Kirken i Byen
Hvorfor spørger vi

Hvorfor spørger vi?

Skal folkekirken være nysgerrig?

Af Esben Thusgård, provst og projektleder for Kirken i Byen

Folkekirken skal svare, når mennesker spørger, og den skal byde ind, når mennesker søger. Med andre ord: Folkekirken skal være i dialog og dermed responsiv. Sådan skaber folkekirken værdi, og sådan lever den op til sin opgave i omverdenen.

Responsivitet er sammenhængen, som evangeliet og forkyndelsen hviler på: Skabningen sukker efter forløsning – Gud svarer og sender sin søn!

Af samme grund må det derfor ligge dybt i kirkens virke at være nysgerrig. Det er forudsætningen for, at den kan svare, eller rettere fortolke og give former for en forkyndelse, hvor folk oplever at blive mødt af ord, som svarer til det, de længes efter.

Skal kirke og forkyndelse have noget at sige og være relevant for folk, skal folkekirken tage de spørgsmål, som folk stiller, alvorligt.

En nysgerrig og responsiv folkekirke reagerer. Den lytter, overvejer og responderer på spørgsmål, fordi den er i samtale med samtiden. Det vil også sige, at den ikke bevidstløs bare gentager, hvad den sagde i går eller efterligner former, som man ifølge traditionen fandt rigtige. Den opfinder omvendt heller ikke alt forfra, fordi alle, der har med folkekirken at gøre, ved, at vi står på skuldrene af de erfaringer, som generationerne før os har gjort.

Som responsiv forholder folkekirken sig til den kontekst, den er indfældet i. Des mere vi er opmærksomme på den stadigt hastigere forandrende kultur, jo stærkere er behovet for nysgerrigt at udforske hvad, der ligger hjerterne nærmest. Herfra udfordres folkekirken som organisation, dens bygninger og forkyndelse, for svarer den måde, vi som kirke har indrettet os i dag, på morgendagens spørgsmål? Det er der sådan set ikke noget nyt i. Afgørende er, at de, der har deres daglige gang i folkekirken, er sig det bevidst og er opmærksomme på balancen mellem positivt at være i bevægelse og nysgerrig og samtidig fastholde sin identitet som kristen kirke.

På denne måde er folkekirken ikke undtaget den ubønhørlige udvikling. Folkekirken er ikke en helle, hvor de omskiftelige vinde ikke blæser. Derfor er situationen for folkekirken meget lig, hvad andre organisationer har oplevet de seneste årtier.

 

Tre eksempler skal kort nævnes.

I erhvervslivet siger man: ”Kunden har altid ret.” Lytter man ikke efter, hvad kunderne vil og interesserer sig for, er markedet nådesløst. Derfor må enhver, der driver forretning være opmærksom. Ellers lukker butikken af sig selv.

Man har kunnet høre noget lignende fra skiftende regeringer siden 1980erne:”Borgeren skal i centrum”. Ingen skulle være i tvivl om, hvorfor man drev hospitalsvæsenet, statsbanerne, postvæsnet etc. Det var ikke for skrankepavernes eller bureaukratiets skyld, men netop for dem der havde et behov. Den værdi, som det offentlige skaber, er for nogen, for borgerne og samfundet.

Kommunerne arbejder på den samme bevægelse. I Aarhus hedder det i Kommune forfra: ”Vi har bildt os selv ind, at vi fra kommunen alene kan vide, hvad aarhusianerne har brug for. Det er vi i gang med at holde op med. Nu skal vi som kommune træde et skridt tilbage og lade borgerne komme til”. I denne sammenhæng taler man om at engagere, involvere og delagtiggøre borgerne i at skabe de bedste velfærdsløsninger sammen.

Tilsammen taler de tre eksempler positivt om en generel vending væk fra hierarkiet og institutionen og mod os, det hele handler om, borgeren eller helt enkelt din og min hverdag.

Hvis erhvervsliv, stat og kommuner ikke reagerer på borgernes behov, efterlades de alene som bedrevidende. Behovet for dem svinder, og til sidst lukkes og slukkes de. Folk (du og jeg) vil høres, involveres og engageres.

Der er meget at lære af disse strømninger, som under alle omstændigheder efterlader os alle med forventningen om at blive hørt, når det handler om vores sundhed, børnenes skolegang og forhold, der angår os i det daglige.

Hvor meget mere skulle det ikke også gælde i en folkekirkelig sammenhæng, hvor det handler om de spørgsmål, der angår os mest og rammer os dybest?

Egentlig taler vi ikke om noget nyt. For på denne måde har præster været opmærksomme lyttere i forbindelse med begravelsen og brylluppet. Organister, kirketjenere og gravere har gjort deres for at være imødekommende og lyttende og brugervenlige i forbindelse med de kirkelige handlinger.

Den løbende udskiftning af menighedsrådsmedlemmer sikrer på samme måde, at samtalen om folks forventninger kan forløbe i hvad, der er tænkt som en løbende demokratisk samtale.

Hvad ved vi dybest set om folkets forventninger? Der er grund til at systematisere og lade os (der er optaget af folkekirkens fremtid og udtryk) udfordre, ikke mindst af dem, som vi ikke møder på jævnlig basis hverken i kirkedøren eller over køledisken i det lokale supermarked. 

 

Når vi i nærværende undersøgelse spørger, er det ikke fordi, vi i udgangspunktet forventer, at folk er eksperter i folkekirkelige spørgsmål. Slet ikke. Det er også deres grundlæggende forventning, at frivillige og ansatte i folkekirken ved bedre om mangt og meget, der har med kirke og tro at gøre. Men deltagerne er først og sidst eksperter i, hvordan de ser, hører og oplever mødet med folkekirken.

Vi spørger altså ikke folk og forventer, at de har det færdigt formulerede og grydeklare koncept, der kan fikse de folkekirkelige udfordringer med medlemstal og dåbsprocenter. For slet ikke at tale om liturgi og forkyndelsens indhold. Det forventer de, at folkekirken er eksperter på. Ansvaret herfor ligger hos de ansvarlige, som også må tage en række beslutninger. Men skal kirken have mulighed for at gøre det ansvarligt og responsivt, skal der lyttes.

Vi (der har FOLKEkirken som hjertesag) kan blive klogere.

Hvad hører de?

Hvad lytter de efter?

Hvad forventer de at møde?

Hvad ønsker de at møde?

Vi skal sætte os nærmere ind i, hvad folk spørger efter, og hvordan de oplever, der bliver responderet.

Det lyder bøvlet og tidskrævende. Men erfaringer fra sammenlignelige steder viser det modsatte.

En måde at gribe det an på kunne være at bruge en antropologisk metode. Det er at lade sig indlægge en dag på hospitalet for at opleve, hvordan der bliver talt om og til en, og hvad man får at spise. Det er at gå i et vuggestuebarns fodspor en dag for at opleve, hvad de oplever.

Det er, når man undersøger og spørger.

 

Med undersøgelsen her i fire sogne i Aarhus kommune forsøger vi at sætte os i helt almindelige menneskers sted, opleve verden med deres øjne. Det foregår i fokusgrupper med åbne spørgsmål for at lade en samtale forløbe om det sted, de bor og om deres oplevelse af deres lokale kirke.

Vi tager deres oplevelser alvorligt og har spurgt et mindre udsnit af eksperter i midtbyliv, livet i landsbyen og det forstadsliv, hvor de fleste bor.

Deres spørgsmål til hinanden om folkekirken er det afgørende at være nysgerrig på. Det næste for os, der er engageret og ansvarlige i den folkekirkelige hverdag, bliver at spørge hinanden: Hvad kan konsekvensen af deres signalement af folkekirken blive her hos os? Hvilke nye beslutninger skal vi tage i menighedsråd, provstier og stift, hvis vi lytter til brugerne (og de potentielle)?

I denne undersøgelse har vi sammen med respektive menighedsråd været nysgerrige og rejst en række spørgsmål. Det er vores håb, at mange andre menighedsråd og præster vil kunne undre sig sammen med os over den ekspertviden, vi her præsenteres for. Deres anmeldelser kan give stof til ikke alene eftertanke, men også til at korrigere vanetænkningen.

Med undersøgelsen her gives et bud på, hvordan man kan være nysgerrig, og denne undersøgelse kan meget enkelt gentages overalt i hele landet.

I de mange samtaler, som vi har haft, er der ikke noget der tyder på, at mennesker anno 2020 er mindre optaget af eksistentielle spørgsmål som mening, død, liv end tidligere. Tværtimod! De er generelt optaget af at møde folkekirken og dens ressourcer, ikke alene i kirken men midt i deres hverdag.

Afslutningsvis skal spørgsmålet rejses, om folkekirken kan foretage det samme skifte i perspektiv, som kommunerne har gjort? Hvad sker der, hvis vi i citatet fra Aarhus kommune erstatter kommune med folkekirke? Så lyder det: ”Vi har bildt os selv ind, at vi fra folkekirken alene kan vide, hvad medlemmerne har brug for. Det er vi i gang med at holde op med. Nu skal vi som folkekirke træde et skridt tilbage og lade medlemmerne komme til”.

Jeg vil hævde, at det ikke er en fremmed tanke eller tilgang for en kirke med luthersk som fortegn. Hvis det reformatoriske opgør kan koges ned til at handle om at nedbryde det, der står mellem Gud og det enkelte menneske, synes det oplagt at lytte godt efter netop i samtalen.

Eller mere direkte, hvis ikke det skal blive ved skåltalernes ubestridelige rigtige ord om det almene præstedømme, kirken som bygget af levende stene, eller at det vigtigste embede i folkekirken er kirkebænkeembedet, så skal der skabes rum for, at det myndige lægfolk får muligheden for at give respons, og at vi andre kan høre den, agere herefter og tage beslutninger om noget nyt.