Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken Juledag 2018

Aarhus Domkirke den 25. december 2018 kl. 10.00

Salmer: 99 Velkommen igen, 108 Lovet være du, 100 Kimer, I klokker, 114 Hjerte løft, 118: julen har englelyd. Altergang: 125 Mit hjerte, 129 Julebudet.

Jeg ved ikke lige hvordan man skal forklare det, men det er som om, at der et eller andet sted på en eller anden måde er noget, der klikker på plads, når man nu igen hører juleevangeliet, Som en stilfærdigt sejrsikker proklamation af verdens egentlige orden og indretning. Trods al larmen og forvirringen og tumulten, trods en verdenspolitik i opbrud, trods vreden, der ligesom siver ind i og splitter vores fællesskaber, trods fjottede talkshows, trods forbrugs-amok, trods klimatrusler, trods vores bekymringer, vores julesorg, vores tab.  Med juleevangeliet er der langt inde, dybt nede, noget der klikker på plads. En ny verdensorden, en anden verdensorden indvarslet, ikke men kanontorden eller trompetfanfarer, men med barnegråd i mørket.

 

Mon ikke efterhånden det halve land har været inde at se filmatiseringen af Henrik Pontoppidans Lykke Per. Ellers kommer den vist nok på tv her anden juledag. Som de af jer, der har set filmen eller læst bogen nok husker, så har Pontoppidans hovedperson, og alter ego, Per Sidenius, et lidt - kan man vist godt sige - anstrengt til sin gamle præstefar hjemme i Randers. Han har et uafsluttet opgør med sit ophav. Det har mange andre sønner haft både før og siden, et livslangt mellemværende med – med Per Sidenius udtryk - den gamle trold i bakken og alt hans lodne væsen. I Pontoppidans tilfælde er der både i romanen og i hans liv tale om et opgør med, eller i bedste fald et noget distanceret forhold, til farens tro, til kirken han virkede i, til den etablerede kristendom, han repræsenterer. Frastødt og tiltrukket er forfatteren på samme tid. Som om han både væmmes og længes. På den danske måde, havde jeg nær sagt.

 

Og lige netop det kommer fint til udtryk i et af Henrik Pontoppidans få digte, et ultrakort juledigt, som han gik og filede på og skar til gennem mange år. Jeg citerer: “Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude, /blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude. /Et Æsel lagde Ørene tilbage/ og hilste lydt den Lilles første Klage. /Det var i Bethlehem for længe siden, /og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden. /Hans Fødselsstund er Aarets store Time, /da Festlys tændes, alle Klokker kime. /Men altid gennem Juleaftens Glæde/ jeg hører /Æslet skryde, Barnet græde. ”

 

Man mærker Pontoppidans diskrete ironiseren: “og drengens ry er vokset stærkt med tiden” eller den lette distance: “Hans fødselsstund er Aarets store time /da Festlys tændes, alle Klokker kime. ”. I en artikel fra nogenlunde samme tid skruer digteren lidt mere op for galden: “En dansk Jul lægger ikke alene stærkt Beslag paa den religiøse Følelse. Som ved alle store kirkelige Højtider faar ogsaa Maven sin rigelige Del af Glæden (...) Jeg gad nu vidst, om der noget Sted i Verden spises saa meget og saa fedt til Jesusbarnets Ære som i Danmark. Al denne Risengrød og Gaasesteg og søde Kage- mad er maaske opbyggelig for Sindet, men den nedbryder utvivlsomt Fordøjelsen. ”. Så fik I den dernede!

 

Og man kan jo så ikke lade være med at spekulere på, om det er præstefaren, den gamle trold i bakken, puritaneren, der har taget bolig i sønnen - som døde fædre kan tage bolig i levende sønner - og som nu igen vrænger, bobler over af vrede og foragt for verdens lader og højtidens, for alverdens alvorsmænd, slemme overfladiskhed.

 

Men så alligevel, til sidst, i digtets to sidste linjer, nu uden ironi og distance, som om at julens virkeligheds grund og med den dens inderste glæde og egentlige under alligevel sætter sig igennem, som det nye, den anderledes verdensorden: ”Men altid gennem Juleaftens Glæde / jeg hører Æslet skryde, Barnet græde”. “Men altid gennem Juleaftens Glæde / jeg hører Æslet skryde, Barnet græde”. Barnets gråd i mørket.  Sådan lod Gud høre fra sig julenat. Altings begyndelse. Trods gøglet, trods æderiet, trods julesorgen, vreden og volden og alverdens fædre og trolde i bakker.

 

Barnegråd i mørket. Det kan gå i maven på enhver. Få ting stresser mere, eller kan gøre os mere urolige. Om det er dit eget barn, der trænger til trøst, eller om det er barnet, der mistrives, sulter eller er bange, på sygehuse, i flygtningelejre eller udbombede ruinbyer. Barnegråd er indbegrebet af sårbarhed og udsathed, det er bønnen om hjælp i absolut kortform.

 

Men det er også lyden af det nye liv, der melder sig så suverænt og så trodsigt og så glædesfyldt: det nyfødte barn, fødslen der ændrer alt. Enhver forælder kender det: fra nu af er intet længere, som det var før. Gamle selvindlysende sandheder smuldrer og smelter. En ny dagsorden er sat. Nu er det ikke længere vores gamle verden, men barnets den nye.

 

Der sad Augustus i Rom, imperiets hersker og romerfredens opretholder. Hans var magten og æren. Hans var definitionen på verdens orden og indretning, med soldater, stridsvogne, skatteudskrivning og folkeoptællinger. Og om nødvendigt med brutalitet, undertrykkelse, mord og mishandling. Sådan kan riger også holdes sammen. Og bliver det.

 

Og så de to på vejen i en afkrog af imperiet, uendeligt langt derfra, Josef, Maria, æslet. Stalden udenfor byen. Hyrderne, samfundets lowlife, kulden og mørket, og så æslet der skryder, barnet der græder. Indbegrebet er det af skrøbelighed og afmagt. Men her viste Gud sig. I barnet det skrøbelige og afmægtige kom Gud til syne. Barnet græd og intet, absolut intet var som før, og har ikke været det siden. Alt var nyt. En ny magt, en anden magt, en modmagt i afmagten, afmagtens modmagt.

 

Julens beretning er på den ene side til at forstå. En lille fortælling om en mægtig mand, et fattigt forældrepar og et barn født i en stald og lagt i en krybbe. Æselskryden og barnegråd. Og julens beretning er på samme tid ikke til at fatte. Det er ikke til at fatte, at det var her og på den måde Gud lod sig forstå og begribe: ikke i kosmiske stjernetåger eller store paladser, men i det spædeste, mest sårbare liv, i en afkrog, en udkant, i en stald med forskræmte og forfrosne hyrder som de første vidner.

 

Helt her ned trådte Gud. Her, med barnegråd og æselskryden, blev hans magt, afmagtens modmagt, åbenbaret for verden - i første omgang for dem ude på marken, borte fra alting - åbenbaret med englenes: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”. Hele folket, ikke de særligt udvalgte, de særligt indviede, de særligt egnede, de særligt troende. Men også, ja først og fremmest, de usete, dem i mørket, ude på marken, ude i kulden og i stalden.

 

Nogle gange tænker jeg, at julens fortælling om stalden i Betlehem, om æselskryden og barnegråd, at den også ligesom spejler sig, i vores kirke og vores måde at være kirke på. Helt konkret, at stalden i den grad er til stede her i kirkens rum, også i den her majestætiske kirkebygning med alle dens fortællinger om storhed og fald, om magtkampe og magtdemonstrationer og menneskers pral og ambitioner og skønhedstrang. Den fattige stald er til stede herinde, netop som en modfortælling, som en fastholdelse af afmagtens modmagt, der gør, at huset her aldrig vil eller må lukke sig om sig selv, men hele tiden have plads og rum til den glæde, som skal være for hele folket.

 

Julemåneden viser os spændvidden i vores kirkehuse. Fra sublime koropførelser, oratorier, julekoncerter med landets absolut dygtigste (ikke mindst her i kirken) til arrangementer for udsatte, der her for en uge siden – skulle jeg hilse og sige – havde en fest herinde. Dertil alle skolerne, børnehaverne og den daglige strøm gennem dørene af besøgende. Og tæt på, herude i læ og skygge af domkirkens massiv, de mange, mange på juleshopping, dem der går hurtigt og målrettet, dem der slingrer formålsløst rundt, dem der hygger sig med børnebørnene eller gemmer sig i mørket. (Og sandelig også et lille Tivoli, hvor Smadremanden fra Otterup efter sigende har været julemand.)

 

Kirken midt i forskelligheden, med den fattige stald i sit hjerte, og dermed rum og plads, også til barnegråd og æselskryden (måske knap så meget æselskryden), men med rum og plads til fattige og arme, til urolige og tvivlende hjerter, til søgende, til uoplagte, til dem der ikke kan finde stemningen, til dem der er sure og vrede og bekymrede og sorgfulde eller så vældigt i hopla med trang til festlys og klokkekimen. Altsammen fordi Gud er kommet til os i sin søn og med ham sat en dagsorden som ikke bygger på den stærkes magt, som ikke bygger på udstødelse og bortstuvning af den uønskede, som ikke vinder styrke ved at splitte og skelne, (som ikke er underordnet døgnets larm og samfundets næsten permanente alarmtilstand), men som vidner om en udefra kommende kærlighedsvilje, himlen der melder nyt, at Gud vil sit menneske. En glæde for hele folket. Fred til mennesker med Guds velbehag.

 

Verden går sin skæve gang, men her, med julens evangelium, er der så afgjort noget, der er klikket på plads, som vi ikke kan undvvære, og som vores kirke skal være vidne om.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul. Vi beder om, at du vil forbarme dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse eller syge, at du vil give dem din hjælp og trøst. At du vil afvende krigens og terrorens ondskab og skænke fred i verden. At du vil bevare alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og i stedet give plads i hjerte og hjem for den kristne glæde. At du vil velsigne alle højtidens gudstjenester og berede indgang i vore hjerter for dit ord og vække taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus.

Vær hos de flygtende og forfulgte. Og i disse urolige tider: skænk vores ledere visdom og mod. Styrk os alle os vi ikke går under i frygt og bekymring. Lad os holde fast ved dit riges frugter og med dem byde mørket trods.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2.,Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen

Tillysninger:

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen