Biskoppens klummer
Nyheder

Kirken og det offentlige rum

September 2017 - Kirkeligt Set 


Det var så den sommerferie. Hurtigt gik det. Nu er det allerede – ak - så længe siden, og september har indfundet sig med festuger, byfester, skolestart, studiestart, koncerter, nyt sæsonprogram, og hvad har vi.

Det går over stok og sten. Mere og mere intenst år for år, forekommer det. Eventkulturen har taget over. Begivenhederne styrer og fylder i gaderne, på torvene og pladserne. Det er som om, vi i stigende grad søger ud af husene, hvor vi bor og færdes for at fejre, markere, synliggøre, feste, fyre den af sammen med andre.

Der sker noget med os som folk. En fuldfed floskel, ja, men ihukommende at floskler tit er forslidte sandheder, vil jeg nu alligevel påstå, at der kan konstateres et ret så markant skifte i vores måde at bruge det offentlige rum på. Også kirkeligt set. Det vi før holdt inden døre i ligesindedes selskab trækker vi nu ud på torvet hvor folket færdes i al deres forskellighed.

Når jeg er i det dystopiske hjørne, og der igen er en skovl, der har smidt bilen i min indkørsel, fordi trafikken igen-igen er lagt om pga. et eller andet mega-event, ser jeg forfald og forfladigelse, en grassat eventkultur, hvor vi flyder med og søger flokken og endnu en på opleveren. Men selvfølgelig er der andet og mere at sige end det.

Lad os tage den kirkelige vinkel på fænomenet. En tidligere præstekollega stod gerne i ornat og nød en smøg udenfor kirkedøren umiddelbart før gudstjenesten. Der kommer altid nogen hen og snakker, sagde han. En anden valgte sin kirkesti på byens strøg, også i ornat, med nogenlunde samme begrundelse: den venlige opmærksomhed eller nysgerrighed, der let kunne omsættes til en god snak om, hvad det handler om henne i kirken.

Vi andre folkekirkeligt blufærdige var måske noget pikerede og i hvert fald mere tilbageholdne. Folk ved, hvor de kan finde os, tænkte vi, og søgte ind i husene. Hvorfor skal vi pånøde andre det vi samles om? Vi er ikke gademissionærer. Gudstjeneste holder vi i kirken, kunst ser vi på kunstmuseet, det gode måltid nyder vi på restauranten, sange synger vi i forsamlingshuset, teater opleves på teatret, sporten på stadion. Ikke sandt?

Men en af de mere opbyggelige ting i tilværelsen er, at folk som flest ikke er idioter, men faktisk ofte har ret. Også når de nu, i stort tal, gerne lader de mange små fællesskaber gå op i det ene store og ser kunst ved stranden, spiser streetfood, synger maratonsang under åben himmel, ser teater på torvet, hører musik i parken, løber løb i hele byen, synger Luthersalmer i gaderne, bygger julekrybbe på strøget, går i kirkeprocession mellem butikkerne og forkynder Kristus ved friluftsgudstjenester nærmest året rundt.

Spørger man nu hvorfor, det er blevet sådan, og spørger man andre end sin indre let mobilisérbare dystopiker, forfalds-junkie eller unter-gangster, må svaret, i hvert fald fra denne signatur, blive et rungende ”aner det ikke”. Men det er da glædeligt, at man åbenbart gider hinanden og lader hinanden få plads og rum og venlig opmærksomhed i en tid, hvor der ellers er meget og mange, der taler for det modsatte, og hvor vi glade og gerne sviner hinanden til efter noder på bloggen eller inde i troldehulerne på de sociale medier.

Den omtalte venlige opmærksomhed derude hvor folk lever, ånder og er, må vi så bare glæde os over og notere, at den også fremkalder et mulighedsfyldt rum, hvor der i stigende grad samtales på kryds og tværs og nye alliancer opstår. Glædeligt hvis og når vi i det folkekirkelige griber anledningen og benytter os af tidens åbne vindue til at deltage i den samtale ude i det offentlige.

Vi bor godt i vores huse, vores hjerte hænger ved dem (af mange gode grunde) og ja folk ved, hvor de kan finde os, og de ved, at de kan komme, men nogle gange skal man bevæge sig ud for at kalde ind. Det vi forkynder og bygger på, er ikke af denne verden, men er sket og sker i denne verden. Vi er og står for noget anderledes, ”uberørt af byens travlhed” og ”som en helle midt i larmen”, men den særlighed er ikke længere selvindlysende og givet. Den skal der også gøres opmærksom på og peges hen på og kaldes ind til, om det så sker fra torvet, gaden, rådhuset, skolen, talerstolen, marketingsbureauet eller poetens tagværelse.

Måske er det særligt karakteristisk for denne modsætningsfyldte og rodede tid, at institutioners stålsatte tro på egen nedarvet status og betydning ikke rækker i længden, men fodrer en selvtillidsfuld og risikovillig medvirken derude i torvets mylder på den anden side af de lukkede døre. Men netop at åbne dem endnu mere. Det er pointen. Amen.