Ordinationstale ved ordination torsdag den 28. januar 2021

Det ord som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, skriver Paulus i sit 1.Kor.15:

”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.  Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.  Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves;”

Kære ordinand, kære Sara!

Vi kan sige det om rigtig mange ting i disse dage. Også om din ordination her i dag i Aarhus Domkirke: Det er ikke som det plejer at være: Ingen procession, ingen salmesang, ingen venlig tummel af mange mennesker dernede på bænkene, ingen efterfølgende hyggelig sammenkomst på den anden side af torvet. Derimod afstand, tidsbegrænsning og en formummet menighed, der går lige hjem.

Men som vi også har erfaret det i de andre af tidens reducerede gudstjenester og kirkelige handlinger, så er det ligesom, at vi uden ceremoniellet – som vi savner – også erfarer noget andet. Ja, vi skærer ind til benet, vi inddamper og forkorter, men pludselig opstår så en egen nærhed, en tydelighed, en intensitet næsten, hvor bønnerne, teksterne, salmerne vi ikke kan synge med på, taler så meget desto stærkere. Ordet står frem i dets nøgenhed og vi erfarer, hvor stærkt det kan stå.

Det er lidt ligesom i en samtale, der trænger sig på, og hvor vi ikke har tiden og overskuddet til at tage tilløb, og kredse om tingene, men hvor tingene derfor bliver sagt lige ud.

I vores samtale forleden, Sara - din digitale bispeeksamen - der synes jeg også, at flere af de ting, vi drøftede, står tydeligt frem. Især det vi talte om, om sammenhængen mellem gammelt og nyt, man kan næsten sige samtalen mellem gammelt og nyt, i gudstjenesten og dens ritualer, men også i den præste- og forkyndergerning, du i dag indvies til og træder ind i.

Og når jeg nu lægger jeg dig Paulus ord fra 1.Korinterbrev særligt på sinde, så er det fordi han siger det så klart, så aldeles til sagen, at han jo bare har overleveret det, han selv har modtaget fra andre: beretningen om Kristus, der døde, blev begravet og opstod på tredjedagen og alt det, den beretning betyder for os.

Sidst af alle blev han set af mig, skriver Paulus. Et misfoster som mig. Man kan kalde det klædelig beskedenhed fra den tidligere forfølger Paulus side, men det er også udtryk for den ydmyghed, der kommer af at se sig selv, ikke som religiøs privatpraktiserende i indædt konkurrence med andre af samme slags, men som et led i en kæde. En overleverer blandt overleverere af det dyrebareste budskab. Og i det kapløb er det ikke en skam at være den ringeste.

Det er jo, hvad der også bliver klart ved en ordination som i dag - uanset hvor skåret ind til benet, den er – at du netop føjes ind i en sammenhæng, et stort fællesskab givet med embedet, som en lang række præster har beklædt før dig, et fællesskab med menigheden, som kalder dig, med dine kollegaer, med kirken vi er i, både som huset her med al dets historie OG den tradition og arv og teologi, som huset bygger på.

Alt det skal du være i samtale med. Den store samtale. Og som vi samtalede om, Sara, så er der i det en stor lettelse. Du bærer ikke alene. Mange og meget bærer med.  Sammen og på tværs af tiderne udlægger og overleverer vi. Som et kor af stemmer.

Og – som sagt - når Paulus kunne kalde sig selv for den ringeste af apostlene, så er der også plads til os andre, selvom vi tumler rundt her på 2000 års afstand med så mange aflejringer mellem os og ham der tog vor kvide og gav os fryd igen.

Men Sara, du har dog et ubestrideligt fortrin i forhold til den store fornemme tradition, du er en del af. Du er noget, som den overvældende nogle gange ansigtsløse fortidige flok du samtaler med, ikke er. Du er i live. Du skal være præst. Du skal passe embedet i Laurbjerg-Værum-Ørum. Du skal med din stemme, dine erfaringer, og din teologiske dannelse, for din menighed, forkynde budskabet om den korsfæstede og opstandne nu og her i 2021, så de hører og forstår. Du skal overlevere, hvad du har modtaget. Det er din tur nu.

Ret overvældende, nu man tænker over det, men hvor er det godt så, at vi altid har det omkvæd, som Paulus satte ord på, når han overvældet af dem, der kom før ham, lod den her trodsige fanfare gjalde: ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er”. Vi hører et fjernt ekko af Paulus ord i dit præsteløfte, når du lover samvittighedsfuldt at ville holde alt det, der beskrives med gamle tunge ord, ”efter den nåde, som Gud mig dertil vil give”.

Med Guds nåde og den frimodighed den giver dig, skal du tage din tørn her og nu med at overlevere og omsætte det gamle budskab, så det går din menighed her og nu i dag til hjerte og bliver til virkelighed for dem. Gud give dig styrken, modet, ydmygheden til den opgave. Gud give dig styrken, modet, ydmygheden til rosenkrans om kors at vinde.

AMEN