Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale ved ordination af Marianne Lynge Krog, præst for den grønlandske menighed i Danmark

den 12. november 2020 i Aarhus Domkirke

 

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag, særlig vil lægge dig på sinde, skrives i Første Samuelsbog det tredje kapitel: 

Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se.  Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod.  Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig.  Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.«  Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham.  For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove. 1.Sam.3.2-9

Kære ordinand, kære Marianne Lynge Krog

Når du står eller sidder her i dag, foran altret, i en hvid alba, til en ordination, her i domkirken, så er det fordi, at du er blevet kaldt på. På sin vis – hvad vi lige har hørt om - som Samuel blev kaldt på. I luthersk forstand er præsten nemlig altid kaldt på af en menighed. At være præst er ikke en lille enmandsvirksomhed, hvor man selv slår sin forretning op og begynder at prædike og døbe og undervise af egen drift, på eget initiativ, fordi man nu engang har lyst til det. Man bliver præst, man får et præsteembede, fordi en gruppe mennesker på et bestemt sted kalder på en. Du er kaldt på mange steder fra, men af en menighed, en menighed af grønlændere i Danmark. De vil gerne have dig, lige netop dig, Marianne, til at holde gudstjenester og forkynde evangeliet for dem, med alt det du kan, har og bringer med dig.

Vi kaldes for så vidt på hele tiden, af børn, af ægtefæller, af alle mulige andre mennesker. Og Gud ske lov for det, for når vi kaldes på, kaldes vi også ud af vores eget. Vi fortaber os som bekendt let i vores egne små cirkler og forehavender, vores egen selvkredsen. Men når nogen kalder, tvinges vi til at rette vores opmærksomhed andre steder hen og måske for kortere eller længere tid at glemme os selv. Når vi som præster, eller kommende præster, kaldes på af en menighed, er det på samme måde, et kald, der giver os en retning, en opgave, et andet formål end os selv. Der er noget vi skal. Der er nogen, der har brug for os, og som gerne vil os.

Samuel, hører vi, blev også kaldt på. Af hvem var først lidt uklart. Søvndrukkent tøffede han to gange hen til gamle Eli og sagde “Hva er der?”, eller noget i den retning. Indtil Eli fandt ud af, hvad der var fat, at det var Gud selv, der kaldte. Sådan tror jeg også, at det har været for dig, at der var et eller andet i begyndelsen udefinerbart kald, der voksede i dig, indtil du fandt ud af, at Gud på en måde også kaldte på dig gennem de gode mennesker, der gerne ville have dig, og derfor kaldte på dig som deres præst. Gud kaldte dig gennem dem.

Det er en af de, hvad skal man kalde det, henvendelsesformer, Gud benytter sig af. Han kalder. Han kalder på sit menneske. Han kalder sit menneske ud af dets selvfortabelse, dets selvindkrogethed, for nu at tale luthersk. “Adam, hvor er du?”, lyder det fra en af Bibelens allerførste blade. Og sidenhen, i sin søn, i Kristus, kalder han på os. Han kalder på os for, at vi skal følge ham. Han kalder os ud af graven. Han kalder hele tiden på os i sit ord, Han kalder os ud af os selv og vores eget, ved hver eneste gudstjeneste og viser os hen til vores næste. Ja, han kan også kalde på os gennem andre mennesker, i dit tilfælde en menighed.

Da Samuel for tredje gang hørte nogen kalde, og for tredje gang vækkede Eli, og det altså gik op for Eli, at det var Gud, der kaldte, sagde han til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører! For det er måden at svare på, når Gud kalder. Det er lige dér, hvor man slipper sine bekymringer, sine spekulationer, sine overvejelser, sit manglende overblik – alt det tror jeg, at du i den grad kan sætte dig ind i – det er, når man slipper alt det, når man slipper sig selv, når man selv træder til side, man kan sige sådan: ”Tal, Herre din tjener hører”!

Og formår man virkelig det, at slippe sig selv, for at følge, så er der en stor fred i det. Som der står, så gik Samuel tilbage til sin seng ”og lagde sig til at sove”. Og så tænker vi vel begge to på, hvad vi talte om til din bispeeksamen for en uges tid siden, Augustins kendte ord: "... for du har skabt os til dig Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig." Det er hjemkomsten, som vi også talte om. Hjemkomsten når man slipper sig selv og tager imod, eller adlyder kaldet. Når man opgiver sig selv for at lade noget nyt begynde.

Så nu tegner der sig jo en ny vej for dig, som der gør for enhver, der lyder kaldet som præst. Og den vej er givet med dit embede, og den er der sat ord på med præsteløftet, som du siger ja til, For her er noget du skal. Igen: holde gudstjenester, døbe, gifte, undervise, begrave, og være der med evangeliets trøst for dem, der kalder, på de måder du nu kan. Og som vi også talte om, så kommer din præstekjole dig her til hjælp, som et synligt udtryk for dit embede og dine pligter, som et synligt udtryk for at du, Marianne, adlyder kaldet og træder til side for at lade det der er uendeligt meget større end dig og os alle komme til.

Jeg hørte engang en nybagt præst sige, at præstekjolen for hende nogle gange, hang ligesom truende derinde i skabet eller lå der, pakket ned i kufferten, fordi den ligesom tog over, så hun ikke rigtig selv kunne være der med det, der var hendes. Og hun følte måske at hun ikke trådte, men blev fejet til side, som den hun er. Men som du sagde, Marianne, da jeg spurgte om du tænkte det lidt ligesådan med din nye præstekjole. ”Nej (sagde du), for den er jo syet lige præcist til mig. Godt sagt! For det er jo lige netop, hvad det handler om. Du er jo kaldt på af din menighed, som den du er. Det er med din egen stemme, du skal forkynde evangeliet for min menighed. Det er dine erfaringer, der skal berige dine prædikener og gøre det gamle ord hørt på ny. For nu at gentage mig selv: Det er lige netop dig, de har kaldt på. Sådan skal din person og dit embede, om jeg så må sige, spille sammen.

Marianne, du vil blive en omkringfarende præst, for en geografisk spredt menighed. Du skal prædike på jeres fælles sprog, jeres modersmål. Du skal bringe bud om en fælles erindring, og gennem den fælles optik, den fælles linse, forkynde det gode budskab. Det er en stor og en vigtig udfordring. Men jeg vil bede dig om i dette hele tiden at finde styrke i, at du er kaldt på, har sagt ja, og ikke alene på din vej. For dit vedkommende også i helt bogstavelig forstand, da du får mange timer derude på E45. Husk på Elis ord til Samuel: ”Tal, Herre, din tjener hører” og find roen og styrken i selv at kunne sige sådan til Ham, der kalder, når du er på vej til dem, og er hos dem, Han kalder dig igennem. Jeg ønsker dig Hans velsignelse i din gerning.

AMEN