Nyheder
Nyheder
Portræt af Peter Lodberg

Aarhus-professor i spidsen for Folkekirkens internationale arbejde

Peter Lodberg er valgt som formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

 

Ved et konstituerende møde for nylig blev Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitetet, valgt som formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, det officielle organ for Folkekirkens internationale relationer. Dermed kommer Lodberg kommer til at lede Rådet de næste fire år og være med til at sætte kursen for hvordan folkekirken skal engagere sig i det internationale kirkelige arbejde samt hvordan folkekirkens relationer til kirker i Danmark og i verden skal varetages.

Peter Lodberg har mange års erfaring med internationalt kirkeligt arbejde og har bl.a. været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp såvel som i Det økumeniske Fællesråd.

”Jeg har en grundlæggende interesse i det mellemkirkelige arbejde og den kontakt der skabes mellem folk og kirker i andre lande og kulturer. Det er en indgang til at forstå mangfoldigheden i kristendommen og de kristne kirker i hele verden,” udtaler Peter Lodberg.

På det første møde i det nye Råd med Peter Lodberg som formand var krigen i Ukraine på dagsordenen, og det blev besluttet at ansøge Kirkeministeriet om en ekstra bevilling til at styrke arbejdet med at betjene sogne og menigheder der henvender sig med spørgsmål af teologisk og praktisk karakter, som rejser i mødet med de mange ukrainske flygtninge.

Født 1958. 

Professor, dr.theol i missionsteologi og økumenisk teologi ved Aarhus Universitet. 

Har livslang erfaring og kendskab til det mellemkirkelige og økumeniske arbejde, både i Danmark og internationalt. 

Har været centralkomitemedlem Kirkernes Verdensråd samt medlem af Faith and Order kommissionen. 

Han har været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp såvel som i Det økumeniske Fællesråd. I sidstnævnte funktion spillede han en afgørende rolle i etableringen af Folkekirkens mellemkirkelige Råd i 1989. 

Hjælpepræst i Fredens Kirke, Aarhus. 

Formand for Teologi for Lægfolk.  

Medlem af Tænketanken for Forfulgte Kristne.