Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved Kirkens Korshærs 100 årsdag

Aarhus Domkirke søndag den 15. april 2018 kl. 14.00

Salmer: 369 Du som gir os liv, 31 Til Himlene rækker, 260 Du satte dig selv, 234 Som forårssolen

 

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Morten læste ordene fra altret før. De stammer fra Salme 23. Jeg ved godt, at den slags kan man selvfølgelig ikke måle eller vide med sikkerhed, men jeg tænker, at Salme 23 gennem tiderne har været en af de mest elskede tekster i Vores Gamle Testamente, ja, måske i hele vores Bibel.

Med få ord udmaler den en lille scene: grønne enge, så vi ser den for os: stilfærdigt rislende vandløb, hyrden og hans fåreflok. ”Oh, at være en tøjhund”, digter Frank Jæger, ”kysse en blankøjet dreng, bo i hans venlige arme, sove sig mæt i hans seng”. Oh, at være et får, lyder det med Salme 23. Oh, at være et får, når Herren er min hyrde. ”Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt”.

Salme 23 giver os, kan man sige, et trøstbillede, et trøstbillede der taler til de fleste, også til det moderne selvrådende menneske, der i andre sammenhænge ikke har den mindste lyst til at blive kaldt et får, et får der står og ser dumt ud. For det er et billede på tryghed, et billede på at være passet på, et billede på at være uanklaget, ubekymret og trygt til stede i verden, et billede på freden ved at være der, hvor fortræd og mørke ikke kan nå en.  Hvem har ikke de længsler?

Og på den måde er Salme 23 også et modbillede. Et modbillede hvor hyrdens omsorg modsvarer de mange, mange erfaringer mennesker til alle tider har gjort sig af det absolut modsatte. ”Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod”. Alt det som alt for ofte er og har været en mangelvare, hvor mennesker regerer med hinanden, nemlig omsorg, godhed og troskab, dét hersker, hvor hyrden er, og hvor hyrden samler sin flok.

Som sagt, mange har gennem tiderne og af gode grunde dvælet ved det sceneri og med det ligesom set på et billede af verden og virkeligheden, som den også kan være, men som man måske, på ingen måde, erfarer og oplever den lige nu og her.

Hvad enten du sidder derhjemme i stueren hjemsøgt af angst, vrede, bekymring. Eller du går på gaden og ting er gået galt for dig helt fra begyndelsen: der gives på en eller anden måde, et eller andet sted, en virkelighed, hvor du er passet på, hvor du kan hvile, som får i grønne enge. For nogle en påstand. For andre troens kerne, den uforklarlige tillid til, at Gud vil mig det godt, at Han er min hyrde, og at jeg hos ham intet skal fattes, som det lyder i den gamle oversættelse.

Men nu til noget helt andet, nemlig et hidsigt mellemøstligt skænderi hvor den her fredfyldte og trøsterige salme bruges til at sætte ekstra turbo på vreden og anklagerne. Det er i dagens tekst, som jeg læste lige før. Jesus er blevet passet op af nogle opbragte jøder, nogle repræsentanter for hans egen religion, som vil have et klart svar. Er han virkelig Guds udsendte? Taler han med Guds autoritet? Har han noget at have den påstand i? Der er spændinger i luften. Religiøse diskussioner er som bekendt ikke for sjov.

Og så svarer Jesus altså, som vi hører, ved at frækt at referere til netop Salme 23, som vi kan være i den grad forvissede om, at en from jøde også satte endog meget højt. I hører ikke til mine får, siger han. ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”. Og jeg kan love jer for det koger, for hvad bilder han sig ind at monopolisere den her salme og ligefrem sætte sig selv ind i den som den gode hyrde.

Det er jo et spørgsmål, om hvem, der har forstået Gud ret. De fromme jøder eller Jesus? Og nu er det ligesom, at han tager den her elskede salme fra dem, forvrænger den og gør den til noget helt andet, gør den fremmed for dem. Han kaster en utilladelig uro ind i salmens ro og får den til at handle om noget andet, end det de hidtil har lagt i den. Han gør den til andet og mere end et spørgsmål om deres, jødernes, særlige tilhørsforhold til Gud.

Det er jo – uanset hvilken tro du tilhører - troens farlige slagside: når man vil have Gud for sig selv. Når man synes, at alt det her med Gud og mig, der er så sandt og godt, fordi det netop handler om Gud og mig, Gud og os, og i hvert fald slet ikke de andre. Det er jo lige dér, hvor den troende lukker sig inde i sit eget lille rum med dem, der mener det samme som ham selv, nyder roen og så ser ud på alle de andre med vrede og foragt. Og ja, da især på den, der vover at sætte spørgsmålstegn ved og rokke ved det man holder for sandt og rigtigt.

For læg lige mærke til de ord, der også står i salme 23: ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender”. Underforstået: så kan de stå der og se misundeligt på mig. Så kan de lære det, kan de. For det gør det jo ikke ringere at kunne hvile sig, fede den, havde jeg nær sagt, i Herrens fred og varetægt, når der er nogen, der ikke gør det. Det giver jo altid lidt ekstra brændstof til troen, når man kan pege fingre af de vantro.

Det var lige netop den her religiøse tendens, som Jesus gjorde op med som en religiøs systemfejl. Og dem han skældte ud -  i dagens tekst sine fromme trosfæller, var netop dem, der stivede deres tro af ved at holde andre ude. Og dem de gerne ville holde ude, kaldte han ind.

For Jesus kaldte ind. Før noget som helst andet. Han kaldte ind, fordi, som han påstod, Gud kalder ind. Guds væsen er at kalde ind. Så det er dem hans samtids religiøse autoriteter, helst holdt ude for at styrke sig selv ind ad til, han her i dagens tekst kalder sine får. Det er dem, der hører hans røst, og som Gud holder fast ved, som Gud ikke slipper, og som skal ligge i grønne enge og ledes til det stille vand.

OG den her religiøse systemfejl, som førte til hans henrettelse, den skal vi der lever i lyset fra hans opstandelse, være umådeligt opmærksomme på. Også hos os selv. Ikke mindst hos os selv, så at vi ikke på samme måde vil gøre det med Gud og os til et spørgsmål om Gud og mig og de andre, der tror og lever ligesom mig. Men at vi tvært imod hele tiden er opmærksomme på, at Gud også går andre steder, end der hvor jeg måske går, eller tror han går.

Og – ikke mindst - vi skal huske på, at han kaldte ind ved at vi selv kalder ind. Med andre ord hvilen, roen, freden, glæden, trygheden, værdigheden, i Salme 23 skal vi, som vi nu kan og formår, delagtiggøre andre i. For den er ikke kun ord, den her salme. Den er ikke en påstand. Den er ikke kun troens kerne, et udtryk for hjertets tillid, den er også netop et trøstebillede og et modbillede, der taler om en virkelighed der gives mellem mennesker, dér hvor Jesus er den gode hyrde.

Og her i dag hvor vi fejrer, at Kirkens Korshær her i Aarhus fylder 100 år, kan vi jo tænke på Korshærens fædre, der netop bevægede sig der ind, hvor gode folk helst ikke kom og kalde dem, der gik rundt derude ind i varmen, til et måltid mad eller mulighed for overnatning. Et glimt af hvilen i grønne enge, kan man sige. 

I dag er verden og virkeligheden måske mere kompliceret end dengang, måske, men nøden er den samme, og de der ikke er inde, men ude, er bestemt ikke blevet færre. Og tak og taknemlighed skylder vi dem, skylder vi jer, det ufortrødent følger op, hvor de gamle slap og på så mange og både små og store måder, direkte som indirekte, giver de mange, der har brug for det det samme glimt af det gode liv, salmens gode liv: hvilen, roen, freden, glæden, trygheden, værdigheden.

I genbrugsbutikkerne, på herbergerne, i bofællesskaberne, i varmestuerne, i fikserummene, på gaden, i arresten, i rådgivningerne, i alt det arbejde der forgår her lyder der et ekko af den gamle salme 23, som Jesus udlagde den, og som han gav os del i den, og som han gav os et kald og et ansvar med den.

For hvor Jesus er den gode hyrde, hvor vi holder fast i, at Jesus er den gode hyrde, dér holder vi også fast i, at det er hans rige vi virker for og med. Ikke vores egne dagsordner, der så let, så let snævres ind til ideologier, religiøse systemfejl eller vores egne små private projekter, af hvad art de nu kan være.

Nej, vi er en del af noget uendeligt større, der giver mening i det nære mellem mennesker, som mennesker nu er, med det hele, også – i den grad også – med mangler, fiaskoer, fejl og fald. Noget uendeligt større, der virker i det nære mellem levende mennesker. Dét er kaldet, som Korshæren tog op og tager op hver dag.

Ingen, ingen nogensinde, skal rive dem ud af min hånd, siger Jesus om de får, som vi håbefuldt og i tro og tillid må regne os selv og vores næste iblandt. Og så må vi gøre vores bedste for at gøre netop dét gældende for dem, der om nogen har brug for at høre og erfare det. At de hører til. Trods alt, hvad de ellers kan erfare. At de hører til. Blandt os og hos hyrden, hos den gode Gud, hvor død, mørke og fortræd ikke er.

Guds velsignelse over Korshæren, dens arbejde og jer der virker der.

 

lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen