Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 5. søndag efter trinitatis

Tranebjerg Kirke den 1. juli 2018 kl. 11.00

Salmer: 726 Gak ud, 396 Min mund og mit hjerte, 307 Guds Helligånd, 582 At tro er at komme, 748 Nu vågne alle.

 

“Hvem siger folk, jeg er”, spørger Jesus. Og det giver disciplene så ellers deres bud på. For folk snakker jo, og der er altid lidt interessant at sidde og snakke om, hvad folk sådan går og snakker om. Der analyseres lidt på situationen, man kommer i tanke om dette og hint. En har hørt nogen sige Johannes Døberen, en anden at han er en af profeterne. Elias siger en tredje. Jeremias en fjerde.

Og så midt i det der måske har været en afslappet snak med mange meninger og bidrag, kommer det spørgsmål som altid gør snak til samtale: Hvad mener I selv? Hvad mener du? Hvem siger I jeg er? Hvem siger du, jeg er? Hm.Tja. Bom, bom. Hvad mener jeg? Så skal man lige tænke sig om. Gøre regnskabet op.

For måske er de helt herind i inderkredsen lidt i tvivl. Tvivl er ikke forbeholdt os, der lever her et par tusind år senere. Tvivl er ikke en moderne opfindelse. Måske har den i virkeligheden været så meget større dengang, fordi de var så tæt på mennesket Jesus og til stadighed måtte undre sig over, hvad han gjorde og sagde. En permanent tilstand af forundring og overraskelse. Han var jo ikke en omvandrende bog, et system eller en facitliste, men, netop, et menneske, der talte til mennesker, gik blandt mennesker, fulgtes med mennesker og kaldte på mennesker. En man kun kunne følge efter, lytte til og konstant forundres over og lade sig bevæge af. Og hvordan opnå vished om den, der hele tiden, på den måde, er i bevægelse?

Så en lille pause har der været, tror jeg. Indtil Peter efter lidt tilløb og efter at ha rømmet sig lidt, siger, hvad han tror. Han bekender sin tro med andre ord. Peter bekender sin tro, for så vidt fuldstændig som vi bekender vores tro her i Tranebjerg kirke hver søndag.

For trosbekendelsen er ikke, som mange tror, en remse der opsummerer, hvad vi sådan kan stå inde for med sikkerhed. Trosbekendelsen er ikke en troens tjekliste, hvor vi ligesom kan vinge af, når et nyt led sidder skruet fast med overbevisningens galvaniserede skruer. Nej, trosbekendelsen er et sats, et spring, et vovestykke, hvor man ligesom Peter vover pelsen og siger:du er Kristus, den levende Guds søn.

Han ved det jo ikke. Han er ikke i nærheden af at vide det. Han kan ikke overskue det. Han kan ikke omfatte det, og alt hvad det indebærer med sine få og små tanker, men han vil leve sit liv på det. Det ved han. For han har set og hørt noget, han ikke kan være foruden.

På samme måde når vi bekender vores tro med trosbekendelsen: Vi ved det ikke. Vi er ikke i nærheden af at vide det. Vi kan ikke overskue det. Vi kan ikke omfatte det, og alt hvad det indebærer med vores få og små tanker, men vi vover at tage ordene i munden, fordi vi med ordene om Jesus har hørt noget, vi vil leve vores liv på.

Sådan. Trosbekendelsen er ikke en punkt for punkt regnskabsaflæggelse for min tro, men en bekendelse af, hvad jeg lever mit liv på, og hvor jeg hører til. Al min tvivl og tøven og almindelige vakkelvornhed til trods.

Jeg ved ikke, hvor vi har fået den her tro på trosbekendelsen som en tjekliste og den her tro på troen som det urokkelige, det ubetvivlelige fra? Jeg har mødt hos mange kirkegængere og enkelte dåbsforældre. Måske fordi tro i manges øjne er blevet noget med fanatisme og parallelsamfund og mennesker, der skiller sig ud fra andre ved at være mere stålsatte og overbeviste og moralsk retlinede end flertallet. Som om troen er en særlig præstation, der skiller os ud fra verden.

Men at heller ikke Peter - som Jesus ellers roser og kalder for en klippe, han vil bygge sin kirke på - at heller ikke Peter er en særlig troskæmpe med særligt udviklede trosmuskler, det kommer jo mildest talt for en dag, da Peter opmuntret af sin succes går i rette med Jesus, da han forudsiger sin død og lidelse. “Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”. Og Jesus så flænger den gode stemning med sit isnende “Vig bag mig, Satan!”.

For tro er ikke et spørgsmål om at vide bedst, mande sig op, trække vejret dybt og med høj røst udbasunere sin overbevisnings fulde kraft. Det kunne tyde på det snarere er at kunne træde tilbage og turde lade Gud komme til som den der i sin søn går veje vi ikke fatter. Også ned i lidelse og død. Fordi han vil være, hvor mennesker også kan være og komme, når det alt sammen brister, den dag vi må opgive alt.

Troens kendetegn er altså ikke så meget Peters fremskudte, kampberedte bryst, som det er den ydmygheden i at kunne tage imod, at give sig hen til Guds veje, som Jesus viste os dem. Det er det Jesus mener, med at fornægte sig selv og miste sit liv. Man kan også sige: paratheden til at miste sin sikkerhed, sin evindelige klamren sig til sit eget, sin egen ræsonneren, sit eget verdensbillede, sin egen urokkelige overbevisning om, hvordan alting er skruet sammen for så i stedet at tage imod, lade os overraske af, bevæge af det han bragte os.

På den måde at slippe alt og få alting, og mere til, igen, er, hvad vi kan kalde  et troens mysterium. Digteren Søren Ulrik Thomsen formulerer det på den her måde: “Det bedste er at give op omsider/og pludselig mærke det hele begynde”. At give op omsider, slippe sig selv, for at lade Gud komme til, som han kom til os i sin søn. Det var vel også Luthers erfaring, da han kæmpede i sin klostercelle. Og derfor lægger forfatteren Jakob Knudsen ham de her ord i munden i sin netop nyudgivne roman Angst og Mod: “Taber jeg mig/jeg finder dig/Du skat som over alting er”.

Og jo, at slippe sit eget, at tabe sig selv, er også svært, hundesvært. Fordi vi af mange gode grunde gerne vil have kontrol. Igen fordi vi i disse religiøse tider frygter for at blive ført eller manipuleret steder hen, hvor forstandens flamme slukkes og fanatismen råder.

Måske har det med den her angst for kontroltab at gøre. Angst for springet, angsten for at vove pelsen, angsten for at forlade sikker grund, angsten for at give sig hen til noget, man ikke synes, at man rigtigt forstår.

Men så lad os lige vende tilbage til det Jesus sagde til Peter: “Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den kirke vi kommer i, sidder, knæler eller står i - her hos os i dag Tranebjerg Kirke - den er med sine tunge kvadre bygget på en mand, der øjeblikket efter viste sig at have misforstået et og andet. Så skulle der mon ikke også her være plads til sådan nogle vakkelvorne, tvivlrådige eller lejlighedsvist hovmodige størrelser som os?

Her har de siddet, alle dem der tænkte, følte, tvivlede og gik vild som os, i talrige generationer, og givet sig hen til det store, uforståelige de og vi ikke kunne være foruden. De har med skriften, med salmerne og med trosbekendelsen fået lagt nogle ord i munden, som de kunne, og vi kan, synge og sige efter det bedste vi har lært.

Og - en anden vigtig pointe - i kirken her, som blev grundlagt på Peters bekendelse, der giver vi os hen til ham der gav sig hen til os for at vi kan give os hen til vores næste. Her har vi hjemme, ikke som i et eller andet parallelsamfund eller på en troens uindtagelige fæstning, nej vi har hjemme i en kærlighed, vi aldrig kommer i nærheden af at forstå omfanget af. Og her, på den klippe, hengiver vi os netop ikke væk fra, men ud til verden, som han har skabt og villet og givet os til.

Og evner vi ikke at følge ham helt derud, hvor han gik, til kors, død og opstandelse, så kan vi, når vi bekender vores tro, fatte tillid til og trøst i, at sådan er det. At han er der, hvor vi falder. At han ikke et sekund er en fremmed i vores mørke. Og st hvor han er, har dødsrigets porte ingen magt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed..

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lad dine ord til os falde i den fede muld.

Lad os aldrig opgive vores næste. Giv os vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Stå os bi og giv os mod til den gode kamp, hvor vi så end kæmper den. Fr os fra den vildfarelse, at vi er de ene gode, og de andre de ene onde og lær os, at din sol står op over både onde og gode.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen