Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken Allehelgensdag den 4. november 2018

Aarhus Domkirke søndag den 4. november 2018 kl. 17.00

Salmer: 732 Dybt hælder året, 571 Den store hvide, 573 Helgen her, 773 Bliv hos os. Nadver 561 Jeg kender.

“I er jordens salt. I er verdens lys”. Sådan står Jesus på et bjerg et sted i Galilæa og siger, eller nærmere råber, til en stor flok mennesker, der et stykke tid har fulgt efter ham, og som kommer langvejs fra. Nogle helt fra Syrien. Det er, fortæller Mattæus, en broget skare af udstødte, ildesete og forarmede. En dyster, mørktonet farvelade af sygdomme og lidelser. En hær af elendighed. En hob af håbløshed.

”I er jordens salt. I er verdens lys”, siger Jesus til dem, der nu står og kryber sammen ned af bjergets skråninger. Med andre ord: I – I, der står, sidder og kryber sammen dér - I bringer smag til verden, som saltet bringer smag til den gode mad. I er som lyset, der holder mørket på afstand, og som det lys skal I skinne for mennesker.

Det er da, hvad man med en lidt forsigtig vending, kan kalde ”at tale folk op”. ’I ved – som når man venligt siger ”Du ser da strålende ud” til den, der ligner noget, der er løgn”. Det kan godt være, at der er at omgås sandheden, men det hjælper jo, det virker. Det ved vi. For er man den, der ligner noget, der er løgn (og det kan jo ikke udelukkes), føler man sig jo netop “talt op” og føler sig måske lidt pænere, lidt mere veloplagt, lidt mere klar til at konfrontere dagen.

Men altså – for lige at få det gjort helt klart – dem Jesus her ”taler op” er en stor støvet, beskidt, laset, ludfattig, plaget, hjemsøgt, sammensat mellemøstlig flok, hvis mage vi vel skal til flygtningelejre eller sønderbombede byer for at se, og for hvem begreber som livskvalitet og det gode liv må lyde som en hån eller en meget dårlig vittighed.

“I er jordens salt. I er verdens lys”. Man må spørge: Hvem I alverden kan stå og råbe sådan til sådan en flok, oppe fra et bjerg, uden at det lyder netop som enten en hån eller en dårlig vittighed, uden at det lyder som malplaceret ironi eller desperat smiger, uden at det lyder som en kynisk, beregnende populist og tyran, der fisker stemmer i et udkantsområde, hvor udviklingen er gået i stå og befolkningen føler sig overset.

“I er jordens salt. I er verdens lys”Ja, det kan vel kun dén råbe med myndighed, der her i mængden, inde bag laserne, snavset, sårene, de tomme øjne virkelig ser mennesker af umistelig værdi. Særlige mennesker. Uundværlige mennesker. Det kan vel kun han råbe, der ser med Guds øjne og ser, hvad de her mennesker er skabt til og bestemt til som mennesker, som Guds mennesker. På trods af alt det, der kom til og ødelagde og hærgede deres liv og kørte det i grøften.

“I er jordens salt. I er verdens lys”. Det kan kun han råbe, som vi tror, delte Guds blik på verden, og som derfor i alt hvad han sagde og gjorde udtrykte Guds kærlighed til sit menneske, og som gik helt, helt ned i dybderne, i fangehullerne og dødens mørke for at fortælle verden, for at fortælle os, at hertil kommer Gud også. Her er Gud også. Her er Gud om nogen steder.

I er jordens salt. I er verdens lys. Jamen, dét er da at tale tabte og fortabte mennesker op. Op fra dybderne, op i Gudsriget, tilbage, ind, i livet som vi er bestemt til at leve med hinanden.

Og jeg tænker, at der derfor er rigtig meget trøst i de her ord, når man, som mange gør i dag, kommer til gudstjeneste med et tungt hjerte, fordi der er en, man har mistet, fordi livet ikke er dér mere, fordi du savner så hjerteskærende, fordi der er kommet et lag af muld imellem dig og en anden, som var dig så nær, fordi du ved, at glemslen dag for dag tager over for til sidst at vinde over mindet.

For når jeg nu står og prædiker, at Gud i sin søn viste sig som den, der går i dybderne, så er det vel også ord til alle os, der hver især lever et liv og dør en død. Ord om at vi aldrig nogensinde er glemte og borte.

Vi har måske ikke så alverdens meget til fælles med den forhutlede, plagede flok på bjergsiden i Galilæa, men vi har i fortællingen om dem, og ordene der kaldte dem fra dybden til højderne, fået endnu en grund til at holde fast i, at Gud ser andet og mere i sit menneske end et ligegyldigt ciffer i det store spil, andet og mere end en tilfældig gnist, der et uendeligt kort øjeblik lader sig se i mørket.

For Gud han ser salt og lys. Han ser så meget mere og så uendeligt meget længere og dybere end vi ser, når vi ser vores medmennesker. Ja, end når vi ser os selv.

Det vil sige, vi ser det jo klart, eller ser det klarere, i dem vi er forbundet med, og som står så smertefuldt tydeligt frem for os, når de en dag ikke er her længere. Vi ser til overflod, at de var salt og lys. Vi ser, at de gav vores liv salt, smag, betydning, fylde, indhold, måske også et modspil og en modstand, der gav det hele endnu mere tyngde og lod tilværelsens højder og dybder stå endnu tydeligere frem. Vi ser, at de med deres særpræg, væsen, karakter var med til at lyse vores verden op, at de skinnede for os. De bragte os steder hen, vi ikke var kommet uden dem, og at vi så ting, som de lærte os at se.

Så dagen i dag, Allehelgens Søndag, er også en anledning til at mindes dem, vi mistede, og ikke mindst takke for dem og takke for at vi sammen med dem blev sat i dette store, forfærdelige og vidunderlige og evigt rige liv, som Gud har skabt os til, og som han har bestemt os til. Salt og lys er vi for ham. Salt og lys er vi for hinanden. Salt og lys var vi for hinanden. Det skal intet mørke, ingen grav, ingen glemsel, ingen elendighed fordunkle. Den sandhed skal tværtimod ligge og lyse som en by på bjerget.

Vi tænker jo i sagens natur meget på dem, vi mistede. Vi tænker på dem og fortæller gerne om dem. For at huske dem og fastholde dem og have dem med os så længe vi overhovedet magter. Vi forsøger vel, på den måde, at tale vores døde op, så godt vi nu formår. Vi ved så også godt, at en dag er vi der ikke længere til at kunne gøre netop det. Og dem, der overhovedet vil og kan det, bliver også færre, glemmer og forsvinder. En dag er ikke engang gravstenen tilbage.

Men vi har Guds ord til det menneske, der er hans: I er jordens salt, I er verdens lys. Gud taler vedblivende sit menneske op. Op fra graven. Op fra glemslen. Vi glemmer. Han holder ved. 

Jesus talte de forhutlede op, gav dem værdi og betydning og fortalte dem, at de var nogen, Gud finder det vigtigt med. For Gud finder det i alt vigtigt med sit menneske. De levende som de døde. Og i hans ord, som vi hørte dem af Jesu mund, har vi fået det håb, at det forhold kan døden ikke ændre på. Tværtimod blev den jo sat på plads og til side påskemorgen.

Alt må falde, alt må vige, alt må forgå, men altså ikke Guds kærlighed til sit menneske, ikke Guds vilje til at holde fast på sit menneske, til at holde ved sit menneske.

Og dét han har givet os, os der lever i foreløbigheden, os der skal dø, os der skal miste og engang selv vil blive mistet - det han har givet os, det er sit blik på verden, hvor vi netop ser dem vi har, dem vi fik, og dem vi mistede som salt og lys, som elskede, som uundværlige, som dem vi ikke kan og skulle være foruden.

Og det Guds blik på verden, som Jesus gav os, det fik vi, for at det kan trøste os i sorgen. For at det kan skænke os håbet om, at han har vores døde i sin gode hånd. Og for at det kan give os styrken og modet til at være tilstede, dér hvor vi er, mellem de mennesker vi lever vores liv med lige nu. Som salt og som lys.

Som han talte os op, og fordi han talte os op, skal vi tale dem op. Op på bjerget, op i lyset og solen, hvor han i sin søn gav os at høre hjemme. Levende som døde.

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Herre. Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Nogle af os med tungt hjerte og store savn. Nogle med en sorg tiden har lært os at leve med.

Tak fordi du lader solen skinne ind i graven.

tak for håbet om en fremtid i dit lysfyldte rige.

Nu beder vi dig, at du vil lade dét håb hjælpe os gennem hårde dage, hvor vi har svært ved at bære vores længsel og hjemløse kærlighed.

Vær hos os, når vi græder i tomme stuer, og når vi ikke længere har mere at græde af. Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos Gud.

Vi husker dem endnu. En dag er de glemt.

Men du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd.

Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse.

Lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen