Biskoppens klummer
Nyheder

Efter sommerferien

August 2017 - Set fra mit vindue


 

Det er noget underligt noget med sommerferien. De tre-fire uger den forløber over, vil i hverdagens rummel forsvinde næsten ubemærket. Men i sommerferien er tiden en anden. Den går langsommere, og verden ændrer karakter. Gaderne overtages af turisterne. Villavejene ligger øde hen. Det store islæt af studerende og unge mennesker vi har i byen, hvor jeg bor, bliver mærkbart mindre. Det kommer ligesom en træthed eller måske nærmere ladhed over det hele. Andre kunder i butikkerne, andre gæster i biograferne, en anden menighed i kirkerne. Ja, de fleste af os, dalrer også feriedvaske rundt i andre sammenhænge, i andre gader, end dem, vi plejer.

 

Nu er vi så, så småt, ved at vende tilbage til normaltilstanden. Dagene er blevet kortere, aftnerne mørkere, løvet tungere, og trafikken begynder i den grad at antage samme niveau som før ferien. Hjemkomne familier fylder forrådskamrene op i det lokale Føtex, og de tilbagevendte studerende fejrer gensyn og rus-kurser.

 

Så er der et helt år til næste sommerferie. Om ikke så længe - heldigvis - er det efterårsferie, og efter den pynter butikkerne så småt op til jul. Nå undskyld, jeg vil ikke ødelægge den ærede læsers gode humør og den efter-ferie-fred, der endnu måtte være tilbage.  Dette blot for at understrege, at hverdagen er her igen, og at det på mange måder også er godt nok. En lang ferie - tror jeg, jeg kan få de fleste til at indrømme - omend hårdt pressede - er vi ikke beregnede til.

 

Bibelen begynder, som mange vil vide, med en myte om, hvordan mennesket fra begyndelsen færdedes i ferieagtig harmoni med skaberen, sig selv og omgivelserne. Som bekendt varede det ikke ved. Et dramatisk brud indtraf, hvorefter det daglige slid med dertil hørende bekymringer satte dagsordenen. Siden har det været den herskende normaltilstand. Og selvom det i den grad kan stikke af fra os fra tid til anden, så er lediggangen sjældent at foretrække. Den tilstand trives vi ikke i. Derfor holder vi også af hverdagen.

 

Men jeg tror til gengæld, at det er vigtigt, at vi, for at undgå det hele igen går i et og dagene æder dage, ugerne uger og månederne måneder, må dyrke ritualerne, hverdagenes ritualer.

 

De kan være mange slags: en spadseretur ved aftenstid, et glas rødvin med ægtefællen, en biograftur i ny og næ, kirkegang om søndagen. Ritualer handler jo blandt mange ting om genkendelighed og om at få lidt form på den tid, der ellers let kan blive til en stor uformelig masse af dage, der bare går alt, alt for hurtigt.

 

Måske har det også noget med alderen at gøre. En tid er man mest til opbrud og fester, siden, når tiden er blevet mere knap, er det hverdagenes forudsigelige gænge og de gentagne glimt af det gode liv, der tæller.

 

Derfor irriterer det mig også - for nu at ride den kæphest en gang til - at vores byer i stigende grad underlægges et herskende event-tyranni. Vejene, gaderne, pladserne og parkerne (her i Aarhus også kystlinjen ved Tangkrogen!) hvor vi sagtmodige yndere af hverdage og rutiner gerne færdes, udlægges i stigende grad til permanente party-zoner med store menneskemængder, parkerede biler i stabler, høj musik og konstant fest til følge.

 

Jeg ved godt, at jeg lyder som en sur gammel mand. Det er jeg måske også. Men mest af alt er jeg en ellers tilfreds borger i en dejlig by, der er ved at vende tilbage til hverdagen, som jeg med mange andre holder vældigt meget af, og som jeg tror, er det, der holder i længden. Når alt kommer til alt.