Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 1. søndag i advent

Søften Kirke, søndag den 2. december 2018 kl. 11.00

Salmer: 74 Vær velkommen, 85 Op, Zion, 87 Det første lys, 84 Gør døren høj, 80 Tak og ære. Nadver: 78 Blomstre som.

Så er det første søndag i advent. Den første søndag i det nye kirkeår. Så vender vi bunken. Så ser vi fremad mod jul. November var så mørk. Men nu tænder vi lys for alvor. Julelys. Men mørket er der stadigvæk. Både på den ene og på den anden måde. Det hører vi også i evangelieteksten, som jeg vil læse lige om lidt. Og I vil også høre om det i min prædiken i dag. Men husk: det er i mørket lyset skinner klarest, det er ud af natten at morgenen bliver til.

Adventstid er længselstid. Længslen efter at noget skal blive anderledes, længslen efter at noget skal forandre sig, at noget ske, at noget skal komme. Og her tænker jeg ikke kun på julen, som der har været talt ned til siden efterårsferien. For længsler kan have så mange forskellige mål, ligesom de kan være så mange forskellige slags.

Ligger du søvnløs i mørket, længes du efter morgenen. Er du syg, længes du efter at blive rask. Er du ensom, længes du efter selskab. Er du efterladt, længes du efter den, der forlod dig. Det er de individuelle, de personlige længsler.

Men vi kan også have nogle fælles længsler. Vi kan længes sammen, som en gruppe, som et folk, som en nation. På Jesu tid, længtes folket efter en frelser, en forløser, der skulle gøre alting nyt, bringe fred, retfærdighed, gode tider til landet. Det hører vi om i dagens tekst. ”Hosianna, Davids søn”, råber de begejstret i gaderne, da Jesus kommer ridende på et æsel, som fortidens konger gjorde. Er det ham, der skal smide romerne ud og gøre alting godt igen?

Dengang vi her i landet var besatte, længtes vi også efter freden og friheden, og fejrede den med sang i gaderne. Og da vi efter krigen måtte spænde livremmen ind, længtes vi efter velfærden eller velfærdsstaten. Og nu er det som om, at mange af os, der synes vi lever i en kompliceret, splittet, uoverskuelig og lidt for blandet verden, længes efter en mere enkel tid, en tid der var engang, eller som vi tror, der var engang. Og sådan er det også på den store globale scene.

I USA, har I nok hørt, taler præsidenten om at gøre USA stor igen. I England drømmer de om tiden før EU. På samme måde i Rusland, i Tyrkiet, i Brasilien, i Polen, i Italien ser de sig også tilbage til en tid engang, hvor mange ting var bedre, end de er nu. Og jeg tænker, at mange af os da også nogle gange tænker lige sådan.

Om det så virkelig var bedre, tror jeg, der er god grund til at sætte nogle store fede spørgsmålstegn ved. Men føler du dig truet eller udsat eller overset og måske kørt over af udviklingen, så længes du forståeligt nok, efter noget andet og bedre, noget nyt der skal komme, eller noget gammelt der skal vende tilbage, noget andet i hvert fald end den nuværende, sørgelige, tingens tilstand.

Så på den måde er det såmænd ikke så stor forskel mellem os i dag og det, der skete i Jerusalem for små to tusind år siden, hvor folket også var i gaderne, fordi de længtes tilbage til freden og de store gamle konger, der skaffede den. Og selvfølgelig bliver vi, som de blev dengang skuffede eller kede af det, når tingene ikke bliver, som vi håbede på eller længtes efter.

Det gælder på det personlige plan, hvor vi måske lærer at leve med det eller bliver nødt til at leve med, at du ikke bliver rask, at det nok ikke bliver bedre, eller at ham du savner, ikke kommer tilbage. Noget andet på det store fælles folkelige eller nationale plan, hvor skuffede længsler nogle gange får vreden til at boble eller volden til at bryde ud. Det er længslernes mørke side, og de kom, netop, så voldsomt syne få dage efter, at Jesus var redet ind i Jerusalem under vilde jubelscener. Folket erfarede jo, at han ikke levede op til deres drømme, og derfor ryddede de ham brutalt af vejen. 

Og sådan har det jo desværre været både før og siden. Det var nu ikke lige sådan vi havde tænkt os det, tænker de, tænker vi, og så væk med ham eller med dem, der kom mellem os og vores længsler og drømme, alle dem der ikke passede ind, dem der ikke hørte til, dem med de forkerte holdninger eller tilhørsforhold. Ud i mørket med dem, ud af vagten, ud af landet. Længsler og drømme er nogle gange udtryk for menneskets evne til at tænke stort eller overkomme det mest utrolige. Men hvis de skuffes eller udfordres, kan de kalde det værste, det allerværste, frem i os.

Her i kirken lærer vi, at Gud svarede på menneskets længsler og drømme om en lysere og sandere tilværelse, om frelse og fred og forløsning og et liv, hvor døden ikke kaster så lange skygger. Han svarede med sin søn, og det svar fejrer vi, når det bliver jul. Og selvom vi på alle måder forbinder julens komme og ham, der kom til os i julen - selvom vi jo alle sammen, tror jeg, forbinder det med noget godt, noget glædeligt, noget stort og lyst, så var han, som sagt, mens han levede ikke nødvendigvis et populært svar. Han var - om jeg så må sige - ikke i alt et svar, der dansede efter vores længslers pibe.

Han kom jo ikke med det paradis, vi måske forestiller ligger bag os eller foran os. Han kom på et æsel, sagtmodigt ridende, han blev født i en stald og lagt i en krybbe, langt væk fra magtens centrum, fra borge, paladser og slotte. Og han kom, modsat kongen, kejseren, erobreren, herskeren, præsidenten, som den der insisterede på at tjene og tilgive og vise barmhjertighed.

Hvor vi ofte vælger magtens lige vej til vores længslers mål, om det så ligger bagved os, i de gode gamle dage, eller foran os ind i en gylden fremtid, så tog han omvejen omkring det menneske, der kaldte, savnede, manglede, den, der ikke passede ind, den, der ikke hørte til, den med de forkerte holdninger eller det forkerte tilhørsforhold. Guds svar til menneskers kor af længsler var på den måde langt fra et indlysende svar. Jesus er ikke, fra vi menneskers synsvinkel, et indlysende svar, fordi vi altid hellere vil vores eget. 

Men han var altså Guds svar. I ham lod Gud høre fra sig. I livet han levede, i de ting han gjorde og sagde, i døden han døde på korset, var det Gud der svarede mennesket. Her er mit svar til jer. Og det svar var jo en vilje til at gøre godt og tage imod på trods af vores enegang og vores stædige vilje til kun at ville vores eget og kun at forfølge vores egne drømmes mål. Guds kærlighed til sit menneske gik i Jesus helt ned i de dybeste dybder for at samle op derfra, samle dem op, der intet syner i det store magtspil, som vi altid vil spille.

Og så sandt som døden ikke kunne undertrykke den dybdesøgende kærlighed, så sandt skal den være fortegnet for os, der hører ham til. Den skal korrigere os, når vi vil feje vores medmenneske til side for selv at komme frem. Når vi tror mere på vores egne drømme og forestillinger om det gode og sande end på det menneske, der står lige ved siden af, som du måske ikke ænser eller gider, eller som du måske ikke synes hører til i dit idealbillede af verden og samfundet. Husk, at Gud kom til dig netop som en, der kom sagtmodigt ridende, som en tjener, som ville frelse, befri og løfte sit menneske, som det menneske var. Som han kom til dig, skal du komme til din næste.

Gud kom ikke til dig med et strålende herlighedsrige, en politisk utopi, eller en opfyldt drøm om en tid og et samfund, der var. Han kom i sin søn med et kærlighedens og tilgivelsens fællesskab, som du behøver, og som behøver dig. Et kærlighedens og tilgivelsens fællesskab som kommer til dig i et andet menneske og som du nu skal bringe videre, hvor du nu er.

Adventstid er længselstid. Længsler har vi. Længsler må vi have. Men – som sagt – det der er evangeliets påstand, og det de engang byggede Søften kirke på – det er, at svaret på de længsler kom til vores jord julenat. Man kan sige: som en stor udstrakt hånd til os og som den glædelige vished om, at han i sin søn overhovedet kom til os, sagtmodigt ridende, og ikke overlod os til vores eget selskab.

Så tag glad imod ham. Lad ham, som de gamle salmedigtere digtede, ride ind i dit hjerte og lad ham få magt derinde. Det kan både du og jeg og os alle på denne mørke og urolige klode i den grad trænge til.

 

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen