Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved befrielsesjubilæum - DR transmitteret den 3. maj 2020

3. søndag efter Påske i Aarhus Domkirke

Salmer: 722 Nu blomstertiden, 2 Lover den Herre, 784 Altid frejdig

 

Indledning.

Godmorgen. Vi skulle her i Aarhus domkirke, i overmorgen d.5.maj, have fejret befrielsen af Danmark for 75 år siden. Men sådan blev det ikke. I ved alle hvorfor. Så derfor vil vi ved gudstjenesten her i dag, 3.s.e. påske, også mindes og fejre det befrielsesbudskab, der lød og genlød d.4.maj om aftenen i 1945, hvor folk strømmede ud i gaderne, hvor der blev tændt lys, mørklægningsgardiner blev brændt og fremmede faldt hinanden om halsen. I den særlige anledning kommer der så også – kan man sige en særlig aktualitet over dagens gammeltestamentlige læsning om Moses, som Gud beder befri sit folk fra deres trældom i Ægypten.

Vi vil begynde med at synge en forårssalme, om blomstertiden der kommer,

 

Og den gammeltestamentlige læsning til i dag er fra

 

Lad os bekende vores kristne tro

 

Evangeliet til i dag, påskedag, står skrevet hos evangelisten Matthæus

 

Prædiken.

Det forfærdelige i være besat, det ydmygende i at være underlagt en fjende og endelig glæden når du bliver befriet fra den fjende. Det er vel noget vi alle kan forstå og sætte os ind i. Rigtig mange af os bærer jo på erfaringerne fra befrielsen i 1945. Oplevede vi det ikke personligt, så har vi nok hørt om det fra vores forældre eller bedsteforældre: timerne og dagene efter budskabet fra London, den spontane glæde i gaderne, flagene og sangene, fryden over at komme ud af sit skjul, lade lyset brænde og ikke længere frygte vold og trusler, alt det genlyder jo endnu som et frydefuldt ekko i vores fælles nationale fortælling. Hver familie, hver by, hvert sted har sine erindringer fra dengang, som bliver genfortalt her i jubilæumsdagene.

Og måtte vi sent slippe de erindringer. Måtte de lagre sig i vores fælles fortælling som et værn mod magter, der vil tage vores frihed fra os og med trusler om vold tvinge os. Måtte de blive i os som modstandsvilje, når det gælder, som en stædig tro på det ondes nederlag og et trodsigt håb om, at der bliver glæde, forår og bedre dage engang igen.

For et par måneder siden, var ydre truende magter, som den nazismen og den tyske besættelseshær udgjorde dengang for 75 år siden, noget forholdsvis fjernt. Selvom der jo mange gange siden har været truende skyer et eller andet sted i horisonten. Men nu, pludselig, erfarer vi jo her hos os, og hele verden over, at en fjende står i landet. Godt nok en usynlig fjende, en fjende uden hær, bomber og skyderier i gaderne. Men en fjende, der som enhver anden besættelsesstyrke indskrænker vores handlemuligheder, føder frygt og bekymringer, og nogle gange sætter sig i os som en ængstelig tilbageholdenhed.

Men erindringen om Befrielsen i 45 er også her værd at holde fast i som en tilskyndelse og en opfordring til at holde ud og holde ved og til at håbe på en tid, hvor vi igen kan gå ud og glæde os og synge rigtigt sammen og give hånd og kysse barnebarnets tykke kinder.

Som i 45 vil det efter pandemien blive hårde tider for mange. Som krigen sled på os dengang, vil de nedlukkede samfund, nu føre til økonomisk nedgang, arbejdsløshed og usikkerhed.  Måske det – som jeg har hørt det sagt - vil sætte sig som en skygge i vores børn, som et dunkelt barndomsminde.

Så meget desto vigtigere er det også her at have erindringen om befrielsen med, når smitten forhåbentlig er afvæbnet, og vores hverdag så småt begynder at ligne sig selv igen. Efter krigen forsøge vi at lære af den grumme tid ved at gå klogere ind i den ny. Kan vi det igen? Aner vi igen konturerne til en ny verdensorden? Lykkeligt hvis frihedens og befrielsens fane igen kan holdes højt, og modgangen også kalde det bedste frem i os.

Den gammeltestamentlige tekst eller lektie jeg i dag indledte med at læse fra Anden Mosebog handler, som vi hørte, om Moses, om hvordan Gud fra den brændende tornebusk beordrer ham til befri hans folk fra Ægypten. Jeg tror, det er en fortælling, som de fleste af os kan huske. Og den fortælling passer så godt til dagen i dag, fordi den har indgydt mod i og givet håb, til de uendeligt mange, der gennem tiden har kendt til besættelse, vold og undertrykkelse: Det jødiske folk, for hvem beretningen er så central, forfulgte kristne gennem tiderne, slaver, fanger, alle, der har lidt under undertrykkere og voldsmænd. I fortællingen om Moses og befrielsen fra Faros hær har mange hørt, at hvor Gud er, er der en vej ud af fangenskabet, at Gud ikke glemmer sit menneske, at Gud har skabt os til frihed fra alt det og dem, der vil tvinge os.

Jesus kendte som den rettroende jøde han var, selvfølgelig også til Moses og befrielsen fra det ægyptiske fangeskab. Og det er gennem den fortælling, at mange dengang forstod og fortolkede Jesus. Men hvad vigtigere er: det er gennem Jesus, at den her urgamle fortælling bliver en direkte tale ind i vores liv, alle os, der er døbt til ham, alle os der hører ham til.

For i Jesus er befrielsen ikke kun fortid og historie. I Jesus er befrielsen noget meget konkret, når han igen og igen fortæller os, at vi i ham hører Gud til, ingen anden, ingen andre. Det er jo, hvad der bliver så klart og tydeligt, når vi døber et barn. Vi flytter det fra en virkelighed, hvor døden og mørket har alt for meget at sige, og så ind i Guds nærhed, hvor kærligheden, nåden og barmhjertigheden hersker. Det er den store befrielse.

Det er godt at høre og at huske på, når vi selv føler os fanget og besatte. For det kan vi gøre på så mange måder og af så mange grunde. Hvis en sygdom har tag i os. Hvis vi er fanget i vores vrede og selvoptagethed. Hvis vi er spærret inde i vores mismod. Hvis vi føler os holdt bastet og bundne af det andre mener og synes og tænker om os. Ja, hvis vi, som vi oplevede det her i landet engang, er i en konkret fjendes vold. Så kan vi tænke på vores dåb. Vi kan huske på vores tilhørsforhold, hvor vi hører til, og at vi derfor ikke er andres ejendom, og at andet og andre ikke skal gøre krav på os. Og så kan vi, i den tro, finde modet til at kæmpe, gøre modstand, vikle os ud af det der binder, forlade fængslet og i stedet være fuldt og helt til stede hos vores næste som dem, der tjener og kommer i møde og sætter fri.

På den måde er Jesus den store befrier. Han er som en Moses der er trådt ud af myten og fortællingens og fortidens fjernhed og som her og nu, som Gud selv, går foran os og lyser, når mørket falder over os. Eller går bagved og samler op, når vi ikke selv har kræfterne til at komme videre og følge med.

I dagens tekst siger han: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!”. Og det er jo budskabet fra ham til os over totusind års afstand: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”! Og han siger, at hvor han er, skal vi være. Dét er følgeskabet, der altid holder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at herude på domkirkepladsen udspillede der sig dagen efter befrielsen for 75 år siden, nogle voldsomme begivenheder. Modstandsfolk og tyske soldater begyndte at skyde på hinanden i den ophedede stemning, der fulgte efter festen aftenen forinden. En befrielse går jo sjældent stille af sig. Otte døde lå der tilbage. De sidste tab af besættelsestidens mange.

Tragiske tab er selvfølgelig også, hvad vi oplever nu, om end det sker snigende og stilfærdigt rundt omkring på sygehusenes intensivafdelinger. Vi skal ikke glemme, at selv om vi så småt begynder, at åbne samfundet nu, vil der stadigvæk, dø mange af vores kære. Pandemiens tabstal er langtfra færdigtalt.

Men dér lå de otte, dér ligger dem vi vil miste, og der stod og står domkirken og alle vores kirker, bygget på ordene om evigt følgeskab: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. 

De er lukkede endnu, vores kirker. Engang – forhåbentligt om ikke så længe, vil de– som så mange andre af vores institutioner og arbejdspladser og butikker og fællesskaber – åbne igen. Befries, havde jeg nær sagt. Det skal blive en fest!

Og her, herfra skal vi, fortsat prædike den store befrielse, som alle vores små befrielser henter deres næring fra.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn:

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak fordi du i din søn kom til os for at sætte os fri, af alt, hvad der vil tvinge og true os. Du skabte os i dit billede, og derfor skal ingen gøre os i deres og gøre med os, hvad de vil. Sæt os fri til at tjene andre. Lær os befrielsens glæde og lær os at lade den blive andre til del.

Og lad os nu, i pandemiens skygge, hvor fortvivlelse og frygt, af og til trænger ind på os, finde styrke i dit påskebudskab. Lad os høre og tage imod ordene om den tomme grav og fatte tillid til, at hvor du er, er horisonten aldrig lukket. Der er altid en vej og en fremtid og et løfte om, at det ender godt.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Og lad os i ånden holde gudstjeneste med alle dem vi lige nu er adskilt fra.

 

Hør os du vor Far, som er i himlen…

Velsignelse