Ordinationstale den 25. juni 2020 ved ordination af  Iben Albeck Østerdal Henriksen, Grundfør-Haldum-Vitten 

De ord på din indvielsesdag som jeg særligt vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til Efeserne det andet kapitel:

Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden. Efeserbrevet 2,17-22

Måske er den tid, hvor vi som samfund altid forsøgte os med, og stræbte efter enighed, konsensus, fællesskab og samfundssind, ved at være forbi. Måske den blot viser sig at have være noget forbigående, en parentes i historien, en krusning på overfladen, noget der tog sin begyndelse efter anden verdenskrig for 75 år siden, men som nu er ved at klinge ud.

Som mange har påpeget: stadigt flere brudflader viser sig omkring os, som modsætningsforhold der ikke længere lader sig tøjle: Raceuroligheder i USAs byer, dybere sociale skel og gule veste, religiøse parallelsamfund, så dybe politiske uenigheder at man nogle gange har opgivet overhovedet at tale med hinanden, krænkelseskulturen, hvor man ikke længere kan tillade sig at grine af Halløj på Badehotellet, utrygheden ved flygtningene og de fremmede og alle de stemmer der er i det.

Det er som om, at vi har travlt med at definere, hvem vi er ved hele tiden at fortælle os selv og hinanden, hvem vi i hvert fald ikke er. Vi holder os selv inde ved at holde andre ude. Og alt sammen ligesom forstærkes det af pandemien, der endnu ikke har raset af. Ja, der sker noget omkring os og i os i disse år. Vi lever i brydningstider.

Så meget desto stærkere og aktuelt og vedkommende lyder den forkyndelse, vores kirke bygger på, og som har lydt til alle tider. Også ind i brydningstider, der var værre, end det vi er vidner til nu. Hærgedes verden af splittelse og fjendskab, så gav ordene om Guds forsoning med os, vældig og trøsterig genlyd under disse hvælvinger. Også med Paulus og ordene til dig i dag: “Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær (...) Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand”.

Herinde skilles vi ikke ud eller skilles ad. Vi samles, vi hører til. På trods af alt det omkring os og i os, der lige nu splitter. Han er kommet til os i sin søn, og i Ham har vi fået hjemme. Så glædeligt og på trods af alt.

Iben, lad mig sige det ligeud: Du skal som præst være lidt af en dobbeltagent. Du er jo i verden, som den nu ser ud, og som den du er. For du er borger i den, og du skal forholde dig til den, så sandt som din menighed, dem som har kaldet dig, også er det. Vi er som sagt sammen om at have del i disse splittelsernes og opbruddets bevægede årtier.

Men du er jo også af din menighed kaldet til at være deres præst og forkynde det evangelium, der lyder på tværs af og til alle tider. Ordene om tilgivelse, heling, barmhjertighed og om, som Paulus skriver, at vi hører til i Guds husstand. De to virkeligheder, verdens og evangeliets, skal i din præstevirksomhed belyse og vel også befrugte hinanden, sådan at dine ord til din menighed både bærer erfaringens og forståelighedens og aktualitetens vandmærke, og sådan at de samme ord, kan bringe dem det håb, det mod og den trøst, der er kommet til os, og talt til os til alle tider, ud af den evige Guds hjerte. 

“I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten”, skriver Paulus også. For her hører vi hjemme, her på denne grund bygger vi samtidigt med, at vi er børn af vores tid, og skal være præster for børn af vores tid.

Iben, vi talte jo om den dobbelthed til dine bispeeksamen forleden. Hvordan den præger vores præsteliv i stort og småt. At du på den ene side er Iben med alt det Iben bringer med sig og har og kan, og på den anden side, også er præst i et embede, der strækker sig langt, langt tilbage og grunder sig på gamle ord vi ikke kan være foruden. At du på den ene side holder gudstjeneste med en menighed der måske ikke i alt er dybt fortrolige eller tålmodige med liturgiens gamle ord, og at du på den anden side også må holde fast i at de her gamle ord bærer på så meget mere end vi kan forstå i en håndevending. Du skal møde din menighed i deres hverdag, men samtidigt bringe det der er så uendeligt meget større og lysere og glædeligere ind i den.

På den måde, ved at iagttage den her dobbelthed i dit embede, kan du bidrage til, at vi ikke alle går splittelsens veje, men hele tiden har Gud og vores næste for øje. Du skal tale med din tid for at blive forstået. Og du skal tale imod din tid, for at forkynde evangeliets modstand mod vores trang til at splitte, skille ad og holde ude.

På den måde, Iben, er du den, der skal bygge op, tale opbyggelse til din menighed. For det er, hvad evangeliet vil: Bygge os op, når vi synes, at det hele er i opbrud og opløsning, eller når vi ikke synes, at det altid hænger sammen i vores liv, eller vi trænger til at se lidt længere end vores egen næsetip. Det er også, hvad Paulus skriver i stykket jeg læste før:

“I ham (I Kristus) holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden”.

Jeg ønsker dig Guds velsignelse i din gerning.