Tale og prædiken ved indvielse af Hvinningdal Kirke, Balle Sogn

392 Himlene, Herre
380 Op dog Zion
331 Uberørt af byens travlhed
332 På Jerusalem det ny
417 Herre Jesus vi er her

Tale:

I dag skal vi indvie Hvinningdal Kirke, jeres nye sognekirke. Og tænk engang, kære menighed. Efter alt jeres forarbejde. Efter alle jeres forberedelser og planlægning: Nu står den her. Nu er den rejst, som det hedder. Nu ligger den her på bakken, så flot at se op på, med så smuk en udsigt at se ud på. En prægtig bygning med det helt særlige formål, at herinde skal lyde gamle, gamle ord, der vil gøre alting nyt for den, der kommer her og lytter til dem. Med glæde, med bekymringer, med sorg i hjertet. At vi herinde, på den måde, i dette storslåede og nyopførte rum skal viderebringe hvad den hellige Ånd har viderebragt til os, det gode budskab om Guds komme til os i vores søn, for at det budskab kan tale til os til enhver tid, dét trækker tråde langt tilbage i den hellige skrift i vores Gamle og vores Nye Testamente, til Zion, templet i Jerusalem, og til de første kristne menigheder. Og om det vil kirkens præster nu hver især læse:

Prædiken:

I kan måske synes, at dagens tekst, er en lidt voldsom tekst her til en kirkeindvielse. Nu har I gået og knoklet og regeret med byggeplaner og budgetter, nu har I rejst en prægtig kirke på bakken, der skal stå her for de kommende generationer, og så skal der her til den allerførste gudstjeneste herinde, prædikes hårde ord om prygl og drab og sten man både falder over og får i hovedet. Men det er nu engang dagens tekst, og det kristne budskab er nu engang et budskab, der også skal modsige os og sætte os på plads, når vi fremturer med vores eget på andre bekostning, når vi, ligesom lignelsens vinbønder, vil støde andre ud i mørket fordi vi bilder os selv ind, at vi er de retfærdige.

Men sådan set er dagens tekst, Jesu lignelse, også vældigt passende til en kirkeindvielse, som den vi har i dag. For her er der jo også noget der bygges og opføres - omend ikke med brug af velanskrevne arkitekter og en hær af håndværkere - nemlig en vingård med, hvad der hører vingården til: gærder og tårn og perse. Og så taler Jesus om en hovedhjørnesten, som bygmestrene vrager. Så ja, ordene til os i dag handler også om en byggeproces, som I jo er blevet eksperter i, men det gennemgående træk i lignelsen er jo, at i det nye, der her bygges, flytter nogle ind, der vil holde andre ude. Det er der jo en pointe i, kan I nok høre.

Og I vil sikkert, og med rette sige, at sådan noget bruger vi ikke her hos os. Vi bygger ikke nyt for at holde andre ude. Tvært imod. Vi er en folkekirke, Hvinningdal kirke er bygget på folkekirkelig grund, så her er enhver, der vil være med velkommen. Den gør vi ikke til en enklave for de særlige få, de udvalgte, dem med særlige privilegier og den rette tro. Så meget har evangeliet om Jesus Kristus, vores kirkes herre, da lært os. Han kom jo netop til dem, de andre ikke ville have med. Han inviterede dem ind, de andre stødte ud. Akkurat som vi kan høre det i teksten til og i dag, hvor hans barske besked er til de vinbønder, der vil have hans vingård for sig selv og med alle midler holder andre ude: “Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”. “Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer”.

Men hold da op, hvor er det alligevel, og til stadighed, en voldsom påmindelse til os i alle mulige sammenhænge. Når vi styrker vores sammenhold ved at dømme andre ude. Når vi samler os i fællesskaber, der handler om, at de andre er nogle vi ikke skal lege med. Når det bliver os mod dem, retfærdige mod uretfærdige, gode mod onde. Hele det dér forenklede verdensbillede, der især bemægtiger os i krigs- og krisetider, som dem vi oplever lige nu. Selvfølgelig skal vi samle os og forsvare os mod en fjendes anslag, men med det kristne budskab skænkes vi et andet perspektiv, end det vi normalt anlægger på vores verden og vores medmennesker. Ikke dét der sættes af vores egen lille begrænsede og begrænsende retfærdighed, men det som Gud har skænket os alle i sin søn: Hans store retfærdighed, Hans overvældende godhed mod hvem Han vil. Hans Kærligheds gave til sit menneske.

Lige præcist derfor skal vi, når vi bygger kirke, bygge, som der står i teksten, med Kristus som hovedhjørnesten. Det vil sige, at herinde, når der prædikes, når der døbes, når nadveren uddeles, når vi beder, synger, lytter, er det Guds store perspektiv der gælder, ikke vores det lille. Vi er så glemsomme er vi. Vi falder så lynhurtigt tilbage i vores eget, vores eget snæversyn, vores egen vrede, vores bekymringer og selvkredsen og alt det, der kan gøre vores verden så lille og skummel.

Men herinde i kirken, hvor Guds perspektiv hersker, er der højt til loftet, her er der udsyn og lysindfald, bestemt arkitektonisk og med placeringen i landskabet, som det jo gælder her for Hvinningdal kirke. Men højt til loftet, udsynet, lysindfaldet, det skænkes først og fremmest med ordet om Kristus, der kom til os med Guds gode gaver: Nåde, tilgivelse og løfter om et liv, hvor graven ikke kaster skygge. Det budskab skal komme til os og varme vores hjerter, give os håb og trøst, når der prædikes her fra prædikestolen, når vi lytter til teksterne, når vi synger salmerne, når vi døber de små i døbefonten, når vi modtager nadveren oppe ved altret.

Glemmer vi det og bilder os ind, at vi selv skal sætte dagsordenen herinde i kirkerummet, og derfor lukker os om os selv, og har travlt med at holde verden ude eller gøre det til en klub eller et museum eller bruger tiden på at strides med hinanden, ja, så bliver vi modsagt efter noder, af de ord vi anlægger vores kirke på, og så bliver hovedhjørnestenen til en snublesten, som vi slår os på eller falder over. Hjørnestenen sætter os altså både på plads, og åbner for Guds store perspektiv, hvor lyset falder ind ad vores vinduer. Så derfor kære menighed: agt på den, hjørnestenen! Vrag den ikke som lignelsens bygmestre ifølge Jesus gjorde.

Før, fra altret, hørte I jeres tre præster læse tre forskellige tekster fra vores gamle og vores nye testamente. Tre tekster der, som jeg også sagde før, på forskellige måder trækker tråde eller forbindelseslinjer fra kirken, vi indvier i dag. Til Zion, jødernes højt skattede tempel og helligdom og til de første kristne menigheder, hvor man med Paulus ord, underviste og formanende hinanden, hvor man sang sin tak til Gud, og hvor menigheden med apostlen Peters ord, som levende sten, lod sig bygge op til et åndeligt hus.

Så selv om jeres kirke står så funklende ny, så bærer den en urgammel historie med sig. Der er jo ikke noget der står herinde eller som der siges og læses og synges herinde, der ikke har sådan en lang, lang historie bag sig.

Så på en gang er kirken her så ny og på en gang så gammel, og lige præcis den der balance mellem gammelt og nyt, må vi der er menighed, menighedsråd, præster og betjening hele tiden arbejde med. Det gamle giver os tyngde og tryghed, et kor af stemmer blander sig med vores spinkle røster. Men det gamle skal jo hele tiden gøres nyt, så vi kan høre, at det alt sammen taler til os, til jer, Hvinningdal Kirkes menighed i 2022. Den gamle arv, traditionen vi bærer med os, skal give tyngde og styrke til det nye rum. Og i det nye rum skal det gamle oplives, så vi hører det på nye og føler, at det er tale til os her, hvor vi lever.

På den måde stor den her kirke, vi i dag indvier, aldrig nogensinde fiks og færdig. Der skal hele tiden bygges på den. Bare rolig: jeg tænker ikke på at I skal have en permanent byggeplads herude. Byggeprocessen herinde handler jo netop om at gøre det modsatte af vinbønderne, ikke at lukke for portene og holde andre ude, men at holde budskabet vi bygger på levende, holde det i ånde, netop ved hele tiden af fortolke og gøre de gamle ord nye, når vi beder, synger, lytter, forkynder og ad den vej når vores eget og andres hjerte.

Et levende budskab holder huset levende. Derfor står vores kirker endnu, nogle med tusind år på bagen. Ikke som ruiner eller museer eller lukkede vingårde, men som rum for det Guds ord i Jesus Kristus, der ikke vil lade os være i fred, men skubbe til os, ånde på os, forandre os, lære os at se på verden og vores medmennesker med barmhjertighedens og tilgivelsens øjne og så gå ud og gøre ligeså: “Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne”, som der står i dagens tekst. Lad det også være ord til jer og jeres nye smukke kirke. Måtte I på den måde bygge videre på den i al jeres tid, og efter jer generationerne der følger. Må det her hus leve, også om tusind år med Kristus som hovedhjørnesten.

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om, at din søn, Jesus Kristus, skal være hovedhjørnestenen i den kirke, vi har bygget til din ære. Lad i ham din Ånd kalde os ud af vores egen vrede og selvretfærdighed, sådan at vi aldrig gør døren herind smal og trang, men giver rum og udsyn til alle os der sidder herinde, i al vores brogede forskellighed.  

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden. Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Ja, vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Skænk vores ledere visdom og indsigt, giv dem hver især modet til at komme videre end krig og ødelæggelse og troen på en fremtid og en hverdag, hvor fred og tilgivelse hersker

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen