Ordinationstale ved ordination den 15. juni 2022

Ordinanter: Lisbeth Brocelius Melendez, Johanne Kristine Asmussen, Laura Kjærgaard Fischer.

De ord af den hellige skrift som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timoteus:

”Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør”.

Kære ordinander!

I skal nu, som de præster I er, som Paulus skriver, stride troens gode strid. Stride troens gode strid! Og her tænker jeg altså ikke, at I fra og med denne jeres ordinationsdag skal til at træde i karakter som nogle knarvorne præstetyper, der er på kant med alt og alle. Med menigheden om deres kirkegang, med menighedsrådet om præstegård og havehold, med kollegaerne om afløsning og den rette teologi. Med biskoppen om både det ene og det andet, Alt sådan noget man jo af og til hører om fra alle de andre stifter.

Nej, I skal ikke stride den sure, den forurettede, den jeg-alene-vide, de-andre-i-hovedet-dunkende fornærmede strid. I skal stride netop den gode strid. Den gode strid, der kommer af, at I er kaldet af jeres menighedsråd til at forkynde det gode: at Gud i sin søn lod sig kende som den gode Gud, der vil sit menneske og forjage mørket her.

For den gode strid er ikke så meget striden imod det og dem, der måtte komme os på tværs med deres trælse meninger og måder at være på, eller hvad det nu måtte være, som det er striden for at bringe det gode ord om den gode Guds komme til os ind i vores glemsomme verden, hvor vi har det med hele tiden at forfalde til vores egne snævre dagsordner, vores vrede, vores evindelige bekymringer, vores forurettethed, vores tunnel- og snæversyn.

Så den gode strid for at bringe det gode til os i gode ord, den udkæmpes ikke nødvendigvis med gjaldende fanfarer, glødende Facebook-tråde, proklamationer og kampråb, men ved at I, på prædikestolen, i samtalerne, i mødet med de andre, i jeres studerekammer, i jeres overvejelser, hele tiden, hele tiden, besinder jer på, bestræber jer på og kæmper for at udlægge, fortolke, forkynde, trøste, tugte, opbygge, oplive og bringe godt nyt til jeres menigheder. Som præster bliver I på den måde aldrig nogen sinde færdige med, som der står i salmen, at blive visere til åndeprøve og visere til salighed.

Men i den her kamp for at bringe godt nyt til jeres menighed, har I sandelig også et mellemværende i forhold til den store, tunge arv, hvis skuldre vi står på. Det tales der jo også en del om i kirkelige kredse for tiden, ligesom vi vendte det en del gange til jeres bispeeksamen for en uge siden. I er jo forpligtede til, som der står i præsteløftet, at ”beflitte” jer på at forkynde Guds ord rent og purt, SÅLEDES SOM DET FINDES i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske kirkes symbolske bøger.

Selvfølgelig ikke på den måde, at I bare skal gengive det i forholdet 1:1, som om tiden ikke er gået og, hvad bekendelsesskrifterne angår, er evigt gyldige sandheder, I har med at gøre. Nej, det skal omkring jer selv, hele tiden bringes i samspil med jeres og vores tid og de erfaringer, vi gør os i den. Der skal med andre ord strides med de gamle skrifter. De skal strides med, netop i den gode strid, for at Guds gode ord kommer ud af dem, udvindes af dem kan man næste sige. Kristus og alt det han betyder for os nu og her og til alle tider, skal komme til syne i det, der nogle gange kan virke både fjernt og gammelt og støvet og for os svært forståeligt.

Men se jer omkring i det her grandiose kirkerum vi er samlet i her i dag. 700 år, cirka har det på bagen, så mange gamle epitafier og gravsten, så mange prægtige billeder fra alle tider, så mange ord har lydt herinde. Meget af det ligger fjernt fra os og livet vi lever med hinanden her i dag uden for de gamle tykke mure. Men det lever, alt det gamle, det ånder og bringer godt nyt til os her i 2022 så længe ordene om Jesus Kristus forkyndes her inde, og vi med dem i hjertet går ud herfra med et nyt syn på den gamle verden, vi ellers syntes, at vi kendte alt for godt.

Vi kan ikke bare sige, at vi ikke vil have med det her gamle overleverede gods at gøre. Vi kan ikke bare smide det ud. Vi kan ikke bare rive det ned af soklen som en gammel uønsket statue. Vi kan ikke bare ”cancle” det, som det hedder. Nej, vi skal hele tiden kæmpe med det, stride striden med det, tage livtag med det, ja måske ligefrem skændes godt og grundigt med det for at finde det gode Guds ord, der er gemt i det gamle, men som liver op og sætter nye frugter, hvor det bliver udlagt og hørt.

Der er så meget alder i rigtig meget af det, I skal have med at gøre: kirkerummet I skal virke i, jeres embede, jeres steds historie, præstekjolen I tager på, kirkegården i går henover, jeres forgængere på præstetavlen, ordene I læser, salmerne vi synger, ritualerne som rækker langt tilbage. Tungt af alder og tradition - ja, det er det nok - men det er en tyngde, der giver jer vide rammer, der giver jer plads og rum til at stride den gode strid, ja, som giver jer afsæt, inspiration og rygstød til at komme til med jeres udlægninger og jeres prædiken. Med afsæt i, og kamp med, traditionen skal I tale ind i vores tid, til dem, til os, der lever i den. Og se, noget nyt bliver til.

Det er en voldsom opgave. Lille mig i livtag med den store historie, med alle de gamle drenge og piger, på billederne, i salmebogen og i kirkehistoriens lange løb. Uha. Men det er jo derfor, at vi i dag, her ved ordinationsgudstjenesten, igen og igen og med mange ord beder om, at Helligånden vil bistå os i den proces. Og så handler det jo ikke om bare at jokke videre i gamle udtrådte spor, men om, som alle dem før os, at holde fast i, at Guds løfte i sin søn også rækker til os, og at det, selv når det lyder i vores små munde, kan få muld til at blomstre og gøre tørre grene til grønne bøgeskove i maj, ja, at det kan vække de dorske, styrke de svage, tugte de trygge, trøste de spage. Os selv inklusive

Så kære ordinander: ”Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør” og fang trøstigt an, som det hedder. Velkommen til præstelivets tunge traditioner og dets evige uro og bevægelse, strid og åndelige blæsevejr. I har meget at glæde jer til og vokse i sammen med jeres menigheder. Gud i vold.

Amen