Prædiken, 10. søndag efter trinitatis 

754 Se, nu stiger, 624 Gud er Gud, 633 Har hånd du lagt, 10 Alt hvad.  Nadver: 379 Der er en vej

21.8. 754 Se, nu stiger, 624 Gud er Gud, 379 Der er en vej, 6 Dig være. Nadver: 12 Min sjæl

Omgiver vi os med så meget larm, at vi ikke kan høre, når der bliver sagt noget vigtigt? Sidder vi så meget med hovedet nede i skærmen, fylder vi os med så meget tom underholdning, bruger vi så meget energi på døgnets ligegyldige diskussioner, er vi så optagede af os selv og vores og vores små daglige og forkælede trakasserier, at de store sandheder går hen over hovedet på os?

I filmen “Don´t look up” fra sidste år, er det vist nærmest konklusionen. En meteor på størrelse med Mount Everest er på vej mod vores grønne klode, i direkte kollisionskurs. Men offentligheden er nærmest ligeglad. Præsidenten er selvoptaget, faktaresistent og mest optaget af at lægge selfies på de sociale medier. Mens medierne hellere vedligeholder deres små uforstyrrede dagsordner af spin, sex-skandaler og konspirationsteorier.

Parallellerne til klimakatastrofen, og hvad der ellers måtte true, parallellerne til en menneskehed, der har svært ved at tage alt for megen elendighed ind, og derfor hellere flygter ind i sin egen lille trygge daglige konflikt- og underholdningsverden, sit eget lille trygge medieindelukke, er i hvert fald til at tage at føle på.

Spoiler-alert: det ender galt, så galt, som det overhovedet kan gå. I dagens tekst hvor det er Jesu samtidige, der går og fedter rundt i deres egne små forbehold, deres brok, kritik og kværulanteri, ender det nok ikke helt så galt, selvom også Jesus truer med destruktion og dommedag. Men han er gal, er han. Som man nu bliver det, når man nu har noget på hjerte, og folk bare uanfægtet ævler og kævler videre, som forkælede og vrantne børn på torvet.

Det er til at sætte sig ind i for både børneopdragere, lidenskabelige debattører, brændende forkyndere - og for alle os, der bare bliver så trætte og får lyst til at gå op og lægge os, når alvoren bliver alt for påtrængende. Hvis vi da ikke hellere bare vil brokke os, fordi det nu engang er, hvad vi er bedst til og har det bedst med.

Men Jesu vrede er ikke bare en frustreret og fuldt forståelig vrede. Den er en evangelisk vrede forstået på den måde, at den ikke har et såret jeg, men en umådeholden nådeserklæring som baggrund. Gud er kommet til sit menneske for at gøre alting godt og bringe lys og tilgivelse, hvor der før var mørke, kamp og undertrykkelse. Men se om vi hører, fatter, forstår, se, om vi ikke bliver hængende i vores egne små dagsordener! Se, om vi ikke dengang valgte at lukke munden på ham, som Gud sendte med det forstyrrende og cirkelsprængende budskab!

Og derfor er Paulus også så ofte ude med riven, som han er. Så meget skælder han ud, apostlen, skriver vredt så pennen gløder og papiret næsten ulmer til romerne, korintherne, hebræerne og galaterne. Ikke fordi han generelt bare er en galsindet lille trold, en omvandrende knytnæve, men fordi de sidder derude i menighederne og fedter med deres små indbyrdes konflikter, stirrer ondt på hinanden og skælder ud, som børn på torvet, mens den evigt rige Gud rækker ud imod dem i sin søn, der gik hele for dem og har skænket dem det evige liv.

“Gud tager imod os som en ren foræring”, som han skriver til romerne, mens vi mennesker er mere optagede af os selv. For det er vi jo. Den store selfie-stang er i konstant brug. Det store “mig-filter” er så umådeligt svært at afmontere. Vi har VORES ideer om, hvordan det alt sammen er og bør være. Som forkælede og vrantne børn på torvet.

Og nu har prædikanten her stået og skældt ud gennem de evangelisk udskældende og en indre modstand begynder måske så småt at røre på sig, som den jo kan gøre, når man skældes huden fuld, og fornemmer at der nu uddeles rigeligt med lutherske prygl deroppe fra pulten. Så engang til skal der sættes fede streger under, at den vrede, der bestemt rumsterer i vores nye testamente, ikke mindst i dagens tekst, hele tiden lyder på baggrund af den store foræring, som er så stor en foræring, at den ikke trækkes tilbage. Vi har svært ved at forstå den, tage imod den, omfatte den, men den står os ufortrødent for øje, og ufortrødent og til stadighed skænkes den til os.

