Biskoppens klummer
Nyheder

Byen breder sig. Men det gør landet også

Oktober 2017 - Set fra mit vindue

Kære menighed, menighedsråd og præster

 

"Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse”, som der står i sangen, der lige nu bliver sunget i laser rundt omkring i sognegårde og menighedshuse til årstidens mange møder og foredrag. I november måned, hvor drivhuset pakkes sammen og havemøblerne stilles ind, er det som om, naturen alligevel bliver en smule mere påtrængende eller insisterende. Når vi rykker inden døre, vil den nogle gange gerne med. Ude i sommerhuset især. Under vores lidt for sjældne besøg er det min opgave at foretage en indledende rekognoscering. Har musene fundet et nyt sted at mase sig ind? Hænger der flagermus under sofabordet? Holder måren fest mellem isolationsmåtterne.

 

Men efterårsmånedernes påtrængende natur, har jeg bemærket, er nu ikke kun forbeholdt landdistrikterne. Herinde i Aarhus C får vi hver aften besøg af en velvoksen ræv, der i skumningen selvsikkert spadserer forbi vores vinduer. Katten, der for længst har sat sig i behørig respekt overfor selvsamme ræv, kommer jævnligt og donerer friskfangede mus til husholdningen. Og da jeg forleden afleverede bilen på værksted, fordi elektronikken var gået amok, så jeg og mekanikeren ned i et hærget motorrum, hvor et dyr af mårlignende størrelse havde fordrevet et par timer med at gnaske i ledninger.

 

Naturen kommer tættere på. Landet rykker ind i byen. Men ikke kun i efteråret, og ikke kun hvad dyrelivet angår. Flere og flere steder kan man observere, at der anlægges drivhuse og køkkenhaver på byens tagterrasser. Glade hipstere med røde kinder og vildmandsskæg organiserer små landbrugskollektiver på tagterrasser og mellem de tætparkerede biler. Nede foran domkirken, på Bispetorvet, er plantet en lille skov med tilhørende skovbund. Nyopførte boligkvarterer udstyres med højbede og buske, vinden kan suse i.

 

Grønt er det nye sort for byplanlæggere. Landet ind i byen, er blevet det nye løsen. Såmænd også hvad de landlige værdier angår. Som når landsbyfællesskaber etableres omkring frivilligarbejde og initiativer på kryds og tværs. Byerne vokser vokser og breder sig på godt og ondt (Aarhus med hvad der svarer til et lille Ebeltoft om året). Men samtidigt kommer landet, og de gode ting vi forbinder landet med, ind i gaderne og på torvene.

 

Set fra mit skrivebord i bispegården giver det anledning til eftertanke. For i en by der som Aarhus vokser nærmest eksplosivt, og hvor nye kvarterer skyder op, skal der også ansættes flere præster. Det kommer vi ikke uden om. Kirken skal være hvor folk er, og hvor de flytter hen. Men hvor og hvordan og med hvilke opgaver? Skal præsterne være mere specialiserede, så de bedre kan møde de mange stadigt mere forskellige mennesker, der flytter ind og som lever og bor og indretter på stadigt mere forskellige måder?

 

Eller handler det måske mere om, at være opmærksom de tendenser, jeg har beskrevet, hvor byen nok breder sig ud på landet, men landet så sandelig også breder sig ind i byen? Og hvor den rigdom og de værdier landet traditionelt har repræsenteret, blomstrer på nye måder mellem byens borgere. Med andre ord: er det landpræsten i tæt kontakt med sin menighed, landpræsten der går ud og møder mennesker, hvor de er, som skal være idealet i den hastigt voksende storby? Handler det også om at finde landsbyen i storbyen?

 

Eftersom vi ikke får flere præstestillinger på finansloven er vi nødt til at fordele dem vi har på den bedst mulige måde. Desværre vil det – indtil udviklingen en dag vender – betyde, at vi skal hente nogle af stillingerne til de hastigt voksende storbyer i de landdistrikter, hvor folk flytter væk. Det er ikke nogen let øvelse. Der er i forvejen så meget, der tages fra de betrængte yderområder.

Men samtidigt er det altså landområdernes værdier, folkeligt såvel som kirkeligt, der vedbliver at være en slags idealer. Det er åbenlyst. Af samme grund skal der kæmpes for, at vi fastholder dem og arbejder for dem og husker på dem, selvom vi bliver færre til at gøre det, og selvom det nogle steder kræver, at vi indretter os på nogle lidt andre måder end før.

 

I det perspektiv er landpræsten bestemt ikke en uddøende art. Han eller hun er først og fremmest en slags rollemodel til inspiration for arbejdet blandt byens mange nye borgere. Så det handler ikke kun om at naturen i november måned er særlig påtrængende, eller at landet som en generel tendens trækker ind i byerne, men at vi på helårlig basis kan lære af de landområder, vi ellers har så travlt med at kalde kriseramte.