Nyheder
Nyheder

Indbydelse til efterårsmøde

Århus Stifts Menighedsrådsforening holder møde mandag den 4. november 2019

Indbydelse til efterårsmøde i Århus Stifts Menighedsrådsforening

mandag d. 4. november 2019 kl. 19.00 på

Diakonhøjskolen, Lyseng Alle 15, Højbjerg

Program:

Kl. 19.00: 
Velkomst ved formanden.

Kl. 19.05-20.30: 
Foredrag v/ Jesper Grønkjær, eventyrer, forfatter, tryllekunstner og samfundsdebattør på TV2-Østjylland: ”Smilets ambassadør”.                                                                                                                                                                                                              Jesper Grønkjær har gjort det til sin mission at drage ud til klodens fjerneste afkroge for at vise, at smilet er det sprog vi alle taler.

I foredraget tager Jesper bl.a. sine tilhørere med på tømmerflåde ned af Amazonfloden, ud til stammefolk i Afrika, ind bag tremmerne i Sydamerikas værste fængsler og til verdens strengeste diktaturstat Nordkorea.

Jesper ved hvad der sker, når man møder verden med smil, fremfor med skepsis. Han bliver kaldt Smilets Ambassadør og når du har hørt hans foredrag, så vil du vide hvorfor!

Kl. 20.30-21.00: 
Kaffepause.

Kl. 21.00-21.45: 
Salmer i et nyt lys: Koncert og fællessang v/ sangerinden Fie Pilgaard og komponist Poul Raaby.

Poul Raaby arbejder i øjeblikket på sin tredje nodesamling med 50 nye melodier til eksisterende salmer i salmebogen.

Ofte støder man i kirken på salmemelodier, som ikke er særligt inspirerende eller sangbare, og mange præster undlader af og til at benytte visse salmer i gudstjenesten alene pga. melodien. Det har Poul Raaby sat sig for at lave om på – igennem de seneste 10 år har han således lavet ny melodi til godt 200 af salmebogens salmer, hvoraf de 111 er udgivet i to nodesamlinger. Ved mødet i aften bliver vi præsenteret for et udpluk af de mange melodier – bl.a. med øje for allehelgen og juletiden. Vi skal lytte til Fie Pilgaards smukke altstemme akkompagneret af Poul Raaby på klaver, men der bliver også plads til en del fællessang.

Fie Pilgaard er uddannet sanger fra Musikkonservatoriet, hvor hun i 2014 dimitterede med topkarakter, stor anerkendelse og årets største legat. 

Poul Raaby er uddannet økonom og har siden taget linjefag i musik. Arbejder på 11. år som administrativ leder ved Stilling Kirke, Skanderborg. Heri indgår også jobbet som kirkesanger og kirkemusiker.

Kl. ca. 21.45: 
Afslutning ved formanden.

Kl. 22.00: 
Mødet er slut.                                                                                    

Praktiske oplysninger:

Af hensyn til serveringen bedes de enkelte menighedsråd foretage samlet tilmelding med angivelse af deltagerantal senest mandag d. 28. oktober 2019.

Tilmeldingen skal ske skriftligt til kassereren (Birte Gie­dekier) pr. e-mail: birte.g@webspeed.dk med oplysning om menighedsrådets navn, adresse og antal personer.

Billetter a kr. 75,- (betaling for kaffe og foredrag) kan afregnes ved bankoverførsel til

reg. nr. 2264, kontonr. 6278400520 senest d. 28. oktober 2019. Ved benyttelse af Netbank bedes I huske tydelig angivelse af afsender.

Ledsagere, kirkefunktionærer og andre interesserede er også velkomne. Enkeltpersoner kan altså også blive medlemmer.

På bestyrelsens vegne                                 

Villy Schmith, sekretær

 

Det fulde program i printvenlig version kan ses her