Hvad svarer de når vi spørger
Elev sogn- den urbane landsby

Elev sogn - Den urbane landsby

Af projektmedarbejder Karen Margrethe Trolle Viholm

Indledning

Der er afholdt tre fokusgrupper med beboere i Elev sogn med henholdsvis syv, tre og fire deltagere. Deltagerne i babysalmesangsgruppen har været bosat i området i knap et år og op til to år. Aldersspredningen i denne gruppe er mellem 26 og 36 år.

I mellemgruppen har deltagerne været bosat i Elev-området mellem to og 20 år. Aldersfordelingen i denne gruppe er mellem 35 og 49 år.

Seniorgruppen består af personer, der har været bosat i området i 40-47 år, og de befinder sig aldersmæssigt mellem 64 og 72 år.

Det ligger naturligt i forlængelse af analysen af Elev at inddrage perspektiver, samtaler og spørgsmål, der angår tilblivelsen af den nye by, Nye. Derfor er der også et særligt afsnit, der behandler de aspekter, der kan være relevante i forhold til den store forandring, som den nye by nødvendigvis må medføre.

Analysen er inddelt i fem hovedafsnit: Lokalområdet, Tilløb til Ny Elev – Nye, Kirkebrug, Den lokale kirke, og Folkekirken.

 

Lokalområdet

Deltagerne i alle grupperne er blevet bedt om at sætte ord på og forholde sig til de karakteristika, de mener, der er særlige for deres område, Elev. Deltagernes svar på spørgsmålet om, hvordan de vil definere deres lokalområde, fordeler sig under følgende overskrifter: Byens særkende, Landsbyen tæt på byen - Aarhus og Pionerånden.

 

Byens særkende

Gennemgående for gruppernes beskrivelse af byen er, at de betragter den som hyggelig med et godt sammenhold og en vilje til at gå hinanden i møde med et åbent sind. De yngre deltagere eksemplificerer dette yderligere ved, at i Elev hilser alle på hinanden – også på dem, man ikke kender, og at dette er noget særligt i modsætning til fx Aarhus:

CH: ”Det jeg godt kan lide ved Elev, det er, at man hilser på hinanden”

LT: ”Jeg tager mig selv i, at når jeg skal ind til byen, så hilser jeg nærmest på Gud og hver mand.”

Flere griner

LT: ”Men nåh nej, men det er jo faktisk et sted, hvor man ikke lige siger hej til alle. Det kan jeg godt lide, at man gør herude.”

LO: ”Jeg tænkte på forleden, da jeg var ude at gå tur med xxx, at så kom der en dreng, som var måske 10-11 år, og så var han sådan: ”Hej” ”. 

Flere: ”Ja”

CH: ”Det er bare en god værdi at få med sig herude.”

LO: ”Så er han også opdraget til, at man bare siger hej. Det er måske ikke den alder, hvor man mest vil henvende sig… ” (babysalmesang, Elev).

Deltagerne betragter det som et positivt element og som udtryk for den charme, som mange beskriver området med. Elev er en by, hvor det sociale og sammenholdet er et gennemgående træk: 

”[…] Socialt og sammenhold. Jeg kommer inde fra Aarhus, så jeg synes, at det er skønt så mange arrangementer, der er for alle mennesker, der er i Elev”.

CH: ”Jeg vil også helt klart sige social. Dét, at alle folk hilser på hinanden og sådan noget. Man har følelsen af, at folk gerne vil hinanden og er engageret på en helt anden måde” (mellemgruppe, Elev).

Der er bred enighed om, at byen fungerer som en mindre landsby med nærhed og tæt fællesskab, men at der også er plads til, at man kan være sig selv: ”[…] at man er tæt uden at være tæt” (babysalmesang, Elev), at ”det er en social by uden at være omklamrende.” (seniorgruppe, Elev).

Seniorgruppen lægger vægt på områdets sammenhold og gør samtidig opmærksom på, at det kræver noget af dem selv og ikke mindst af de nytilkomne, hvis fællesskabsfølelsen fortsat skal være en integreret del af landsbyen:

”Altså i starten da vi boede herude, der var nogen på vejen, som var så flinke at lave en kortklub fx, så hver vinter er vi blevet ved med at spille kort. Men nu er det jo så desværre sådan, at nogen af dem fra kortklubben, de har jo så måtte flytte fra byen. Så der er faktisk kun tre på vores lille stikvej, der har boet i husene fra start, eller hvad man skal sige – eller næsten start. Jeg synes stadig, at vi prøver at få de unge med på vores lille stikvej. At vi ved hvem hinanden er. Jeg har så haft nogle år, hvor jeg synes, at der var riiiigeligt med udflytning, fordi de flyttede næsten hvert eller hvert andet år. Nu er det lidt som om, der er kommet lidt stabilitet, så man lærer dem måske at kende.” (seniorgruppe, Elev).

De interviewede giver udtryk for, at det har stor betydning for byens evne til at videregive traditioner og historie, at byen rummer en blanding af unge tilflyttere og ældre beboere, der har boet i området længe, fordi det skaber en positiv synergi blandt byens indbyggere:

”Men en fantastisk tid i lokalsamfundet, og I kan se de unge, som kommer herude og er glade for at være her, og når man så siger: ”Ved I hvad, der har været en gård her?” - ”Har der været en gård?”, siger de. Så sammen med jer kan jeg kigge helt tilbage på, hvad der var her og gården, som lå herude. Vi startede den her grundejerforening på gården. Der holdt vi møde en gang om måneden, fordi vi kunne godt lide spegepølse. Så det har været fantastisk, og det er det stadigvæk. Så nu ser jeg det lidt på afstand, når jeg i øvrigt sidder og kigger ud over Aarhusbugten, og så nyder vi det.” (seniorgruppe, Elev).

Gruppen, der repræsenterer de unge børnefamilier, definerer byen som ”børnefamiliernes by” (babysalmesang, Elev). Tilflytterne til Elev er særligt børnefamilier eller kommende børnefamilier, og flere i babysalmesangs- og mellemgruppen bekræfter da også, at de primært er flyttet til området fra lejligheder i byen, da de begyndte at planlægge et liv med børn:

”Jeg bor sammen med min kæreste og min søn på 6 måneder. Jeg er 35 meget snart, og vi flyttede herud for næsten 2 år siden. Købte hus og kommer inde fra byen – fra lejlighed - og begyndte at planlægge børn, og det var måske på tide at komme lidt ud.” (mellemgruppe, Elev).

 

Landsbyen tæt på byen - Aarhus

Det fremgår tydeligt, at deltagerne betragter Elev som en landsby. ”[…] en landsby uden for byen” (mellemgruppe, Elev), og byens beboere nyder godt af, at dette landsby-islæt er bevaret. Samtidigt er den korte afstand til Aarhus og de øvrige byer i nærheden (fx Lystrup) en gevinst for Elev. En deltager fortæller, at i 1999, hvor deltageren og familien flyttede til byen, var Elev blot en by, der lå dér på den anden side af pløjemarken, men det er som om, at Aarhus nu er kommet tættere på (anno 2018):

”Da jeg flyttede herud [1999], synes jeg, at det var en by, som kom efter pløjemarken. Det er det ikke længere. Altså den er kommet tæt på Aarhus lige pludselig, tænker jeg.” (mellemgruppe, Elev).

De fleste aktiviteter, der foregår i Elev, er centreret omkring kirken – herunder også babysalmesang. Sport, byliv, cafémiljø o. lign. er inden for rækkevidde, men man skal selv opsøge det ved at tage ind til en af de omkringliggende byer (bus, bil: 10 min.; cykel uden etableret separat cykelsti: 15 min.). Skolen går til og med 6. klasse, hvorfor børn i udskolingen også er nødt til at drage ud af byen hver morgen.

Deltagerne giver samlet udtryk for, at kvaliteten ved Elev er, at den ligger i naturskønne omgivelser og nærmest fremstår anonym: ”Ingen ved, hvor Elev ligger, og det har vi faktisk nydt godt af” (senior, Elev), og samtidigt er her mange tilbud inden for rækkevidde:

”Jeg har faktisk nok ikke lige tænkt sådan på det, men det er faktisk en af fordelene ved at bo her. Vi føler, at vi bor på landet, vi har det hyggeligt, og så har vi alt det andet lige inden for rækkevidde. Det gælder både indkøb, kulturelle oplevelser og sådan. Aros og sådan. Vi har da abonnement på Aros. Vi har det hele.” (seniorgruppe, Elev).
 

Monokultur

Befolkningen i Elev fremstår relativt ens og består primært af middelklasseborgere. Byen er således præget af en monokultur, et tema, som samtalerne i fokusgrupperne også berører. Mødrene i babysalmesangsgruppen er optaget af, at denne monokultur har betydning for dem og deres børns opvækst. Der mangler - for dem at se - en etnisk og kulturel diversitet i byen, og de mener, at det er vigtigt, at deres børn får viden om andre kulturer og religioner. Diversiteten efterspørges og savnes i livet i Elev:

M: ”Der er ikke så mange andre kulturer.”

T: ”Det kommer vi nok også til at savne lidt.”

LO: ”Det er heller ikke sikkert, at det lige kommer i Nye.”

T: ”Nej, det tror jeg nemlig heller ikke.”

LO: ”Nu snakkede vi bare om det med mangfoldighed sidst, og jeg ser ingen synlige muslimer herude for eksempel.”

M: ”Det ville jeg synes var vigtigt, at han vidste noget omkring islam og noget omkring buddhisme” (babysalmesang, Elev)

I forhold til det at bo i et monokulturelt samfund er der her et sammenfald mellem de interviewede babysalmesangsdeltagere fra Åbyhøj og Elev. Selvom der på flere måder er forskel på de to områders særkende, næres der i begge grupper et ønske om, at børnenes opvækst beriges med oplevelsen af et lokalområde, der rummer etnisk og kulturel diversitet (jf. analysen af Åbyhøj afsnittet ”En blandet by”).

 

Pionerånden

Elev opleves og beskrives som en landsby, men en deltager fra seniorgruppen beskriver også byen som ”en soveby”. Ønsker man, at der sker noget, er man selv nødt til at være med til at arrangere de aktiviteter, man ønsker. Det fremgår af samtalerne – særligt med seniorgruppen - at det er en oplevelse, de fleste i gruppen deler. Da deres børn fx manglede en ungdomsklub, måtte de selv oprette en:

”Det er jo en soveby på den måde. Der er jo i og for sig ikke nogle aktiviteter udover det, vi selv går og laver. Der er jo ikke noget, vi får tilført. Vi skal selv arbejde for det. Nu snakker vi også om… da mine børn kom i den alder, at de skulle i ungdomsklub, så manglede de jo så en leder deroppe. Så var jeg det i tre år. Bagefter så overtager andre det. Det, synes jeg også, er en god ting, men det kræver også… det som sker herude, det skal vi selv arrangere. Det er det, jeg mener med soveby på den måde.” (seniorgruppe, Elev).

Der kan altså komme noget positivt ud af at bo i en soveby, fordi det er med til at skabe en pionerånd. Der eksisterer en vilje og lyst til at ville gøre noget, og den ånd lever videre i dag, hvor der er flere forskellige foreninger og aktiviteter, herunder en nyere startet idrætsforening.

Byens beboere vil gerne støtte op om det lokale og herunder også være medskabere og fastholdere af pionerånden. Det kommer fx også til udtryk hos babysalmesangsdeltagerne, hvor netop det, at det er et lokalt arrangement, har stor betydning for deres deltagelse. Det er både praktisk, at aktiviteten foregår tæt på hjemmet, og det ligger dem på sinde at bakke op om de lokale initiativer:

”Jeg gik her også lige, da jeg flyttede hertil for to år siden med min store, og så synes jeg, at det var rigtigt fint også, at det er lokalt. Det, synes jeg, er dejligt.” (babysalmesang, Elev).

 

Lokalområdet – opsummering

Det er tydeligt, at Elev er en landsby med alt, hvad det indebærer af positive elementer såsom et tæt fællesskab, en evne og vilje til at videregive traditioner og historie. Samtidig skinner det igennem, at byen er præget af at være en landsby tæt på Aarhus – den store by. Man drager ud af byen for at få de oplevelser, der ikke er i landsbyen og for at give sine børn et andet perspektiv – fx en øget fornemmelse for etnisk og kulturel diversitet. Og man er også opmærksom på internt i byen at dække de behov, der opstår for at styrke og udvikle lokalmiljøet.

 

Tilløb til Ny Elev – Nye

Som det fremgår af det foregående er Elev et område, der allerede har gennemgået en betragtelig vækst i indbyggertallet. Derudover står Elev over for den udvikling, at der skyder en ny by frem i nabolandskabet.

Området er delvist ejet af Tækker Group, som har udtænkt konceptet for byens miljø og særkende. Tanken er, at der skal opføres en helt ny bæredygtig by, hvor ambitionen er at have mellem 10.000 og 15.000 indbyggere. Området skal iflg. Tækker Group:

” […] bygges efter byøkologiske principper. Der skal tænkes nye løsninger inden for ressourceforbrug, miljøbelastning, transportforhold og natur. Samtidig skal der skabes nye varianter af boligtyper, som for eksempel ”den tætte villaby”, hvor villaer og klyngehuse blandes med plads til mange forskellige familietyper, aldersgrupper og indkomstgrupper.” (læs mere på www.taekker.dk)

Tilblivelsen af den nye by, Nye, fylder i Elev-beboernes bevidsthed, og indbyggerne er optaget af, hvilken betydning det får for den lille landsby, Elev, at en ny by skyder op, og indbyggertallet i området står til at skulle stige med flere tusinde indenfor forholdsvis kort tid. Gennem samtalerne bliver både forestillinger, forventninger og bekymringer for fremtiden sat i spil.

 

Fra landsby til by

Særligt i to af grupperne er deltagerne bekymrede for, at Elev vil miste sin landsbyidyl, når den nye by kommer, og at fællesskabet ikke vil fremstå nær så stærkt, når byen vokser:

”Men det er jo selvfølgelig med fare for at miste den der med, at alle siger ”hej” - på sigt, når det bliver virkelig stort, hvis den ender med at vokse sammen med Lisbjerg og Lystrup og det hele. Det synes jeg ville være ærgerligt. Men det er sådan både og, for jeg synes også, at det er rart, at der kommer indkøbsmuligheder […].” (mellemgruppe, Elev).

Som det fremgår af ovenstående lægger de adspurgte dog også vægt på positive elementer ved, at Nye kommer til. Det betyder blandt andet lettere adgang til flere faciliteter og tilbud og kortere afstand til Aarhus med letbanen. Etableringen af det nye boligområde har også været med i overvejelserne hos nye tilflyttere. Dog har de højere priser for boligerne i Nye samt manglende udearealer til de enkelte huse medført, at valget faldt på Elev fremfor Nye:

MI: ”Jeg synes da, at det er meget tiltalende. Vi havde da også overvejet, om vi skulle have købt i Nye, men priserne var lidt anderledes.”

CH: ”Vi kiggede også på hus dernede, men grunden til, at vi valgte det fra, var fordi… når man går ind af døren, så ejer du kun dit hus, og du ejer ikke mere. Det er ikke, fordi vi er nogen, som ikke vil sige hej til folk, men det er da også rart lige at kunne have en have. Det er rart lige at kunne have en garage, hvor du lige stiller din bil. Nu har vi en hund, og det kunne være rart lige at kunne lukke ham ud. Det, synes vi ikke, var særlig optimalt for os i hvert fald. Derfor valgte vi – helt sikkert også priserne, det kan man ikke komme omkring - men det var også en af grundene. Men vi kiggede også derned.” (babysalmesang, Elev).

Deltagerne udtrykker en vis dobbelthed i samtalen om etableringen af Nye. På den ene side er der positive forventninger til, hvordan det kan berige området med fx nye og flere faciliteter, og på den anden side er der en bekymring for, hvad forandringen kan betyde for det nære fællesskab, som er af stor betydning for beboerne i Elev. Og ligesom deltagerne ønsker, at der skal blive bedre forbindelser til områderne omkring Elev, så frygter de samtidig, at Elev betragtes som et yderområde og derfor ikke bliver prioriteret i fx busruterne. Et spørgsmål for flere er, om Elev vil lide under, at Nye bliver et trækplaster, og at de kommunale ressourcer vil blive lagt der:

CH: ”Jeg tror, at det vil gøre noget ved fællesskabet på en eller anden måde. Når du bor bare der, og du bor bare der.”

LO: ”Jeg tænker også, at nu bliver der ligesom satset dernede. Der kommer nok ikke nogen cykelsti til Lisbjerg, nej. Busserne heroppe fra bliver dårlige, fordi nu er det dernede, det skal ske. Man bliver marginaliseret som ”det gamle.”

CH: ”Det kan man i hvert fald blive bange for.”

T: ”Som ”pensionistområdet” selvom vi egentlig er ret mange tilflyttere, som jo har børn.” (babysalmesang, Elev). 

 

Fremtidens fællesskab

I samtalerne kommer det også frem, at der er fokus på at få skabt et fællesskab med tilflytterne i Nye for at fastholde fornemmelsen af nærhed. Gruppen med babysalmesangsdeltagerne ønsker at etablere et fællesskab med tilflytterne til Nye gennem fælles traditioner fx i forbindelsen med den kommende skole og daginstitution og på den måde bygge videre på den historie og tradition, der allerede er i Elev:

”Det kunne i hvert fald være fint, hvis der var fælles ting, hvor de også kom op, og at der var Sankt Hans. At det var fælles for os, og man mødte dem fra Nye, og de mødte os fra Elev. For ellers hvis de har deres dernede, og vi har vores heroppe, så kommer vi jo aldrig til at se hinanden rigtigt. Så er det jo først, hvis vi skal til at begynde på deres skole med vores børn.” (babysalmesang, Elev).

Der er særligt i mellem- og seniorgruppen en afventende holdning til, hvordan den nye bydel udvikler sig, og hvordan dens forhold til Elev bliver. Den afventende holdning kan skyldes, at netop disse grupper ad flere omgange er blevet præsenteret for en række planer bl.a. om indkøbsmuligheder, der aldrig er blevet realiseret, så ”man har også klaret sig uden” (seniorgruppe, Elev).

Den ældste adspurgte gruppe forventer desuden, at Nye bliver et helt nyt samfund med en helt ny dagsorden, og at man i Elev skal indstille sig på, at ”der kommer en helt ny tid og helt nye dimensioner.” (seniorgruppe, Elev).

 

Kirkebrug

Deltagernes tilknytning til kirken

Deltagere fra babysalmesangsgruppen bruger primært kirken i forbindelse med denne aktivitet. Generelt er de enige om, at de går til salmesang, fordi det er hyggeligt, arrangementet er gratis, man får mulighed for at synge, lære nogen at kende, og så sætter de pris på at bakke om det lokale liv:

MI: ”Jeg har boet i Elev siden maj og startede, fordi jeg havde hørt godt om det fra en anden, som har været til det i Elev kirke. Så synes jeg egentligt også, at det er blevet sagt. Det med at støtte op om det lokale og så selvfølgelig, fordi han [barnet] godt kan lide det.”

LT: ”Jeg har boet i Elev i knap 2 år. Jeg hørte godt om babysalmesang fra Lo og en anden veninde, som har gået til det med deres første. Så er jeg så også glad for musik, så det, tænkte jeg, kunne være ret hyggeligt, og jeg synes også, at det er fedt, at det er lokalt.” (babysalmesang, Elev).

 

Enkelte i gruppen henviser til spaghettigudstjenester som et hyggeligt og socialt arrangement, men de giver også udtryk for, at det kan være svært at få det til at hænge sammen med hverdagen:

ST: ”Der er spaghettigudstjenester herude, som der kommer rigtig mange til. Både folk, som normalt går i kirke og alle mulige andre. På min gade er der én af pensionisterne, som laver [gæt: maden], og det er virkelig et socialt arrangement.”

CH: ”Jeg tror, at da vi var heroppe, der var der fuldt hus. Altså vi kunne næsten ikke sidde ned.”

I: ”Så to af jer har været til spaghettigudstjeneste?”

Begge: ”Ja, men det var lige, da vi var flyttet ind [altså for noget tid siden].”

CH: ”Ja, og jeg vil gøre det igen. Det var vildt hyggeligt, men det harmonerer bare ikke lige helt med sovetider. Så det er kun derfor, faktisk. Jeg kunne godt finde på at gøre det igen.” (babysalmesang, Elev).

I mellemgruppen gør alle deltagerne brug af kirken af og til – det er dog forskellige arrangementer, de går til. Én er med til børne- /spaghettigudstjenester, en anden meditationsgudstjenester og en tredje er kommet i kirken i forbindelse med et barns konfirmationsforberedelse. Også denne gruppe italesætter kvaliteten ved, at arrangementet er lokalt funderet, at der er en klar social gevinst, og at det foregår på børnenes og familiens præmisser.

CH: ”Jeg synes, at det [spaghettigudstjenester] giver mine piger noget socialt, fordi de møder dem fra skoler og børnehaver og sådan noget. Det, synes de, er fedt. Det er også det, som gør, at de gerne vil. De synes, at det er fedt, at komme til de der spaghettigudstjenester. Jeg tror også, at hvis jeg havde boet et andet sted end i Elev, så tror jeg ikke, vi var taget til arrangementet. Jeg tror simpelthen, at det er fordi, at det også giver noget mere end bare at komme til den der gudstjeneste. At det sociale er vigtigt også.”

I: ”Så det er ikke så meget gudstjenesten, som trækker?”

CH: ”Nej, det er mere det hele. Også gudstjenesten og det, at vi skal ned og have pasta og kødsovs bagefter. At de møder nogen fra skole og børnehave.” (mellemgruppe, Elev).

Fælles for seniorgruppen er, at ingen af dem jævnligt deltager i gudstjenester eller arrangementer i den lokale kirke. Én har ikke været i kirke siden sin søns konfirmation, en anden var til meditationsgudstjeneste for et år siden, imens en tredje kommer indimellem (vedkommende har i øvrigt dårlig samvittighed over ikke at komme oftere). Seniorgruppen synes, som børnefamilierne, at det kan være svært at få kirkens arrangementer til at passe ind i kalenderen og en travl hverdag. En deltager understreger herudover, at incitamentet for at deltage ikke nødvendigvis bygger på en selvopfattelse som troende, men nærmere en tradition og ønsket om at vise støtte til bevarelse af de gamle bygninger:

” […] jeg er jo ikke sådan troende, troende, troende. Jeg har et forhold til kirken. Det er en tradition. Det er nogle leveregler, som jeg synes, er gode at lytte på og… ja, det er meget det der traditionsbundne. Så vil jeg gerne være med til at støtte, at man vedligeholder de gamle kirker.” (seniorgruppe, Elev).

Selvom seniorerne ikke umiddelbart har et nært forhold til deres lokale kirke og gør brug af aktiviteterne dér, så har flere af dem børn, der har gjort brug af kirken i forbindelse med vielser. Det tyder på, at tilknytningen og dermed brugen af kirken trods alt er bygget op og vedligeholdt gennem forældrenes tilhørsforhold til stedet.

På trods af at seniorgruppen ikke definerer sig selv som faste kirkegængere, har de dog en forestilling om, hvad kirken skal bidrage med i deres og andres hverdag. Gruppen ønsker oplevelser og stunder, der rækker ud over hverdagen og dog samtidig skal være praktisk håndterbart og ikke mindst relatere sig til hverdagslivet – ord som menneskelig dannelse og eftertænksomhed går igen:

T: ”Praktisk håndterbart.”

LJ: ”Noget mere ud over det, vi plejer af en eller anden slags.”

PJ: ”Håndterbart.”

I: ”Plejer inden for kirken eller i hverdagen?”

LJ: ”Den almindelige kirkegang med gudstjeneste og prædiken… noget andet og mere end dét, vi plejer. Udvikle traditioner og komme ud over rampen.”

ST: ”Nu fx alt det her med fake news – at læse, at vi bliver klar over, at vi skal tænke os om i samfundet. Den der med, at vi må også godt forholde os kritisk til det, vi hele tiden bliver bombarderet med. Ikke bare være medløbere… nu er der: ”Har I hørt det der? ” Men man siger, at det kan jo ikke passe. Altså. Slap nu af. Alle går ind og klikker.”

LJ: ”Vi løber efter det første får.”

ST: ”Ja. Der tror jeg godt at præsten kan være med til…”

I: ”Noget menneskelig dannelse.”

ST: ”Ja.”

KK: ”og noget eftertænksomhed.” (seniorgruppe, Elev)

Det er værd at bemærke, at kirken for netop denne gruppe er indbegrebet af traditioner, og at gruppen samtidig ser et behov for at udvikle traditionerne. De ser et behov for ”at hive folk ind” (seniorgruppe, Elev). Der følger i gruppen løbende forslag til aktiviteter og forandringer i folkekirken, der drejer sig om at ”få flere kunder i butikken” (seniorgruppe, Elev). Forslagene til at ”hive folk ind” og ”få flere kunder i butikken” strækker sig fra at flytte tidspunktet for gudstjenesten søndag morgen, gå-samtaler rundt om Engsøen med præsten, åben kontortid med mulighed for at droppe ind for at tale med præsten til forslag om gudstjenester med oplæg fra lægfolk om noget samfundsrelevant.

Om tidspunktet for søndagsgudstjenesten bliver der af flere tilføjet, at den ligger for tidligt: ”For os, min kone og jeg, der synes vi, at det er tidligt. Det kunne godt lige ligge på et andet tidspunkt nogle gange (seniorgruppe, Elev). Eller: ”Når vi endelig har fri der søndag, så kunne vi godt tænke os at sove længe” (seniorgruppe, Elev). Deltageren oplever ikke udfordringer i fx at flytte tidspunktet for højmessen med argumentet, at ”Den kirkelige handling det er den samme, og det er den, jeg mener, at det er traditionen” (seniorgruppe, Elev).

Derudover diskuterer samme gruppe forslaget om lægmandsbesøg i gudstjenesten:

”Så skulle det være fordi, det var anderledes, end det almindelige. Det anderledes det kunne jo eks. være, at efter, at han har holdt prædikenen, så kunne man godt supplere somme tider med, at en lægmand kommer ind og fortæller om…”

LJ: ”Ja, noget samfundsrelevant.”

PJ: ”Med det der emne, som har gjort det… lidt mere åndeligt. Af en lægmand som kommer ind i selve gudstjenesten og fortæller noget i 10 minutter. Der er jo mange dygtige universitetsfolk, som kan komme… vi har en lektor herude, og han kunne godt komme og fortælle et eller andet. Det er ikke sådan underholdning, jeg tænker på. Det er sådan et eller andet relevant. Det kan være et dødsforløb, hvordan han har oplevet noget.” (seniorgruppe, Elev).

 

Dørtærsklen

I babysalmesangsgruppen bliver det tydeligt, at de deltagere, der ikke bruger kirken ofte, har forestillinger, der skal overvindes for at kunne træde ind i kirken. Spørgsmål, som ”hvad går man ind til? ” - ”Er der nu også plads til os, selvom vi ikke plejer at være med?” fylder for dem. Måske

 

er der nogen, der forventer, at hvis man kommer én gang, så kommer man til det hele? Ikke mindst fylder frygten for at blive ”set skævt til”, hvis de deltager i arrangementer i kirken. En del af denne frygt understreges af, at samfundet er et lille lokalsamfund, hvor man vil blive lagt mærke til på en anden måde, end hvis det fx var inde i byen:

CH: ”Jeg synes også, at det betyder noget, at man har nogen at tage af sted med. Jeg tror ikke lige, at jeg sådan har mod på at gøre det alene. Nej…”

ST: ”Man skal ligesom afsted, før man finder ud af, at det er okay ikke at vide så meget på forhånd. Ikke at kunne sangene.”

I: ”Ville det være en hjælp, hvis man fokuserede mere på det, når man henvender sig? At det er okay.”

T: ”Ja, at der er plads til alle.”

I: ”At man ikke forventer, at de kan en hel masse.”

T: ”Ja, det tror jeg. Rigtig meget. Når man kommer til sådan et lille lokalsamfund, som det her jo egentlig er, og man kommer fx inde fra byen. Så tror jeg, at det betyder meget, at man kan få af vide, at man godt må komme, selvom man netop ikke bliver testet og får et afkrydsningsskema, når man går ud: kan du huske, at præsten sagde det.” (babysalmesang, Elev)

Det er dog også deltagerne oplevelse, at når har de været i kirke, har det ikke været, som de frygtede:

”For mig var det helt klart min nabo, som sagde, at det skal du altså ikke tænke på. Det er smadderhyggeligt. Tag du bare med. Syng så højt du kan, også selvom du synger falsk. Okay? Jamen så gør jeg det. Det er fordi, jeg har et godt forhold til hende jo. Altså det er jo igen det der med ens nærområde. At der er enormt hyggeligt i Elev. Vi flyttede ind på en vej, og vi kendte ikke nogen, og nu kender vi dem enormt godt og snakker med dem, og de er så søde og rare. Det gjorde jo så netop også, at jeg stolede på, at hun ikke bildte mig noget ind, som ikke passede.” (babysalmesang, Elev).

 

Livsfasernes betydning for hvornår man gør brug af kirken og dens tilbud kommer også op i samtalen. Kirken er det, som man kan trække på og gøre brug af, hvis der er noget i livet, der presser sig på, og samtidig ved man, at den står der og bliver der, også selvom man ikke gør brug af de tilbud, den giver. Deltageren her sammenligner kirken med en god veninde. Én, der er der lige meget hvad:

”Jeg tror bare tit, at du er forskellige perioder i dit liv. Nogle perioder har du ligesom brug for kirken og brug for det nærvær og den rummelighed, fordi der måske er noget i familielivet, som presser lidt på den anden side. Så andre tider så kører det egentlig bare derud af, og så er det sådan ligesom… du ved, den er der. Den står og venter, hvis du skal bruge den. Ligesom en god veninde. Du ved, de bare altid er der. Jeg tror, at jeg har det sådan lidt med kirken. Altså lige for tiden, der har jeg ikke det store behov for den. Men jeg synes, at jeg brugte den jo meget i konfirmationen og op til. Så tog vi med ham i kirke. De skal jo afsted de der ti gange. Der synes jeg jo egentligt, at det var meget hyggeligt og meget sådan afslappende. Også lige så meget, at man gjorde nogle ting sammen. Det kan så være, at der går et år, hvor jeg ikke bruger kirken, men så kan det måske være igen, at man synes, at nu er det lige.” (mellemgruppe, Elev).

 

Umiddelbart er det svært at vurdere, om deltagernes forbehold og bekymringer ved at deltage i et kirkeligt arrangement eller en gudstjeneste ligger som en immanent udfordring for folkekirken eller er et udtryk for det fælles menneskelige vilkår; at mennesker frygter og nærer forbehold for det fremmede og uvante. For at mestre dette vilkår bedst muligt trives vi bedst, når vi har én at gå med, én, der guider og siger: ”Det her, det er godt nok”. Om det derved er en særlig kirkelig eller en særlig menneskelig udfordring giver samtalen ikke svar på, men det er et tema, som er vigtigt at have in mente, når gudstjenester og arrangementer sættes i værk, og når man gerne vil have folk i tale, som ikke kommer ofte i kirken.

 

Børnefamilier

Det er afgørende for de yngre deltagere med børn, særligt babysalmesangs- og mellemgruppen, at præsten giver udtryk for, at der er plads til børnene i kirken. En gudstjeneste, hvor man har børn med, kan for forældrene (blandt deltagerne i interviewet) nærmest opleves som at være fanget i en højtidelig stemning, man er nødt til at værne om. Derfor kommer en gudstjeneste let til at gå ud på at holde børnene beskæftigede, så de ikke larmer for meget. En af mødrene beskriver det på følgende måde:

”Jeg har ingen anelse om, hvad der er foregået til sådan en barnedåb der, for jeg bruger tid på at forsøge at få mine to børn til arte sig, og så lige pludselig, så er den der time bare gået. Puha, så kan man trække vejret … De andre, de siger: ”Nå, det var en god prædiken, han holdt”. Jeg har ingen anelse om, hvad han har sagt. Jeg har kylet vindruer i hovedet på min datter og forsøgt at få hende til at tie stille og skruet ned for IPad ‘en. Så er det altså fedt, at der er noget til børnefamilierne, så man føler, at man også får en ro i også at sidde der.” (babysalmesang, Elev). 

De andre deltagere kan genkende oplevelsen, og flere siger, at det er ekstremt positivt, når præsten tilkendegiver, at der naturligvis er plads til børnene. Der er dog også blandt deltagerne en bekymring for at forstyrre de andre kirkegængere:

”Nu ved jeg ikke… det var så før jeg selv fik børn. Men da jeg var til en barnedåb nede i domkirken, hvor jeg jo faktisk gerne ville høre, hvad præsten sagde… Det var bare umuligt. Der var børn, som legede fangeleg i den ene ende af kirken, og der var forældre, som sad og læste højt for deres børn på bænken foran. Så tænker jeg også lidt, hvad de kommer for? Når børn får en vis alder, så må man da kunne sige til dem, at nu skal du sidde stille, og så skal du prøve at se, om du kan følge med.” (babysalmesang, Elev).

Alle reagerer positivt på muligheden for et separat legerum i forbindelse med kirken, hvor børnene kan være under prædikenen. De ser det ikke som en afvisning af deres barn, men som en mulighed for at give plads til alle. Dog skal der være plads til, hvis man som børnefamilie ønsker at blive i kirken og lære børnene at sidde stille. Deltagerne er alle enige om, at man må forsøge at imødegå en form for balance:

M: ”Der skal være plads til børnefamilierne, ja. Men der skal også være plads til dem, som bare kommer for at høre og for at få lidt ro, for det synes jeg også meget er det, som kirken repræsenterer for mig i hvert fald, det er også den der ro og fordybelse. Det kan være meget svært, hvis der sommetider er folk, som hopper i den anden side af lokalet.”

LO: ”Det er sådan lidt en balance, ik’.”

M:”Det er det nemlig. Der skal være plads til alle. Der skal være plads til begge dele.” (babysalmesang, Elev).

 

Kirkebrug - opsummering

Overordnet er det tydeligt, at deltagernes brug af kirken er defineret af, hvor de befinder sig i livet, og hvordan kirkens arrangementer og gudstjenester passer ind i hverdagen. Samtidig vægter det højt for disse grupper (modsat fx Åby sogn), at man støtter det lokale, når man bruger kirken og dens tilbud.

Deltagerne tænker sig om, inden de gør brug af kirken – de overvejer, hvad der skal til for at træde over dørtrinnet til rummet. Måske er det én at følges med? Måske er det visheden om, at det, man kommer med, er godt nok, eller måske er det spørgsmålet, om der er plads til én og ens familie, selvom den består af børn, der kan skabe uro og en anderledes højtidelighed, end den, man forestiller sig, der bliver forventet.

Den lokale kirke

Der hersker en generel tendens til, at deltagerne i fokusgrupperne i Elev vægter det lokale engagement, og fællesskab højt. Det kommer særligt til udtryk, når samtalen drejer sig om, hvornår og hvorfor man vælger at gøre brug af kirkens arrangementer, for her er det ”det lokale”, der validerer arrangementet. Derfor sporer man heller ingen umiddelbar interesse for at opsøge lignende arrangementer i andre kirker uden for lokalmiljøet:

AM: ”Det er ikke synligt på samme måde.”

CH: ”Jeg tror heller ikke, at det er en del af et fællesskab på samme måde. Altså her føler du ligesom… man kender også mange, som kommer, og så snakker man med dem.”

AM: ”Jeg synes altid, at man kender nogen, når man er i kirken.”

HE: ”Det er det. Her får man det i postkassen. De rækker ud. Hvor jeg synes, at i byen, der har jeg aldrig fået nogen information. Der har jeg selv skulle finde ud af, om der var noget arrangement eller et eller andet. Det er som om, at her bliver man inviteret. Det betyder i hvert fald noget for mig.” (mellemgruppe, Elev).

 

Den lokale kirke i Elev spiller en rolle for livet i byen, og der er et stort ønske om at bakke op om de lokale arrangementer og tiltag. Selvom byen tidligere er beskrevet som en ”soveby”, har deltagerne fra babysalmesang, som har boet i byen i kortest tid, ikke fornemmelsen af, at Elev er en soveby. De føler, at der sker meget i Elev – i kirken og i sognehuset – og at arrangementerne er tilpasset dem og byens andre indbyggere:

I: ”Så det lyder ikke som om, I har en fornemmelse af, at byen og kirken er en soveby og en sovekirke.”

LT: ”Overhovedet ikke!”

I: ”Selvom det er en lille by og en lille landsby…”

T: ”Nej, tværtimod.” (babysalmesang, Elev).

I forlængelse heraf giver det mening at tilføje, at deltagerne fra gruppen betragter kirken som ”et socialt samlingspunkt” (babysalmesang, Elev).

At byen er som et lille lokalsamfund, hvor fællesskabet vægtes højt, underbygges iflg. deltagerne også af, at den lokale kirke fremstår som en aktør i lokalsamfundet.

HE: ”Jamen den der seddel, som kommer rundt en gang om måneden, det er i hvert fald det, som får mig op af sofaen og afsted. Da jeg flyttede herud, havde jeg lyst til at tage til det hele. Alt det, som stod på den seddel der, og jeg synes, at det var så vildt, at der var så mange arrangementer heroppe. Man føler, at man er velkommen, når man får den der. De skriver også, at alle er velkomne. Jeg har aldrig… jeg har gået i kirke juleaften og til konfirmationer, bryllupper og dåb. Ellers så har jeg aldrig været i kirke, fordi jeg har følt, at det ikke var noget, jeg var en del af. Her føler jeg ligesom, at jeg er inkluderet i det og velkommen, selvom jeg ikke nødvendigvis sidder der hver søndag og er troende, og alt det der.”

CH: ”Det er jeg også enig med dig i. Som jeg sagde, så tror jeg ikke, at jeg ville have brugt den på samme måde, hvis jeg havde boet et andet sted.” (mellemgruppe, Elev).

De ord, der bliver brugt om kirken, er på flere måder de samme, som blev brugt, da grupperne skulle beskrive deres lokalområde: Den lokale kirke er charmerende, lille og med en særlig stemning. Og når man er til arrangementer, er der mulighed for at være social - uden at være alt for social. Den gamle kirkes faciliteter passer dog ikke altid til det moderne liv, hvilket ikke er så praktisk. Seniorgruppen fortæller, at før sognehuset blev indviet i foråret 2015, blev skolens lokaler brugt som samlingssted for større aktiviteter i byen.

Når der i Elev er forholdsmæssigt stort fokus på at prioritere det lokale i valget af arrangementer, giver det mening at kigge nærmere på, hvordan deltagerne i øvrigt orienterer sig i forhold til brugen af kirker og kirkelige handlinger.

Seniorgruppen beretter om, at de ofte opsøger kirker i ind- og udland i forbindelse med rejser. Her giver et kirkebesøg rum for en pause og flere fortæller, at de tænder et lys og blot nyder rummet og historien: 

ST: ”Der gør vi jo netop det, når vi kommer i en fremmed kirke, så sætter vi os bare ned og kigger. Så sidder vi lige så stille.”

LJ: ”Også her.”

ST: ”Sidder bare lige så stille og så bare…”

LJ: ”Sådan en slags mindfulness i Vestjylland eller Bogense.” (seniorgruppe, Elev).

 

Der er en tilknytning til de omkringliggende kirker, fordi de har deltaget i kirkelige handlinger, som dåb og begravelser. En enkelt fra samme gruppe (seniorgruppen) har tidligere haft en tradition med at tage i Domkirken juleaften, fordi det er stemningsfyldt, og den lokale kirke ofte hurtigt bliver fyldt:

”Vi kan godt, også mens børnene var mindre, tage til julegudstjeneste inde i domkirken. Det kunne jo lige så godt være her henne, men der var meget overfyldt, og alt det der.” (seniorgruppe, Elev).

Brugen af domkirken som alternativ til fx den lokale kirke minder således om den oplevelse, deltagerne søger, når de som turister går ind i en kirke for at få en pause, imponeres over kirkerummet og dets historie. Tilknytningen til de omkringliggende kirker må man dog antage for at være forholdsvis svag i forhold til det, de har til den lokale kirke.

 

Folkekirken

For mange mennesker er det at skulle forholde sig til folkekirken et stort og abstrakt emne. For at tilføre nye perspektiver, formuleringer og ikke mindst uddybe forståelser og oplevelser hos de adspurgte, er de i interviewene blevet bedt om at sammenligne folkekirken med en restaurant: ”Hvis folkekirken var en restaurant, hvilken restaurant ville den i så fald være?” Nedenfor svarer fokusgruppedeltagerne på deres oplevelse af folkekirken under overskrifterne: ”Folkekirken som restaurant” og ”Folkekirken generelt”.

 

Folkekirken som restaurant

Grupperne fra Elev-området svarer relativt ens – uanset alder og tilknytning til området: Folkekirken ville være et sted, der serverer traditionel mad, ikke være en dyr restaurant, derimod et sted for alle. Her ved man, hvad man får, og der er ikke noget ved stedet, der overrasker:

”Det behøver ikke at være højtbelagt smørrebrød, men det skal være, så alle kan være med.” (seniorgruppe, Elev).

”Jeg ved ikke… sådan noget traditionel dansk mad, man kan få. Man ved, hvad det er, og man ved, hvad man går ind til.” (mellemgruppe, Elev).

”God og gedigen mad.” (babysalmesang, Elev).

”Man ved, hvad man får, og der er ikke nogen overraskelse over det.” (babysalmesang, Elev.)

Flere fremhæver, at man kan betragte folkekirken som en kro, der serverer traditionel dansk mad i hyggelige omgivelser, men også lidt gammeldags. Seniorgruppen bruger betegnelsen ”folkekøkken”, dog åbner samtalen for diskussionen om, hvorvidt folkekirken er som et folkekøkken, eller blot ”burdevære det (seniorgruppe, Elev):

Ud fra disse svar kan man udlede, at folkekirken - på samme måde som en typisk dansk kro - hænger sammen med dansk kultur og tradition. Der er ikke nogle negative holdninger til restauranten/folkekirken, og det er et sted, man går hen år efter år for at opleve det, man er vant til. Med andre ord: her kender man menukortet og kommer for at indtage wienerschnitzlen eller den gode tartelet. Det er et sted, man kun besøger af og til – og med en hvis nostalgisk følelse, når det sker - god mad til en god pris, og alle føler sig velkomne. Deltagerne mener desuden ikke, at der er tale om en gourmetrestaurant, da det associeres med noget ekskluderende og som et sted, hvor flere ikke ville føle sig tilpas og afslappede.

 

Folkekirken generelt

I babysalmesangsgruppen udtrykker deltagerne opfattelsen af, at der er stor forskel på, hvordan folkekirken griber tiden og udviklingen an – for nogle fremstår kirken nærmest fastfrosset. Dog bliver det samtidig pointeret, at ”nogle [kirker] er bedre til at udvikle sig - til ligesom at være lidt mere oppe på beatet […]” (babysalmesang, Elev). Samme gruppe refererer ligeledes til, at de i medierne læser historier om en folkekirke i afvikling, hvor de ser initiativer som spaghettigudstjenester o. lign. som initiativer, der prøver at holde liv i ”butikken”:

H: ”Men jeg synes også, at man hører meget i medierne om folkekirken under afvikling, og man kan da også se det derfra, hvor jeg kommer, at sognene bliver slået sammen og altså… der er ikke gudstjenester i alle kirker hver søndag mere.”

ST: ”Men jeg synes også, at man hører, at der er sådan lidt en reformation på vej. At de laver nogle forskellige ting. Det synes jeg ikke, at der var, dengang jeg var barn. Spaghettigudstjenester, det tror jeg da ikke eksisterede dengang.” (babysalmesang, Elev).

Det bliver endvidere tydeligt, at deltagerne synes, at kirkerne forsøger at forny sig, men de føler sig ikke selv som målgruppen for fornyelsen. Samtidig er babysalmesangsdeltagerne ærlige om, at der, ifølge dem, er for stor forskel mellem kirkens søndagsstille ro ved gudstjenesten og de behov, som en børnefamilie har en søndag formiddag: ”Så vil vi hellere i svømmehallen med børnene” (babysalmesang, Elev). I svømmehallen er det på børnenes præmisser modsat søndagsgudstjenesten, som betragtes som alvorlig, reflekterende, seriøs og tung. Man vælger familieaktiviteterne til, selvom man godt kan finde roen og eftertænksomheden i gudstjenesten tiltalende:

”Men det er også fordi, det er mere børnevenligt, for dér har man glade børn. Det kan godt være, at man egentlig ville nyde at sidde dér i stilhed og ro i en time, men det gør man jo ikke med små børn.” (babysalmesang, Elev)

Der er også en række forestillinger om kirken og søndagsgudstjenesten, som modvirkes og påvirkes af oplevelserne til babysalmesang.

”Hvis der så er nogle tiltag, hvor der er noget med børnekirke og spaghettigudstjeneste, så kan man godt gøre det med sine børn, for der er netop en ro og en tryghed i en kirke, som der måske ikke lige er så mange andre steder, som man gerne ville benytte, men som man måske ikke lige gør så meget. Jeg ser måske kirken lidt som støvet på en eller anden måde. Altså sådan lidt gammeldags. Det er kun fordi, jeg er begyndt til babysalmesang, at jeg har fået øjnene op for, at kirken ikke er så støvet, som man går og tror, den er. At man godt må sidde ovre i kirken og grine og måske komme til at sige noget, som ikke passer så godt ind. Altså, jeg kan huske første gang, vi gik til babysalmesang, der kom dem fra min mødregruppe til at sige: ”For fanden da!” fordi at hendes ”den bette” lavede bæ i bleen. Så sad man der ”åh, det må man ikke sige”. Men altså der sker jo ikke noget. Man får jo ikke skæld ud og bliver smidt ud. Det tror jeg lidt, at… sådan ser jeg det i hvert fald eller har gjort. De er lidt støvet og lidt gammeldags.” (babysalmesang, Elev).

”Jeg synes også, at man kommer ind i kirken med en anden sindsstemning, når man skal til babysalmesang, end hvis man skal til gudstjeneste.” (babysalmesang, Elev)

Det er tydeligt, at det afgørende for en positiv oplevelse for denne (mål)gruppe er, at de føler sig velkomne, og at der er en uformel stemning. De skal kunne føle sig afslappede nok til at tage småbørn med, og umiddelbart ser de ikke den traditionelle gudstjeneste som en situation, hvor disse rammer er tilstede.

I mellemgruppen fortæller en deltager, at hun i en samtale med sin søn om konfirmationen lagde vægt på, at for hende er konfirmationen ikke bare et spørgsmål om at tro på Gud eller ej:

”Ja. Det er så lige et sidespring. Vi havde jo diskussionen derhjemme, at det behøves ikke være ”Tror du på Gud: Ja eller nej? ”. Men bare det, at der er en rummelighed og noget, der kan favne dig. Noget, der er hvis… en del af dit liv. Der er jo nogle gange nogle spørgsmål, du ikke selv kan svare på. Der personligt så synes jeg, at kirken den rummer dine spørgsmål. Uanset om du får svar eller ej. Der er noget over dig, der er uforståeligt også. Der tror jeg også, at han, i og med at han tog alle de der… som jeg sagde til ham ”Forhold dig til alt det her når du har taget undervisningen”. For det er ikke bare det der: Jeg tror på gud – Ja eller nej? Men det er en del af Danmark og en del af danskere. Mange kulturer og mange spørgsmål som kommer derfra.” (mellemgruppe, Elev).

Noget tyder altså på, at deltagerne forbinder folkekirken med dansk kultur, historie og traditioner og med plads til både den stille eftertænksomhed og de store spørgsmål i livet. Folkekirken er en institution, der samler folk:

AM: ”Altså jeg tænker, at man samler folk om noget fælles. Alle er lige, alle er… ja, alle kommer for det samme på en eller anden måde.”

HE: ”Det er for mig også en tradition, som binder os sammen. Dét at alle er velkomne.”

 

CH:” JA, at man føler, man er velkommen.” (mellemgruppe, Elev).

På trods af dette overordnede syn på folkekirken, fortæller deltagerne, at de primært benytter kirkens tilbud i forbindelse med de traditionelle begivenheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Deltagerne i mellemgruppen er på flere måder tilfredse med folkekirken i sin nuværende form: ”Jeg tror også nogle gange at det er godt at have et sted, man hele tiden kan falde tilbage til og vide, hvad er. Noget at holde fast i” (mellemgruppe, Elev). Gruppen diskuterer, at der er et behov for, at folkekirken bevæger sig i takt med udviklingen, dog er der bred enighed om, at den ikke skal gå forrest:

”For mig at se der skal kirken udvikle sig med samfundet, men måske bare lige et skridt bagud. Bagefter. Fordi de skal have alle med og skal på ingen måde komme foran i udviklingen, for så ville det ikke være en kirke for mig. De skal lige holde lidt igen.” (mellemgruppe, Elev).

For gruppen med de ældste deltagere er opfattelsen, at folkekirken har udviklet sig langsomt med tiden. De fordømmende præster og meget højtidelige kirker, de husker tilbage på, findes ikke længere i samme grad, og det er, iflg. gruppen, en positiv udvikling. Derfor understreges det af flere, hvor vigtigt det er, at folkekirken ”følger med tiden”:

”Kirken er jo en forankret institution lovgivningsmæssigt i samfundet. Det er den. Den skal man værne om. Jo flere der smutter ud, så kan der ske noget politisk i den anden ende, stille og roligt.” (seniorgruppe, Elev).

”Der kan man sige, at kirken den har da også… den skal have stadig det rigtige budskab, men den skal følge med tiden. Det er det med at hive folk ind.” (seniorgruppe, Elev).

Det sidste citat er et eksempel på, at gruppen her også ofte bruger en terminologi om at ”hive folk ind”. En del af kirkens overlevelse er, ifølge flere, at sørge for at få flere perifere medlemmer til at komme tættere ind i folkekirken. De mener ikke, at det er godt nok, hvis det kun er en lille procentdel af medlemmerne, der benytter kirkens tilbud til dagligt, og derfor er det nødvendigt for kirkerne at følge med tiden og finde ud af, hvad der interesserer særligt unge mennesker i dag.

Seniorgruppen opfatter også folkekirken som et sted, der kan tilbyde uerstattelige rammer for omsorg og plads til livets store spørgsmål. Det er et sted, hvor man kan opleve nærhed og intimitet og noget at være fælles om – også på tværs af generationer. De understreger i højere grad end de andre grupper, at folkekirken har noget helt særligt at tilbyde i en samfundsmæssig sammenhæng.

”I det lokale, der har kommuner og kirker mere samarbejde, end vi lige umiddelbart går og tror. Hvem der gør hvad. Her har kirken en kæmpe fordel, fordi de på forhånd har nogle ting – kvalifikationer - kan vi kalde det og nogle systemer, som ud i det menneskelige opsamler alt sådan noget. Der har kirken nogle værktøjer til rådighed … Psykologen i kommunen har ikke de værktøjer og den baggrund. Du kan gå ind til præsten gratis. Hos en psykolog er du nummer 20 i køen, eller du kan komme til næste år til januar. Det skal man bare være opmærksom på. Det er medmenneskelighed, så det vil noget.” (seniorgruppe, Elev).

”Altså, hvis man skal sidde og sørge eller gå lidt dybere i nogle ting, jamen, så skal man altså ikke sidde på en pub. Det hjælper ikke. Der skal man ind i et kirkerum og mærke den atmosfære, som er derinde.” (seniorgruppe, Elev).

 

Folkekirken, opsummering

Overordnet er grupperne enige om, at folkekirken er for alle, hvilket især kommer til udtryk i deres beskrivelse af, hvilken restaurant folkekirken kan sammenlignes med. Der er en forventning om, at folkekirken skal være der, og man skal kunne gøre brug af kirken, når det er nødvendigt.

Deltagerne er ligeledes optagede af, hvordan folkekirken griber udviklingen an, og hvordan den blander sig i udviklingen. Det varierer i grupperne, om de mener, at folkekirken er fastfrosset eller formår at forny sig og bevæge sig med udviklingen.

Samtidig er det tydeligt – især i babysalmesang – at folkekirken er udfordret af de alle de andre tilbud, der er til stede for fx børnefamilier.

I alle interviews fremgår det, at kultur, historie og tradition er vigtige elementer kombineret med kirkens evne til at kunne tilbyde rum for den stille eftertænksomhed og være et sted, man mødes. Særligt fremtoner det i løbet af samtalerne, at deltagerne ikke nødvendigvis ser sig som dem, der skal gøre brug af kirkens aktiviteter ej heller, at kirkens fornyende tiltag er skabt for at imødegå deres behov - det er nogle andre end dem selv, der skal ”hives ind” og skabes arrangementer for.

 

Konkluderende overvejelser

Elev er kendetegnet ved, at indbyggerne har en fornemmelse af at bo i en landsby, og at der er stærk lokal forankring. Samtidig er den typisk i sin udvikling som en lille by, der kommer nærmere på den store by og på selv at blive en større by. Livet kommer til at strække sig ud over landsby-fornemmelsen og gør det i øvrigt allerede. De børn, som er vokset op i Elev, flytter væk, men vender måske tilbage – bliver gift i deres barndomskirke og slår sig ned i deres barndomsby. 

Spørgsmålet er: Handler et aktivt kirkeliv og en velfungerende sognekirke kun om at bidrage til livet i sognet?

Der er noget, der tyder på, at når en by vokser og dermed kommer ”tættere” på den store by og dens muligheder, så orienterer folk sig ikke på samme måde som tidligere indadtil i lokalsamfundet. Hvilken betydning har det for en by som Elev, i og med at den står over for en stor vækstfremgang?

 

 

Spørgsmål – Den urbane landsby

Sogneanalysen for Elev slutter foreløbigt her – ikke med svar, men med spørgsmål, som melder sig under læsningen. Der kan være andre og flere. Det afgørende er, hvordan I lokalt beslutter at arbejde videre, hvilke andre spørgsmål det vækker, og hvem det kunne give mening fortsat at invitere ind i samtalen om kirke og tro.

 

Lokalområdet 
Hvordan formår landsbyen at holde fast i sit sociale særpræg, der også værner om traditioner og historie, når byen vokser?

Hvilke fællesskaber kunne der vokse ud mellem de to byer?

Hvordan arbejder kirken i spændet mellem landsbyen og tilblivelsen af en ny by/bydel?

Flere mennesker skaber flere fællesskaber og foreninger.  Hvilken betydning kan det få for kirken?

 

Kirkebrug

Hvilken betydning kan beboernes stærke lokalfølelse få for kirkens arbejde?

Skal kirken være en del af hverdagen? Eller skal den være et afbræk?

Folkekirken

Hvilken fortælling ønsker vi, folk har om folkekirken?

Hvem har gavn af folkekirken?

 

Den lokale kirke

Hvad er den lokale kirkes sogne- og kerneopgaver?

Hvor og hvornår kan kirken bidrage?

Hvordan kommunikerer den lokale kirke bedst? Er det sognebladet, en flyer eller andet?


Fakta om Elev sogn *

Elev er en landsby, der ligger ca. 15 km. fra Aarhus C. Indbyggertallet er 1.611, hvoraf 1.314 er medlemmer af folkekirken.

*Tallene er hentet fra sogn.dk og er de nyeste gældende tal fra 1/1 2019. Det vil sige, der kan være en mindre forskydning i indbyggertal samt folkekirkemedlemmer i forhold til, hvornår fx fokusgruppeinterviews er foretaget.