For hele Guds væsen er foræring! Jord og himmel skabte Han. Livet vi lever, luften vi ånder, dagen vi favner, næsten Han har givet os, Jesus og vejen han viste os ud af vores indelukker, det evige liv har kaldte os ind til.

Dét er foræringen, vi hele tiden kan vende tilbage til, uddgangspunktet for hver dag vi skal leve, og for den dag vi dør. Den viger ikke, når vi ufortrødent roder rundt i vores eget. Den bliver.

Nå, jeg ved godt at voksenskældud generelt ikke er i høj kurs. Heller ikke når det gælder evangelisk voksenskældud. Vi er og bliver stadigt mere allergiske overfor alt, hvad der smager af doceren, af at blive banket på plads og få fortalt hvor skabet skal stå. Hvad enten det nu komme fra de meget omtalte københavnske saloner, fra eliten, systemet eller sortklædte standspersoner af luthersk observans for den sags skyld. De skal ikke komme her og tale til os som umyndige børn. Og sådan har vi del vel alle på en eller anden måde.

Men lad os så lige vende tilbage til dagens billede med de utidige børn på torvet og deres fornærmede brok. På en eller anden måde er det jo et vældigt vedkommende billede her på bagkant af sommerferien, hvor den slags jo kunne iagttages og erfares rundt omkring på mange solrige torvepladser rundt omkring: familiære bryderier med lille Egon, der vil ha en is. Eller lille Frida der vil op og lege i springvandet, eller lille Egon og Frida der til sidst ryger i totterne på hinanden.

Og så alle de trætte forældre, der som regel kærligt og tålmodigt og på al muligt andet end middelalderlig og autoritær vis får tingene til at gå, ja, og som mange år fremover vil få tingene til at gå og langsomt vende Egon og Frida til et liv, hvor det ikke bare handler om at få sin vilje og banke andre på plads.

Er det ikke også sådan vi lærer, hvad Gud ville os i sin søn? Ikke så meget gennem råb og kommandoer og voksenskældud, men gennem. alt hvad vi her i kirken hører, og så hvad vi går ud herfra, med ordet i ørene, og erfarer, siger og gør, når vi møder vores næste derude.

Det er og bliver evangeliets lys vi vokser i og med, og som bringer os på andre veje end vores egne. Og irettesættelse i kærlighed, med dét lys i ryggen, det er og bliver budskabets vej ind i vores hjerte, der jo på ingen måde bare umiddelbart og af sig selv står åbent og modtageligt. Der lægger sig hurtigt nye lag omkring det. Mig-filtret er ikke sådan at afmontere. Den store selfie-stang er altid lige ved hånden.

Så det må vel være, hvad der også er budskabet i dag: at vi skal se op fremfor altid at hænge fast i os selv, stirre arrigt på hinanden og skælde ud og formane andre om, hvordan det retteligt burde være. At vi skal få den kærlighed i øjnene, der udgår fra Guds store foræring til os i Jesus Kristus og i lyset fra den få alt det andet skrammel, der spærrer vores udsyn, ryddet bedre af vejen.

Det sker ikke, det ved vi godt, alene ved en ordentlig omgang skæld ud, men ved det man kalder en stadig besindelse på, hvad udgangspunktet for det hele er. Ja, ved en stadig opdragelse eller vækst i kærlighed. Det vil sige, at Jesu vrede her i teksten til i dag - vreden der jo netop lyder på baggrund af den store foræring - at den vrede bliver til en konstant påmindelse til os selv om at være agtpågivende og rede, så at vi hver gang vi vikler os selv ind i selvoptagethedens klæbrige tråde, minder os selv og hinanden om, at Gud vil os noget andet, at Gud i sin søn giver, at han kommer, at han skænker, at han stiller os det evige liv nu og her og engang for øje. Det er den store foræring, vi aldrig må tabe af syne, og som vi hele tiden må huskes på

Kort og godt. Vi skal være i vores tid og vores verden, men ikke blive opslugt af den og os selv. Vi skal lære og vokse og besinde os. Vi skal se op og strække os mod lyset. Vi skal se hen til Gud og vores næste. Vi skal lade os hæve og bære. Vi skal tage imod og takke. Dertil hjælpe os Hans gode Ånd.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for ordet i dag til os om, at vi i stedet for at fortabe os i vores eget, vores evindelige vrede, kritik og forbehold, skal lære at lytte, takke og tage imod, hvad du i din søn har skænket os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. (, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary) og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Ja, vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk dem modet til at komme videre og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen