Prædiken ved genindvielse af Hammel Kirke den 1. december 2019

Salmer: 74 Vær velkommen, 87 Det første lys, 84 Gør døren høj, 78 Blomstre som, 80 Tak og ære

Ved sådan en kirkeindvielse, som i dag her i Hammel Kirke, en første søndag i advent, med lys og sang og mange i kirke og så meget nyt og smukt at se på, er der meget at glæde sig over. Vi fejrer det hus, der har stået her midt i byen igennem århundreder, som generation efter generation har været forbundet med, hvor de er kommet gennem tiderne, og hvor vi måske selv har haft vores færden i så mange både gode og svære anledninger. Det er kendt. Det er hjemligt. Og her er plads til de store ord vi ikke kan være foruden. Vi er glade for vores hus. Vi passer på det og hæger om det. Og sådan skal det være.

Tilbage i 1540erne, da Hammel kirke havde knapt så mange år på bagen som nu, rejste Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius, rundt til stiftets mange kirker på visitats. Her holdt han hver gang en tale til sognets beboere, hvor han bl.a. sagde: “Derfor skal dette sted, kirken, være det sted, som I holder mest af her i verden. Dette hus skal være jer mere kært end alle andre huse i verden, fordi det er Guds hus, og det er, som vor herre Kristus siger, min faders hus. Alle andre vidunderlige huse, slotte og herregårde, Københavns slot, Kalundborgs slot, flotte bygninger i købstæder og landsbyer lader Gud være mennesker huse, men din sognekirke er Guds hus”. Så fint og enkelt kan det siges.

Jeg ved ikke, om det er Palladius fortjeneste, men det forekommer mig at være noget meget karakteristisk for os som danskere, at vores hjerte i den grad hænger ved vores lokale gudshuse, og det er såmænd om vi kommer ofte i dem eller ej. I en interviewundersøgelse vi i Aarhus stift har medvirket i, og som bliver udgivet, og som I kan få at læse forhåbentligt inden alt for længe, der fremgår det, at rigtig mange af dem, der måske ikke rigtigt kan finde sig tilrette med det, der foregår i kirken, holder meget af rummet, af stedet, af huset, af historien, traditionen og alt det, der rækker ud over vores egen begrænsede tid og fatteevne.

Og den her kærlighed til vores sognekirke skal vi lige have i baghovedet, når vi går til teksten til i dag på jeres kirkes genindvielses-dag. Jesus, hører vi, er tilbage i barndomsbyen Nazareth, og på sabbatsdagen går han i synagogen, man kan også sige landsbysynagogen eller familiesynagogen, stedet hvor han sikkert er kommet siden barnsben, og hvor de lokale samles om ikke søndag efter søndag, så lørdag efter lørdag.

Der er bestemt ikke grund til at tro andet, end at deres hjerte også, gennem generationer, har hængt ved stedet, bygningen og ordene, der har lydt herinde, når de blev læst op fra skriftrullerne, der hang i et skab på væggen. Og det hjemlige islæt har været så meget stærkere, når det jo minsandten var tømrerens Jesus, der pludselig dukkede op, og nu skulle læse fra Esajas bog med de gamle, kendte og elskede ord om Herrens tjener, der skal komme og gøre alting godt i Israel. Hjemlig hygge har der været og pludselig overrumplende glæde, da Jesus højst effektfuldt ruller skrifterne sammen og siger, at nu, kære venner, lige nu i dag, er de her store og forjættende ord gået i opfyldelse.

Der har været omend ikke rock, så fest i synagogen. En stor dag i det kære gamle hus historie. Men der går jo så noget skår i glæden, da Jesus udlægger teksten ved at antyde, at Guds ord, som de har bygget synagogen på, og som de holder sabbat på, sandelig også er beregnet for andre end dem som husets børn. Guds øje hviler også på dem, der ikke har hjemme her i Nazareth eller Israel, ja som hører til andre steder og tror på andre måder og som de fromme folk derfor ikke bryder sig særligt om.

Så de bliver ude af sig selv af raseri, som der står, og jager ham ud af byen. Ja, de forsøger at slå ham ihjel, men det lykkes dem som bekendt først senere. Nogenlunde af den samme grund og med, må man nok sige, uforudsete konsekvenser. I det kære gamle hus med de kære gamle minder hvor generation efter generation har samledes for at lytte til de kendte ord smider Jesus altså noget nyt og uhørt ind, der i den grad ødelægger den gode stemning.

I kan jo nok høre, at der lige er en, skal man kalde det, løftet pegefinger til os alle sammen med dagens tekst, som forhindrer os i, trods vores kærlighed til VORES sted og kirke, at gro til i alt for meget selvglæde og selvtilfredshed. For nogle gange kan kærligheden til huset og traditionen og vanerne og stedet åbenbart støde sammen med ordet, der lyder herinde. Eller mere generelt: Nogle gange kan vi der har det godt med det gamle og kendte have det lidt stramt med det nye og uventede.

Men prøv lige og lyt til teksterne og salmerne til i dag. De bobler jo med en forventning om nyt, der kommer. Noget nyt og altomvæltende. Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det, som det lyder i dagens gammeltestamentlige læsning fra Esajas. “Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på”, skriver Paulus i epistlen.

Advent betyder jo, at noget kommer, noget nyt, noget anderledes, et daggry vi kun aner, men ikke rigtig ved, hvad bringer. Det vil sige vi ved det jo godt. Det er jo det, som vi synger om i salmerne, Jesu komme julenat. Men det er ikke bare noget, der glider ubesværet ind i verden. Det Jesus bragte er som en sprængladning, der detonerer i al vores trang til tradition og genkendelighed. Det er afgørende nyt. Og det har vi brug for at høre, så vi ikke, som de fromme folk i synagogen i Nazareth, gror til i vores egen uforbederlige meninger om, hvordan det skal være, og hvordan det altid har været, og hvordan det skal blive ved med at være.

Nu siger jeg ikke det her for at ødelægge stemningen som den blev ødelagt den dag i synagogen i Nazareth. Jeg tror bare, at det er nødvendigt at vi hele tiden minder os selv og hinanden om, at de ord vi forkynder herinde i det kære gamle hus altid maner til opbrud fra det vi måske tager for givet. Og det gør de fordi Jesus altid peger væk fra os selv, væk fra vores faste antagelser, væk fra vores trang til at alt altid skal være, som det har været, væk fra vores selvkredsende bekymringer, væk fra vores fordomme og vrede mod andre, væk fra de domme vi går og dømmer hinanden og os selv med, væk fra alt det, peger han, fordi han peger hen til vores næste, som vi lever med herude i det uforudsigelige, åbne og foranderlige liv, vi er fælles om.

Enken i Sarepta, syreren Na’aman, som Jesus fremhæver i sin lille prædiken i synagogen er netop, dem der er udenfor, de er der, hvor man ikke ser hen, forstyrrende elementer i et verdensbillede, når man nu tror man ved hvordan det hele hænger sammen, og hvordan alting er indrettet, og hvordan det fat, det med Gud og os.

Men ikke desto mindre er det jo også dem han gjorde fælles sag med allerede ved at lade sig føde i en stald, fordi alle de gode menneskers hjem og huse var lukket for ham og hans far og mor. Så kære genindvielse-fejrende menighed; i der sidder her med jeres store kærlighed til jeres hus og sted - blive venligst ved med det, det er jo, hvad Palladius sagde og vores folkekirke er så afhængig af, men I må - vi må - som kristen menighed, som en forsamling der bygger på Jesu ord - også altid rejse let.

Vi har jo fået nogle rammer givet med vores kirkebygning som vi færdes i og virker i, hvor vi kommer både søndage til gudstjeneste og i ugens løb til så mange forskellige aktiviteter. Men de må aldrig tage magten fra os, så vi kun ser dem og kun kæmper for deres uforanderlighed og vedligeholdelse.

Vi må altid huske på, at de er bygget på nogle ord, som viser os ud i verden, ud i livet, der leves, ud til vores næste, og at vi af samme grund ikke frem for alt skal frygte forandringer og nye veje, men at vi vender os indad og fortaber os i os selv og vores traditioner.

Vi, menigheden der bygger på Guds ord i Jesus Kristus skal på den måde altid være i bevægelse, altid lade os modsige og irettesætte og bryde op om nødvendigt. Det handler som sagt om at rejse let eller endnu bedre: det handler om årvågenhed, at holde sig parat, tage lysets rustning på, vente på morgen, så vi ikke gror fast i vores eget.

Historien og traditionen kan vi ikke undvære. Uden bliver vi alt for let åndeligt ensporede, overladt til os selv og vores tro på, at vi er altings midtpunkt og at lige netop vi har opfundet snapsen til silden. For nu at sige det på den måde. Her i kirkens rum er historien og traditionen tilstede overalt: teksterne vi læser, ritualerne vi bruger, salmerne vi synger, symbolerne og motiverne vi ser rundt omkring, men altsammen skal det lede frem til, at det Jesus sagde og bragte os er sprællevende nutid, sprængfarlig nutid for så vidt.

Hans tale er ikke kun tale til dem dengang i synagogen i Nazareth. Det er tale til alle os, der sidder her i Hammel kirke og lytter i dag d. 1 december i 2019. Alle os der har hvert vores at spekulere på og bekymre os om og sørge over. Det er ord om at Gud er den, der i sin søn overskrider grænser og kommer til den, der har brug for ham. Han er ikke død fortid fanget i gamle skrifter eller nok så smukke eller storslåede bygninger. Han er den opstandne og levende, der kalder os ud til livet, ja, der sender os ud til dem, der kalder på os. Derfor skal vi være årvågne. “Natten er fremrykket, dagen er nær”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om ikke at gro fast i vores eget, men at høre det som du skænkede os i din søn Jesus Kristus. Lad ikke de huse vi bygger til din ære være som fæstninger for de få, men stedet hvorfra du sender os ud og gøre gavn, som du vil det, og hvor vi kalder menigheden ind for at høre godt nyt til håb og trøst.

Hold os fast på, at dit ord er godt nyt til alle. Ikke kun dem vi er enige med, og som er som os.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Tillykke…

Amen.

Tillykke med jeres Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen