Kirken i Byen
Hvad fandt vi ud af

Hvad fandt vi ud af?

Af projektmedarbejder Karen Margrethe Trolle Viholm

”For lidt sovs og tørre kartofler” - sådan beskriver én af de adspurgte fokusgruppedeltagere folkekirken. Samtalerne har budt på mange forskellige beskrivelser – provokerende, billedrige, bekræftende - af både folkekirken og den lokale kirke. Rammende beskrivelser af hvad den brede befolkning tænker om folkekirken i og omkring den store by i hastig vækst og udvikling. Og det har været undersøgelsens primære sigte at finde ud af, hvad folk tænker, spørger om og forventer af folkekirken - hvilke religiøse og kulturelle værdier, der er gældende for de adspurgte for på den måde at kunne tegne et bredt snit af, hvad befolkningen tænker om folkekirken i eller nær den større by.

Det centrale omdrejningspunkt i arbejdet har været at forholde sig så åbent og nysgerrigt som muligt til de adspurgtes udsagn og beskrivelser. Der har været fokus på at åbne for perspektiver og muligheder - gennem løbende at stille spørgsmål – fremfor at drage konklusioner. Dog skal der her ved undersøgelsens afslutning anføres nogle konkluderende pointer.

Undersøgelsens design og tilrettelæggelse har vist sig nyttig på flere områder:

Den kvalitative undersøgelse (fremfor fx en kvantitativ) har tilført den ønskede dybde og nuance i samtalerne og dermed også i deltagernes svar og refleksioner. Tilgangen har vist sig at være givtig, når man som ”lytter” og ”læser” ønsker at blive ved med at forholde sig åbent og nysgerrigt til det, der bliver sagt, tænkt og spurgt om.

Ligeledes har valget om indkredsningen af de fire udvalgte sogne vist sig at tilføre undersøgelsen værdi, fordi de ikke blot fungerer som fokus-sogne, men også fungerer som generelle eksempler på fire forskellige byområder i og omkring en større by i vækst.

Dertil har den netværksorienterede rekruttering af fokusgruppedeltagerne samt de afholdte samtaler i grupperne medført, at der fra begyndelsen af samtalerne har været grobund for en god dialog. Der har været både rum og tid til at tænke ud af boksen og finde ind til den fortrolighed, der også skal til i en samtale om kirkebrug, tro og folkekirken. I de tilfælde, hvor intervieweren giver redskaber til at tale om et svært og abstrakt emne – såsom folkekirken – har det haft god effekt at formulere spørgsmål som: ”Hvis folkekirken var en restaurant, hvilken ville det så være? ”.

 

På baggrund af disse erfaringer kan man konkludere, at undersøgelsens design har været vellykket. Desuden har det vist sig at være en forholdsvis enkel metode, der kan gentages rundt om i kirkelandskabet, hvor man ønsker at få mennesker i tale og åbent lytte til, hvad de tænker, efterspørger og søger ved folkekirken og den lokale kirke.

...

Endvidere har undersøgelsen haft det underliggende mål at forsøge at uddrage generelle træk ved både indbyggere og byområder i og nær den store by for på den måde at kunne anvendes bredt af andre stifter og sogne. Det er tydeligt, at undersøgelsen bidrager til en generel forståelse og indsigt i, hvad der kan være på spil i de fire beskrevne by-typer. Hvilke spørgsmål og udviklingsområder der trænger sig på.

I forlængelse af de generelle beskrivelser og herunder også sogneanalyserne er det tydeligt, at man kan konkludere, at ”den store by” (i dette tilfælde Aarhus) og dens hastige vækst unægtelig har betydning for livet i byerne på flere afgørende punkter:

Overvejelser om det lokale og følelsen af at være en del af et lokalmiljø er et tema, der går igen i hele undersøgelsen. I den ene ende af skalaen – den urbane landsby - prioriterer indbyggerne at støtte op om det lokale og det sociale liv, og de er bevidste om denne prioritering. I den anden ende af skalaen - centrum af den store by – er der også bevidsthed om at være en del af et mindre lokalmiljø (nærmest ”forsamlingshusagtigt”), men loyaliteten over for det lokale er her ikke så stærk, at beboerne vælger arrangementer og tilbud til og fra på den baggrund. 

Denne forskel kommer også til udtryk i synet på den lokale kirke. Hvor kirken i centrum ikke opleves som en del af lokalmiljøet, kan man se, at når man bevæger sig ud af byen mod forstæder og ud til den urbane landsby, bliver kirken langt mere forankret i beboernes bevidsthed som en del af det lokale. Folks kirkebrug hænger derfor også sammen med, hvilken type by, man bor i. I den urbane landsby vægtes det lokale og sociale liv højt, og det bliver dermed også definerende for, hvornår og hvordan man bruger kirken. I den store by og i områderne lige op til den står det derimod tydeligt, at kirken står i skarp konkurrence med alle de andre tilgængelige tilbud.

Et andet gennemgående motiv i samtalerne med fokusgrupperne er, at jo længere væk man kommer fra den store by, desto mere fremherskende bliver monokulturen. Bevidstheden om primært

 

fordelene ved, at det område man bor i indeholder en vis diversitet og mangfoldighed, spores igennem hele undersøgelsen, og her ser man også, at der tydelig forskel på graden af monokultur i centrum og i områderne omkring den store by.

På tværs af de adspurgte grupper og by-typer er holdningen, at folkekirken må forholde sig til den hastige udvikling i og omkring den store by. Dog er det ikke muligt på baggrund af deltagernes svar at konkludere noget entydigt om, hvordan denne fornyelse eller udvikling skal udfolde sig. En tydelig ambivalens præger helt generelt deltagernes holdning til spørgsmål som: Hvilke tiltag kan få de adspurgte til selv at gøre brug af kirken? Eller i hvor høj grad kirken bør forny sig og bevæge sig med udviklingen eller stå stille som en modbevægelse til den hastige vækst? 

Der er ligeledes en dobbelthed i deltagernes beskrivelse af deres forventninger til og oplevelse af folkekirken. Generelt beskrives folkekirken som et sted for alle. Dog skal denne formulering ikke blot betragtes som en ros, da der heri også ligger den kritik, at folkekirken med mange af sine arrangementer forsøger at ramme for bredt og dermed risikerer ikke at nå så mange.

 

Et er sikkert, at når man spørger folk, hvad de tænker om folkekirken, deres lokale kirke, lokalområdet, og hvordan de gør brug af kirken, så er svarene både provokerende og tankevækkende, og de giver mulighed for nye åbninger, perspektiver og spørgsmål at arbejde videre med. Og disse pointer understreger vigtigheden af, at vi må blive ved med at spørge og forholde os åbent og nysgerrigt overfor, hvad folk tænker, siger og gør – hvad betyder det fx for folkekirken, når den sammenlignes med en restaurant, der serverer ”for lidt sovs og for tørre kartofler”? 

Og som undersøgelsen også tydeliggør, så har det stor betydning for arbejdet som præst, kordegn, kirketjener o. lign. hvilken type by, man arbejder i. Det har betydning for hvilke spørgsmål, der bringes på bane, hvordan typen af arrangementer og aktiviteter kan formes og ikke mindst, hvordan folk ser på den lokale kirke.

 

 

 

Sådan er der konkluderende pointer at hente i dette arbejde. Konklusioner, viden og indsigt, som på flere måder betyder, at vi lige nu står i et mellemrum: Vi har spurgt mennesker, fokusgrupper, hvordan de tænker om deres lokalområde, deres lokale kirke, hvordan de bruger kirken, deres forventninger - om oplevelserne lever op til forventningerne - og ikke mindst, hvordan de ser på folkekirken overordnet. Der er rigtig mange spørgsmål – vigtige spørgsmål – og det giver mange svar. Øvelsen er nu at tage spørgsmålene og svarene med videre til eftertanke og refleksion og så føre dem tilbage til folk igen. Hvilke handlinger kalder det her på rundt om i menighedsråd? Hvad kræver det af institutionen, folkekirken? Hvad kræver det af biskopper, provster?

Der hersker ingen tvivl om, at når der på denne måde sættes fokus på folket i ”folkekirken”, så bør det lede til nye spørgsmål, til forandringer og til nye måder at tænke folkekirken på både som kirke, lokalkirke og som institution.

Det er afgørende, at vi tør stå i dette mellemrum - mellem folk og kirke, mellem teologi og antropologi – tør at vakle og at bevæge os ind i folks tanker og gøren såvel som at turde at tage deres spørgsmål og overvejelser med ind i de teologiske refleksioner. Det er værdifulde spørgsmål og overvejelser, man får serveret, hvis man lytter nysgerrigt og åbent til folks oplevelser og forventninger og ikke blot lader dem stå som konstateringer som ”for lidt sovs og for tørre kartofler”. Man kan tage dem med omkring bordet til menighedsrådsmødet, til præstemødet, til provstikonventet, i samtalen med skolen og andre lokale aktører i samtale om, hvad kirken skal og kan i lokalsamfundet.

Således er resultatet af undersøgelsen, at det er nysgerrigheden i folk, det der bliver sagt, ment og forventet, som folkekirken skal bruge som spejl og referencepunkt til at arbejde videre med det at være en folkekirke.