Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 6. søndag efter trinitatis

Aarhus Domkirke søndag, den 8. juli 2018

Salmer: 8 Om alle mine lemmer, 446 O, lad din Ånd, 52 Du herre Krist, 710 Kærlighed til fædrelandet, 392 Himlene Herre. Nadver: 28 De dybeste lag

 

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg forestiller mig manden, der kommer til Jesus her i dagens tekst, som en ung mand, solbrændt, klædt i hvidt, med drømmende blå øjne og afslappet gang. Et hjertensgodt menneske der netop har lukket sin FB-profil og for gad vide hvilken gang har lagt sin kost om, og i øvrigt ser det gode sommervejr som udtryk for et sygt globalt klima.

 

For den unge mand, der ikke så meget kæmper for det gode som for det sande liv, er jo tydeligvis en renlivet idealist, og unge renlivede idealister har vi halvgamle med vores indøvede sans for resignationer og kompromisser og vores politisk korrekte irritation på godhedsindustri og højtflyvende intentioner, det decideret svært med. Her får vi altid en ustyrlig trang til at give den gas, og som jeg netop har gjort opstille en parodi på den elendige idealist for efterfølgende at plaffe den ned.

 

Men jeg er ikke sikker på, at det er det, Jesus vil, når han siger, at han, den unge mand, der vil det evige og sande liv, skal holde buddene, altså ære sin far og sin mor, ikke lyve og stjæle, ikke bryde ægteskab og begære næsten hus. Selvfølgelig, hvis vi forbinder Moselovens bud med stentavler og ørkensand, surt lugtende konfirmandstuer, eller mellemøstlige stammesamfund der skal holdes i kort snor, så kan det da godt se ud som om, Jesus tvinger den unge idealistiske mand med den hvide kjortel og de blå drømmende øjne ud i en brutal mavelanding fra de svimlende højder, han helst færdes i. For så kan han jo lære det, kan han, værsgo holde sig til loven, budene og med det det usminkede menneskelivs barske realiteter fremfor at dalre dovent rundt med hovedet oppe i idealernes tynde luft.

 

Men nej, Jesus mener, hvad han siger, når han siger, at den søgende skal holde budene. For som Jesus ser det, er Moselovens bud ikke nogle fortidige moralske byggeklodser, der bare skal styre og begrænse og holde mennesker på plads. De er også som en slags vinduer, omend med matteret glas til det rige, Jesus er kommet med. Et rige grundet på kærlighed, barmhjertighed, sandhed, retfærdighed, alt det vi i så mange andre sammenhænge både savner, mangler og længes efter, og som vel netop er målet for den hvidklædte unge mands søgen.

 

Her hvor du elsker næsten som dig selv, og i øvrigt ikke behandler dine medmennesker, som du har lyst til, her har Gudsriget allerede, i det skjulte, spændt sine barduner ud. Så Jesu ord til den unge mand er også ord til os: hold budene, vær der for dit medmenneske og for dem du er sat iblandt – din familie, dit hjem, dit land, de mange du kommer forbi og som har brug for dig. Tag det liv, du har fået, alvorligt. Her kan din sult på andet og mere stilles og dine drømme om det fuldkomne liv roligt slå sig ned og folde vingerne sammen. Her er der rigeligt med mening. Rigeligt.

 

Forleden så vi på tv en anden ung mand, der for ti år siden var taget hjemmefra for at kæmpe for terrorbevægelsen Islamisk Stat. Mange terrorister og forbrydere mod al lov og ret er begyndt som idealister med højtflyvende drømme og længsler efter det sande. Men nu sad han så her i fangenskab, med al den her nødvendighed af stål lagt bag sig, angiveligt med masser af blod på hænderne, og fortrød så bitterligt, hvad han havde gjort. Jeg skal ikke tage stilling til oprigtigheden i mandens beklagelser, eller hvad hans fremtid bør være, men mon ikke mange med mig bed mærke i hans ord om længslen efter at komme hjem og gøre godt mod dem, han havde svigtet: “Min familie, mit hjem, mit land, mit liv”.

 

Jeg hørte i hvert fald, bagved de her ord, hvis hjertefølte oprigtighed jeg ikke har grund til at tvivle på, længslen efter den virkelighed, som Jesus i dagens tekst viser den unge mand hen til: Fra de højtflyvende, himmelstræbende idealer om det sande og gode, hjem til hverdagenes liv, der leves i omsorg for og kærlighed til din næste, hvor du gør, hvad du skal og lader være med at gøre, hvad du ikke må, og hvor du får så uendeligt meget givet.

 

Et liv som Jesus hele tiden pegede på, men som han også gjorde til andet og uendeligt meget mere end religionens bud og love og regler, når han igen og igen spejlede Guds fornuftsstridige og grænseoverskridende godhed mod sit menneske, når han hævdede, at her til vores liv, som det leves, her til vores uspektakulære hverdag er Gud kommet for at sætte sit rige igennem. At det så at sige er kommet så vidt, at Gud i Jesus har slået følge med sit menneske og kalder på sit menneske for at slå følge med sig.

 

Hvad fremtiden bliver for IS-krigeren i sit fængsel bliver, ved vi ikke. Men den idealistiske mand i dagens tekst fortsatte sin ulykkelige søgen. Der står at han gik bedrøvet bort, da Jesus fortalte ham om Guds tilbud om følgeskab. Han var velhavende, står der også. Han havde med andre ord nok i sig selv og nok i sit eget, i sine penge OG i sine idealer og drømme og forestillinger. Og når man er velhavende på både den ene og den anden måde, så ser man ikke, hvad der nogle gange rækkes frem til en. Det er kan være den på den ene eller anden måde velhavendes forbandelse: man bliver gaveblind. Man ser ikke altid, hvad man har, og hvad man har fået. Man bliver en selvtilstrækkelig kamel med et anstrengt forhold til nåleøjer.

 

I dag har vi døbt Carl. Han er selvfølgelig rig på jeres kærlighed. Hovedrig. Han har fået og får i pose og sæk. Men han er også fattig, på den gode måde fattig, nemlig på den måde, at han er bedst til at tage imod. Ja, det er vel det han er allerbedst til. Derfor sagde Jesus jo også: lad de små børn komme til mig. Dem må I ikke hindre. For Guds rige hører dem til. Barnet, som vi bærer til dåben, har ikke, som den her unge idealistiske og velhavende mand, nok i sit eget. Det behøver andre. Det behøver kærlighed, nærvær, følgeskab. De behøver at få og at høre til. Få og høre til.

 

Og det gør Carl. Med sin dåb har han fået hjemme. Hos Gud, men også i det liv han skal leve, hvor Gud følges med ham. Også når han tror han går alene. Også når han ikke ser det og glemmer, at han har fået følgeskab. Måske Carl også en dag får ideer og vil lede efter det sande liv. Det håber jeg da sådan set, at han vil. Verden var fattigere uden unge idealister og åndelige strejfere, i hvert fald de fredelige af dem. Det må selv vi resignerede halvgamle typer erkende. De elsked ungt, de drømte langt, som der står et eller andet sted.

 

Men strejfer han vild og drømmer han for langt, Carl, så har han med sin dåb fået hjemme, og her kan han altid komme tilbage til. Guds følgeskab ophører bare ikke sådan. Og med det ved Carl sig også hjemme i det liv, Gud kom til og viste sig i, hvor hverdagens jordnære kærlighed hersker, hersker som et spejl af den himmelske, og hvor, som sagt, lovens bud gælder og holder os fast på hinanden, hvor vi elsker vores næste som os selv, eller forsøger på det: i vores hjem, i vores familie, i vores liv, i vores land.

 

Uden kærlighed går det ikke. Det lyder måske lidt som refrænet til en popsang. Uden kærligheden Gud bragte til os i sin søn går det ikke. Lige meget hvor meget gode viljer bygger med. For uden den kærlighed var vi overladt til os selv. Uden den blev det altsammen til soloridt og vildfaren idealisme og drømmesyner. Og det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.

 

Så vi skal ikke som den unge idealistiske mand gå bedrøvede hjem. Lad os lige slå det fast. Der er grund til glæde, for vi de fedtede, påholdende, karrige kameler har, på trods af alt, i ham fået både et følgeskab og et hjemsted. Et følgeskab i dette bøvlede, bumpede liv og et hjemsted i hans rige, det der glimtvist viser sig, som bag matterede ruder, i livet vi har fået med de andre, og som engang, engang vil folde sig ud for fulde sejl og spændte barduner.

 

Så: lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen