Fortsæt til hovedindholdet
Hvad svarer de når vi spørger
Unge - Midtbyen

Unge - Midtbyen

Unge – Midtbyen

Af projektmedarbejder Karen Margrethe Trolle Viholm

Indledning

På grund af den store vægt af unge i midtbyen har det været relevant at brede fokusgruppeinterviewene ud til også at dække unge i alderen 18-26 år. Ønsket er at gøre undersøgelsen så repræsentativ som mulig. Deltagerne er så vidt muligt blevet stillet de samme spørgsmål, som de andre fokusgruppedeltagere, hvorfor analysen af unge er bygget op på samme måde.

Der er nedsat fire fokusgrupper under samme kriterier, som tidligere i analysen – altså en netværksorienteret rekruttering. Grupperne fordeler sig under overskrifterne: ”Studerende”, ”unge 1”, ”unge 2” og ”unge 3”. Det er også disse kategorier, der henvises løbende til i analysen. 
Gruppen af studerende består af unge, der har boet i eller omkring Aarhus i alt fra én dag til fire år – her er deltagerne mellem 23 og 26 år.

Gruppen unge 1 består af deltagere, der har været bosat i området fra én måned til to år. Deltagerne i pågældende gruppe fordeler sig aldersmæssigt mellem 19 og 24 år.

Gruppen unge 2 har en aldersspredning på mellem 18 og 19 år og har haft tilknytning til området i alt fra to måneder til at have været bosat i midtbyen i nærmest hele deres liv. 

Gruppen unge 3 består af deltagere, der har boet i eller omkring Aarhus fra to måneder og op til hele deres liv. Aldersspredningen er her mellem 18 og 21 år. 

 

Lokalområdet:

Gennem interviewene af unge-grupperne kommer mange af de samme betragtninger og erfaringer af livet i byen frem, som også gør sig gældende i de adspurgte grupper fra Vor Frue sogn. Samtidig er der enkelte elementer, som unge-grupperne i højere grad lægger vægt på.

 

 

Når de unge skal definere deres lokalområde er det primært ud fra følgende overskrifter: Uni og unge, En by med fart, Byens mange muligheder, Den lille storby, Diversitet og mangfoldighed og Smilets by.

 

Uni og unge

De interviewede unge beskriver Aarhus som en by med mange unge indbyggere, der bærer præg af de mange uddannelsesinstitutioner i byen – særligt universitetet:

”Jeg har skrevet: ”ung by”. Der er rigtig mange unge mennesker i bybilledet, og derfor har jeg også skrevet uddannelsespræget, for det, synes jeg, at jeg lagde meget mærke til, da jeg flyttede hertil. Jeg synes, det var meget sådan: ”Hvad læser du? ” Jeg læste ikke noget de første to år, jeg var her, så meget den her: ”Hvad læser du? Hvad studerer du? Går du på Uni? ” Ellers så er du ingenting nærmest. Den der meget uddannelsesprægede, meget unge by.” (unge studerende, midtbyen).

Ord som ”uni”, ”uddannelse”, ”studieby”, ”uddannelsesby”, ”megastudieby” går faktisk igen i alle grupperne på samme måde som i de andre adspurgte grupper i midtbyen.

 

Byens mange muligheder

Det er tydeligt, at byens kraftige vækst har betydning for, hvordan deltagerne oplever byen. Byen bliver beskrevet som fyldt med arkitektur, og de fleste nævner Aarhus Ø som et sted, der også kendetegner byen og by-oplevelsen:

”Ja, nu går jeg ret tit omkring havnen, det er sådan ret tydeligt i bybilledet. Jeg bor på Trøjborg og uanset hvad vej, jeg går mod centrum, så rammer man ret meget noget, der bygger ud ad.” (studerende, midtbyen).

Byen fremstår som en by med ”fart”, fordi der hele tiden bygges nyt, og der sker noget (studerende, midtbyen). I samtalerne i unge-grupperne er der ligeledes enighed om, at byen er en fed by, som har mange tilbud – herunder særligt kulturelle. Samtidigt rummer Aarhus en masse u-opdagede aktiviteter:

” […] det der med at have boet i Aarhus hele sit liv, men at der stadig er nye ting at se, er ret fedt. Det der med, at det ikke nødvendigvis skal, men at man ikke skal gøre de samme tre ting, hver gang, man skal ud og lave noget, altså f.eks. tog vi en byvandring i sidste uge, fordi en af vores veninder havde fødselsdag for at lave noget nyt og for at lege turister i egen by, fordi der mange ting, man stadig ikke ser. Det, synes jeg, er fedt, at der stadig er nogle rum, man kan opdage, fordi der er så meget udvikling, så der hele tiden kommer noget nyt at se.” (studerende, midtbyen).

De unge nævner alt fra pop-up-shops rundt i byen til alt fra skov, strand, Ceres, AGF, Mølleparken, Fairbar, kultur som Aros og Den Gamle By – eksemplerne er mange. En deltager beskriver særligt Den Gamle By og Aros samt byens skov og natur som noget unikt for Aarhus - som et ”åndehul”:

”Jeg har også skrevet Den Gamle By og Aros, og så har jeg skrevet det her med skov og natur, det, synes jeg, er ret unikt for Aarhus som storby, at vi har de her åndehuller inde i byen hele tiden.” (studerende, Midtbyen).

 

Den lille storby

Selvom Aarhus pga. de mange indbyggere, den rivende udvikling og de mange muligheder betragtes som en storby, er Aarhus også ”en lille storby”. To af grupperne definerer byen på følgende måder: ” […] en stor landsby eller en lille storby” (unge 1, midtbyen), og ”en lille storby”. Samme gruppe tilføjer tilmed: ”Aarhus er verdens mindste storby og verdens største landsby” (unge 3, midtbyen). Grupperne uddyber ikke nærmere, hvad de mener, men man kunne forestille sig, at hvis man sammenholder Danmarks to store byer, Aarhus og København, er Aarhus knap så meget en storby som København. 
En deltager sammenligner de to byer og fremhæver her Aarhus med sine fordele særligt pga. størrelsen:

”… og der er noget ved størrelsen også, det der med, at man kan møde en veninde nede på banegården og så mødes med en anden ven til en kebab i den anden ende af byen, og så kan man tage op på universitet og sådan, altså alt kan lade sig gøre, inden for ret kort tid, så man kan nå meget på en dag.” (studerende, midtbyen).

Enkelte deltagere fortsætter og beskriver byen som ”hyggelig” og refererer til Aarhus som ”smilets by”, hvor indbyggerne er imødekommende: ”Smilets by har jeg skrevet, fordi jeg synes, de mennesker, man møder er meget imødekommende.” (studerende, midtbyen).

 

Diversitet og mangfoldighed

En deltager i gruppen ”unge 1” peger på, at Aarhus kan favne ”fra Gellerup til Risskov” (Unge 1, midtbyen). Beskrivelsen er interessant, fordi alle deltagerne nævner, at byen rummer en stor ”mangfoldighed”, ”forskellighed” og ”diversitet”:

” […] så har jeg skrevet mangfoldig, og det er det her med plads til nogle forskelle, nogle nye tiltag, og at man kan have en eller anden pop-up shop, og det kan være, at den varer 14 dage, og det kan være, at den bliver et hit og altså, at, det føler jeg også, at der er plads til.” (studerende, midtbyen).

Et andet billede på denne diversitet er fx området omkring Klostertorvet/Mølleparken:

”Jeg synes, det er en sørgelig realitet, at der er nogen der hjemløse eller skal være på gaden, altså det er mega træls og tragisk, men jeg tror aldrig, det som sådan er noget, der har generet mig. Altså da vi gik i gymnasiet og var yngre, så sad vi også tit nede i mølleparken, og dengang kunne du jo købe alt muligt i Mølleparken, altså sådan der er Mølleparken jo heller ikke det fineste sted i byen, men der var simpelthen ikke noget i vejen for at sidde dernede. Så kom Tromme-Klaus måske og kastede en frisbee i hovedet på én, men det var måske også det. Der er aldrig nogen af os, der har lidt overlast eller er traumatiseret. Så jeg tror også bare, det er blevet en del af, hvad Aarhus er og et eller andet sted, så kan du vælge det til eller fra, for du ved godt, hvor i byrummet du måske bliver mere udsat for det end andre steder, ikke? ” (studerende, midtbyen)

Som beboer i byen kan man godt mærke ulemperne ved et område som fx Klostertorv, det opleves dog primært som noget ”sundt” at bo i en by med mangfoldighed modsat fx en mindre forstad til Aarhus, hvor man ikke mærker den samme diversitet som i byen:

” […] det er jo ikke ligesom i Hørning, der mærker man ikke den der diversitet i mennesker. Så jeg tror bare, det er sundt at se nogle andre måder at leve på og nogle andre typer mennesker, og have den der samtale med dem for ligesom at få manet nogle af de her fordomme til jorden, jeg tror virkelig, det er vigtigt.” (unge studerende, midtbyen).

De unge beskriver byens diversitet som alt fra ”en stor ghetto” (unge 3, midtbyen), ”fra Risskov til Gellerup” (unge 1, midtbyen) til at bruge ord som ”mangfoldighed”, ”rummelig by”, ”samler folk” (unge 3, midtbyen).

 

Byens udfordringer

I tre af grupperne diskuterer deltagerne, hvilke udfordringer, byen kan have. Her fremhæves både de mange muligheder, individualiseringen og risikoen for, at nærheden bliver mindre, og at ensomheden derved kan vokse sig større. 

C: ”Der er sindssygt mange muligheder.”
I: ”Det er en udfordring?” 
F: ”Det er en udfordring, fordi man i hvert fald… [går i stå], men altså det har jeg snakket rigtig meget med mine veninder om i hvert fald, især i forbindelse med studiet, er nogen, der er interesseret i at bruge byen rigtig, rigtig meget, og derfor føles det som en udfordring, når der er rigtig mange tilbud. Det er også en luksus - det er et luksusproblem. Men vi vil så gerne det hele, fordi det hele lyder godt, og det er også en udfordring for byen, fordi dem, der så laver alle de her arrangementer, de har så også den udfordring at råbe op i et crowd, hvor der er rigtig, rigtig mange ting. Det tror jeg rigtig mange af kulturinstitutionerne er påvirket af, og samtidig er der jo flere end nogensinde, der bruger kulturen og bruger byen. Så det, tror jeg, er en udfordring.” (studerende, midtbyen).

Samme gruppe mener også, at det kan være en ulempe, hvis man ikke får grebet mulighederne. Faren er, at byens fart og de mange muligheder har konsekvenser for mennesker i byen, fordi det kan give oplevelsen af gerne at ville være alle mulige andre steder end lige dér, hvor man er (studerende, midtbyen):

”Ja, det er hele tiden hvad er det næste? Og hvad går jeg glip af? Det kan godt være jeg er her, men hvad var det andet, jeg skulle? Var det federe? Ja, det er meget centralt.” (studerende, midtbyen).

To af grupperne taler endvidere om nærhed, ensomhed og individualitet. En deltager fra gruppe 1 fortæller om frygten for, at vi er blevet for individualiserede:

 

”Jeg synes, at ligesom hun [en anden deltager i diskussionen] siger, at vi bliver for individualiseret også, at vi ikke føler, at vi har brug for et fællesskab eller fællesskaber, hvilket jeg ikke føler, man kan klare sig uden. Du ved, at folk går væk fra fællesskaber og hen til individet.” (unge 1, midtbyen).

Risikoen ved den store by med de mange muligheder er også:

”at nærheden bliver mindre og ensomheden bliver større for nogen grupper, fordi der lige pludselig er en masse tilbud, og hvis du ikke er den, der råber højt, så tror jeg, det er lettere at blive isoleret og blive ensom.” (studerende, midtbyen).

 

Opsummering Lokalområdet

Der hersker ingen tvivl om, at de unge oplever byen som et sted, hvor unge lever, bor og uddanner sig. Ligeledes er de bevidste om den hastige udvikling, som byen er under, og at ligegyldig hvilken retning, man kigger, så bygges der til, ud, hen eller op.

Deltagerne beskriver byens mange muligheder - arkitektoniske, kulturelle såvel som adgangen til skov, strand osv., og netop dette "mulighedernes rum" er kendetegnende for byen.

Aarhus beskrives også af unge-grupperne som "den lille storby". Især i sammenligningen med København er Aarhus ud over være ”storbyagtig” også hyggelig og imødekommende: "Smilets by".

Byens diversitet og mangfoldighed fylder også for ungegrupperne, de er dog ikke udelukkende positive omkring byens størrelse, dens mange muligheder, for det travle liv og de mange tilbud kan også medføre øget ensomheden og mindre nærhed.

 

Den lokale kirke

På baggrund af interviewene af unge-grupperne er det svært at få et klart billede af, hvad den lokale kirke betyder. Det skyldes særligt, at de adspurgte bor forskellige steder i byen, og flere af dem gør ikke brug af kirken. Ikke mindst tyder det på, at unge-grupperne deler oplevelsen af, at kirken ikke er en naturlig del af deres lokalsamfund.

Da deltagerne bliver bedt om at opremse de kirker, de kender i og nær Aarhus, spænder det vidt, hvor mange kirker, der bliver nævnt. Men det er tydeligt, at det ikke er kirkernes placering, der betyder mest for deltagernes brug af dem. En deltager fremhæver, at der måske er en lille chance for, at vedkommende ville bruge kirken lidt mere, hvis den var tættere på:

N: ”Okay, hvad betyder kirkernes placering for jeres brug af dem?”
M: ”Meget.”
L: ”Ikke noget.”
N: ”Ingen.”
M: ”Ingenting”
N: ”Nej.”
O: ”Jeg bor ved siden af den, og jeg bruger den ikke.”
L: ”Ja, same.”
M: ”Jeg vil sige, at jeg bor lige ved siden af den, og jeg vil bruge den… det kan man godt nok ikke sige, da jeg bruger den 0, men hvis den lå længere væk, vil jeg bruge den mindre i relation til det 0.” 
L: ”Du ville overveje det mindre.”
M: ”Ja, hvis der ikke var en kirke lige i min baghave, så ville jeg aldrig nogensinde tænke, skal jeg ikke tage i kirke.” (unge 2. midtbyen).

I en anden gruppe er deltagerne primært enige om, at kirkens placering ikke betyder noget for deres kirkegang: ”Nu siger jeg bare noget… de gange jeg har været i kirke i de sidste to år, har på ingen måde haft noget at gøre med, hvor kirken har ligget” (unge 3, midtbyen). En enkelt deltager udtrykker dog, at placeringen har en betydning, og hvis kirken var nabo, så ville det nok gøre en forskel: ”Jo, hvis jeg boede ved siden af en kirke, så ville jeg nok gøre det lidt oftere. Hvis jeg var nabo til kirken” (unge 3, midtbyen).

 

Kirkebrug

I de unge fokusgrupper er der flere, der definerer sig som ”ikke troende”, ”ikke-religiøs”, ”agnostiker” eller ”ikke medlem”. Kategorier, der i en eller anden grad tager afstand fra folkekirken og det, den står for. Der er dog også interviewdeltagere, der definerer sig selv som troende, og som gør brug af kirken, eller som har et ønske om at gøre brug af kirken: ” […] jeg er kristen, men jeg bruger mere troen, end jeg bruger kirkerne som bygning” (unge 1, midtbyen). Tendensen er blandt de unge, at selvom de ikke definerer sig selv som troende, så kunne de godt finde på at gøre brug af kirkens tilbud i forbindelse med et oplæg eller lignende.

Et par af deltagerne nævner, at det særligt er pga. deres uddannelser, at de er begyndt at interessere sig for folkekirken og dens arrangementer. Det betyder, som de selv beskriver det, at de ”har fået øjnene op” for kirkens værdi og kulturarv, og at det med at gå i kirke er kommet med alderen:

”Altså, det er jo egentlig også noget, jeg mere er begyndt på jo ældre, jeg er blevet, eller ligesom har fået en bedre forståelse af, hvad de betyder for mig og måske især i form af min uddannelse som xxx, fordi dér har vi skullet arbejde med det. Der har jeg f.eks. en del om turisme, og hvordan man skaber oplevelser til turisterne, og hvad har Aarhus at byde på, og dér synes jeg, at kirkerne er en kæmpestor værdi og et stykke kulturarv, som jeg synes, vi skal værne om, så for mig har jeg ligesom fået øjnene op for, hvor meget det betyder, og hvor vigtigt det er at blive ved med at have de her institutioner og blive ved med at bruge dem til noget.” (studerende, midtbyen).

 

Hyggelig, rolig – og kedelig

Når deltagerne bliver spurgt, hvilke forventninger, de har til at gå i kirke, er flere af deltagerne enige om, at beskrive det som ”hyggeligt” - fx i forbindelse med de faste ritualer, dåb, begravelser, vielser eller til julegudstjenester.

Samtidig bemærker flere også, at de oplever gudstjenesten som kedelig. En deltager beskriver, hvordan vedkommende ville ønske, at man blot kunne deltage i den efterfølgende reception og slippe for kirken: ” […] man ville måske ønske, at man bare kunne komme til receptionen bagefter, fordi det er rigtig kedeligt… ” (unge 1, midtbyen).

Deltagerne i unge 2 taler om ”de faste gamle gudstjenester” som kedelige, og at det er det, der afholder dem fra at komme – i hvert fald som yngre. De forestiller sig dog, at de ser anderledes på det, når de bliver ældre:

O: ”Jamen, hvis de holder sig til de faste gamle gudstjenesterne, så nej, så ville jeg ikke komme, fordi det er kedeligt. Man hører også om det i religion, så hvis man gerne vil høre det, så kan man selv finde det på nettet.”
M: ”Jeg tror, at grunden til, at jeg ikke ville bruge den mere, end jeg bruger den på nuværende tidspunkt i mit liv, er fordi jeg er agnostiker og ja...”
N: ”Hvad skulle der ske for, at du bruger den mere?”
M: ”Jeg tror måske når jeg bliver ældre, at der er noget fællesskabsgivende i det…”
O: ”Hvordan ældre?”
M: ”Sådan ægte gammel, når jeg bliver gammel og grå, så tror jeg der kan være noget fællesskabs-givende i det […].” (unge 2, midtbyen).

På den ene side kan man opfatte det modsætningsfyldt, at grupperne definerer kirken som både ”hyggelig” og ”kedelig”. På den anden side kan det hænge sammen med, at det hyggelige aspekt handler om, at deltagerne forbinder kirken med julehygge, samværet med familien eller fx, fordi man mødes i forbindelse med en livsbegivenhed, hvor kirken spiller en rolle.

 

Rummets muligheder

Når deltagerne er kritiske overfor gudstjenesten og kalder den ”kedelig”, bør det også nævnes, at især to af grupperne taler om, at rummet kan noget særligt, og at dette ikke er afhængigt af tro og tilhørsforhold. Kirken kan bruges som et sted, hvor der er ”ro”, ”pause fra hverdagen”, en ”timeout” (unge 2, midtbyen) og et sted, hvor man – uafhængigt af ens forhold til tro - kan fordybe sig i eksistentielle spørgsmål:

”Jeg har været til gudstjenester, hvor man uafhængigt om man er kristen eller ej, kan få en eller anden indsigt i det almene menneske og få en eller anden refleksion over, hvad fanden er det, man render rundt og laver.” (unge 2, midtbyen).

En enkelt deltager sammenligner oplevelsen af at gå i kirke med dét at gå i biografen:

N: ”Det er ligesom at tage i biografen.”
O: ”Bare uden…”
N: ”Så kobler man lige af i en times tid.”
O: ”Ja, men det er rigtigt.”
N:” Ja, man har jo ikke sin telefon fremme.”
O: ”Et eller andet sted gennemgår man de samme… det der med, at man skal snakke om det bagefter.” (unge 2, midtbyen).

De andre grupper diskuterer ligeledes, hvad de forventer af et kirkebesøg og er overordnet enige om, at rummet indbyder til ”refleksionstid”, ”tænkepause”, ”tænketid” og tilføjer ord som ”højtideligt”, ”respektfuldt” og ”kulturelt” (unge 3, midtbyen). En deltager siger i denne sammenhæng: ”Det kan godt være, man ikke tror på det, men jeg føler, at når jeg er til gudstjeneste, at jeg får noget ud af det alligevel” (unge 3, midtbyen) – en anden deltager fortsætter og forklarer, at det, der kommer ud af det, er fællesskabet:

”Det er vel også en del af et fællesskab. Det der med, at man kommer dér, fordi man kender nogen, der kommer der. Ikke fordi man måske tror på gud, men måske omgivelserne er rare at være i.” (unge 3, midtbyen).

Kirken og kirkens rum er altså et sted, hvor der er ro og tid til at reflektere, og det stemmer overens med holdningerne i de andre fokusgrupper. Men en deltager siger også, at vedkommende ikke helt føler sig velkommen i kirken:

”Jeg føler mig ikke velkommen i kirken, jeg er klar over at folk ville sige kom indenfor og hyggeligt, men jeg føler, at jeg er på lånt tid derinde, fordi jeg ikke køber ind på præmissen.” (studerende, midtbyen).

 

Et hul

Generelt kan man sige, at de unge, der opfatter sig selv som ikke-troende, ikke føler sig som en del af ”klubben”. De er klar over, at alle er velkomne i kirken, men som én af de studerende fortæller, bliver han nærmest skeptisk overfor kirkens velvilje - og hentyder, at det kan føles som om, man holder nogen for nar, hvis man deltager på trods af sine forbehold.

En anden deltager, der ligeledes definerer sig selv som ikke-religiøs siger, at kirken ikke udfylder ”noget hul” i hans liv:

”Altså, det er jo ikke fordi jeg har noget i mod at bruge tid i kirken, men der er bare ikke noget hul i mit liv, hvor kirken skulle fylde. Jeg er ikke religiøs og kirken er egentlig et meget hyggeligt sted, men altså jeg har ikke brug for noget, som kirken gør, som jeg ikke kan gøre selv. Et eller andet sted, er det bare fordi jeg ikke rigtig har noget at gøre der.” (unge 1, midtbyen).

 

Fitnesscenteret

Endnu et perspektiv, som de unge diskuterer, er, hvordan det bliver opfattet af omverdenen, hvis man siger: ”Jeg skal i kirke”. Det er forbundet med en vis blufærdighed og manglende accept i sammenligning med fx at være medlem af et fitnesscenter. Hvis man skal en tur i fitnesscenter og prioriterer dét, er der ikke nogen, der stiller spørgsmål eller undrer sig, men at finde tid til at gå i kirke vil blive betragtet anderledes af omgangskredsen: 

”Jeg vil gerne, men jeg tror det er svært at finde tid til det, da alle kigger mærkeligt, hvis man siger, at man gerne vil sætte tid af til at træne, og man siger, at man gerne vil sætte tid af til at tage i kirke, så er folk sådan WTF.” (unge 2, midtbyen).

 

Opsummering Kirkebrug

Det værd at fremhæve, at deltagernes forventninger til at gå i kirke er, er præget af modsætningsforholdet mellem at være hyggeligt og samtidig kedeligt. Dog er der enkelte af fokusgruppedeltagerne, der mener, at kirkerummet er et sted, hvor man kan få en "pause fra hverdagen" - i det hele taget er deltagerne i stand til at se flere positive elementer ved kirkerummet - fx mobilfri-zone eller at det kan bidrage med en oplevelse, man har behov for at tale om efterfølgende.

Men det kan det være svært for de unge at mærke, at kirken udfylder "et hul" i deres liv, og generelt er det at gå i kirke ikke noget, som de unge vil prioritere med samme naturlighed som at have et medlemskab af et fitnesscenter.

 

Folkekirken

Unge-grupperne er alle blevet bedt om overordnet at forholde sig til folkekirken. Hvad ser de som udfordringer, og hvor ligger folkekirkens styrker? Hvad kan folkekirken blive bedre til, og hvordan opleves mødet med folkekirken?

 

Naturlighed og åndelighed

Generelt tager ungegruppernes betragtninger både udgangspunkt i, hvordan folkekirken fremstår, og hvad der ellers gør sig gældende for mennesker i dag som fx travlhed og individualisering:

A: ”Det er jeg sådan set enig i, jeg kan huske, at Keld Holm sagde, tidligere biskop, at han synes, at individualiseringen var gået for langt, og han forstod ikke hvorfor alle skulle have deres egen musik til bryllupper og så var der nogen, der skulle have et helt farverigt bryllup, nogle gange skulle nogen have hiphop musik og alt sådan noget her.”
I: ”Ja, og det er du enig i.”
A: ”Det er jeg jo lidt.”
T: ”Det lægger sig lidt op af noget xxx sagde, i forhold til, at vi bliver travle og måske lidt for høje forventninger til, hvad vi egentlig kan kapere, det der med, at man skal kunne det hele fordi…  Ja, man skal ikke rigtig vise, at det kan blive for meget, det synes jeg… Ja.” (unge 3, midtbyen).

Ungegrupperne betragter desuden ikke længere folkekirken som et naturligt valg, og det normale i deres omgangskreds er efterhånden at fravælge folkekirken:

C: ”Ja det er ikke et naturligt valg længere, det er faktisk rigtigt, det er ikke et naturligt valg længere at blive døbt, det er ikke et naturligt valg længere at blive konfirmeret, det er ikke et naturligt valg længere at blive gift i en kirke. Den har jeg indtryk af, at den holder mere fast, end de andre gør, men jeg tror, det er fordi, at det føles pompøst, det er ikke samme følelse som at gå på rådhuset.” 
L: ”Nej det føles ikke ens at gå på rådhuset i en stor hvid kjole.” 
C: ”Nej, det er lidt det! Lige præcis, det er ikke helt det samme, så der er andre konnotationer der, så jeg tror, det er rigtigt nok, at det ikke er det naturlige valg længere, jeg tror mit indtryk er, at folkekirken skal kæmpe lidt mere for vores generation, at vi kommer lidt mere med, der skal nogle andre ting til, at vi skal føle os mere ønsket dér, tror jeg.” (studerende, midtbyen).

Problemet er ikke, at åndeligheden ikke længere er interessant, men det er blot ikke lige så populært at bekende sig til kristendommen, som det fx er at dyrke buddhismen eller hinduismen:

” […] det er ikke så fedt længere at tro på Jesus og Gud vel? I forhold til buddhisme og hinduisme, hvor det er sådan: ”Nååh, jeg har lige været nede i et tempel og siddet og været munk i en måned”, og det er meget sejt, men ikke ligeså sejt at sige, at man har været på Jesus-camp.” (studerende, midtbyen).

 

Ud af kirkens rum

De unge er generelt nysgerrige efter at følge med i, hvordan folkekirken udvikler sig. Flere henviser til Aarhus Ø-projektet med badehusene, og at de er spændte på at se, hvordan initiativet kommer til at udfolde sig. Aarhus Ø-projektet er, ifølge flere af dem, interessant, fordi der sker noget særligt, når man trækker arrangementer ud af kirkens rum:

” […] og jeg tror måske kirkens rammer, jeg tror også det er det, der måske kan skræmme nogen væk, fordi det bliver så stort og pompøst og meget virkeligt og visuelt virkeligt, at man går ind i en kirke. Og det der med, øh, Ø-kirkerne, eller hvad det nu ellers kan være, eller at man har et lokale her, sådan et eller andet, det kan virke mere diskret eller afslappet eller hvad man kan sige.” (studerende, midtbyen).

Deltagerne mener, at det ikke nytter noget blot at rykke arrangementer de over i sognegården, men de er optagede af de nye perspektiver, der kan opstå, hvis man rykker ud af kirken:

” […] men jeg tror altså også, at der sker et eller andet spændende, når man rykker kirken ud af kirkens rum, det ved jeg i hvert fald, når man rykker teateret ud af teaterets rum, så sker der noget helt specielt, det bliver meget mere tilgængeligt, og folk har meget mere interesse i at interagere med det, og derfor er jeg meget spændt på det projekt med badehusene der.” (studerende, midtbyen).

 

Tradition overfor udvikling

Unge-grupperne taler som i de andre grupper også om folkekirkens evne til at bevare og tilbyde traditioner. Deltagerne ser det både som folkekirkens force, men det er samtidig også et område, der iflg. de unge bør udvikles på.

Som en deltager påpeger, er folkekirkens udfordring: ” […] at den er vel helt vildt let at vælge fra” (studerende, midtbyen) og forklarer det med, at der ikke længere er det samme behov for traditioner og dermed ikke den samme naturlighed i at vælge kirken til.

Dog er traditionerne med til at binde os sammen – at fastholde os på blandt andet fællesskabet – og der anes dermed også en ambivalens i forhold til ukritisk at skrotte gamle traditioner og ritualer:

”Altså det kan godt være, det bare er min personlige holdning, men jeg føler, at på den ene side skal de træde ind i en moderne tidsalder, men på den anden side føler jeg ikke, det ville nytte noget at skrotte alle salmer og ritualer, og nu gentænker vi det hele. Det er noget, når man kommer juleaften, og man synger Dejlig er jorden, det gør også et eller andet. De der gamle ritualer er også med til at binde os sammen og skabe et fællesskab, det var også noget af det, vi snakkede om, var mest hyggeligt, det med at mærke, at man er sammen. Så det er svært, fordi det skal heller ikke være prædikener, der varer i en time, men der skal stadigvæk være de der traditioner.” (Unge 1, midtbyen).

En deltager fra unge 1-gruppen undrer sig over, at alle de ting, som unge sætter pris, ikke eksisterer i folkekirken:

”Jeg synes der er mange sociale ting, som unge godt kan lide at lave. Det er som om de former for aktiviteter, filmaftenener og spil et eller andet, havespil, når det er godt vejr, at de ikke rigtig eksisterer i kirken, men eksisterer i alle mulige andre steder, aktiviteter, alt det unge gør og tænker, altså det ikke eksisterer i kirken så ofte.” (unge 1, midtbyen).

En anden deltager fra samme gruppe gør opmærksom på, at vedkommende ser flere udfordringer for folkekirken: 

” […] så det her med, at de unge mennesker, som går op i kirke, de tyer til valgmenigheder. For eksempel Aarhus valgmenighed har et mega-godt sammenhold for unge mennesker. Måske mere hipt eller sexet for de unges skyld, der er ikke rigtig nogle af folkekirkerne, som tager det op." (unge 1, midtbyen).

Samlet set udtrykker ungegrupperne et ønske om, at folkekirken finder en måde at gøre sig aktuel på (unge 3, midtbyen).

 

Folket i folkekirken

Folkekirken skal blande sig mere i samfundsdebatten – både bredt i samfundet og ikke mindst lokalt - finde en stemme, som er kirkens og ikke kun udtryk for den enkelte præsts holdning:

”At den skal blive bedre til at blande sig i det lokale samfund, men også generelt i debatten. Så det ikke kun er enkelte præster som for eksempel Sørine Gotfred, man hører. Den skal blive bedre. Derfra tror jeg også, at den kan ramme større fællesskaber, hvis den tager de her dybere etiske diskussioner. At man begynder at tage diskussionen om etik og moral, i stedet for vi bare læner os… i stedet for det bare bliver lagt tilbage på nogle traditioner. Så er det folkekirken har svært ved og kunne fange alle de her mennesker, som forsøger at blive originale.” (unge 3, midtbyen).

Spørgsmålet om, folkekirken virkelig er så folkelig, bliver også diskuteret i de unge fokusgrupper. Folkekirken er måske ikke så favnende, og når derfor ikke så bredt ud:

”Jeg synes ikke at folkekirken er så folkelig. Den rammer ikke den brede målgruppe, det er meget de der gamle pensionister fra min landsby, hvor jeg kommer fra. Altså så har de ikke lige andet at give sig til, så går de op i sognehuset og synger nogle salmer og sidder og ser en eller anden kirkedokumentar. Den rammer ikke bredt ud, jeg har ikke en lyst til at gå i folkekirken, da der ikke er noget der interesserer mig.” (unge 3, midtbyen).

I en anden gruppe er der ligeledes diskussionen om, hvorvidt folkekirken formår at leve op til sin folkelighed:

”Hmm bare sådan rent brand-mæssigt, tror jeg, det ville være interessant at kalde folkekirken for ”folkeK” for jeg synes den mangler ”folke” i det, altså en større fremhævelse af det og derfor, synes jeg, at det er spændende at tage folkekirken ud af kirken, og ligesom kaste ideen lidt op sådan.” (studerende, midtbyen).

 

Folkekirken som restaurant

Indtil nu har analysen vist, at deltagerne opfatter folkekirken som et sted, hvor der skal være plads til alle. Små priser og et menukort med traditionel mad, så alle kan være med og lide maden. Unge-gruppernes beskrivelser adskiller sig dog lidt fra de foregående analyser. 

Næsten alle definerer her folkekirken som et sted, der serverer buffet. Nogle uddyber ved at kalde det en ”julemadsbuffet” (unge 2) for at understrege det, at her er noget alle kan lide. En anden af

 

grupperne (studerende), fremhæver dog, at det er sjældent, at buffeter i virkeligheden er lækre, og det er heller ikke tilfældet med folkekirken - men den har potentialet til at kunne blive det:

C: ”Jeg forestiller mig sådan en buffet med potentielt ret lækker mad.” 
L: ”Men buffeter har jo aldrig lækker mad.” 
C: ”Nej det er mere det der med at vise, at der et potentiale, som måske ikke bliver udnyttet.” (studerende, midtbyen).

Der er generel enighed om, at folkekirken serverer traditionel dansk mad, og der er også en hyggelig stemning. Det er beskrivelser som fx ”farmors køkken” (unge 2), et sted med ”mormor-stemning” (unge 3) eller en kro, der serverer tarteletter og medisterpølse (unge 3). Alt sammen et udtryk for, at folkekirken er et sted, hvor alle skal kunne være med. De studerende sammenligner folkekirken med Dalle Valle med det argument, at på Dalle Valle kan man rumme mennesker i arbejdstøj såvel som mennesker med slips:

”ja den var jeg solgt på, den idé. Ja, altså fordi der er nogen, der kan komme derind i arbejdstøj og nogen, der kommer i slips, og begge to kan ligesom spise der og nogle, de vil, altså de kan få den dyre, de tager menukortet og vil gerne dykke lidt mere ned i, hvad restauranten har at tilbyde, og andre kommer ind for buffeten. Det var ligesom det, vi syntes ramte meget godt.” (studerende, midtbyen).

Folkekirken er også en restaurant, hvor den gode vin er gemt væk bag baren, og at selvom folkekirken egentlig er skabt til at kunne rumme mange forskellige mennesker, så er det for det meste de samme mennesker, der kommer igen og igen.  Dem, der allerede véd, hvor den gode vin er gemt: 

” […] der står altid en vin på bordet, lidt til overpris, og den er ikke særlig god, og de har altid alt det gode gemt nede bagved, men du skal spørge om vinkortet, så det er kun dem, der er vant til at komme der, som ved, at det eksisterer.” (studerende, midtbyen).

Problemet opstår for dem, der kun kommer engang imellem, og som ikke ved noget om den gode vin og det særlige menukort bag baren:

 

”Vi snakkede om, at det er det her sted, hvor der egentlig skulle være plads til mange, sådan det her meget mangfoldige sted, sådan stort, rummeligt, men at det nok ender med at være de samme mennesker, der kommer igen, fordi de ligesom ved, at der er noget mere at komme efter, og så er der de sjældne gæster, der er der engang i mellem, som kommer ind og får det, de altid, får, men synes måske, det er sådan lidt ”ahh, hvorfor gjorde vi nu det her igen? ” (studerende, midtbyen).

 

Umiddelbart har de unge en opfattelse af, at folkekirken er for alle – men de giver også udtryk for, at den opleves lidt eksklusiv og ikke så let tilgængelig. (jf. ovenstående citat).

Der er også en mindre gruppe, der beskriver folkekirken som en Michelin-restaurant – en lidt dyrere restaurant, som faktisk ikke er for alle. Her tænkes især på diskussionen om, at der er præster, der ikke vil vie homoseksuelle. Deltagerne synes, det er blevet bedre, men mener samtidig, at når præsten fx ikke vil vie homoseksuelle, så er det en måde at ekskludere nogen fra fællesskabet på – at folkekirken dermed bliver som en restaurant, hvor prisen sættes op, så alle ikke har mulighed for at være med:

”Det er sådan, at det er en lidt dyrere restaurant, hvor ikke alle har råd til at komme, så på den måde, så grunden til vi lavede den relativt lille i forhold til Jensens Bøfhus, er at det er blevet bedre på området, man vil gerne vie homoseksuelle, men præster må stadigvæk gerne sig nej. Så på den måde er det ikke alle, der har råd til at tage ind og spise, fordi priserne er så høje”. (unge 1).

 

Opsummering - Folkekirken

De unge taler overordnet om, at folkekirken ikke længere er et naturligt valg for alle. Samtidig synes de ikke, at folkekirken har formået at kæmpe for og holde fast i de yngre generationer. De fremhæver også, at folkekirken i højere grad end tidligere er i en form for konkurrenceforhold med andre trosretninger.

Som det også er tilfældet i analysen af de andre sogne berører de unge grupper også forholdet mellem det at fastholde traditionerne og samtidig udvikle sig. Traditionen er det, der binder mennesker sammen - skaber fællesskab - men man skal samtidig heller ikke forholde sig ukritisk til en tradition blot for traditionens skyld.

Det er er tankevækkende, at de unge mener, at folkekirken overser nogle centrale elementer i forhold til at gå de unge i møde med det, som de unge interesserer sig for. Og spørgsmålet opstår her – også blandt de unge – om folkekirken overhovedet er så folkelig, som den gerne vil være. De unge giver udtryk for, at folkekirken er for de få, og som de fremhæver i deres sammenligning af folkekirken med en restaurant, er det et eksklusivt sted, der gemmer de gode flasker vin væk.

 

Spørgsmål – Midtbyen, unge

Sogneanalysen for unge slutter foreløbigt her – ikke med svar, men med spørgsmål, som melder sig under læsningen. Der kan være andre og flere. Det afgørende er, hvordan I lokalt beslutter at arbejde videre, hvilke andre spørgsmål det vækker, og hvem det kunne give mening fortsat at invitere ind i samtalen om kirke og tro.

Den lokale kirke

Hvad drømmer I om, at de unge tænker om folkekirken?

Hvilke værdifulde åbninger er der for folkekirken i byen hvis man ikke tænker kirken som en sognekirke?

Er der brug for, at kirken er til stede på andre måder?

 

 

Lokalområdet

Hvordan kan kirken tage unges behov for nærvær og udfordringer med ensomhed med ind i det daglige arbejde?

Hvordan kan kirken blive en del af de mange muligheder, de unge ser i byen?

Hvordan kan kirken skabe åndehuller for unge?

 

 

Folkekirken

Hvad tilbyder folkekirken de unge?

Hvordan kan man blive en del af de aktiviteter, som engagerer unge?

Hvordan bliver man klogere på, hvad der egentlig interesserer de unge?

Hvilke eksisterende fællesskaber kunne folkekirken/menighedsråd tale med?

 

 

Kirkebrug

Hvilken betydning kan det få for folkekirkens tilbud, at fællesskabet er det vigtigste for de unge?

Kan folkekirken spille en rolle for mennesker, der regner sig for ikke-troende?