Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 4. søndag i advent

Genindvielse af Kastbjerg Kirke, torsdag den 20. december 2018

Salmer: 86 Hvorledes skal jeg møde, 106 Af højheden, 110 Nu vil vi sjunge, 117 En rose

 

Det ser voldsomt ud, når en gammel landsbykirke er blevet rippet for alt sit inventar og står tilbage med de rå vægge. Sådan har mange af jer set Kastbjerg kirke stå hen nogen tid, afskrællet og afpillet, næsten som da de lige havde bygget den for mange hundrede år siden.

Men på en eller anden måde bliver det også tydeligt for os, med sådan et nøgent rum, at den kirke vi nu er samlet i igen, og som vi netop har genindviet på højtidelig vis, at den i sig har mange lag, mange historiske lag, hvor generation efter generation, siden de byggede den, har føjet sit eget til, meget eller lidt, stort eller småt.

Bænkene, billederne, altret, prædikestolen, kapellet som vi afdækkede her i juli - alt sammen vidner det om tidligere generationers brug af, men også omsorg og omhu for og kærlighed til deres kirke. Ligesom det fortæller os, at måden vi er kirke på og måden vi holder gudstjeneste på, også forskyder sig. Slet, slet ikke med samme hastighed som vi oplever i det omskiftelige samfundsliv, vi lever uden for kirken, men dog med nogle tøvende forandringer, der afspejler forandringer hos os som folk og som kirkegængere.

Og sådan skal det også være. Det evangelium de byggede kirken på, og som vi bygger videre på, det evangelium holder os ikke fanget i et historisk indelukke, et fortidigt vakuum. Det sender os ud i verden, og ude fra verden kommer vi herind igen for at lytte med vores tids ører og se med vores tids øjne.

Derfor er det også så godt, fint og meningsfyldt, at I har besluttet jer for og søgt midler til og bedt en af vor tids absolut bedste kunstnere at hjælpe jer med at udsmykke kirken med nye motiver på den gamle altertavle heroppe. For selvom vi holder nok så meget af det gamle, så må der også nyt til fra tid til anden: nye salmer, nye bønner, nye billeder, netop som vores tids bidrag til det gamle hus, så sandt som det, det gamle hus bygger på, også er tale til os, der lever og tænker og ånder og går i kirke nu og her i Kastbjerg, i Ommersyssel pastorat, i Aarhus stift i 2018.

Jeg vil sige mere om altertavlen om lidt, men først dagens tekst, teksten til fjerde søndag i advent. Den handler, som vi hørte, om Johannes Døber, der døbte Jesus i Jordanfloden. De religiøse myndigheder inde i Jerusalem vil gerne vide mere om, hvad han har gang i, om han er en trussel, om hvad han er for en, og om hvem han i det hele taget tror han er.

Men Johannes gør med sit svar, hvad enhver anden åndelig autoritet eller myndighedsperson ville have overordentligt svært ved, dengang som nu, han viser bort fra sig selv og peger hen på en anden, der skal komme og overstråle ham, overgå ham. Johannes siger: jeg er kun en forløber, jeg er ikke noget i mig selv, jeg er en, der baner vejen, for efter mig kommer ham, som er alt.

At pege bort fra sig selv, og at pege videre, pege hen på Kristus, det har siden, været det, der skal kendetegne en kristen kirke, en kristen menighed, og den kristne menigheds kirkebygning, og de ord, der skal lyde i, og de billeder, der skal udsmykke den kristne menigheds kirkebygning. For herinde skal vi ikke lukke os om vores eget lille fællesskab, vi må ikke fortabe os i vores egen fortid og vores egne traditioner, vi må ikke hænge fast i en historie, der ikke længere er. Nej, vi skal se videre end det, vi skal se derhen hvor Johannes peger, der hvor Kristus er, og der hvor Kristus viser os hen, nemlig til vores næste.

Det er retningen, Johannes angiver, og som hans pegen skal minde os om: retningen væk fra os selv og vores eget og hen til vores næste. For her i kirken der sidder vi som bekendt ikke i rundkreds og kigger på hinanden. Nej vi sidder netop ved siden af hinanden og ser i en bestem retning, op mod koret, mod øst, mod den opstående sol, mod det verdenshjørne, Kristus ifølge den gamle folketro engang vil komme.

Vi ser ikke på hinanden, men hen imod ham, i hans retning. Vi lytter til ordet om ham, der lyder fra altret og fra prædikestolen, og vi ser op mod altertavlen, nu den gamle, og snart, nu ved siden af, den nye, hvor kunstneren Peter Brandes for os og for kommende generationer skildrer ham, Jesus Kristus, vor Herre, som han kom til os. Vi ser ham nederst som barnet i stalden, svøbt i klude, liggende i krybben, nærmest kærtegnet af staldens dyr, og vi ser ham øverst som påskelammet, som han gav sig selv til os med sin død og opstandelse. Og så øverst på den gamle altertavle, hvis ramme vi beholder, duen, Helligåndens symbol.

Så jul, påske, pinse, de tre fikspunkter, i kirkeårets fortælling om Guds søns komme til os og til vores liv og verden, skildret i et nutidigt billede- eller formsprog, der som alt det andet her i kirken skal, som sagt, angiver retningen som Johannes pegede i, bort fra os selv hen til Kristus og fra ham til den næste, det medmenneske han viste os hen til.

Da jeg sidst var her oppe og følge med i afdækningen af kapellet oppe i koret viste jeres graver mig alterkalken, der hører kirken her til. Den er, som de fleste af jer nok ved, meget fornem, med en indgraveret skikkelse, apostlen Jakob eller Skt. Ib, de vej- og søfarendes skytshelgen med vandrestav og muslingeskal. Som en sand pilgrim er han på vej.

Så her har vi altså endnu et billede på retningen Johannes peger i, i dagens tekst, bort fra sig selv hen til Kristus, på tværs af alle grænser og tider og alt hvad der ellers binder os mennesker. Og sammen med de andre billeder herinde, nye som gamle, sammen med teksterne og bønnerne og salmerne, ja hele bygningen, udgør det alt sammen som en symfoni af tegn og billeder der fortæller os om, at vi som kristne mennesker altid er på vej, vejen Johannes peger.

På vej fra de tidligste tider, da de lagde grundstenen til huset her til tiden, der er vores, og ind i årtierne og århundrederne, der følger. På vej fra dengang barnet blev født i krybben til engang, når hans rige sætter sig igennem. På vej gennem vores, i forhold hertil korte liv, fra vores fødsel til vores død. Men altid væk fra os selv, hen til Kristus, der kom til os julenat.

At det er vejen står jo langt fra soleklart for os sådan i det hele taget og til hverdag. Vi skal ikke have bevæget os ret langt væk fra kirkens rum, før vi glemmer det og bliver retningsforvirrede. Derude kan vores kompas hurtigt gå i udu, så vi igen tåger rundt på må og få, grebet af det, der nu vil gribe os, om det så er sorgen, vreden, de gamle bekymringer, hverdagens overflade og gøremål, surhed eller de konstante magtkampe, som dem Johannes Døber uafvidende blandes ind i, som vi også hører det i dagens tekst.

Vi fortaber os, gør vi, men herinde i kirkens rum, i ord og billeder, ja blot ved synet af kirken, der ligger her mellem bakkerne, mindes vi om det, om retningen, om det store perspektiv, der modsiger og korrigerer vores det lille. Derfor, tror jeg, hæger vi om vores kirker og passer på dem. De bringer det store ind i vores nogle gange lidt for lille hverdag.

På mandag er det så juleaften, så kommer folk til den her genindviede kirke, og til alle de andre kirker, fra hvert deres, for med ordene fra Lukasevangeliet om barnet i krybben, i stalden at få retning på deres liv. Vi kommer fra hvert vores for at få retning på vores liv. Og hvad der er vigtigt at understrege: juleaften bringer os jo bud om, at den retning, der udstikkes, og som Johannes peger, den går vi ikke alene.

Gud kom til os, han kom os i møde med dette barn. Det er i sandhed det glædelige budskab, som julen bringer. Vi er ikke alene på en frysende klode. Vi har fået følgeskab på vores vej gennem tiden, gennem livet. Vi skal ikke på den måde række ud efter Gud, han har rakt ud efter os. Og med beretningen om ham, der blev født i stalden er det næsten, som om vi kan røre ved ham.

Og er det ikke også lidt det man aner eller fornemmer, med den nye altertavle, hvor perspektivet ikke er maleriets traditionelle flade gengivelse, men hvor den keramiske figur med barnet og dyrene nærmest træder ud af billedet, ud mod os, kommer os i møde.

Måtte altertavlen og alt det andet herinde i den ny-istandsatte Kastbjerg kirke på den måde, pege hen på Kristus, væk fra os selv og vores eget, hen til vores næste og måtte det altsammen blive mange til håb og trøst med evangeliets ledsagende ord om, at ”Guds søn er født i Betlehems stad/os alle til glæde og gavn”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen