det var den første omvendelse, og så følger den næste. Pengene er sluppet op, sulten gnaver i tarmene, og arbejdet for overhovedet at få den stillet bliver en tand for usselt. Og så går han i sig selv, som der står. Nu står hjemmet han forlod pludselig i et andet lys, et andet skær. Han retter sig op fra svinetruget, vender sig om og går tilbage, hele den lange vej.

Så omvendelser kommer da til os i vores liv. Vi vederfares dem. Nogle er lette, andre svære. Nogle sker nærmest før vi har tænkt tanken. Andre skal modnes, og modnes længe. Men underligt nok har vi det ikke altid lige let med at andre gør det. Ja, nogle gange kan omvendelse eller omvendt nærmest være et skældsord. Og hvorfor egentlig? Er det fordi vi ikke rigtigt tror på den omvendte? Er det fordi vi synes, at han eller hun har været lidt for hastig med sit kursskifte? Synes vi , at der lidt for hurtigt kastes vrag på  de gamle kendte veje, vedkommende før bevægede sig ad? Han er jo sådan en omvendt en, siger vi og himler lidt med øjnene, hvis en i vores omgivelser har kastet sig lidt for ihærdigt over en eller anden sag - klima, religion, politik. Vi tror ikke altid rigtig på vedkommende. Vi forbeholder os retten til at forblive skeptiske.

Den ældste søn i lignelsen gør i hvert fald. Han går derude i marken og skumler over sin lillebror og hans pludselige kursskifte. Selv var han blevet, hvor han var og gjort, hvad han skulle. Hvorfor al den opstandelse for lillebroren, der stak af, svinede med pengene, åd med svinene og så kom listende hjem med halen mellem benene. Pudsigt nok, at han ville hjem lige nu, hvor pungen var tom ! Og nu skal der holdes fest, og er der nogen sinde blevet holdt så meget som bare en lillebitte fest for mig, der har gået herhjemme og knoklet? Skumle, skumle.

Ja for en fest skulle der holdes. For der er jo også en far i lignelsen. En far der glæder sig, fordi han har savnet sit barn og som har fået ham tilbage igen. En far der som sin ældste søn kunne have knoklet videre og skulet til ham, der var gået i sig selv, var vendt om, da det var slut med alt det sjove og har havde sat arven til. Men den her far havde også vendt sig om og stod nu og spejdede, for hans hjerte hang ved ham, der var taget hjemmefra. Og da han så endelig, endelig så ham i horisonten, løb han ham i møde. Ingen forbehold her. Kun tilgivelse, åbne arme, kys og omfavnelse. Og så, som sagt, et brag af en fest. For den fortabte er fundet.

Med sin lignelse om den yngste og den ældste søn, om at vende om eller blive hvor man er, vil Jesus fortælle om vores menneskeliv, men først og fremmest vil han give os et indblik i Guds, sin fars sindelag. Han vil fortælle os at Gud, som faren i lignelsen, ikke er en streng  og ubevægelig stenstøtte, endsige en fjern og iagttagende dommer. Han er den der i Jesus selv, en gang for alle, har omvendt sig mod sit menneske. Han har et faderhjerte. Et hjerte som en far eller en mor overfor sit barn. Han er den modtagende og tilgivende kærlighed, der tårner sig op bag ved alle vores trakasserier, vores omskiftelighed, vores skulen og forbehold og noget-for-noget retfærdighed.

Vi bliver i vores eget lille lukkede og selviske kredsløb, mens Gud som faren i lignelsen vender sig mod os, venter på os og løber os i møde. Det er et ret så radikalt udsagn, når man tænker over det, men det er ikke desto mindre kernen i det budskab, som den her kirke er bygget på og som x er døbt til at have hjemme i: en far der har vendt sig mod os, som venter og løber i møde.

Og en så stor kærlighed, kan vi som hører til i den, ikke andet end spejle os i. Det kunne da lige passe andet. Det vil sige, at vi hele tiden også skal vende os om mod den, omvende os til den, lade os afbryde og forstyrre og skubbe til af den, når vi igen og igen hegner os inde bag vores bekymring, vores vrede, vores selvoptagethed. Akkurat på samme måde som den ældste søn hegnede sig inde bag sin fortrædelighed.

Jeg synes, at det er et af evangeliernes store og genkendelige øjeblikke, lige netop her, hvor faderen tålmodigt har lyttet til den ældste søns skumlerier over farens altfor ødsle kærlighed til den hjemkomne lillebror, hvor han har lyttet til alt hans brok og så vender sig om til ham og siger:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

For kender vi ikke til at stå der, vi ved det godt, et eller andet sted, at vi burde feste og være glade, men vi kan ikke overkomme os selv. Vi ved godt, at der er lys og glæde derinde i gildesalen. Men vi magter ikke rigtig den glæde og det lys. Vi trækkes tilbage i vores eget halvmørke og magter ikke at vende os om.

Så lidt skal der til, men vi står i vejen for os selv, men vi kan ikke overgive os. Kom nu, siger den anden og rækker hånden frem, men vi tager den ikke, selv om det ville være den letteste ting i verden og bogstaveligt talt gøre en verden til forskel. Det kan være sært attraktivt at dyrke den vrede, bekymring, bitterhed, hvad ved jeg, man ikke engang befinder sig godt i. Og det oven i købet  samtidigt med, at vi kender befrielsen ved at slippe sig selv, tage imod glæden og gå ind til festen. Storebroren ved - jeg tror, han ved - at hvis han selv gør den lille bevægelse, vender sig om, som broren gjorde, og faren har gjort, jamen så vil også han falde i faderfavn og han kan glad fortabe sig i den glade tummel derinde. Men nu står han dér, udenfor, her hvor lignelsen slutter, og kæmper med sig selv. Her forlader vi ham. Men faren står stadigvæk overfor ham og venter på ham, tålmodigt. Og sådan venter han også hele tiden på dig og mig, når vi heller ikke - igen-igen - formår at slippe vores eget. Vil vi med til festen, eller gå og mule ude i marken? Det er spørgsmålet som hele tiden lyder. Ikke mindst når vi sidder her i kirkens rum, lytter til teksterne og synger salmerne. Men den store trøst er, at selvom vi står, sidder eller går der, og hele tiden falder fra, hænger ud i festens udkant og har så svært ved at vende os om, så har vores Gud og far en gang for alle taget imod os i sin søn, vendt sig om til os, og åbnet vejen for os ind i det glade tummel. Det gjorde han, da vi, som x i dag, blev holdt over døbefonten og fik at vide: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.

Det er sådan set, hvad vi har brug for at vide, og så er resten op til os. Festen er i gang.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for ordet i dag til os om, at vi, som du i sin søn har vendt dig om mod os, skal vende os om mod dig og vores næste. Lær os at glemme os selv og gå i os selv og gå ind til din fest i stedet.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. (, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary) og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk dem modet til at komme videre og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker.

Ja, vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen