Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken den 8. november 2018

Hospitalskirken i Risskov, afslutningsgudstjeneste torsdag den 8. november 2018

Min Jesus lad, Der er en vej

I dag, i aften, hvor vi skal noget så sjældent som at lukke eller nedlægge eller at tage en kirke, dette kirkerum, ud af brug, kan man jo ikke lade være med at tænke på alle dem, der er kommet her, og har siddet her på bænkene gennem år og dag lige siden 1857. Som hospitalskirke har kirken her jo været søgt af mange, også mange, der havde ondt, ja mere end ondt, i sind og sjæl, angste og plagede mennesker, som lige netop her har søgt og fundet ro og retning i et indre kaos.

En af de mange, der er kommet her i kirken har skrevet en bøn, som står i salmebogens afsnit med bønner, og her lyder de indledende linjer: “Som gæst på jorden /står jeg rådvild /fortabt i et ituslået sind”. Jeg tænker, at den bøn, som bønner jo skal, sætter ord på de kredsende tanker og den længsel, som mange har delt her i menigheden, længslen efter fred, trøst og heling.

Det er jo den samme længsel - eller svar på den længsel - der kommer til orde i teksten, jeg læste før fra altret, teksten fra Johannes Åbenbaring, hvor det lyder, at nu er Guds bolig hos menneskene”. Som der står: “han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.”

“Det, der var før, er forsvundet”. Der er trøst i de ord. På den måde kan de være en slags overskrift for i dag, hvor mange af os måske er lidt vemodige over, at en kirke og et hospital skal lukkes og at en epoke og æra er omme. Men hvor vi samtidigt må holde fast i, at hvor vi ser afslutninger, der er der altid, hvor Gud er indblandet - hvor han er indblandet som den, der kom til os i sin søn, - også altid tale om nye begyndelser.

Som der også stod i teksten fra Johannes Åbenbaring: “Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!”. Steder forsvinder, ting forgår, mennesker dør fra os, men Gud bliver hos os i sit ord, og i det skaber han altid nyt. Skaber nutid af fortid, mod af fortvivlelse, trøst af sorg, liv af død.

I søndags var det Allehelgens søndag. Det er jo den søndag i kirkeåret, hvor vi netop mindes alle dem, der er fortid, alle dem, der døde fra os. Alle dem i menigheden der gik forud, for nu at bruge et lidt gammeldags, men rammende udtryk, og som vi nu husker på, med sorg eller med taknemlighed. Men vi husker på dem, vi erindrer dem, her i kirken, ikke kun som nogle der er uigenkaldelig fortid, men som nogle, der til stadighed er i Guds hånd.

Hos os er de måske fortid, men hos Gud er de nutid, kan man sige. Hos os var de måske, kendte vi dem måske, mest som som dem med ituslåede sind, som dem, der gik rundt i skyggerne, som dem der måtte døje med mange ting og bære på tunge byrder, og som på grund af forskellige lidelser aldrig kom til at leve det, vi kalder det normale liv. Mange af dem lærte vi aldrig at kende. De gik rundt her, bevar indlagt her, længe før vores tid. Vi kunne læse deres navne på stenene, på kirkegården, i plænen herude, og nu, hvor kirkegården som bekendt ikke er længere, vil det nye Lapidarium fortælle en lillebitte smule af deres historie. Men de fleste er glemt, som vi også vil være glemt en dag.

Men Gud glemmer ikke sit menneske. Det er vores håb og vores trøst og det er det håb og den trøst, der henter styrke i dagens tekst, hvor vi hører Jesus sige til den store folkeskare, der følger ham, og som har fulgt ham længe: I er jordens salt. I er verdens lys. Og dem han siger det til er ikke just en flok veloplagte overskudsmennesker med deres på det tørre. Det er, fortæller Mattæus, en forarmet skare af mennesker, sultne, udstødte, syge, fysiske skavanker blandet godt op med de psykiske. En hær af elendighed. En hob af håbløshed.

I er jordens salt. I er verdens lys, siger han til dem. Med andre ord: I bringer smag til verden, som saltet bringer smag til den gode mad. I er som lyset, der holder mørket på afstand, og som det lys skal I skinne for mennesker. Det er da, hvad man med en lidt forsigtig vending, kan kalde ”at tale folk op”. ’

I ved – som når man venligt siger ”Du ser da strålende ud til den, der ligner noget, der er løgn”. Det kan godt være, at der er at omgås sandheden, men det hjælper jo, det virker. Det ved vi. For er man den, der ligner noget, der er løgn, føler man sig jo netop “talt op” og føler sig måske lidt pænere, lidt mere veloplagt, lidt mere klar til at konfrontere dagen..

I er jordens salt. I er verdens lys. Man må spørge: Hvem I alverden kan stå og råbe sådan til sådan en flok, oppe fra et bjerg, uden at det lyder netop som en hån eller en dårlig vittighed, uden at det lyder som malplaceret ironi eller desperat smiger?

Ja, det kan vel kun dén råbe med myndighed, der her i mængden, inde bag laserne, snavset, sårene, de tomme øjne, lidelserne, de ituslåede sind virkelig ser mennesker af umistelig værdi. Særlige mennesker. Uundværlige mennesker. Det kan vel kun han råbe, der ser med Guds øjne og ser, hvad de her mennesker er skabt til og bestemt til som mennesker, som Guds mennesker. På trods af alt det, der kom til og ødelagde og hærgede deres liv.

Det kan kun han råbe, som vi tror, delte Guds blik på verden, og som derfor i alt hvad han sagde og gjorde udtrykte Guds kærlighed til sit menneske, og som gik helt, helt ned i dybderne, i fangehullerne og dødens mørke for at fortælle verden, for at fortælle os, at hertil kommer Gud også. Her er Gud også. Her er Gud om nogen steder.

I er jordens salt, I er verdens lys. Gud taler vedblivende sit menneske op. Op fra graven. Op fra glemslen. Vi glemmer. Han holder ved.  Jesus talte de udstødte og glemte op, gav dem værdi og betydning og fortalte dem, at de var nogen, Gud finder det vigtigt med, for Gud finder det i alt vigtigt med sit menneske. De levende som de døde. Og i hans ord, som vi hørte dem af Jesu mund, har vi fået det håb, at det forhold kan døden ikke ændre på. Tværtimod blev den jo sat på plads og til side påskemorgen.

Alt må falde, alt må vige, alt må forgå, men altså ikke Guds kærlighed til sit menneske, ikke Guds vilje til at holde ved sit menneske. Og det han har givet os, os der lever i foreløbigheden, os der skal dø, os der skal miste og engang selv vil blive mistet - det han har givet os, det er sit blik på verden, hvor vi netop ser dem vi har, dem vi fik, og dem vi mistede som salt og lys, som elskede, som uundværlige, som dem vi ikke kan og skulle være foruden.

Og det Guds blik på verden, som Jesus gav os, det fik vi, for at det kan trøste os i sorgen. For at det kan skænke os håbet om, at han har vores døde i sin gode hånd. Og for at det kan give os styrken og modet til at være tilstede, der hvor vi er, mellem de mennesker vi lever vores liv med lige nu. Som salt og som lys.

“Det, der var før, er forsvundet”. Det kan lyde så brutalt, ligesom det føltes lidt brutalt, da vi for efterhånden et par måneder siden stod her i kirken for at beslutte, hvordan vi skulle fordele dens inventar, og ligesom det var brutalt herudenfor at skulle se grave og gravsten vige for bulldozere og opkørt mudder. Men i det store perspektiv - og det er jo det vi skal gøre gældende, når vi holder gudstjeneste - så er det Guds store nu i Jesu ord og gerning, liv, død og opstandelse, der står tilbage som een stor modsigelse af vores trang til at se bagud og blive hængende i det, der var.

Guds rige er det, der er. I glimt i livet vi lever med hinanden. Og engang, når Guds mening med det hele sætter sig igennem, og død, sorg, skrig og pine ikke skal være mere. Med den trøst og det håb i hjertet skal vi tage afsked med stedet her i dag og mindes dem, der gennem tiden sad her på bænkene og fik trøst og lindring og for en stund også fred i et uroligt og ængstet sind og dem, der siden hen fandt deres sidste hvilested herude.

De ligger der ikke mere. Stedet har vil ganske snart blive et helt andet sted, men det som de byggede kirken på, det de blev stedt til hvile på, det forbliver og vil sætte sig igennem, også i morgen, også når vi engang ikke er her længere, på nye måder og nye steder og med nye mennesker. Det er dog en trøst. Se, jeg gør alting nyt!

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Gud, skaber og frelser. Vi takker dig for dette hus, denne sal, som du gav os at holde gudstjeneste i med ord til trøst, mod og hjertets fred. Det var alt sammen kun sten og mørtel, hvis ikke du havde givet liv. Nu tager vi herfra, men du forlader ikke os. Vær hos os, de nye steder, hvor vi fremover vil mødes for at takke dig, høre dit ord og kende dig i dine hellige sakramenter.

Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Dem vi husker med tungt hjerte, og dem der blev stedt til hvile på den kirkegård herude, som ikke er mere..

Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos Gud.

Dem vi husker og dem ingen husker længere.

For du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd.

Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse.

Lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

Herre, dagene svinder bort mellem vore hænder, og vort liv med dem. Men du forbliver. I går, i dag og i morgen er du den samme. Fra evighed kender du os, vor fremtid er i dine hænder. Gør

os beredt til alt det, du vil med os. Fuldend, hvad

du har begyndt i os, styrk vores tro, fuldend vores håb og gør den indbyrdes kærlighed levende i blandt os ved din søn Jesus Kristus, vor Herre, som med dig og Helligånden lever og råder, en sand Gud fra evighed og til evighed.