Fortsæt til hovedindholdet
Norddjurs Vestre Pastorat - 12-11-2024
Norddjurs Vestre Pastorat - embedsbeskrivelse - 12-11-2024

Embedsbeskrivelse for sognepræst i Norddjurs Vestre Pastorat

Vil du være vores nye sognepræst i  Rougsø Nord og Fausing sogne?


Vi søger en præst, der

  • Kan lide at bo på landet
  • Er synlig og involveret i lokalsamfundet
  • En landpræst med en kombination af tilknytning til en lidt større centerby.
  • Har stor integritet og som er bredt funderet i Folkekirken
  • Vil balancere respektfuldt mellem tradition og fornyelse i det kirkelige liv og i de kirkelige aktiviteter
  • Vil forkynde evangeliet i et nutidigt sprog
  • Er rummelig og formår at favne alle i sognene
  • Sætter pris på at undervise konfirmander og minikonfirmander
  • Vil bidrage til at kirken kan være samlende enhed for lokalsamfundet
  • Er selvstændig, men samtidig kan samarbejde bredt
  • Bakker op i samvirke med menighedsrådene omkring visionerne
  • Er loyal i forhold til de aftaler, der bliver indgået 

I Norddjurs Vestre Pastorat er vi fem præster. Vi har tæt samarbejde om opgaverne i pastoratet og er således afhængige af hinanden. Hver præst har sine primære kirker, men alle har tjenester i alle kirker, efter behov. Der er mange samarbejdsrelationer og derfor er gode samarbejdsevner en nødvendighed. Specifikt for denne stilling gælder det at funktionen i Rougsø Nord er 50 %, derudover 20 % i Fausing og 30 % i Auning. Præstemøder er fastlagt i årshjul, 10 møder om året, hvor vi drøfter og fastlægger de fælles opgaver. F.eks. laver vi den fælles gudstjenesteplan for de 13 kirker i pastoratet. Et andet eksempel er, at vi drøfter konfirmandforløb, fordeling, fælles konfirmanddage mv. Selvfølgelig er vi også fælles om at planlægge ferie og anden frihed. I pastoratet har vi fælles kirkekontor, med en dygtig kordegn på 27 timer. Ud over at varetage personregistrering har hun kalenderoverblik. Hun fastlægger kirkelige handlinger på vegne af præsterne, med alt, hvad der hører til det. Kordegnen er sekretærhjælp for os præster, i forhold til sangblade, breve mv.

Gennem 1½ år har Jan Schmidt vikarieret i stillingen og står til rådighed for spørgsmål. Ring eller skriv endelig  til ham på Mobil 29618840 el. janpeterchristian54@gmail.com

Eller menighedsrådsformand for Fausing sogn Birthe Højvang Rasmussen mob. 61675935

Eller menighedsrådsformand for Rougsø Nord Karin Skouboe mob. 21470036