Hvad svarer de når vi spørger
Vor Frue sogn - Midtbyen

Vor Frue sogn - Midtbyen

Vor Frue sogn – Midtbyen

Af projektmedarbejder Karen Margrethe Trolle Viholm

 

Indledning

Babysalmesangsgruppen består af tre deltagere i alderen 25-39 år. De har været bosat i området mellem to og tretten år. Mellemgruppen er ligeledes på tre personer, og de er mellem 29 og 42 år. Hvor salmesangsgruppen har små børn, har mellemgruppen børn i teenagealderen eller ingen børn og befinder sig derved et andet sted i livet end babysalmesangsgruppen. Deltagerne i mellemgruppen har været bosiddende i sognet i mellem ni og 21 år. Seniorgruppen er på otte deltagere mellem 60-79 år og er primært enlige uden hjemmeboende børn samt par uden børn. Deltagerne i denne gruppe har boet i sognet i alt fra tre til 18 år. 

 

Lokalområdet

Alle deltagerne er blevet spurgt om, hvad de forbinder med deres lokalområde, både det positive og negative. Fokusgruppedeltagernes beskrivelser af lokalområdet fordeler sig under følgende overskrifter: Mulighedernes by, Oaser og åndehuller, Lokalmiljøer i byen, Diversitet, mangfoldighed og fællesskab og En ung by.

 

Mulighedernes by

Generelt giver deltagerne udtryk for, at Aarhus er en by med mange mennesker og mange tilbud. En gruppe kalder også byen ”hektisk” (babysalmesang, Vor Frue). De mange tilbud, de mange mennesker, det hektiske tempo stiller krav til byens beboere, og det betyder, at man skal være hurtig, hvis man vil deltage i et særligt tilbud, for der er mange om buddet.

”Altså ja, der er mange mennesker. Der sker meget. Der er mange tilbud. Min opfattelse er, at man skal være rigtig hurtig, når man er på barsel til at tilmelde sig ting fordi, at det er lige som om, at der bare er

 

babyboom, og det bare bliver booket op med det samme. Jeg var rigtig hurtig da xx lige sagde ”Hey babysalmesang – der er pladser”. Så jeg skyndte mig fordi, at alt skal man være i god tid med.” (babysalmesang, Vor Frue). 

Som bruger af byen har man ligeledes en tendens til at zappe mellem de forskellige tilbud: ”Hvis tilbuddet ikke ligger godt her, så zapper vi bare videre, så måske dyrker man den der zapper-kultur lidt mere i midtbyen” (babysalmesang, Vor Frue). Byen og dens mange tilbud og mennesker giver en fornemmelse af, at nærmest alt er tilgængeligt:

”Og jeg synes faktisk også, at som børnefamilie i Aarhus C og med teenagebørn, at byen også er tilgængelig. Sådan en lavpraktisk ting, som at min datter spiller i et band, så er der nede på Gyngen sådan en bandaften, hvor alle de bands, der spiller i de øvelokaler, de nu spiller i, booker Gyngen. Så skal de ikke betale noget for det, men så køber vi selvfølgelig en masse øl og vin, og så tjener de penge på det. Men den måde at gøre byen tilgængelig, for vi kunne også sidde i en eller anden røv-syg gymnastiksal, hvor der er rigtig dårlig lyd.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Selvom de fleste af fokusgruppedeltagerne beskriver byen som hektisk og travl, betragtes det dog ikke som noget negativt. I stedet forbinder man det med en ”lethed” og ikke mindst med en ”frihed”. Friheden til at gøre, hvad man vil, når man vil, og letheden til at kunne gøre brug af de mange tilbud, som byen byder på (mellemgruppe, Vor Frue). En del af ”letheden” i byen er begejstringen over, at det ikke er nødvendigt at sætte sig bag rattet, man tager blot cyklen, bussen eller går. Tilgængeligheden medfører, at man i byen har mulighed for at være spontan:

” […] at alt det kulturelle bliver meget mere spontant, fordi det bliver sådan ”gad vide, om de viser en god film i Paradis”, hvor tidligere ville vi have fundet ud af, om der går en film på lørdag.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Og

”Bare sådan: ”skal vi gå ned og gøre det nu? Ja vi går ned og gør det nu”. Det er ikke sådan noget med ”skal vi aftale, vi gør det på torsdag-agtigt? ”. Det er bare sådan: ”Nu passer det”. ” (mellemgruppe, Vor Frue)

I byen er alt til rådighed, der er lange åbningstider, ja, selv det lokale supermarked anses som forlængelsen af ens eget køleskab: ” […] vi bruger Føtex som vores private spisekammer, så vi behøver heller ikke rigtigt at handle, for de har altid åbent alligevel.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

Oaser og åndehuller

Når deltagerne beskriver byen giver de samtidig udtryk for, at med storbyens fart, larm og støj er der også behov for oaser. Steder, hvor man kan træde ud af larmen og måske endda møde mennesker, man normalt ikke møder.

Selvom der er rolige steder rundt om i byen, kan det være svært at træde ud af ræset. Her er fart på hele tiden, og flere ønsker, at der skal tænkes oaser ind i byplanlægningen:

” Der er et pres. Fordi altså... de oaser er der ikke, der er der virkelig knald på altså.
L: Ja, det er noget af det, som man også godt kunne tænke ind i byplanlægningen. Altså det der med at have oaser. For der er jo også noget fedt i, at man kan mødes på tværs. Nu sad jeg lige i dag og holdt arbejdsmøde med én på en cafe, hvor der så sad nogle journaliststuderende ved siden af og diskuterede noget. Det er jo også noget jeg godt kan lide, at man møder alle mulige. Og så sad der nogle lidt ældre herrer deroppe også. Det er jo herligt.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

Lokalmiljøer i byen

Seniorgruppen og mellemgruppen fortæller, at der i byen findes flere små lokalmiljøer med en slags ”forsamlingshus-stemning” (seniorgruppe, Vor Frue) – nærmest som små landsbyer inde i byen. Samtidig påpeger deltagerne (her mellemgruppen), at der er den forskel til en rigtig landsby, at i en stor by kan man gå et andet sted hen, hvis nærmiljøet ikke byder på de muligheder, man efterspørger. Med andre ord strækker det lokale sig over et bredere område i en stor by, og de mange tilbud kan hurtigt få oplevelsen af ”det nære” til at flytte sig:

”For jeg har en forestilling om, at når jeg bor inde i byen, bruger jeg ikke mit nærmiljø særlig meget, hvorimod hvis jeg boede på landet, så ville mit nærmiljø være mere et nærmiljø. Men nu hvor jeg bor inde i byen, så tænker jeg ikke på midtbyen som mit nærmiljø.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

Diversitet, mangfoldighed og fællesskab

Fokusgrupperne beskriver Aarhus som en tryg by: ”[…] der er fuld belysning og masser af mennesker hele vejen hjem” (mellemgruppe, Vor Frue). Her er en nærhed – ikke bare i forhold til butikker o. lign. - men man bor også tæt på hinanden. Det betyder, at der ”altid er nogen hjemme” (mellemgruppe, Vor Frue).

En deltager fra mellemgruppen fremhæver, at der naturligvis er udsatte miljøer i byen – steder og mennesker, der kan skabe utryghed. Selvom det ikke er hensigtsmæssigt, at ens barn måske kan føle sig utryg, er diversiteten i midtbyen også noget af det, som flere af deltagerne i fokusgrupperne fra fx Elev og Åby savner i deres lokalmiljø. Diversiteten er altså både en ulempe ved at bo i byen, og samtidigt en fordel, fordi den udtrykker, at her er plads til forskellighederne:

”På den ene side så tænker jeg, det er godt for dem [børnene] at lære, at vi skal allesammen være her, og sådan er der nogen, hvis liv er, og det skal vi også rumme. Og på den anden side, så skal man selvfølgelig heller ikke være skræmt fra vid og sans, når man går ud af bussen.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

En ung by

I en artikel fra september 2019 står der: ”Aarhus C er det første postnummer, hvor halvdelen er unge i 20´erne”. Og der hersker heller ingen tvivl hos de adspurgte i Vor Frue sogn om, at Aarhus er en studie-by med mange unge mennesker. En deltager fortæller, hvordan beboerne i vedkommendes boligområde er blevet yngre over tiden, hvilket kan skyldes, at forældrekøbene er blevet mere udbredte:

” […] fordi der er rigtig mange - qua forældrekøb - der er kommet til. Aldersgennemsnittet er røget meget langt ned for at bo i lejlighed, og så har det, i hvert fald for mig, været væsentligt at finde nogen steder at bo, hvor der ikke er to værelser, fordi ellers så er der fest torsdag, fredag, lørdag og nogen gange også tirsdag.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Samme deltager beskriver i forlængelse heraf den store udskiftning i byen:

”Og det der med, at man jo ikke kan være herre over sine naboer gør så, at jeg egentligt også har det behov for at være sikker i, at der faktisk ikke hele tiden er udskiftning, hvilket der er meget i Århus. Det er meget en udskiftnings-by. Man kan til gengæld sige, at hvis man har en træls nabo, så går der nok ikke meget mere end tre år, så har man fået en ny.” (mellemgruppe, Vor Frue).

At byen beskrives som en studie-by betyder også, at der er tidspunkter, hvor byen føles mere eller mindre affolket – fx hen over sommeren. Og måske er det også den oplevelse, at byen ikke altid myldrer, der gør, at en deltager beskriver byen som en ”lille storby” (seniorgruppe, Vor Frue).

 

Lokalområdet - opsummering

Fokusgruppedeltagerne betragter Aarhus som en lille storby. Byen har storbyens larm, støj, muligheder og liv i gaderne. Der er tilgængelighed og mulighed for spontanitet og alt fra kultur til skov og strand. Samtidigt rummer den lille storby en nærhed og flere små lokalmiljøer. Opfattelsen af, hvad nærmiljøet er, kan dog let udvides alt efter, hvor det lige passer at deltage i et arrangement eller lignende.

Byen er først og fremmest præget af de mange studerende. Det har betydning for, hvem ens naboer er, hvordan rytmen er i hverdagen og ikke mindst, hvordan gadebilledet ser ud henover ugerne i løbet af året.

 

Den lokale kirke

Fokusgruppedeltagerne er blevet bedt om at beskrive deres forhold til den lokale kirke og til arrangementer og aktiviteter i kirken. Deltagernes svar er inddelt under overskrifterne: Et stort sogn, Den lokale kirkes kommunikation, Den enkelte over de mange og Kirken i lokalsamfundet.

 

Et stort sogn

De mange tilgængelige tilbud i byen har betydning for, hvordan grupperne tænker om deres lokale kirke. Især mellemgruppen giver udtryk for ikke at høre til én kirke, altså sognekirken, men nærmere at føle sig som en del af et større sogn - et sogn, der omfatter hele midtbyen.

Deltagernes mest gennemgående ønske til kirken og dens aktiviteter, er, at det skal passe ”tidsmæssigt og bekendelsesmæssigt” (jf. nedenstående citat, Vor Frue). Hvis én kirke har lukket, så kan det være, en anden har åben. I forlængelse heraf giver det god mening for flere af de adspurgte, at gudstjenesterne ligger på forskellige tidspunkter rundt omkring i byen. Deltagerne i mellemgruppen nævner, at man i midtbyen kunne tænke kirkerne sammen som ”et stort sogn”:

”[…] man har valgt sådan noget som at have gudstjenester på forskellige tidspunkter, men det kunne godt være nemmere at finde. Også måske på tværs af sognene. […] Det ville være mindre vigtigt for mig at komme i min sognekirke, end at kunne tilpasse det der, hvor det tidsmæssigt og bekendelsesmæssigt passer. Så måske at man mere tænkte Århus som en storkirke. Altså.”

J: ”Som et stort sogn.”
L: ”Ja, eller hvor jeg kunne... hvis det passer mig bedre kl. 16 så kan jeg tage i Vor Frue, eller hvis jeg synes præsten i Skt. Lukas er bedre, så kan jeg tage derud. Eller hvis nogen vil eksperimentere med noget, som lyder spændende, eller som jeg for alt i verden ikke skal være med til... men, at det var bedre mulighed for at vælge efter, hvad man.”
T: ”Ja, lige præcis. De er så tæt på hinanden, ikke.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

Den lokale kirkes kommunikation

Flere af deltagerne ønsker bedre information om de forskellige gudstjenester og aktiviteter, så man ikke behøver at være medlem af en facebookgrupper eller holde øje med sognebladet. En del af denne diskussion handler generelt om folkekirkens kommunikation (mere herom senere).

Seniorgruppen er bevidst om, at kirken ”skal hamle op med” og gøre sig synlig i byens travle liv. En deltager fremhæver dog et arrangement, som har været en succes, fordi kirken valgte at være med i noget, der allerede er en del af bylivet:

”Det var derfor, det er så godt til litteraturfestivalen, at præsten fra Vor Frue ligesom gik ind med nogle, da det var udsolgt lige med det samme. De havde både litterater og teologer.” (seniorgruppe, Vor Frue).

En anden pointerer, at hun i kraft af sit job kunne se, hvordan de lokale kirker kunne være endnu bedre til at gøre opmærksomme på sig selv:

”Jamen altså nu i forhold til mit arbejde, der, synes jeg, vi skal være noget opsøgende i forhold til, nu arbejder jeg som pædagog, og vi vil gerne have børnene med til gudstjenester. Men vi skal selv ringe rundt og spørge, der tænker jeg godt, at de lokale kirker… det er jo simpelthen så ligetil at sende ud til institutionerne i nærområdet. Hvor der skal vi selv være opsøgende. […] børnene hos os, de nyder at komme i kirke i december, men det kan også være svært at få etableret en kontakt, synes jeg.” (babysalmesang, Vor Frue).

En af deltagerne fra babysalmesangsgruppen fortæller, at hun synes, det er ærgerligt, at så få mennesker i virkeligheden har været inde i kirken. Ingen af de 60 gæster, som hun havde med til sit barns barnedåb, havde før været inde i kirken, men var blot tidligere gået forbi: 

”Jeg synes, at det er lidt opsigtsvækkende, at der var 60 mennesker med til barnedåben i Vor Frue Kirke, som ligger så centralt i Aarhus, og der var ikke én af mine gæster, der havde været i den kirke før. De er gået forbi. Alle vidste, hvordan den så ud udefra, men ingen har været indenfor. Og det havde jeg jo heller ikke selv før, at han kom til verden.” (babysalmesang, Vor Frue).

Og sådan trænger spørgsmålene sig på: Hvordan og hvad vil man kommunikere til mennesker i både nær og fjern?

 

Den enkelte over for de mange

En anden udfordring, som en deltager i mellemgruppen bringer på banen, er, at de mange mennesker og aktiviteter kan gøre det svært at skabe tættere relationer. Som det ofte er tilfældet i en større by, er opfattelsen af kirkerne, at de fungerer som ét stort sogn, der kan have sværere ved at skabe relationer til det enkelte menneske i sognet, og at folk derfor nærmere har en tilknytning til bygningerne:

”Nej, jeg oplever nok ikke rigtigt, at min lokalkirke har noget særligt behov for eller interesse i mig, fordi den er så stor. Lidt ligesom når man har en storbylæge, så kommer man også ind til en ny læge. Jeg har ikke en læge, jeg har en relation til, fordi jeg kommer ind til den læge, der nu har tid. Og det er måske lidt det samme jeg har - og det er ikke nødvendigvis dårligt - men det gør, at jeg ikke får en personlig relation til noget menneske dér. Jeg har kun en personlig relation til bygningen.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Med andre ord er kirkens – sognets - størrelse årsag til, at det kan være svært for storbykirken at tale til den enkelte.

 

Kirken i lokalsamfundet

Tilbuddet om gudstjenester på forskellige tidspunkter af døgnet er ifølge fokusgrupperne medvirkende til at placere kirkerne som en del af lokalsamfundet. Det skyldes, at kirkerne tilpasser sig byens andre tilbud ved at sørge for, at deres arrangementer også er tilgængelige for mange. Her kan man få alt, når man vil - også muligheden for at gå til gudstjeneste, når det passer.

I analysen af lokalområdet, Vor Frue sogn, fremgår det tydeligt, at nærmiljøet i en større by bestemmes mindre af afstande og mere af, hvilke aktører, der er synlige i området – og det gælder også i forhold til synet på den lokale kirke:

”Det er også et spørgsmål, om det havde en relevans i nærmiljøet. Det kræver så også, at man kigger på, hvad nærmiljøet er. Det handler måske ikke bare om, hvad det er for en kirke, der ligger tættest på, men også, at man generelt kigger på ikke bare, hvordan man bruger kirken, men også alle andre nærmiljøer. For jeg har en forestilling om, at når jeg bor inde i byen, bruger jeg ikke mit nærmiljø særlig meget, hvorimod hvis jeg boede på landet, så ville mit nærmiljø være mere et nærmiljø. Men nu hvor jeg bor inde i byen, så tænker jeg ikke på midtbyen som mit nærmiljø.” (mellemgruppe, Vor Frue).

I byen er det let for kirken at glide i ét med sammensuriet af det hektiske liv, hvor de mange tilbud er i stærk konkurrence, og det kommer også til udtryk i tilvalget af aktiviteter. En deltager bor fx i en mindre by udenfor Aarhus, men gør brug af tilbuddet om babysalmesang inde i Aarhus C, Vor Frue. Tilbuddet her passede hende og barnet bedre. Men havde der været et lignende tilbud tilgængeligt i hendes lokalområde, ville hun have støttet det tilbud:

” […] For når man kommer derudefra, hvor jeg bor nu, er det så helt tilfældigt, fordi der ikke er noget, fordi ellers ville jeg jo helt klart gå ind for at støtte lokalt. Og havde der været det her tilbud, så var jeg ikke taget herind, selvom jeg kendte xxx, og jeg er rigtig glad for det, men havde det været dér, så ville jeg ligeså gerne støtte lokalt. Og der kan I [underforstået ”dem i byen”] ligesom mere vælge og vrage, hvis man kan sige det sådan og sige: ”ved du hvad, det her er ikke godt nok til mig, så vil jeg hellere noget andet, eller det passer bedre på det her”.” (babysalmesang, Vor Frue).

Den ”landsbyagtige” fornemmelse, som nogle af deltagerne oplever i dele af den store by, kan man ikke nødvendigvis overføre til oplevelsen af, at også kirken er en del af et lille nært lokalmiljø:

”Jeg kommer sådan cirka til Domkirken, og så tænker jeg: ”Ej, der er også langt jo” og ”Man kan jo få det hele derhjemme”. Så for os er det faktisk nærmest blevet sådan helt landsbyagtigt. Altså vi køber vores brød ved den lokale bager og vores kaffe ved det lokale kafferisteri. Men der er bare ikke nogen lokalkirke, det ville være Domkirken, og den har ikke det der hjemmegjorte kafferisteri over sig, fordi den er så kæmpe stor.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

 

Den lokale kirke - opsummering

For et sogn som Vor Frue er tilhørsforholdet til sognekirken og dermed bevidstheden om sognegrænserne ikke særligt tydelige hos fokusgruppedeltagerne. De betragter desuden byens kirker som ét stort sogn, hvor de kan vælge den kirke, der passer dem bedst. Der er også et klart ønske om en bedre kommunikation af arrangementer og aktiviteter. Den lokale kirke, Vor Frue Kirke, står over for den udfordring, at det er svært at skabe kontakt/relationer til den enkelte. Et element, som fokusgruppedeltagerne også lægger vægt på.

 

Kirkebrug

Deltagerne er blevet spurgt i hvilken forbindelse, de sidst har gjort brug af kirkens aktiviteter og arrangementer samt hvilke forventninger, de har til kirken. Generelt kan man konstatere også for fokusgrupperne fra Vor Frue sogn, at deres forhold til folkekirken og deres brug af den varierer meget.

Nogle sætter pris på søndagens højmesse og kommer regelmæssigt til gudstjenester enten i Vor Frue kirke eller i én af de andre kirker i byen (seniorgruppe). Andre anser ikke sig selv som troende og kommer kun i kirken, fordi her findes et tilbud, der passer dem rent praktisk (jf. fx babysalmesang).

Det fremgår, at nærmest alle deltagerne har været i kontakt med kirken enten i forbindelse med kirkelige handlinger i form af dåb, vielse, konfirmation og bisættelser/begravelser, og så er der dem, der bruger kirken fx til små afbræk i hverdagen, til meditationsgudstjenester, højmesser, søndag kl. 17.00-gudstjeneste og ikke mindst i forbindelse med kirkekoncerter og musikarrangementer. I det følgende er deltagernes betragtninger inddelt under følgende overskrifter: Præstens rolle, Rummet, Åbne døre og Orientering/kommunikation.

 

Præstens rolle

I særligt to af grupperne, babysalmesang og mellemgruppen, hænger forventninger til folkekirken og dens arrangementer sammen med, hvordan præsten fremstår. Der er blandt andet en forventning til prædikenens ”kvalitet” og ”autenticitet”:

”Jeg vil gerne købe ind på den der med kvaliteten, og jeg tænker også, der er sådan en... noget af det, jeg faktisk godt kan lide, det er de dele af folkekirken, hvor man ikke lefler, hvis det giver mening. Altså hvor det ikke bliver 'nu skal vi...' altså, at man faktisk nogle gange lige skal strække sig lidt for helt at forstå, hvad det egentligt er, der bliver sagt.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Folkekirken må ikke ”lefle” for folk og skal stå ved dét, den er, og at kirken giver rum for eftertanke og refleksion. Det betyder noget, at man kan mærke, at præsten ”har noget på hjerte”:

”Jo, men det der med, at man rent faktisk føler, der står en, der har noget på hjertet, så kan det næsten være hvad som helst, vil jeg sige. Men det der med, at der en, der har gjort sig den omhyggelighed med arbejdet, og man kan mærke på vedkommende, at det her kommer fra hjertet. Altså vedkommende står inde for det her og putter et personligt præg på det. Det er først, når en præst laver en personlig analyse over teksten, at jeg synes, den bliver relevant.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Udover kvalitetsbevidstheden og ønsket om at mærke præstens autenticitet giver babysalmesangsgruppen udtryk for, at de forventer, at præsten tager udgangspunkt i samfundet og samfundsrelevante emner:

”Fordi jeg er også helt enig i, jeg kan faktisk godt lide at lytte til de der prædikener, og hvis de begynder, de skal jo sige det der evangelie, men når de begynder at tale ud fra det, så lytter jeg hurtigt efter, okay skal vi tilbage til lammene og fårene osv. ude på marken, så kobler jeg også af. Men begynder de at tage noget samfundskritisk eller et eller andet, hvad ved jeg, eller bare noget lokalt udfordring, hvis der er en udfordring med en skole, der er ved at lukke i området, eller hvad ved jeg - alle mulige ting, så slår man lige pludselig lyttelapperne ud. Og så handler det måske også om mig og ikke om hvad der skete for 2000 år siden, måske, ifølge nogen. Så bliver det meget mere jordnært.” (babysalmesang, Vor Frue)

 

Rummet

Som det er tilfældet blandt deltagerne i de andre grupper (særligt Åby, Unge og Ravnsbjerg) er fokusgruppedeltagerne fra Vor Frue sogn optagede af kirkerummets betydning. Kirkens rum kan noget andet end fx sportshallen og biblioteket (babysalmesang, Vor Frue) – rummene bærer på noget kulturelt betydningsfuldt, som skal bevares og ikke mindst udnyttes:   

” […] jeg synes, at der står nogle flotte kirkerum til rådighed. Det er jo mange kvadratmeter rundt omkring i byen, og dem, synes jeg, bør udnyttes.” (babysalmesang, Vor Frue). 

At kirkerummet har en værdi i sig selv, kommer til udtryk uanset, om man definerer sig selv som troende eller ej: 

” […] Jeg synes, at rummet er rigtig dejligt, men xxx skal ikke døbes, og vi er heller ikke troende, men jeg synes helt sikkert, at rummene skal bevares. Jeg synes, at der er noget kulturelt ved kristendommen og kirkerne, som kunne være fedt at bevare, jeg ved bare ikke helt hvad udviklingen med det skal være.” (babysalmesang, Vor Frue).

Udover at pege på kirkerummets kulturelle værdi, har deltageren dog ikke en forestilling om, hvordan udviklingen og behovet for at bevare kirkerummene vil kunne kombineres.

Hos babysalmesangsgruppen er det også et ønske hos en deltager, at kirken er et rum, man ikke blot kommer i til bisættelser, bryllupper og konfirmationer, men at man i højere grad udnytter de muligheder, der kan være i rummet.

I forbindelse med rejser til udlandet fortæller grupperne, at de bruger kirkerummet som en pause fra ”det hele”:

” Ja, men jeg kan rigtig godt lide at komme, altså jeg kan faktisk godt lide at være til gudstjeneste - jeg gør det bare alle andre steder end til hverdag, kan man sige.” (mellemgruppe, Vor Frue).

 

Åbne døre

Overordnet ønsker fokusgruppedeltagerne, at kirkerne er tilgængelige, ligesom andre tilbud i byen er det. En deltager fra babysalmesangsgruppen fortæller, at hun tager ind til byen for at finde den aktivitet, hun søger, men hvis den havde være tilgængeligt i hendes eget lokalområde, havde hun gjort brug af den her:

” […] nu er det så helt tilfældigt, fordi der ikke er noget, fordi ellers ville jeg jo helt klart gå ind for at støtte lokalt.  Og havde der været det her tilbud, så var jeg ikke taget herind, selvom jeg kendte xxx, og jeg er rigtig glad for det, men havde det været dér, så ville jeg ligeså gerne støtte lokalt. Og dér kan I ligesom mere vælge og vrage, hvis man kan sige det sådan, og sige: ”Ved du hvad, det her er ikke godt nok til mig, så vil jeg hellere noget andet, eller det passer bedre på det her tidspunkt”.” (babysalmesang, Vor Frue).

En altid åben dør er vigtig for deltagerne – her er et rum, man kan træde ind i, væk fra hverdagens brus og larm:

”Men det er altså virkelig et sted man kan gå hen, hvor der er ro midt i byen. Det er ret vildt ikk’. For det er bare lige at gå ind, bum, så er der ro. Den er ret unik.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Og sådan bruges rummet. Her kan man bare lige gå ind og sætte sig, hvis man fx ”har fået nok af folk og julegaver” (mellemgruppe, Vor Frue). Den åbne dør ind til rummet, som kan give et pusterum og afbræk fra hverdagen, står centralt i deltagernes bevidsthed om, hvad kirken kan og skal kunne være for dem.

Kirken skal være lige så tilgængelig og åben som resten af byen. Den skal være der, når det passer byens beboere. En deltager bemærker, at det ville være optimalt, hvis kirkedøren står åben, men konstaterer dog i samme åndedrag, at der også kan være udfordringer i, at en dør står åben i Aarhus Centrum:

”Og det med at døren var åben, man kunne komme, og så når det passede selvfølgelig. Jeg ved godt at det måske er et problem i dag eller en udfordring i dag. Men hvis nu døren stod åben, når man gik forbi, så kunne det faktisk godt være, at man gik ind af den. Jeg ved godt, at man nok ikke kan lade døren stå åben inde i midtbyen.” (babysalmesang, Vor Frue).

En anden gruppe, mellemgruppen, har en oplevelse af, at kirken har ”lukket”, når de går til den lokale kirke. Det betyder, at man som udgangspunkt henvender sig til det sted, der med sikkerhed er åbent:

”Det er meget Domkirken og så nogle gange Vor Frue, men jeg synes altid, der er lukket derovre, så Domkirken er meget mere tilgængelig.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Deltagerne overvejer også, om der er grænser for, hvordan man kan bruge kirkens rum. Der er ingen løsning på diskussionen, men en tilkendegivelse af, at ”man skal passe på, at man ikke gør det for poppet” (babysalmesang, Vor Frue). Og selvom man synes, det er godt, der sker noget andet, og at menigheden fx inddrages på nye måder, er der en tydelig bevidsthed om den dobbelthed, der ligger i på den ene side at bevare respekten for kirken samtidig med, at folkekirken ikke låser sig fuldstændig:

”Der skal selvfølgelig være respekt for kirken. Men derfor synes jeg heller ikke, at man behøver at låse sig. Jeg ved ikke lige hvor grænserne går, men det kan da også blive for meget. Ja, det synes jeg da også, det kan.” (babysalmesang, Vor Frue).

 

Orientering/kommunikation

Holdningerne til kirkens kommunikation og information om arrangementer er forskellige. Seniorgruppen oplever ikke de store problemer med at få information fra kirken:

T: ”Man kan jo bare melde sig til nyhedsbrev, så får man det jo på sin skærm.”
R: ”Det svære er at vælge.”
I: ”Ja der er for mange tilbud næsten?” 
N: ”Der er rigtig mange tilbud, det er helt vildt.” (seniorgruppen, Vor Frue).

De lidt yngre fokusgruppedeltagere har imidlertid en anden oplevelse af, hvordan kirken kommunikerer. Mellemgruppen og babysalmesangsgruppen er for så vidt enige om, at kirkebladet fremstår ”kedeligt”, og der siges ting som: ”Jeg får det ikke åbnet, ærlig talt” (babysalmesang, Vor Frue). Facebook fungerer i denne sammenhæng til dels for babysalmesangsgruppen. Dog er der på samme tid den udfordring, at man på forhånd skal vide, at facebookgruppen er der og følge den for at være sikker på at se opslagene. 

”Men man skal også være medlem af [Facebook]gruppen jo. Hvordan skal kirken promovere sig selv, hvis der er sådan, at man faktisk skal være medlem af gruppen for at få de informationer. Så det er lidt svært, for jeg ville også meget hellere have det på Facebook, fordi det er der, jeg ser ting. Men det er svært, hvordan de skal komme ud over horisonten.” (babysalmesang, Vor Frue).

Andre deltagere, herunder særligt babysalmesang, påpeger, at ønsker man viden om folkekirkens og dermed den lokale kirkes arrangementer og aktiviteter, så kræver det, at man selv er opsøgende:

M: ”Jeg synes ikke, at de har gjort særlig meget reklame for sig selv, og det, de gør, det er de der gammeldags sogneblade, som godt nok har set mere spændende dage. Nu læser jeg da også dem hjemme ved mine forældre, og hvor man ellers…” 

I: ”Meget tekst og meget små billeder og mange af dem, ikke?”

M: ”Ja. Man kunne godt gøre det lidt mere nutidigt. Og jeg tror, det er dér, det også halter. De når ikke ud til folk. Jeg synes, at det er synd, at kirken ikke har fulgt udviklingen. Hvis man kan sige det sådan.” (babysalmesang, Vor Frue).

Diskussionen om, hvorvidt folkekirken har fulgt med udviklingen påpeger også, at det er som om, at folkekirken appellerer til en anden målgruppe end den aktuelle, og at man ikke er opmærksom på dette generationsskifte, og hvem man i virkeligheden skal tale til:

T: ”Men jeg synes bare ikke, at det er sådan samfundet, hvis man skulle tage udgangspunkt i det, i samfundet, i udvikling, så hører det lidt en anden generation til, at man kommer, og at man er sådan vanedannende, og det skal være, som det plejer. Jeg tænker, det hører en anden generation til end den generation, man som folkekirke skal appellere lidt til”.

I: ”Ja.”

T: ”Det er en generation hvor der er lidt mere power.”

I: ”Der skal ske noget uventet.”

T: ”Ja. Lidt mere eventyrligt. Ja.” (babysalmesang, Vor Frue).

Mellemgruppen påpeger endvidere, at kirken ikke er nok opmærksom på, at man her er i konkurrence med mange andre tilbud, og at der ikke bliver gjort det der ekstra – heller ikke når det kommer til prædikenen:

” […] desværre må jo så sige, at jeg synes, at nu har vi jo så mange kirker, så der er jo for så vidt stor konkurrence, men jeg synes bare ikke helt, man nødvendigvis mærker det i prædikenen. Der, synes jeg, mange kunne oppe sig lidt.” (mellemgruppe, Vor Frue).

I mellemgruppen har de – som den eneste gruppe – et ønske om, at der i folkekirken skal være større tydelighed og gennemsigtighed i forhold til fx præsternes profiler. Én deltager fremhæver, at det er vigtigt at vide, om præsten fx har en negativ holdning til at ville vie fraskilte/homoseksuelle - nærmest som en ”Tripadvisor” med præster/kirker:

”Men hvis vi nu taler om kirkerne som i intern konkurrence. Det behøver de ikke nødvendigvis at være, men hvis nu Julie og jeg skulle i kirke næste søndag, hvilken vælger man så? Altså hvordan orienterer I jer i det der kirkelige...”
T: ”Det har jeg ikke lykkedes med faktisk.”
L: ”Jeg Googler.”
I: ”Og hvad Googler du så efter?”
L: ”Tidspunkt og præst.”
T: ”Nårh, så misforstod jeg. Jeg tænkte for at finde en ordentlig, altså en god... jeg mangler anmeldelserne et eller andet sted.”
L: ”Ja, man kunne godt have sådan en Tripadvisor for kirker.”
T: ”Det synes jeg faktisk mangler.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Diskussionen understreger, at der i byen ikke er en særlig trofasthed over for den lokale kirke, men at det bekendelsesmæssige og tidsmæssige har afgørende betydning.

 

Kirkebrug - opsummering

Deltagerne har flere forskellige forventninger til og oplevelser af deres brug af kirken. Alt fra præstens rolle til beskrivelsen af, at også her i midtbyen kan kirkens rum have en vigtig funktion. Spørgsmålene er dog, hvordan man kan gribe og udvikle på denne interesse for kirkerummet? Kan man fx kombinere det med deltagernes overvejelser om ”åbne døre” og tilgængelighed?

Derudover viser det sig, at deltagerne orienterer sig på meget forskellig vis i det kirkelige landskab, og her er der flere ideer om bl.a. en Tripadvisor for kirker, alt sammen funderet i et ønske om at kunne få lettere adgang til information om kirken.

 

Folkekirken

Fokusgrupperne bliver bedt om at forholde sig til deres generelle oplevelse af folkekirken. Overskrifterne for analysen af deres svar fordeler sig over følgende: Folkekirken som restaurant, Folkekirken gennem generationer og Spændetrøjer og glaslofter.

 

Folkekirken som restaurant

Spørgsmålet: ”Hvis folkekirken var en restaurant, hvilken ville den så være? ” er blevet stillet til de fleste af grupperne. Hensigten med spørgsmålet er at få folk til at sætte ord på et forholdsvis svært og abstrakt emne.

I Vor Frue sogn har seniorgruppen arbejdet med spørgsmålet.

Gruppen er overordnet uenige om, hvordan man bedst kan beskrive folkekirken som en restaurant. Én tænker folkekirken som en slags loge, hvor man nærmest føler, man skal være medlem for at turde at nærme sig, en anden sammenligner folkekirken med spisestedet Dalle Valle, hvor der er noget for enhver smag, og alle bliver mætte. Til dette siger en anden deltager, at det er nedgørende at sammenligne folkekirken med en sådan restaurant:

”Det skal være et sted hvor dét, man får at spise er bedre end det, man kan lave derhjemme, men det skal serveres på en sober måde, på en hvid dug, med en tjener, der ved, hvad han snakker om. Det skal da ikke være Dalle Valle.” (seniorgruppe, Vor Frue).

 

Selvom deltagerne har svært ved at blive enige om det restaurant-udtryk, der bedst definerer folkekirken, er der grundlæggende enighed om, hvilke kvaliteter restauranten skal besidde. Den kan fx ikke være som en Michelin-restaurant, og på den anden side heller ikke for jævn – men måske nærmere et sted midt imellem.

Samtalen i seniorgruppen om folkekirken som restaurant er et godt billede på, hvor svært det kan være at definere og blive enige om, hvad det egentlig er, folkekirken er og skal.

 

Folkekirken gennem generationer

I mellemgruppen fremhæver en deltager, at folkekirken er et sted, hvor der er højt til loftet, og at det er ”noget sådan lidt højtravende og højtflyvende” (mellemgruppe, Vor Frue). Samme deltager henviser også til roen og tyngden, som er ord, der i øvrigt er bragt op af de andre deltagere til at definere kirken: ”Du får den der tyngdefornemmelse i kroppen, hvor der bare er ro” (mellemgruppe, Vor Frue).

Beskrivelsen af folkekirken som et sted med ro og tyngdefornemmelse kan sammenlignes med et lignende udsagn fra seniorgruppen:

” […] kirken for mig er en form for tryghed, hvis jeg skal bruge det, hvis jeg lige skal bruge lidt tryghed, så ved jeg, at jeg kan gå over i min kirke eller hvilken som helst kirke.” (seniorgruppe, Vor Frue).

Men i seniorgruppen, er der også en bekymring for, at det, de selv oplever og forbinder med folkekirken, ikke kommer til at gå i arv til de næste generationer, og det må folkekirken arbejde med:

” Det er derfor, der er brug for at gentænke folkekirken i dag, for de unge mennesker på 40 år, som har små børn, der skal døbes eller konfirmeres osv. De forstår slet ikke, hvad vi snakker om, de synes, vi er åndsvage, undskyld, de synes i hvert fald, jeg er åndsvag.” (seniorgruppe, Vor Frue).

Spørgsmålet er, om seniorgruppen her peger på en udfordring i folkekirken, eller om folkekirken blot er ved at finde en anden vej ind i de næste generationers hverdag? Måske efterspørger de nye generationer ikke trygheden ved at gå ind i en kirke, men nærmere fornemmelsen af ro og afbræk fra den travle hverdag – som også en deltager fra babysalmesangsgruppen formulerer det efter en oplevelse til en aftengudstjeneste: ” […] udenfor suser mennesker bare forbi og [der er] et virvar, og her er bare sådan en ro.” (babysalmesang, Vor Frue).

Babysalmesangsgruppen er desuden optaget af, at folkekirken skal være opmærksom på at nå de yngre generationer og især de unge i konfirmationsalderen:

”Igen for at sige, at det er jo konfirmanderne, man skal fange. Hvis de først tager stilling til: ”Næh jeg er ikke troende, eller jeg er ateist” og de ved ikke, hvad de siger ja til. Det er min holdning. De aner ikke, hvad de siger ”ja” til i den alder. 7. Klasse, det er simpelthen… det er svært nok for dem at tage stilling til uddannelse, når de nærmer sig 9. -10. Klasse. I gymnasiet er man selv nogle gange for ung til at tage stilling til den slags, og så skal man i 7. tage stilling til, hvilken tro man skal have.” (babysalmesang, Vor Frue).

Samme gruppe fremhæver ordet ”vedkommenhed” med udgangspunkt i en oplevelse til en konfirmationsgudstjeneste, hvor konfirmanderne selv bidrog med en lille opgave hver: ”[…] den der stolthed over, at jeg faktisk skal præstere noget. Jeg er ikke bare én, der bliver placeret på en kirkebænk. Jeg er faktisk også noget værd” (Vor Frue, babysalmesang), og som samme deltager konstaterer:

”På den måde, også bare for at sige, at det der med vedkommenhed, synes jeg bare er så vigtigt. At kirken skal være vedkommende for os. Vi skal føle, vi gør en forskel, og at vi ikke er så distancerede fra det.” (babysalmesang, Vor Frue).

 

Spændetrøjer og glaslofter

Der er flere positive fortællinger og oplevelser, når deltagerne taler om folkekirken: ”Jeg har ikke ret mange dårlige oplevelser med det. Jeg har mange gode oplevelser… ” (babysalmesang, Vor Frue). Men deltagerne ser også udfordringer ved folkekirkens nuværende form, og at de kan opleve det som ”lidt halv-kedeligt” (babysalmesang, Vor Frue). Højtideligheden kan fx få en til at føle sig ”utilpas”:

”Jeg ved ikke lige, om jeg har den gyldne idé, men bare det der med at gøre det mindre - ja det ved jeg ikke - højtideligt. Fordi det bliver så kantet. Jeg tror måske, at der er nogle, som føler sig utilpasse, fordi man skal gøre ”sådan”, så skal man være stille, og så skal man sidde ned på det rigtige tidspunkt og rejse sig på det rigtige tidspunkt.” (babysalmesang, Vor Frue).

Samme deltager fortsætter samtalen og udtrykker, hvor svært det kan være, når man står overfor dette ”højtidelige pres”, ritualer og koder, man skal kende for at kunne følge fx gudstjenesten, og det spænder ben for oplevelsen:

”Og så er de bange for at gøre noget forkert, og måske bliver man også bare væk, og det er også bare gabende kedeligt, og den der præst står også bare og snakker, og jeg kan ikke forholde mig til det. Det skal være mere jordnært. Jeg har måske ikke den gyldne tråd, men det kommer for langt væk fra hverdagen til de mennesker, der er i dag, eller hvad man kan sige, ikke. Det bliver for uhåndterbart.” (babysalmesang, Vor Frue).

Seniorgruppen bemærker ligeledes, at traditioner, dogmer, ritualer og kirkebygningen er det, dér ”sætter én i en spændetrøje” (seniorgruppe, Vor Frue), som kan stå i vejen for den ønskede oplevelse: ”at kirken er det dér, som er mellem folk” (seniorgruppe, Vor Frue).

Det peger videre over i en samtale om, at det vigtige er fællesskabet og evnen til at samarbejde for, at folkekirken skal kunne komme videre: ”man bliver nødt til at holde hånd i hånd, for at kunne komme videre” (seniorgruppe, Vor Frue). I salmesangsgruppen formulerer man det som, at folkekirken skal være bedre til at give plads til det lille twist, der får folk til at undre sig:

”Man skal vække folk lidt, i stedet for at det bare skal være sådan ”nå hvad sker der nu? ”. Det er det samme og det samme og det samme. Man skal give folk et wake-up call midt i det hele. ”Hvad er det lige? ” ”Nåh ja det kan da også ske i en kirke”. Altså udførelsen af Aros – de har jo gennemtænkt det hele. At hver gang man går rundt, man skal irritere sig over de trappetrin. Alle irriterer sig over de trappetrin, når man går op af trapperne, fordi de er for store. Og os med små ben, korte ben, det kan heller ikke passe med to trin. Men det er helt gennemtænkt, at man skal irritere sig lidt, for ”gud, hvad er nu det for noget”. ”Hvorfor skal jeg gå op af sådan en trappe her”. For at sige, at det er godt til det her samfund, hvor der er så mange tilbud, at man bliver vækket lidt, der hvor man så færdes.” (Vor Frue, babysalmesang).

Deltagerne i mellemgruppen taler også om en dobbelthed i folkekirken. På den ene side ønsker man at holde fast i det ”højtravende og højtflyvende” (mellemgruppe, Vor Frue), og at der skal være højt til loftet. Samtidig er det som om, at der er et ”glasloft” over tænkningen i folkekirken. Et loft, der er svært at definere og præcist at kende grænserne for og dermed vide, hvad man kan og ikke kan:

”Der er sådan et begreb indenfor innovationstænkning, som hedder ”at bryde igennem glasloftet”. Altså når man siger, at her kan alt lade sig gøre, men så er det tit, at alt kan lade sig gøre, men ikke lige dét der. Det er dét, man nogle gange refererer til som ”glasloftet”, fordi det kan ikke ses, men det er der. Det er sådan en tavs viden om, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør. Det er egentligt det, jeg tænker. Sådan ét er der, tror jeg, også i folkekirken.” (mellemgruppe, Vor Frue).

Billedet med glasloftet kommer på sin vis også til udtryk i de andre fokusgrupper – om end indirekte. Det sker blandt andet i forbindelse med, at deltagerne kan have svært ved at forklare, hvor grænserne går for, hvad man kan og må bruge kirkerummet til.

 

Folkekirken - opsummering

Da seniorgruppen skal sammenligne folkekirken med en restaurant, står det klart, at det er svært for dem at blive enige og lægge sig fast på en beskrivelse. Dog er de enige om, at folkekirken hverken er en alt for fin eller utilgængelig restaurant, samtidigt heller ikke et jævnt eller enkelt sted.

Ligeledes er det tydeligt, at deltagerne fra generation til generation forbinder forskellige ord med folkekirken: Seniorgruppen bruger ord som tryghed, mens de yngre forbinder folkekirken med ord som ro og afbræk. Endelig er der hos alle en bevidsthed om, at folkekirken må bevæge sig med udviklingen og menneskelivet og på den måde skabe sammenhænge, der er vedkommende, jordnære og håndterbare, og som samtidig rummer kvalitet og autenticitet.

 

Konkluderende overvejelser

Vor Frue sogn ligger i centrum og er præget af alle byens muligheder og tilgængeligheden til alt. En stor andel af indbyggerne er mellem 20 og 29, og i den resterende del er en bred diversitet, som også her bliver fremhævet som et plus.

For beboerne i et sogn som Vor Frue er der ikke en udpræget bevidsthed om sognegrænser. Byen er stedet, hvor tingene folder sig ud uden blik eller interesse for de grænser, som kirkerne arbejder med. Dette er både en gave til og en opgave for folkekirken, for kirken står på den ene side i den gunstige situation, at der er megen aktivitet i lokalområdet, som de kan placere sig selv i. På den anden side kan det være en udfordring at være en del af de lokalmiljøer, der blomstrer og fastholde sin relevans midt i alle de muligheder, som byen byder på.

 

Spørgsmål – Midtbyen

Sogneanalysen for Vor Frue slutter foreløbigt her – ikke med svar, men med spørgsmål, som melder sig under læsningen. Der kan være andre og flere. Det afgørende er, hvordan I lokalt beslutter at arbejde videre, hvilke andre spørgsmål det vækker, og hvem det kunne give mening fortsat at invitere ind i samtalen om kirke og tro.

Kirkebrug

Hvordan kan man gøre oplevelsen af tilgængelighed til kirken større?

Hvor åben kan en kirkedør være?

Hvordan kan oase-begrebet forbindes med en kirke i centrum af en større by?

 

 

Folkekirken

Hvilke ord drømmer kirken i centrum af den store by om, at andre bruger om kirken?

Hvis der findes en tavs viden i folkekirken om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre, hvordan taler man så om det?

Hvordan kan man udfordre vanen?

 

 

Den lokale kirke

Hvordan bliver kirken et sted i byen, hvor mennesker kan mødes og få oplevelsen af at gå andre i møde?

Hvilken plads ønsker kirken at tage i byen?

For hvem er kirken som sognekirke vigtig?

Hvordan kommunikerer kirken i og til nye netværk?

 

 

Lokalområdet

Byen beskrives med ord som spontanitet, tilgængelighed, lethed og frihed. Hvilken betydning har det for kirkens liv?

Hvordan kan kirken i centrum af den store by bidrage til at skabe oaser/åndehuller?

Hvordan kobler den lokale kirke sig på alle byens muligheder? - Og omvendt hvilke muligheder har byen for at koble sig på kirken?

Hvordan kan man i højere grad blive en del af nærmiljøet?

 

 

 


Fakta om Vor Frue sogn *

Vor Frue Sogn er et sogn med 16.097 indbyggere, hvoraf 12.576 er medlemmer af folkekirken. Sognet ligger i Aarhus midtby.

*Tallene er hentet fra sogn.dk og er de nyeste gældende tal fra 1/1 2019. Det vil sige, der kan være en mindre forskydning i indbyggertal samt folkekirkemedlemmer i forhold til, hvornår fx fokusgruppeinterviews er foretaget.