Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 6. søndag efter påske

Aarhus Domkirke den 13. maj 2018 

Salmer: 12 Min sjæl, 292 Kærligheds og sandheds ånd, 587 Guds egen kære søn, 404 Lover Herren. Nadver: 377 I Herrens udvalgte

Det er ikke let med de her tekster, vi læser i tiden mellem påske og pinse. De er svære at finde hoved og hale i. De er fulde af gentagelser. Man taber tråden. Man læser dem – i hvert fald når man skal prædike over dem – indtil flere gange, men de fæstner sig ikke rigtigt. Det kunne være rart med en lillebitte fortælling, en handlingsgang, et lille billede måske, men det giver Johannes os ikke.  Ikke her i hvert fald. Hvad han derimod giver os – også med teksten her til i dag - er en bøn. Eller et stykke af en bøn. En lang bøn. Jesu bøn.

Og en bøn er som bekendt ikke en veldisponeret fortælling eller en tjekket afhandling. Det er ofte en masse ord, fremmumlede ord, hviskede ord, tænkte ord. Især hvis den der ber er oprørt, bange, fortvivlet, ked af det og ordene bare kommer tøvende, humpende, bumlende, tumlende, myldrende og kredsende.

Og da Jesus beder den her bøn – som dagens tekst altså er en del af – er han lige netop det, i oprør. Og ordene, kan man forestille sig, kommer netop sådan: tøvende, humpende, bumlende, tumlende, myldrende og kredsende. Det kan man i det mindste forestille sig. Om det er tilsigtet af Johannes ved jeg ikke, men, som sagt, det kan man forestille sig.

Jesus beder lige efter påskemåltidet, det sidste måltid han har sammen med disciplene, lige før tilfangetagelsen. Så ordene her i dagens tekst siges, mumles, hviskes - kan man også forestille sig - af et ængsteligt, svedende menneske i dødsangst og akut livsfare og med den fornemmelse af isnende ensomhed, som døden sender i forvejen. Derfor, tænker jeg, de her kredsende sætninger, gentagelserne. For ligesom at holde sammen på sig selv. For ligesom i det hele taget at holde fast, når alting truer med at falde fra hinanden.

Disciplene ved også, at noget forfærdeligt er under opsejling. Til dem siger Jesus, at de ikke skal være bange, fordi de er hans, og at ligesom Gud holder ved ham, holder han ved dem, for hans far er deres far. Og så ber han til Gud. For dem han er sammen med, for alle, som hører ham til, at de må være et, som han er et i Gud, og at de alle må være et for altid.

Han står der i natten, tomt omkring ham, død og pine og angst, og dét han så holder fast i, holder fast på, er det her kærlighedens ubrydelige evige fællesskab mellem ham og dem og Gud, som det mildest talt kan være overordentligt svært for ham og dem at se og erfare lige her og nu.

For sådan er bøn jo også. En fastholdelse af det fællesskab med Gud vi kan have svært ved at se eller erfare lige her og nu. En fastholdelse af at selvom alting synes at vakle, selvom jorden synes at give efter under mine fødder , så bliver jeg holdt fast, så bliver jeg holdt ved, så er der noget, nogen der holder ved mig.

Og holde fast og blive holdt fast i og af en større sammenhæng kan vi nok have brug for. For hvor tit kommer den fornemmelse ikke til os, at vi - om jeg så må sige - hænger løst, hænger og dingler i vores eget spin af bekymringer, fanget af grå og glat hverdag, af en eller anden fundamental ensomhed, i et tomrum, i en selvkredsende sjælelig tomgang?

Nu kunne jeg så sige meget om den moderne individualisme og sådan. Jeg kunne med god ret og med bund i mange aktuelle og urovækkende undersøgelser, tale meget og længe om tidens store udskilningsløb, om individualisme og selvrealiseringstrang og udviklingstvang, om en angst ungdom, om piger, der skærer i sig selv og har det svært, fordi deres eneste ankerpunkt her i tilværelsen er deres præstationer, deres ydre og andres accept og likes på Facebook.

Jeg kunne tale om ensomhed, depressioner og stress, og I vil sikkert kunne genkende mere eller mindre det hele, den her tidens erfaring af, at hænge løst - og med den savnet efter at holde eller blive hold fast i en større sammenhæng, et ubrydeligt og lysfyldt fællesskab.

Men at de erfaringer sådan i bund og grund, et et nyt fænomen, kan vi såmænd bare gå til kirken her for at få afkræftet. Rummet vi sidder i, teksterne vi læser, salmerne vi synger - jeg vil påstå, at der dybt i dem sidder begravet den samme grundenneskelige angst og ensomhed, som vi erfarer, og  som Jesus frem for nogen erfarede og med hvilken i hjertet han bad til sin far i himlen og bad sig ind i hans favn og fællesskab tilsammen med dem, der var hans.

Og hvad jeg så mener med det? Jo, jeg mener, at der dybt i enhver lovprisning om det så er i ord, tanker eller musikstykker og salmer, der er skrevet, komponeret, bygget Gud til ære, befinder sig den samme ensomhed, angst eller anfægtelse. For som Jesus med bønnens ord holdt fast i og blev holdt fast af Guds nåde, fred og kærlighed, sådan har digterne, malerne, komponisterne og alle dem, alle os, der nød godt af deres værk, sådan har de, sådan har vi, med dem, holdt fast i, at selvom det her og nu kan tage sig sort ud, selvom jeg her og nu hænger løst og føler mig forladt og tom og døden banker på, så er Guds fællesskab,  fællesskabet med Gud, der også for mig. Jeg bliver holdt ved

Det med troen er jo ikke en præstation eller eller en overskudsforretning. Salmer er ikke skrevet ud af den fasteste overbevisning, bønner bedes ikke af troskæmper. Nej det er - mindst - lige så ofte en forpint sjæl, forpint som mennesker jo er og kan være til alle tider, der taler, læser, synger, beder forvisningen eller håbet om fællesskabet med Gud i hans søn frem.

Her i kirken, til gudstjenesten, når vi synger salmerne, når vi døber og går til alters, får vi at vide, at det fællesskab som Jesus bad til sin far om og som han fastholdt i sin bøn, at det ubrydelige fællesskab er der også for os, at vi var og er med i Jesu bøn. Vi er inkluderede. Vi er samlede. Vi er holdt ved. Vi hører til.

Vi bærer hver for sig så meget mørke med os, og en ensomhed vi aldrig forvinder. I Jesu bøn, i hans ord til os, i ordene om ham, og hvad han gjorde, er lyset og løftet om fællesskabet, der giver os modet og styrken til at komme videre og være til. På trods.

Selv forsøger jeg mig en gang imellem, når tingene spidser til, med nogle åndedrætsøvelser eller meditationer, som jeg har på en app på min telefon. Det er vist nok sådan noget mindfulness-noget, der jo vistnok igen er sådan noget halv-buddhistisk noget. Det handler i hvert fald om at lukke verden lidt ude, være til stede i nuet og få fokus på det dybe åndedrag. Det virker meget godt, vil jeg sige. I hvert fald så længe meditationen varer, og en fem-seks minutter derefter.

Men hvor man i de her meditative øvelser så at sige kravler ind i sig selv, så bevæger vi os med bønnen, som Jesus bad, og som han lærte os at bede med fadervor, så bevæger vi os med den væk fra os selv, væk fra vores egen skrøbelighed, væk fra vores egen selvkredsen og afmægtighed ud til det store fællesskab med Gud i hans søn. Os i ham og ham i os. Altså på enhver måde noget andet end os selv og vores eget.

Og det er vel på mange måder humlen i vores elendighed, nu og til alle tider, at vi selv, vores eget lille jeg fylder så uendeligt meget. At det rager op. At vi ikke kan undslippe det og den ensomhed, den vrede, forfængelighed og alle de bekymringer, der hænger ved det. På vort eget nat og dag stirrer vi med velbehag, det forstyrrer freden, som vi sang i salmen før prædikenen.

På søndag fejrer vi pinse, og med pinse fejrer vi som bekendt på Helligåndens komme. Vi fejrer, at den bevægelse Gud satte i gang med sin søns komme til jorden og til vores liv, at den bevægelse ikke er hørt op, at den fortsætter, hver gang vi på hans ord, i bønnen og i taksigelsen, bevæger os væk fra os selv for i stedet at holde fast i, hvad han har givet os og hver dag giver os. Fra os selv til fællesskabet med ham i hans søn og i ham og hans søn fællesskabet med vores medmenneske, som altid er der, og som altid kalder på os og har brug for os.

Sådan bliver ensomhed til fællesskab, fortvivlelse til håb og død til liv. Og det vi på den måde måske aner her, det skal engang fylde det hele. Det er hvad Jesus bad om og den bøn kan vi så lægge os i skjul af. Kan vi kun tvivle, hviske, mumle, humpe, bumle og tumle, så kan vi lade Jesus bede for os, ikke mindst i den bøn han lærte os og gav os med vores fadervor, og så være trygge i, at ligesom hans og vores far hørte ham, så vil han også høre os, som Jesus kalder sine.