Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 13. søndag efter trinitatis 

Johanneskirken i Vorup, søndag den 26. august 2018- ifm. 40 års kirkejubilæum

Man ser det for sig det, der sker i dagens tekst: der kommer mutter trækkende med sine to granvoksne sønner. Hun maser sig ind foran Jesus, kaster sig ned for ham og beder ham om at reservere de gode pladser, de særlige pladser, de magt- og ærefulde pladser i det rige, han har talt om, han vil oprette.

De to står sikkert og tripper lidt bag ved mutter og ser betuttede ud. Man kan pludselig se de vandkæmmede morsdrenge inde bag ved skægget og de normalvis alvorlige miner. De andre, med-disciplene, ser til gengæld irriterede ud. Ja, de bliver vrede, står der.

For irriteret eller vred bliver man da, når man støder på den slags anmassende curlingforældre, der ikke kan og vil slippe afkommet, men som utrætteligt og vedvarende kæmper for, at netop de skal få alle fortrin, når de forsøger at gøre dem til fortrop for deres egne forliste ambitioner. Og så møder de ellers op, curlingfar og –mor, med deres arme små og maser på - i skolestuen, på sportspladsen, ja til forelæsninger på universitetet, har jeg hørt.

Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om en udstrakt forældrekærlighed, og at det er en udstrakt moderkærlighed, hun udviser, mutter Zebedæus. Men det er også en tyrannisk en af slagsen, når andre – som man næsten fysisk fornemmer det her i dagens tekst - forsøges skubbet til side i kampen for de bedste pladser.

Men her er andet og mere på spil end usmagelige mødrene ambitioner. Den her lille beretning om Zebedæus sønnernes mor fortæller også i al sine tilsyneladende uskyldighed med på endnu større og på alle måder grim og aktuel fortælling om kampen for de bedste pladser, om kampen, med andre ord, om magten og æren. Især hvor den kamp blandes op - som den jo bliver det her - med den tro, der jo i så mange religioner og trosretninger, for så mange, mange mennesker verden over er et hjerteanliggende, og som vores kirke - som Johannes Kirke her i Vorup - er bygget på.

Det er jo i intet mindre end i Guds rige moren gerne vil reservere hæderspladserne ved Jesus side. Fordi hun som så mange andre på Jesu tid - også blandt Jesu egne disciple - forstår det rige – som Jesus tit talte om - som noget, der netop har med magten og æren og sejren og dermed også – mere eller mindre indirekte - de andres nederlag at gøre.

For det er jo såre logisk, såre menneskeligt at tænke sådan. Magten og æren, kampen for magten og æren, fylder jo så meget i alt det vi går og gør, i vores politiske liv, i vores arbejde, i samfundet, i måden vi indretter os på og hvordan vi forholder os til vores omgivelser. Her gælder det jo, på mere eller mindre civiliserede måder og mere eller mindre direkte eller indirekte, om at få indflydelse, rage op, få de gode pladser. Og den kamp for magt og ære kryber så også ind i religionen, i troen, i kirken, dér hvor troende mennesker er og forsamles. Selvfølgelig gør den det. Og det har den altid gjort.

Tydeligt – ja, overtydeligt – bliver det, når Guds sag søges fremmet med erobringer, med vold og magt og fortræd og udpegning og udstødelse af de vantro, der må lide, når den sande tro skal fremmes. Akkurat som vi lige nu ser det i islamismen eller den voldelige salafisme, der står bag mange af vor tids mest modbydelige terroranslag og forfølgelser.

Men alle religioner har den slags på deres samvittighed, når der er gået magt og ære i dem. I dagens episteltekst hørte vi for eksempel, hvordan Paulus, en af de største og mest betydningsfulde kristne teologer og fortolkere overhovedet, begyndte sin karriere som nidkær troende jøde med at forfølge kristne. Jeg var ”en spotter og forfølger og for frem med vold”, som han skriver.

Nu slås den katolske kirke med forfærdelige beretninger om systematisk børnemisbrug og forsøgene på, fra kirkens top, at dække over forbrydelserne. Også her har magtfuldkommenheden og forsøget på at fastholde æren inficeret en kirke, en forsamling af troende.

Og i vores eget folkelige nærmiljø kan magten og æren, om end på langt, langt mindre spektakulære måder, med langt langt mindre forfærdelige konsekvenser, men under radarhøjde og i den fælles hverdag, sætte sig sine spor, når vi på forskellige måder går og trykker hinanden for at få ret, når vi slås og forsurer arbejdsmiljøet i kampen for magten og æren og for at være først og størst.  Det sker jo. Så mange steder. Det er jo det der ofte er årsagen til så meget elendighed, så mange ærgrelser og så mange små som store kampe i dagligdagen.

Men i det store, så vel som i det små, er det også tit noget vi fortrænger, hvis vi ligesom Zebedæussønnernes mor bilder os selv ind, at vi bevæges af kærlighed og omsorg, og vi derfor ikke kan eller vil se det selviske ærinde, vi nogle gange er ude i. Det selviske ærinde der handler om vores trang til magt og ære, vores ambitioner, vores vrede og had. Når vi overser det, fortrænger det eller forveksler det med troens eller religionens gode sag, så er det, at vi er seriøst på vildspor.

Derfor er det, at Jesus formaner mutter Zebedæus og hele discipelflokken, som antageligt også går og drømmer om magt og ære og om at være først og størst: Sådan skal det ikke være hos jer, siger han. Og de ord skal vi i den grad tage til os og huske på og lade os korrigere af. For, som Jesus også siger til dem: Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl.

Sådan! For det er ikke for meget sagt, at det Jesus sagde og gjorde var en stor modsigelse til den tendens eller systemfejl, der kan komme så forfærdeligt til udtryk, når og hvis vi forveksler Guds magt og ære med vores egen trang til magt og ære.

Dét at Jesus, som han selv siger, kom til os, ikke for at lade sig tjene, men for at tjene andre og give sit liv for mange, dét, som han peger på i sine lignelser, at Gud ikke er en forlængelse af vores opdeling af verden i gode og onde, retfærdige og uretfærdige, venner og fjender, alt dét opstiller en helt anden dagsorden for os i det liv vi skal dele med hinanden. En helt anden dagsorden end magtens og ærens dagsorden. Nemlig en kærlighedens og hengivelsens dagsorden.

Det er dagsordenen for det rige han kom til os med. Og den dagsorden er vores kirke, også Johanneskirken i Vorup, bygget på. Og den dagsorden skal vi blive ved med at bygge på. Som når vi døber børnene på her ved døbefonten, som Sarah blev døbt lige før.

Og nu tror jeg ikke at Sarahs far og mor er sådan nogle curlingforældre, ligesom fru Zebedæus. Men de vil selvfølgelig det aller- allerbedste for hende. De vil selvfølgelig gerne rydde alle sten og forhindringer af vejen for at hun kan få et godt og lykkeligt liv. Hvilke forældre vil ikke gerne det?

Og det er vel også derfor, tænker jeg, at de har valgt at lade Sarah døbe, og i dåben siges det bl.a. som vi hørte det lige før, at det kors der blev tegnet for hendes ansigt og bryst, er et tegn på, at Sarah tilhører, den korsfæstede herre, Jesus Kristus. Altså ham, der gav sig selv hen for mange, fordi han var kommet for at tjene og ikke herske og rage magten og æren til sig eller skubbe andre til side for selv at få det bedste. Det er den herre, Sarah hører til. Det er den herres kærligheds og hengivelses dagsorden, hans kærlighedens og hengivelsens rige, vi der er døbte, hører hjemme i.

Så at døbe vores børn er da det bedste vi kan gøre for dem. Nu skal de ikke lægge under for andres trang til at hævde magten og æren og til at bestemme over og være bedre end andre. Når vi døbte hører Jesus og hans rige til, så er det ikke alle mulige andres, men hans magt og ære vi er omfattet af, og som skal være fortegnet for vores liv.

Derfor sidder vi også her i kirken med alle vores forskelle, med alle vores forskellige rigdomme og fattigdomme, med alle vores styrker og svagheder, bænket ved siden af hinanden, hvis vi da ikke knæler ved siden af hinanden, for at blive holdt fast på, at herinde – i modsætning til så mange, mange andre steder – handler det ikke om magt og ære og om at være først og størst, men om at Gud er kommet til os i sin søns skikkelse, som den der på trods af alt ret og rimelighed vil os og vil samle os og være der for os, for at vi skal være der for hinanden og tjene hinanden og gå hinanden i møde.

Glemmer vi det. Og det gør vi nok. Så er det her inde i kirken vi skal mindes om det og høre det igen og igen. Det skal siges, hvad det er for en grund, vi som døbte bygger på. Det skal fortælles, at ydmyghed, ikke magten og æren, bærer den visdom, Jesus har bragt os.

Det er sagt og fortalt her i Johanneskirken i de 40 år, den har stået her. Og det skal siges og fortælles i de uendeligt mange år den skal stå her endnu. Os alle til trøst og mod og håb. Tillykke med jubilæet!

 

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

 

 

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen