Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved Skæring Kirkes 25 års jubilæum den 9. december 2019

3. søndag i advent, Skæring Kirke kl. 10.00

Salmer: 78 Blomstre som en rosengård, 87 Det første lys, 89 Vi sidder i, 86 Hvorledes, jubilæumssalme.

Dagens tekst er en profeti eller en sang eller en salme. En salme der ligesom de andre adventssalmer vi har sunget i dag sprængfyldt af glæde og håb. Så teksten og salmerne passer så rigtig godt til jeres kirkes, til Skæring kirkes, 25 års fødselsdag. Som et passende udtryk for den glæde og begejstring og det engagement og alle de gode forhåbninger sådan en kirke er rejst ved og som den fejres med.

Men sangen her synges ikke af en begejstret og virkelysten og iderig og visionær kirkebygger eller kirkefødselsdags-fejrer. Tvært i mod, kan man næsten sige. Den synges af en gammel mand med hæs og sprukken røst, med en stemme der ikke har været brugt længe. Hvorfor den ikke har det, og hvorfor den nu bruges til takkesang, vender jeg tilbage til. Men stemmen tilhører Zakarias, den gamle tempeltjener, som er en sær skæbne fra det store bibelske persongalleri.

Det er alligevel som om, vi kender ham ret godt, Zakarias, den gamle tempeltjener eller – oversat til nudansk – den gamle præstemand. Vi kender ham ikke her fra Skæring kirke eller tilliggende sogne, men, som sagt, vi kender typen. Han har tusset rundt i det store hellige hus i en menneskealder og lidt til. Han kender alle rutinerne og ritualerne. Han har holdt kulten kørende. Han har set det hele, og han kender menneskene. Der er nok ikke rigtigt noget, der kommer bag på Zakarias længere. Der er ikke noget, der længere kan overraske ham.

Måske har der også med alderen sneget sig en vis desillusionering ind hos den gamle tempeltjener. Det sker jo for de fleste af os. Engang forventede og troede man jo noget andet. De yngre ser muligheder. Den gamle vil sige, at det hele ligesom er set og forsøgt før, og se bare, hvad der kom ud af det. Den gamle siger, at han eller hun har erfaring, og at erfaringen lader en se lidt mere nøgternt på tingene. Andre vil måske kalde det noget andet. Resignation f.eks. Hvis man nu skal være flink.

Under alle omstændigheder kan det gå hen og blive til en livsstil. Man sjosker rundt i sine rutiner, som æslet i Peter Plys, der hilser Godmorgen med tilføjelsen: Hvis det da ER en god morgen. Og hver gang en dårlig nyhed dukker op, tænker man som det første, at dét havde man nu også regnet med

I synagogen havde man I al den tid, Zakarias havde været erhvervsaktiv læst op fra profeterne, der taler om noget glædeligt nyt, der er på vej: en ny tid for landet og Israles folk. Ørkenen skal blomstre som rosen, sagde de. Men hvad havde man lige set til det? Romerne stod jo i landet. Deres medløbere var mange. Alle mulige lommeprofeter stod på hvert gadehjørne. Hverdagen var ligeså brutal, som den altid havde været.

Zakarias, den gamle støvede tempeltjener, kan man næsten sige, inkarnerer en træthed, en folkelig stemning af opgivelse og resignation. Som vi andre gamle æsler jo også kender ret godt, når vi sukker opgivende bag ved avisen eller foran skærmen og tænker, at det alt sammen går som hønsene skraber: klimakrise, politisk polarisering, Trump, Putin, Brexit, forfølgelser af religiøse mindretal, skændede jødiske kirkegårde. Der er nok at tage af. Hvad bliver det dog alt sammen til? 

I særligt mørke stunder synes vi måske, at vi har set det hele før. Der er ikke noget nyt under solen, sukker vi, mens vi passer vores dont. Som Zakarias har vi, rigtigt mange af os, på hver vores måde, sådan et gammelt tempel vi sjosker rundt og gør tjeneste i.

MEN så en dag, mens han er på arbejde i templet, eller har tempeltjeneste, som det vist hedder. møder Zakarias en engel. Jeg ved ikke om han genkender englen som en engel. Det er jo ikke altid vi genkender en, når vi ser en. Det er ikke altid til at se det på dem. Ligesom det heller ikke altid, at de selv er klar over, at de er engle for os. Men Zakarias bliver i hvert fald forskrækket og senere ret så overrasket, da englen præsenterer sig og fortæller ham, at han og hans hustru, den ligeså gamle Anna, skal være forældre til en dreng, der skal føre sit folk ind på retfærdighedens vej.

Og så kommer skeptikeren hurtigt op i Zakarias igen. Nøgternheden genvinder fodfæstet. Han tror ikke på det. Hans gamle cirkler kan ligesom ikke rumme sådan et mirakel. Og så slås han med stumhed. For når man ikke engang orker at lade sig bevæge af glæde, håb og godt budskab, hvad er der så at tale om? Så kan man nøjes med at mumle surt bag avisen eller foran fjernsynet.

Men barnet, da det kommer, øver så det mirakel børn altid gør, når de kommer til verden. Nå de kommer ser vi pludselig, at den her gamle slidte, brugte, grå verden er andet og meget mere end bevidstløse gentagelser. Den rummer også sprællevende nutid og muligheder. Intet er som før, når man står der med en lille ny i sine hænder. Heller ikke for Zakarias. ”Han skal hedde Johannes”, skriver Zakarias på en tavle, og hans tale vender tilbage – som sang. Zakarias overgiver sig. Han giver sig hen til håbet og det nye og alt det urimeligt gode, som tilværelsen kan have til en. Også når man gik rundt der og troede, at der var lukket og slukket.

Så Zakarias synger. For at synge er at give sig hen, at lade sig føre med. Det er derfor vi synger salmer her i kirken, fordi vi er fælles om en glæde. Fordi vi som Zakarias kan give vores indgroede skepsis og tilbageholdenhed og æselvaner en god dag og lade os føre med af større ord end dem vores træge og snævre hjerter kan rumme og udtrykke.

Men det vi har fået, og som vi får forkyndt i den jul, som vi nu nærmer os, at Gud i sin søn har sat en ny dagsorden for vores liv, at han har ladet en sol stå op over vores liv – alt det aner eller skimter Zakarias kun. Han aner eller skimter det som en morgenrøde på himmelen, en solopgang som vil besøge hans trætte og udmarvede og desillusionerede folk, og som hans egen søn Johannes – også kaldet døberen - skal bringe bud om.

”Solopgangen fra det høje vil besøge os”, siger eller synger Zakarias. Solopgangen besøgte os, kom til os, ja, er hos os nu, synger vi, når vi synger salmer i vores kirke. Og så længe vi gør det, er den ikke et gammelt tomt tempel, hvor støvet falder tungt. Så længe budskabet om, at Gud kom til os, trøster og giver varme og mod til vores slunkne æselsind, så er huset ikke overladt til desillusionerede gamle præstemænd, der har set det hele, og ikke længere rigtigt kan tro og håbe, så er der engle og ånd på spil. Så lever det. Så spiller det.

Jeg håber for jeres hus og sted, som vi fejrer i dag, som I samles I på søn- og helligdage og mange, mange flere dage med – jeg håber for det hus, som mange af jer har være med til at bygge, og som I passer på og hæger om – jeg håber for det hus, som skal ligge her og kalde på menigheden mange mange år endnu, at det vil blive ved med at spejle den solopgang, som Zakarias kun skimtede, men som bredte sig på himlen julenat, og nu hvælver sig over os alle. Som en mening, en betydning, en horisont, et lys, et håb, et mod, en skat i et lerkar der altid vil forstyrre vores små cirkler og udfordre døden og de skygger, den kaster. Med Paulus ord fra dagens epistel, så kan vi nok presses fra alle sider, men ikke slås til jorden, så kan vi nok tvivle, men ikke fortvivle, så kan vi nok forfølges, men ikke forlades, så kan vi nok kan til jorden, men ikke slås ihjel.

En skat i et lerkar, det er jo et forrygende billede på en kirke. Den kan være så gammel eller som jeres så ung, som den være vil. Noget ulmer, noget lever, noget gløder, noget kan døden aldrig røre, det er skatten, og det er, hvad julen snart vil bringe bud om.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om at tage imod det nye, som du skænkede os i din søn Jesus Kristus. Lad det nye han bragte tage bolig i vores ord og gerninger. Lad lyset han bragte til jord udgå også fra os. Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær hos vore kristne brødre og søstre som forfølges verden over i disse år. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen