Indvielse af kirkerummet på AUH

Indvielse af kirkerummet på AUH, 7.9.2022

Johannes 4.1-26:

Da nu Jesus fik at vide, at farisæerne havde hørt, at han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes – det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte – så forlod han Judæa og vendte tilbage til Galilæa. Han måtte tage vejen igennem Samaria. Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«

Vi kender det vel godt, de fleste af os: det gode møde og den gode samtale med et andet menneske, kan være som at komme fra hverdagens kendte rum og bevæge sig ind i et andet og større rum. Der bliver højere til loftet, længere ud til væggene. Man ser verden på en lidt anden måde end før.

Jeg tror, at sådan en rumudvidelse lige netop var, hvad den samaritanske kvinde erfarede, da hun derude ved Sykars Brønd mødte og indledte en samtale med Jesus. Hun trådte ind i et andet rum, et større rum, et lysere rum. Hun kom fra en hverdag og en verden, som vi alle kender den. En hverdag og en verden præget af små som store kampe, små som store bekymringer: om arbejde, om kærlighedsliv, om ære og status og tilhørsforhold.

Men i samtalen som hun indledte med Jesus, var det som om den her så velkendte verden blev større, som om den udvidede sig. Det, der begyndte med, at han bad om noget vand at drikke, udviklede sig på ingen tid til at handle om store og uhåndgribelige ting, om tro og håb og kærlighed, om levende vand og en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

Dertil kommer, at hun som samaritaner og kvinde og med et rodet kærlighedsliv var af den slags, som fromme og rettroende folk så skævt til. Hvis de da ikke ignorerede hende eller holdt sig lidt på afstand af hende. Men i det rum samtalen med Jesus åbnede, der blev hun pludselig del af noget lysfyldt, noget levende, noget godt. En uendeligt større kærlighed omfattede eller omskyllede hende. Hun var nogen. Hun var tilgivet. Hun var elsket. Hun hørte til. Alting blev nyt.

Det er på mange måder den samme bevægelse vi foretager os, når vi ude fra den omgivende verden, med alle de kampe og bekymringer, der hører den til, går ind i kirkens rum. Vi genoptager samtalen, kan man næsten sige, som den samaritanske kvinde og Jesus havde ved brønden. Vi lader på samme måde Jesu ord bringe os fra vores små rum, vores små indelukker ind i et uendeligt større og lysfyldt rum, hvor vi får at vide, at vi er nogen, at vi er tilgivede, at vi hører til.

Og det er det kirkernes rum gør deres bedste for at lade os se og sanse med deres arkitektur, med deres indretning, med deres kunst. Om det så er katedralens grandiose arkitektur eller landsbykirkens mere lavloftede og enkle skønhed, så handler det jo om, at vi skal se længere, at vi skal se højere end vi gør i vores fortravlede og bekymrede hverdag. Store og uhåndgribelige ting, som tro, håb og kærlighed, skal blive os mere nærværende. Vi skal se og sanse, at vi hører til i en større sammenhæng, og at med Jesus er alting blev nyt.

Det samme gælder jo for det nye kirkerum, vi er samlet i her i dag. Også det er vi trådt ind i fra en verden udenfor. I dette tilfælde mere specifikt hospitalets verden. En verden hvor kampe og bekymringer måske kan være så meget mere nærværende og koncentrerede end ellers. En verden, hvor målet er behandling og helbredelse, men hvor det, der skal behandles og helbredes fra, vil fylde meget for mange af dem, der kommer her.

Som den samaritanske kvinde kommer vi – patienter, pårørende, besøgende - med alle vores bekymringer og kampe, med vores sorger og vores håb. Og som hende inviteres vi ind i en samtale, et andet rum end dem, vi færdes i til dagligt, og hvor vi forsikres om, at vi, trods alt det, der tynger, hører til i en større sammenhæng, hvor vi kan se længere og højere og høre om troen, håbet og kærligheden. Først og fremmest kærligheden, Guds kærlighed i Jesus Kristus, der gør alting nyt, som den gjorde det for den samaritanske kvinde.

Men måden rummet her fortæller os det på, er en anden end den, vi normalt oplever i katedralerne og landsbykirkerne. Eller rettere: det er kunstnerens fortolkning af det samme budskab, som de dengang byggede og indrettede deres kirker på. For hvor det i de gamle kirker ofte er lyset, vinduernes lysindfald, der taler om noget andet og større, vi skal løfte vores øjne imod og se og sanse, så er det her inde i kirken vandet, der er så allestedsnærværende. Vi ser det. Vi hører det. Vi fornemmer det næsten.

Og det med fuldt belæg. For vandet er jo (som vi kunstneren var meget bevidst om) et gennemgående træk i mange religiøse traditioner, og ikke mindst i kristendommen, hvor Jesus, som vi hører det i dagens tekst, taler om det, han kommer med som en kilde til evigt liv. Han taler med andre ord om Guds kærlighed som vandet, det levende vand, vandet der løber, vandet der strømmer, vandet der ikke lader sig standse, vandet der bliver ved med at flyde, ja og vandet der som den gode gråd renser, lindrer, læger, vandet der læsker, vander og får noget nyt til at gro og spire frem.

På alle de måder fortæller vandet, peger vandet hen på den Guds kærlighed, som Jesus bragte bud om, dengang til den samaritanske kvinde og i dag til alle os, der af mange grunde har brug for at høre om den. En kærlighed, hvor du, der af så mange grunde, kan være fortabt i dit eget, i mørke, fortvivlelse og håbløshed, hører, at du hører til.

Hvor godt at vide, at vi her i hospitalets midte har fået sådan et rum, hvor vi kan gå ind og med lyden og synet af vandet der risler, løber og klukker, ligesom den samaritanske kvinde kan blive mindet om, at noget, større, noget glædeligere, noget mere lysfyldt omgiver os. Måske kan vi som hende indlede samtalen med ham, der bragte bud om det. Og måske kan vi så løfte vores øjne og se længere, ja måske ligefrem erfare, at med det budskab dette kirkerum, som alle andre kirkerum er bygget på, bliver alting nyt. Vores små rum er omfavnet af Guds det store.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for ordet i dag til os om, at du i din søn Jesus Kristus har kaldt enhver af os ind i dit fællesskab, og tak for at vi må samles her i dette rum, som vi har indviet dig til ære, os til gavn, så at vi kan høre, se og sanse dit trøstende nærvær som en kilde der springer og vælder til evigt liv.

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen