Hvad svarer de når vi spørger
Ravnsbjerg sogn - Forstad og boligblokke

Ravnsbjerg sogn - Forstad og boligblokke

Af projektmedarbejder Karen Margrethe Trolle Viholm

 

Indledning

Der er i Ravnsbjerg afholdt tre fokusgrupper: Babysalmesang, mellemgruppe og seniorgruppe med henholdsvis fem, to og seks deltagere.

Salmesangsgruppen er sammensat af beboere, der aldersmæssigt fordeler sig mellem 24 og 30 år. Deltagerne i denne gruppe har boet i området i en kortere årrække – mellem halvandet til fire år.

Mellemgruppen består af personer mellem 39 og 35, som har været bosat i området i cirka ét år. I seniorgruppen fordeler alderen sig fra 71 til 77 år, og deltagerne har boet i området i alt fra ni til 47 år.

 

Lokalområdet

Generelt beskriver alle grupperne området i og omkring Ravnsbjerg sogn som dejligt og lyst. Her er god adgang til motorvej samt natur, skov og dyreliv. Børnefamilierne sætter pris på, at skoven og de muligheder, den byder på, er i nærheden:

” […] Og mine børn elsker, at de bare kan komme ned og se dyr ænder og køer og får og de der ting bare så tæt på, og de der togvogne i daginstitutionen, hvor vi har vores børns togvogne. Det er også der, de har dyr og en kæmpe legeplads […].” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

Ligeledes beskriver seniorgruppen fordelen ved bydelens store vidder og beliggenheden tæt på skov og strand:

E: ”Lys og luft. Jeg kommer fra København, det fik du ikke med, så, så store vidder, vil jeg sige, tæt på skov og strand og sø.”

B: ”Ja, det er det, man næsten altid siger. Tæt på skov og strand.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

Samme gruppe beskriver byen, altså Aarhus, som ”en storby uden at være stor”. Denne beskrivelse af Aarhus går igen i flere af de andre grupper i de fire medvirkende sogne. Hos deltagerne fra Vor Frue sogn og de fire unge-grupper er der bred enighed om, at Aarhus er en lille storby. I Ravnsbjerg nyder man godt af at bo ved siden af den store by med dens mange muligheder og samtidig være lidt uden for byen, hvilket fx betyder lavere huspriser (seniorgruppe, Ravnsbjerg).  På grund af områdets placering kan det synes lidt besværligt at komme til midtbyen med offentlig transport, men det opvejes af, at man bor tæt på dyreliv og natur.

 

Lokale aktiviteter og fornemmelser

Deltagerne i fokusgrupperne giver udtryk for, at de opfatter Ravnsbjerg som en del af Aarhus, dog også med det ”men”, at de bor lidt udenfor. Dermed er mulighederne i Aarhus ikke på samme måde inden for rækkevidde, som det er tilfældet i fx Åbyhøj, der overordnet er defineret som byen i byen: 

I: ”Synes I selv, at I bor i Aarhus eller...?”

M & MA: ”Jah, Jah, det synes vi.”

I: ”Jah, det er Århus, også selvom man er flyttet til Stavtrup?”

M: ”Jah, det er det.”

M: ”Vi siger i hvert fald, vi er en del af Aarhus.”

MA: ”Ja, det plejer jeg også at sige, men jeg synes også sådan hvis, hvis folk spørger, så bor jeg lige uden for Aarhus, så jeg tror faktisk ikke, det er sådan at kategorisere det som at bo i Aarhus. Jeg bor lige udenfor Aarhus.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

Selvom Aarhus ligger relativt tæt på, så giver deltagerne i Ravnsbjerg udtryk for, at der i Viby er meget af det, man skal bruge - institutioner, kirken, idrætsforeningen - og de foretrækker at finde aktiviteter, der foregår lokalt: 

”Vi er glade for institutionerne, vi har i nærheden jo. Og så kommer vi jo deroppe i kirken til de der arrangementer, der er dér for børnene, som vi jo så også har glæde af. Og så er der en idrætsforening ikke så langt væk – lige nede på Viby Torv, som man også kan gå ved. Der er mange ting på den måde, synes jeg, som gør det rigtig… meget sådan, at man kan færdes lokalt, at man ikke behøver at komme så langt ud, men at vi har nogle lokale aktiviteter bare rundt om os. Det, synes jeg, betyder ret meget.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Hvis det ønskede tilbud ikke er at finde lokalt, orienterer deltagerne sig i højere grad til fx Stavtrup fremfor at køre tværs igennem Aarhus by:

I: ”Men tænker I fremadrettet, så er det den lokale sportsforening, så er det ikke noget med at køre tværs igennem byen til et eller andet…?”

T: ”Nej, så ryger vi nok over til Stavtrup, hvis det endelig er.”

I: ”Ja, det er den vej, I orienterer jer, hvis det ikke er inde i Aarhus.”

T: ”Ja, det tænker jeg.”

J: ”Ej, det ville helt klart være rarest og bare satse på det lokale. [T: ”jo jo”]. Så skulle det være fordi, at de begyndte at gå til noget særligt, kan man sige, hvor man ikke kan få det, men hvis man kunne gå til… ja, hvad de nu gerne vil gå til lige nede i Vibyhallen, så ville det helt klart være at foretrække [T: ”ja ja selvfølgelig”]. Så kunne de jo cykle derned eller et eller andet.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Overordnet er deltagerne tilfredse med lokalsamfundet, det har et godt socialt miljø med mange familier og gode naboer. Lokalfølelsen er dog ikke helt så stærk i området, som den fx er i den urbane landsby, det skyldes, at udvalget af fx indkøbsmuligheder og andre tilbud her i Ravnsbjerg er større. 

 

Udviklingen

Også i Ravnsbjerg er indbyggerne bevidste om, at Aarhus er i hastig udvikling, og at deres eget nærområde også er det. Ravnsbjerg er et ”tilflytterområde” (mellemgruppe), hvor der bygges meget nyt:

”Jeg ser det meget som sådan et ungt område, som er sådan ekspansivt og udvikler sig [T: ”ja, der sker ret meget”], der bliver bygget til, og det må jo betyde, at der er folk til det. Tilflytterområde.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg)

Det er alt fra lejeboliger til nye børneinstitutioner, der bygges, og det er også primært unge børnefamilier, der flytter til området: ”Så ja mange unge mennesker. Ah, der er også nogle ældre, men det er da primært børnefamilier. Det må man sige” (mellemgruppe, Ravnsbjerg). Seniorgruppen konstaterer den samme tendens til, at tilflytterne er børnefamilier, men også, at når tilflytterne har fået børn, hus og familier, flytter de måske væk for en tid for derefter, når de er blevet ældre, at vende tilbage til området:

E: ”Der er jo flere af os, der bor i seniorboliger, og jeg kan jo se, nu hvor jeg har boet 25 år ovre i det, jeg bor i, vi kan jo se, at mange af dem, der har boet rundt omkring i Viby, de kommer tilbage, og de bor herude i seniorboligerne.”
G: ”Sådan er det også ovre ved os. Folk de flytter, når de har børn og hus og det hele, og så bliver de ældre, og så kommer de tilbage.”
E: ”Ja, det er nemlig det. Man vender tilbage, når børnene er voksne. Her er dejlig roligt” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

Seniorgruppen fremhæver endvidere, at den store arbejdsplads, Jyllands-Posten, gennem tiden har trukket mange mennesker til området og givet meget liv:

”Det skal også siges, at der jo også ligger en stor arbejdsplads her, som havde mange medarbejdere. Den tiltrak jo også mange af de mennesker, som bor herude.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

 

Diversitet og mangfoldighed

Ravnsbjerg er et område med diversitet og mangfoldighed. Det viser sig både i de forskellige boligtyper i området – fra millionvillaer over rækkehuse til boligblokke – samt i etnisk herkomst og forskel i beskæftigelse.

Deltagerne i mellemgruppen lægger vægt på, at huspriserne i Ravnsbjerg er lavere end andre steder i og omkring Aarhus:

”Og så det egentlig også bare at vælge ”for Money”, altså man kunne få noget heroppe, hvor man følte, at man fik noget for sine penge. Det følte vi ikke, at vi fik i andre områder af byen - som Åbyhøj og Højbjerg.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Der er flere af de interviewede, der bemærker, at området rummer alt fra millionvillaer til billige lejeboliger. Huspriserne er stigende i området, og det kan muligvis udelukke nogle og tilføre området en højere grad af monokultur. Dog er den overvejende opfattelse, at der er tale om en bred diversitet i Ravnsbjerg:

T: ”Så er det også et forholdsvis ressourcestærkt område, fordi priserne stiger også bare her. Du kommer ikke i nærheden af et hus for under 4 millioner. Så det udelukker jo også nogen, kan man sige, allerede dér, ikke?”
I: ”Så er vi jo lidt ligesom i Åbyhøj og i de andre områder ikke.”
T: ”Ja det begynder det jo nærmest at smage af. Så diversiteten er måske ikke så stor” 

J: ”Ej men det er jeg faktisk uenig i. Fordi du har jo rækkehusene [T: ”ja det er rigtigt”], og du har ghettoen, eller hvad man kalder det…  Altså blokkene lige dernede.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Det fremstår tydeligt, at der ikke er nogle af de adspurgte, der oplever diversiteten som en ulempe. Naboerne er søde og venlige, og de tiltag, som kommunen har taget i forhold til at ændre beboersammensætningen over de sidste ca. fem år, har været en succes (seniorgruppen):

”For en fire-fem år siden dér fik vi lavet ovre ved os, at - det var noget med, at kommunen havde hver fjerde eller tredje lejlighed eller noget i den retning - så blev det lavet sådan, at det kunne man se bort fra, og så fortrinsvis så kom der folk ind, der var i arbejde, og det har virkelig, virkelig fungeret godt.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

Selvom grupperne ved, at der er dele af Ravnsbjerg, der – især udadtil – fremstår som belastede boligområder, er de ikke selv optagede af det. De fleste af deltagerne beskriver området som roligt, hvor mange forskellige mennesker bidrager med noget godt. Det er et trygt sted med et godt naboskab:

”Ja, men altså det er det slet, slet, slet ikke mere overhovedet [et område med en negativ klang, Grøfthøjparken]. Altså vi har et dejligt netværk, og vi har en lokal klub dernede, hvor vi mødes tirsdag og fredag. Sommetider laver vi mad, og vi er en tyve stykker, og så er der dartklub. Jeg må sige, jeg har et ualmindeligt godt forhold til min nabo, vi har boet i stuen, og vi er fem på vores side, og så er der tre på den anden side. Og faktisk allesammen her har et godt naboskab.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

 

Lokalområdet opsummering

Deltagerne fremhæver flere elementer, der gør, at de sætter pris på at bo i området: Glæden ved at bo tæt på vand, natur, skov og ikke mindst tæt på motorvejen og den store by. Kendetegnende er det dog, at beboerne generelt orienterer sig indadtil i deres eget byområde – i det lokale og i nærheden af det lokale. Man søger i lokalmiljøet efter det, man har brug for. Særligt er det også for Ravnsbjerg, at deltagerne beskriver det som noget positivt, at der er stor mangfoldighed. Her er mange blandede kulturer og mange forskellige mennesker og måder at leve på.

 

Den lokale kirke

Smuk eller ej…

Ravnsbjerg Kirke er en nyere kirke – opført i midten af 70’erne, og især seniorgruppen mindes tiden før og omkring det tidspunkt, hvor kirken blev bygget. Gruppen fortæller om reaktionerne, da, kirken blev opført. En deltager beskriver, hvordan folk i begyndelsen var ”bestyrtede” over kirkens moderne udseende:

”Da den blev bygget var folk jo bestyrtede. Og jeg har syntes lige fra starten: ”Det er lige mig” - træ og sten og naturmaterialer - og så er man fri for alle de der skræmmende gudebilleder og sådan noget ikke. Jeg synes, den er SÅ dejlig. Den giver ro, styrke og varme.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

Selvom en deltager beskriver kirken som ”smuk” (seniorgruppe), er der ikke mange af de andre, der tilslutter sig ordvalget. Kirken bliver beskrevet som ”særpræget” (seniorgruppe, Ravnsbjerg), og at ”den er ikke særlig pæn udefra” (mellemgruppe, Ravnsbjerg). Dog er deltagerne enige om, at selvom kirken ikke ser indbydende ud udefra, så har man en anden oplevelse, når man træder ind i kirken:

”Ja, indvendig er den rigtig hyggelig, men ej, den er ikke charmerende udefra. Jeg synes, den ser faktisk lidt stor og dunkel og dyster ud, synes jeg.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Placeringen af kirken

Det fremgår af interviewene, at deltagerne ser det som en fordel, at kirken ligger i lokalområdet, og at det betyder noget, at man kan komme hurtigt derop og ikke mindst hurtigt hjem igen:

” […] fordi nogle gange tænkte jeg: ”Årh jeg har ikke sovet hele natten [… uklart], men om ti minutter er jeg derovre altså, hvis der sker noget, så kan jeg bare tage hjem.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

I seniorgruppen er der dog den indvending, at hvis man bor i den anden ende af sognet, er man nødt til at bruge offentlig transport for at komme til kirken, og her er busforbindelserne dårlige:

G: ”Det var lidt svært at komme herover, syntes jeg [dengang kirken var nybygget].”
B: ”Det er det stadigvæk.”
G: ”Ja, det er det stadigvæk. Vi er lidt langt fra dér, hvor jeg bor, det synes, jeg nok, vi er.”
E: ”Nåh? Er det jernbanen og Skanderborgvej, der skærer igennem?”G: ”Ja.”
B: ”Der, hvor sognet strækker sig den anden vej, og der går ingen busser herover derfra.”
G: ”Altså hvis man skal med bus, så skal jeg med to busser. Først ned til Viby og skifte…”
I: ”- og så tilbage igen.”
G: ”Så det er ikke så smart.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

Andre deltagere derimod – herunder salmesang - udtrykker, at de oplever, at kirken ligger centralt:

Ma: ”Jeg synes, at det er rigtig godt, at den ligger lige dér lige i midten af alle... Jeg synes, det er rigtigt godt, de har bygget den deroppe med busser og lejligheder og alt altså, at kirken ligger der...”

K: ”Jeg synes også, det er smart - der er SPAR lige ved siden af.”(babysalmesang, Ravnsbjerg)

Generelt tyder det på, at beboernes oplevelse af kirkens tilgængelighed varierer - både rent geografisk og udseendemæssigt.

 

Kirkens arrangementer

Flere af deltagerne er glade for at gøre brug af arrangementer, som den lokale kirke tilbyder – herunder fx salmesang, spaghettigudstjenester, legestue og højmesse. Kirken opleves som et hyggeligt sted, hvor man møder mennesker, man kan opbygge relationer til:

”Så får man pludselig et lidt mere sådan [I: ”en relation”]… ”hej xxx, hvordan går det”. Vi ved sådan lidt, hvem hinanden er på den måde. Så man får en relation på en anden måde, end jeg i hvert fald har fået i nogle af de andre kirker” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Dog nævner flere også, at kirken i højere grad kunne forsøge at ”lokke folk til” og på den måde gøre mere for at være en del af det lokale miljø. Der er forslag som fx at holde koncerter i kirken:

”Jeg tænker, at der [i Aarhus] sker lidt mere af det, hvor man måske prøver at lokke ungdommen til. Det er der åbenbart ikke herude. Vi er bare børnefamilier. Ja, så sådan noget i den dur. Måske nogle aften - et eller andet [I: ”ja”].” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

En deltager fra mellemgruppen påpeger, at hun har fået et mere nuanceret billede af, hvad kirken også kan, efter hun har deltaget i fx spaghettigudstjenester o. lign.:

”Jeg tænker da, at det er blevet mere nuanceret, at de også kan tilbyde de her ting. Det vidste jeg ikke eksisterede. Jeg troede kun, at det var de der gudstjenester, og så fik man børn, og så kom der ligesom noget mere. Så det tænker jeg.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Samtidigt er der i mellemgruppen også et ønske om, at de unge også på sigt kan få en god oplevelse sammen med deres familie:

J: ”Men så lad os sige, når børnene er 12-13 år, og de er for gamle til spaghettigudstjenester, hvad så? Vil vi så slet ikke komme i kirken længere eller hvad?”

T: ”Så vil jeg da håbe, at der er andre ting, der kan appellere. Altså det er ikke den der søndag morgen, jeg står tidlig ud af sengen for at komme til […]. Nu ved jeg godt at det er kl. 10. Men nej, det ville jeg ikke gøre.”

J: ”Men så dér vil jeg for eksempel håbe, at der var et andet tilbud, så man stadigvæk faktisk kunne komme og have en god oplevelse med sin familie i et roligt øjeblik i kirken, men hvor man ikke skulle tæskes igennem det gamle testamente” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Kirken som lokalaktør

I samtalen om kirkens arrangementer er det naturligt at spørge, om deltagerne anser kirken som en del af det lokale miljø. Generelt hersker der enighed om, at kirken spiller en rolle i lokalsamfundet, og det er medvirkende til, at der er en social gevinst forbundet med kirken – nedenstående deltager beskriver i denne forbindelse kirken som et ”fællesskabssted”: 

”Det er der er nogle aktiviteter i lokalområdet, det giver jo noget. Det, at man kan komme ud, og man kan få et break i sin hverdag og sådan nogle ting. Det giver jo helt klart noget. Og så er det jo et fælleskabssted, hvor man kommer hen og møder nogle andre, og det giver noget socialt. At man ikke bare sidder hjemme ved sig selv og spiser. Ja, og så giver det en oplevelse, og det giver ro og et pusterum, synes jeg. Så jeg synes at det giver sådan mange forskellige ting.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Deltagerne kommenterer dog også, at kirken i endnu højere grad kunne spille en rolle i lokalmiljøet, end den allerede gør. Dog kommer deltagerne ikke med forslag ud over, som tidligere nævnt, at afholde koncerter:

T: ”Det kunne de sagtens. Jeg tænker, at det er en ret progressiv kirke, og de gør ret meget uden overhovedet at have indblik i, hvad andre gør.”

J: ”Men for eksempel, som jeg sagde tidligere, der kunne godt være nogle koncerter eller et eller andet.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Den lokale kirke – opsummering

Deltagerne er overordnet set optaget af forholdet mellem, hvordan kirken præsenterer sig (udefra ser den ”dunkel” ud), og at oplevelsen, når man kommer ind, er en helt anden (hyggelig og man bliver taget godt imod).

Deltagerne fremhæver også ad flere omgange, at når de er i kontakt med kirken, finder de den progressiv og som en del af lokalområdet. Der er dog samtidig et ønske om, at kirken i endnu højere grad involverer sig i lokalsamfundet.

 

Kirkebrug

Som det også er tilfældet i analyserne fra de andre sogne, fremstår det forskelligt, hvordan de adspurgte deltagere bruger kirken. Nogle kommer til søndagens højmesse og synes, at der her er perspektiver at hente på hverdagen. Andre kommer kun sjældent i kirke og kun i forbindelse med aktiviteter for deres børn.

I babysalmesangsgruppen gør deltagerne brug af kirken i forbindelse med denne aktivitet, og enkelte fortæller, at det ligger i naturlig forlængelse af deres øvrige forhold til kirken. Andre deltager udelukkende i babysalmesangen, fordi de har fulgt trop med en veninde og syntes, det lød hyggeligt. Sidstnævnte har endvidere ikke tidligere deltaget i gudstjenester eller andre kirkelige arrangementer. 

I mellemgruppen udtrykkes nogenlunde samme tendens, hvor nogle kommer i kirken som en naturlig forlængelse af et forhold til kirken/troen og andre, der er blevet opmærksomme på kirken i forbindelse med fx at skulle besøge sundhedsplejersken, der holder til ugentligt i kirken eller ved arrangementer og aktiviteter for børn og børnefamilier.

Seniorgruppen spænder ligeledes bredt i forhold til, hvordan de definerer deres forhold til kirken. Enkelte beskriver, hvordan de holder af højmessen og synes, at der hver søndag er noget at tage med hjem fra prædikenen. Der er samtidig enkelte, der omtaler sig selv som ”lunken kristen” eller ”kulturkristne”.

Størstedelen af alle deltagerne (særligt i mellem- og babysalmesangsgrupperne) bruger kun kirken i forbindelse med spaghettigudstjenester, børneaktiviteter, babysalmesang og til jul Som en deltager formulerer det: ”Bevares, vi betaler jo penge til klubben” (mellemgruppe, Ravnsbjerg). En enkelt bruger af og til Domkirken, men føler ikke, at det er det samme og oplever mest, at hun ”hører til” her i sit eget sogn (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

 

Kirkens rum

Overordnet giver deltagerne udtryk for, at de alle holder af at gøre brug af kirkens rum, og at det er positivt, at døren til kirken står åben, så man altid kan komme ind: ”Bare sidde der med børnene og stilheden” (babysalmesang, Ravnsbjerg). Faktisk er det betegnende for grupperne, at de alle definerer kirkens rum med ord som: ”tryghed, stilhed, ro og hygge”:

” Jeg elsker at komme ind bare alene i en kirke eller med mine børn og bare sidde derinde.”

J: ”Ja, der er et eller andet trygt ved det.”

MA: ”Jeg synes, det er rigtigt dejligt, at [uklart] har åbent om dagen, jeg elsker bare den der, at man kan bare komme ind [… uklart].”

I: ”Ja, ro”

MA: ”Ja, lige præcis, der er en fornemmelse ved det, der er, når man kommer ind i kirken.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

I mellemgruppen gives der udtryk for, at kirkens ro er en god kontrast til det hastværk, vi mennesker oplever omkring os:

”Men jeg tror måske faktisk, at det er derfor nogle gange, at det er rart at komme hen i kirken. Fordi at jeg føler, at det hele går så hurtigt. Jeg tænkte her den anden dag: ”Gud er det allerede jul” og: ”Gud er børnene allerede blevet så gamle”. Man står der og glæder sig til, at nu er det jul om et halvt år eller et eller andet, men jeg synes simpelthen, at tiden går sindssygt hurtig, og folk har travlt hele tiden, vi har selv travlt helt vildt hele tiden. Så det at komme hen i det der rum, hvor der er ro på bare lige en time eller sådan noget, det…” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Seniorgruppen peger også på roen såvel som trygheden som en del af deres forventninger til det at komme i kirken. Her møder de altid nogen, de kender, og de beskriver det som trygt, at man kender alle fra præst, organist og kor til de andre sognebørn:

E: ”Jeg vil da betegne mig selv som kulturkristen, men det giver jo, ro.”
G: ”Ja, og også det, men altså for det første, så har man også en kreds af mennesker, man kender. Er tryg. Og man kender også præsten.”
E: ”Ja, og sognebørnene.”
G: ”Ja, og organisten og dem, der er i koret, og altså man lærer dem jo allesammen at kende. Det er sådan et hyggeligt sted at komme.”
E: ”Man er på fornavn med præsten og organisten og dem alle sammen. Det er man jo.”
G: ”Ja, det er man jo, lige præcis.”
B: ”Er det ikke lidt med tryghed igen, man føler dig tryg ved det, ikke også.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

 

Det sociale og oplevelsen

En deltager fremhæver, at kirken har et opdragelsesaspekt, som vedkommende finder vigtigt i forhold til sine børn. Her skal man lære at sidde stille og lytte til det, præsten siger:

”Jeg tænker faktisk, det er dét, der står øverst på min liste i forhold til [T: ”ja”] det med at komme ind i kirken og se tiden… det ved jeg ikke, jeg synes måske også generel opdragelse. Det er et rum, hvor man skal være stille, og hvor man hører efter. En oplevelse det er det store rum, og de er jo ikke helt gamle nok til at høre efter historierne endnu, desværre, men bare det med, at man skal sidde stille, og man skal høre efter, hvad præsten siger, det har xxx lært meget tidligt [I: ”okay”], og det tænker jeg… jeg synes egentlig, at det er meget rart at have sådan et rum. Og så sidder man der. Jeg får også selv megen ro, når vi sidder derinde.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Dette er dog ikke den generelle tendens blandt de interviewede. De fleste forældre prioriterer arrangementer eller aktiviteter i kirken, hvor de oplever, at der er højt nok til loftet til, at børnene også kan være dér, og at man ikke skal være nervøs for, at børnene er urolige, og for at man konstant skal tysse på dem:

”Altså i det hele taget så må man bare sige, at når man har børn, synes jeg, og særligt når det er små børn, så dikterer de ekstremt meget. Altså hvis det ikke sådan hænger sammen med ens hverdag og

børnenes rytme, og hvis der for eksempel ikke er rum eller plads til børnene, det er der jo dér. De må gerne løbe lidt rundt, hvis de ikke kan sidde stille, og der bliver fortalt ting i deres højde. Det er det, der gør at man kan være med selv, så kan man selv sidde og slappe af i det. Ellers hvis det er sådan en almindelig gudstjeneste, vi skulle have børnene med, jeg vil slet ikke have kunne slappe af. Man skal sidde hele tiden og være nervøs for, at de begyndte at larme eller løb rund og sådan noget.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Når samme deltagere bliver spurgt, om de kunne finde på at tage til et arrangement i kirken uden børnene, er svaret, at de nok ville prioritere noget andet.

I mellemgruppen er svaret på, hvad der får dem til at gå i kirke: ”det sociale”, og det ”at give børnene en oplevelse” -”altså med orgel og sang og stemning og det hele, ikke?” (mellemgruppe, Ravnsbjerg). På den måde ligner Ravnsbjerg sogn den urbane landsby, Elev, ved, at det ikke så meget er gudstjenesten og indholdet, man går efter, men nærmere dét at mødes med andre. Dette træk går også igen i seniorgruppens svar, når de fortæller om deres kirkebrug.

 

Dårlige oplevelser

Med til deltagernes beskrivelse af, hvordan de bruger kirken og hvilke forventninger, de har til den, hører også fortællinger om de dårlige oplevelser. En deltager beskriver, at det i nogle kirker opleves lidt ”stift”:

”Der, hvor jeg kommer fra på Sjælland, der har vi, jeg ved ikke, hvad han hedder, ham der har skrevet en masse bøger, og ja... Det er vores præst, og dér får man udleveret kuffert med legetøj til børnene, når man kommer i kirke og... man må, man må alt i den kirke, så det kan hurtigt blive lidt stift for mig lidt, når man er vant til at komme i sådan en kirke, og man så kommer i lidt andre kirker, så kan det godt komme til at virke lidt stift.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

Nogle af deltagerne bruger også ord som ”kedeligt”, ”utidssvarende”, og at man til tider ville ønske, at man bare kunne se barnet blive døbt uden at skulle være med til hele gudstjenesten:

 

M: ”Ja, altså det er da en af grundene til xxx ikke gider altså... Fordi han synes, det er kedeligt.”

Alle: ”ja”

M: ”Altså når man skal til barnedåb, og så tænker man åh, gid man bare kunne se et barn, der blev døbt, og så var det det. Frem for at sidde til en gudstjeneste altså... sådan har jeg det.”

I: ”Så der er simpelthen altså noget utidssvarende altså.”

M: ”Det, synes jeg.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

Der bliver også fortalt om oplevelser, hvor deltagerne er blevet irettesat af præsten, hvis de fx ammede i kirken, eller de er fx blevet bedt om at gå ud af kirken, fordi børnene larmede (babysalmesang, Ravnsbjerg). I begge tilfælde er deltagerne blevet forargede over reaktionerne, men det afholdt dem dog ikke fra at fx at vælge dåb til:

I: ”Men så for eksempel i dit tilfælde, kunne du, altså nu kommer du så her på trods, og det var med dit første barn, at du havde den oplevelse. Så du vælger alligevel og...”

M:” Jamen, det er jo så en anden kirke.”

I: ”Ja, men du vælger så kirken - den kirke - fra?”

M: ”Nej, det gør jeg egentlig ikke, for ham her er også blevet døbt i den, men det er mere fordi, jeg både er blevet døbt og konfirmeret der, så det er ikke sådan at... der er noget høfligt i det.”

I: ”Så traditionen vejer trods alt tungere end en dårlig oplevelse.”

M:” Ja, det synes jeg.” (babysalmesang, Ravnsbjerg)

 

Kirkebrug – opsummering

Også her i Ravnsbjerg sogn bruger deltagerne kirken ret forskelligt. Den overvejende andel af dem bruger den dog særligt ved traditionelle begivenheder såsom dåb, jul o. lign. De sætter pris på kirkens rum, og at døren er åben.

Dog er det kendetegnende, at når grupperne mødes i kirken, er den tungest vejende årsag, som også i Elev, det sociale.

 

 

Folkekirken

Folkekirkens forcer og udfordringer

Når fokusgrupperne bliver bedt om at forholde sig til folkekirken generelt, er det tydeligt, at nogle af deltagerne har en holdning til både, hvad kirken kan, og hvad den ikke kan.

I mellemgruppen er de enige i, at ritualerne er en vigtig del af folkekirken:

T: ” […] jeg tænker, at det er kerneværdierne, som du sagde.”

I: ”Altså ritualerne i forbindelse med…”

J: ”Ja, ritualerne.”                                                      

I: ”At det virkelig er noget, kirken kan.”

T: ”Ja.”

J: ”Ja, i hvert fald for vores vedkommende. Der er vi sådan rimelig faste på, at vi kan godt lide tanken om, at man bliver døbt i kirken.”

T:” Det er i virkeligheden også derfor, vi er med i klubben.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Seniorgruppen mener også, ”at kirken kan noget, som ingen andre kan”, dog defineres det ikke nærmere, hvad dette ”kan” indeholder. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid, at selvom deltageren synes, at kirken kan noget helt særligt, så er oplevelsen samtidig: ”Men du må selv sørge for at opsøge det” (seniorgruppe, Ravnsbjerg). Det tyder på, at de adspurgte, ikke synes, at kirken går dem i møde.

Grupperne mener også, at folkekirken har en række udfordringer: Nogle oplever kirken som kedelig og størknet. I babysalmesangsgruppen nævnes det endvidere, at kirken ikke længere har samme autoritet, og mennesker ej heller samme behov for at henvende sig til kirken. Diskussionen om folkekirkens udfordringer i mellemgruppen, lægger vægt på, at folkekirken kan være udfordret af en herskende ”mig-kultur”, som søger væk fra traditionerne og dermed fra folkekirken:

”Og mig selvfølgelig ikke. Altså mig-samfundet. Det hænger jo også sammen med smid-væk kulturen. Der er sket et skred, og det er spændende, hvor det lander henne. Hvilket også er en udfordring for kirken, fordi så går folk også lidt væk fra de traditionelle, passende værdier.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

I forlængelse heraf konstaterer samme gruppe, at kirkens opgave er at følge med tiden og at være nyskabende, dog uden at være alt for anderledes. Men man skal turde at forandre sig og kaste sig ud på dybt vand. Deltagerne er optagede af, at man skal turde at investere og måske endda forsøge at arbejde på kerneværdierne på en ny måde for derefter at se, hvordan tingene udfolder sig:

”Jo, jo, men det er nu nok der, man skal turde at sige: ”okay, vi har nogle kerneværdier inden for kristendommen, så lad os lege med dem, og lad os køre ud af den tangent” - og så måske lægge den store bog lidt op hylden, og så turde at gøre nogle andre ting med de værdier. Det er selvfølgelig et kæmpe skred, og det kommer ikke jo ikke til at ske over en weekend.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Nye tiltag

Forslagene til nye tiltag er ikke mange, men de er med her, fordi de giver et billede af, hvad man som fokusgruppedeltager synes, man kan røre ved, når folkekirken skal forsøge at udvikle sig.

Et ønske er mere liv i gudstjenesten - dog med det forbehold, at selvom formen på gudstjenesten måske er utidssvarende, skal det hele heller ikke laves om. Der er også forslag om at arrangere koncerter, og i mellemgruppen er lørdagsdåb også på dagsordenen:

I: ”For eksempel, hvis nu man havde en oversigt som sagde, ”at de her kirker i de her landområder tilbyder lørdagsdåb”. Så havde du en liste over hvad for nogle, og så kunne man jo slippe for at få ham den belærende.”

J: ”Ja, det er rigtigt.”

I: ”Og så kunne man gå direkte til dem, der havde lørdagsdåb.”

J: ”Det er rigtigt, for der er jo ikke nogen oversigt. Det kunne vi godt have brugt. I stedet for, at man skulle sidde og ringe til den enkelte kirke og høre om alle de der spørgsmål, man har. Altså det er rigtigt nok.”

T: ”Og helt […] både i forhold til vielser og dåb, at de kunne skrive, hvad der er af muligheder at vælge, og om der er optaget. Det kunne man vel ret enkelt lave?” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Der er en opfattelse af, at folkekirken for det meste hører til ”den gamle skole”, hvor der fx ikke må tages billeder under kirkelige handlinger som dåben, og det understøtter deltagernes oplevelse af, at folkekirken er en traditionel, gammeldags og stivnet institution:

J: ”Ja det synes jeg, det var, og jeg ved at min veninde, de måtte nemlig gerne i den kirke, de havde i Odense, hvor de jo fik nogle fine billeder af, at præsten døber barnet. Og jeg kunne godt have tænkt mig at få præsten med og selve situationen, fordi jeg syntes, at det var et flot [I: ”set-up”] minde ja. Så det var jeg lidt ærgerlig over, at vi ikke måtte. Men det var bare sådan en lille ting.”

T:” Men det svinger også igen ikke, for så er det hele mobiltelefoner osv., alt det der. Vil man have ro og fokus, eller skal folk sidde og skyde løs. Og der er det helt klart den gamle skole, der lever derude også i mange kirker, tror jeg. Det gider de sgu ikke. Og det kan man selvfølgelig synes om, hvad man vil.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

I seniorgruppen er der en samtale om folkekirkens rolle i forhold til kommunen fx i forbindelse med dødsfald. Der er enighed om, at det er dejligt, at præsten stiller sig til rådighed til en snak ved dødsfald, men det kan være svært selv at tage kontakt til præsten for at sige – for at indrømme – at man trænger til en snak: ” […] men jeg ville jo gerne have, at hun [præsten] havde ringet til mig, så ville jeg nok tage kontakt. Men der har været en fra kommunen, de har sendt sådan en assistent ud […].” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

I samtalen bliver det altså tydeligt, at deltagerne kunne ønske, at den samtale foregik med en præst – for kirken kan noget, andre ikke kan:

”Men jeg tænker også, at dem fra kommunen kunne lige så godt have været en præst, altså... hvis vi nu skal tilbage til det koncept her, så kunne man sige, det kunne godt være en præst, der sagde: ”Hvad har du egentlig brug for? ” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

 

Kommunikation

Fokusgrupperne bliver også spurgt, hvad de mener om folkekirkens evne til at kommunikere. Generelt er oplevelsen, at den ikke er særligt god til at gøre opmærksom på sine tilbud. Som babysalmesangsgruppen bemærker: ”De kunne være bedre”. Det er centralt for netop salmesangsgruppen, at folkekirken bliver bedre til at kommunikere for at gøre folk bevidste om, at der er mere at komme efter end en traditionel gudstjeneste:

”Jo jeg tror måske, det kan bare være måske et oplæg eller et eller andet, så folk kan komme forbi og se, det er dét, vi gør. Det er ikke bare en kirke, det er ikke bare, at vi har noget gudstjeneste hver søndag, og det er kun gamle folk, som er herinde.” (babysalmesang, Ravnsbjerg).

Seniorgruppen diskuterer i denne forbindelse, hvor langt man kan gå. Er det fx præstens opgave at gå rundt og sige velkommen til nye tilflyttere? Nogle synes, det ville være en oplagt mulighed for kirken, andre er skeptiske og tilføjer, at det ”ville være for meget” (seniorgruppen, Ravnsbjerg).

Deltagerne i mellemgruppen synes ikke, at folkekirken - og heller ikke Ravnsbjerg Kirke - formår at kommunikere voldsomt godt. Det er kun, fordi de har hørt om fx spaghettigudstjenester fra andre på vejen, at de ved, at de eksisterer: ”Ja, ja, hvis vi ikke havde haft nogen tilknytning, så tror jeg ikke, at jeg havde slået op og set på side 4, at der var spaghettigudstjeneste” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Mellemgruppen ville fx foretrække en målrettet kalender til at hænge på køleskabet i stedet for et kirkeblad eller at skulle holde øje med Facebook. Og deltagerne overvejer i den forbindelse, om det kunne være smart, hvis sedlen tilmed kom op at hænge i den lokale SPAR eller Rema 1000:

”Jeg tænkte sådan lidt, om de så skal måske havde et program hængende i SPAR eller i Rema eller sådan noget, men jeg ved ikke, går man hen og ser på det der? ” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

 

Folkekirken som restaurant

Når deltagerne skal beskrive folkekirken som en restaurant er de – som det også fremgår i analyserne af Elev og Åby – enige om, at det er en restaurant, der serverer gammel dansk mad:

J: ”En gammel dansk restaurant med flæskesteg og sovs.”

T: ”Ja den kunne nok godt re-tænkes lidt.”

J: ”For lidt sovs og for tørre kartofler.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Folkekirken rummer de gamle, traditionelle værdier, men den kunne trænge til fornyelse. Der er dog også en risiko for, at folkekirken bliver for poppet, selvom det, ifølge én af deltagerne, måske ikke vil ændre ved, om folk kommer eller ej. Spørgsmålet er nærmere, om man vil holde krampagtigt fast i tingenes tilstand og risikere at færre og færre kommer, eller om man alligevel vil forsøge noget nyt. I diskussionen om forholdet mellem tradition og fornyelse forholder deltagerne sig til, om kirken skal være en med- eller en mod-kultur i forhold til udviklingen:

I: ”Kan det blive for poppet?”

J: ”Det er måske det jeg tænker, det kunne jeg godt være bange for at det blev.”

T: ”Jo jo, men det vil jo ikke afholde dig for at komme. Altså, du kommer jo ikke alligevel, og så bliver det for poppet, og så kommer du stadig ikke. På den måde, tror jeg godt, det kunne lokke nogle yngre til [J: ”nårh ja”]. Lige nu kommer de ikke, så må man jo prøve noget andet, tænker jeg” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Ravnsbjerg kirke opleves af deltagerne i højere grad som lettere inspireret af det italienske køkken og ikke en restaurant med gammeldags dansk mad:

I: ”Hvis i så tænker på jeres oplevelser med Ravnsbjerg kirke, er det så også den her traditionelle danske mad og kartoflerne?”

J: ”Nej, det synes jeg ikke.”

T: ”Nej, nu får vi jo spaghetti og kødsovs.”

J: ”Ja, ja, den er meget italiensk-inspireret.” (mellemgruppe, Ravnsbjerg).

Seniorgruppen lægger vægt på, at folkekirken gerne skal være en restaurant, der bærer præg af det folkelige. Den skal kunne rumme alle typer mennesker og være et trygt og fredeligt sted. Der er dog ikke helt enighed om, hvor folkekirkelig folkekirken er:

B: ”En folkelig restaurant.”
Å: ”Hvad med Thors Mølle? Et hyggeligt, fredeligt sted hvor man føler sig tryg.”
B: ”Ja, folkelig.”
G: ”Det kan da godt være den er folkelig, men SÅ folkelig er den jo heller ikke, vel?”
Å: ”Den er da hyggelig og fredelig.”
B: ”Arh, jeg synes nu kirken er folkelig. Jeg synes, den rummer alle. Det kalder jeg folkelig. Meget social.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

Diskussionen bliver ikke udfoldet yderligere, men det er et interessant spørgsmål, om folkekirken formår at favne så bredt og være så folkelig, som den siger, den er – eller som folk siger, den er:

Folkekirken er også et sted, hvor man får det, man gerne vil – man kan tage det, man har brug for, og på den måde minder den om en buffet:

N: ”Det må vel være et sted, hvor man få det, man gerne vil have, og man kan tage det, man har lyst til at tage.”
I: ”Så det kunne godt være et sted med buffet måske?”
N:” Jamen, er det ikke nærmest det?” (seniorgruppe, Ravnsbjerg)

B: ”Nej, lige præcis, xxx, som du siger, man bruger den, når man har brug for den. Den er dér, når man har brug for den.”

N: ”Det gør jeg i hvert fald.” (seniorgruppe, Ravnsbjerg).

 

Folkekirken – opsummering

Overordnet ser deltagerne både styrker og udfordringer, når de taler om folkekirken. Der er en oplevelse af, at kirken kan noget, men det er svært for deltagerne at definere dette ”noget”- og de mener, at man selv skal opsøge det. Deltagerne er ligeledes optagede af, at kirken ikke længere har samme autoritet i samfundet, og at den har en opgave foran sig i forhold til at følge med tiden - dog uden at blive alt for anderledes. Det er gruppernes indtryk, at folkekirken står overfor en svær udfordring, når det kommer til kommunikationen. Og ét af spørgsmålene, der bliver bragt på banen, er, hvordan man egentlig vil finde information og dermed gøre brug af kirkens aktiviteter og arrangementer, hvis man ikke allerede kender til det kirkelige miljø.

Generelt opleves folkekirken som gammeldags samtidig med, at der er en risiko for, at folkekirken, i sin iver efter fornyelse, bliver for poppet. 

 

Konkluderende overvejelser

Som folkekirke i et område som Ravnsbjerg er der en stor opgave i at favne alle målgrupper, der bor i sognet. Det er alt fra dem, der er vant til at komme i kirke til dem, der ikke kender til kirkens tilbud. Et af spørgsmålene, der presser sig på – særligt i et område som dette, hvor mangfoldigheden blomstrer – er, hvordan folkekirken kan blive mere for flere. Samtidig giver det stof til eftertanke, at deltagerne også i dette fokusområde er optagede af, at folkekirken formår både at forny sig og samtidigt fastholde det afgørende særlige, som kirken har at byde på.

 

Spørgsmål – Forstad og boligblokke

Sogneanalysen for Ravnsbjerg slutter foreløbigt her – ikke med svar, men med spørgsmål, som melder sig under læsningen. Der kan være andre og flere. Det afgørende er, hvordan I lokalt beslutter at arbejde videre, hvilke andre spørgsmål det vækker, og hvem det kunne give mening fortsat at invitere ind i samtalen om kirke og tro.

Den lokale kirke

Hvem samarbejder den lokale kirke med i lokalsamfundet?

Kunne man forestille sig, at der var flere/andre samarbejdspartnere?

Skal en lokal kirke kunne favne alle aldre? Eller skal/kan man pege videre på andre kirker?

Hvis turen til kirken er ”lang og besværlig”, hvordan kommer kirken da folk i møde?

Hvis kirken fremstår fx ”stor og dunkel” udefra, hvilke muligheder/udfordringer giver det kirken?

 

Kirkebrug

Hvordan bruger kirken bedst folks erfaring med, at den tilbyder ro og stilhed?

Hvilke alternative oplevelser til ”tryghed og ro” kan kirken tilbyde?

Hvordan bruger man de dårlige oplevelser konstruktivt?

Lokalområdet

Hvilken betydning har det for kirken, at beboerne er optagede af det lokale liv?

Hvordan favner folkekirken mangfoldigheden og diversiteten i området?

Hvordan følger man bedst med i, hvordan området udvikler sig?

Hvem er vigtig at tale med?

 

Folkekirken

Hvordan burde folkekirken se ud, hvis I skulle beskrive den som restaurant?

Hvad er det, der gør folkekirken folkelig?

Hvad ønsker I, at der bliver sagt om mødet med kirken??

Hvordan kan folkekirken være til i spændet mellem at gøre nyt og fastholde folks bedste erfaringer?

 

 

 


Fakta om Ravnsbjerg sogn *

Ravnsbjerg sogn har 9.021 indbyggere, hvoraf 4.111 er medlemmer af folkekirken. Sognet ligger ca. 5 km fra Aarhus C.

*Tallene er hentet fra sogn.dk og er de nyeste gældende tal fra 1/1 2019. Det vil sige, der kan være en mindre forskydning i indbyggertal samt folkekirkemedlemmer i forhold til, hvornår fx fokusgruppeinterviews er foretaget.