Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - oktober 2018

Af en sognesammenlæggers bekendelser

Forleden var jeg tilbage i min allerførste menighed, i mit allerførste embede, for at holde en andagt i kirken og efterfølgende foredrage om, hvad jeg sådan har gået og bedrevet og tumlet med, siden vi sidst sås, min første menighed og mig.

Jeg fortalte så om det, jeg plejer at fortælle om, når jeg kommer omkring i mit nuværende embede, nemlig forholdet mellem land og by. Nærmere bestemt byer der vokser, og landområder der i nogenlunde samme tempo affolkes. Kort beskrevet handler det om, at der med tiden skal flyttes præsteembeder ind i forstæderne og de nye boligområder, hvor befolkningstilvæksten er. Eller med andre ord: det nytter jo ikke, at der i et pastorat, sidder en præst med 4-5000 sognebørn og knokler for overhovedet at nå det basale præstearbejde, mens der i andre bor under tusind medlemmer af folkekirken. Der skal være en rimelighed i fordelingen, og folkekirken skal - som det siges igen og igen - være, hvor folk er og bor.

Selvfølgelig kan netop det regnskab langt fra pindes så enkelt ud, ligesom det er alt andet end enkelt, at flytte stillinger og ændre sognegrænser og alt i alt bryde forstyrrende ind i gamle hævdvundne fællesskaber og traditioner. Derfor skal den slags forberedes, nøje og længe, og foregå med skønsomhed og ikke mindst et maksimum af medinddragelse. Det giver sig selv.

Nå, men noget i den stil stod jeg så i min gamle konfirmandstue og gjorde rede for, da det langsomt, men uimodståeligt dæmrede for mig, hvordan de ord måtte lyde her på mit gamle sted, som jeg jo kendte så godt, og hvor jeg selv var opdraget som sognepræst. Pludselig hørte jeg, hvor brutalt mine ellers nænsomt formulerede analyser og udredninger lyder i en forsamling, hvoraf mange i generationer har levet deres liv netop her på gårdene og i landsbyerne, og hvor den lokale sognekirke og den kaldede præst har været en selvfølgelig del af dagliglivet og familiens højtider.

Nu hvor jeg selv personligt var involveret og kendte de fremmødte så godt erfarede jeg pludselig dybt ned i hjerte og mellemgulv, hvad jeg selvfølgelig hele tiden godt har været klar over, hvor svær, sårbar og følelsesladet øvelse strukturomlægninger er, hvor nødvendige de ellers måtte være. Jeg kørte anfægtet hjem.

Men forstå det nu ret. Det her er ikke klynk eller et forsøg på at bortforklare eller undskylde. Jeg står vedblivende på mål for de strukturforandringer, der er sket og stadigt pågår i stiftet. Jeg ser ingen andre muligheder, når der skal været et fornuftig forhold mellem antal præster og antal folkekirkemedlemmer. Vi er som folkekirke nødt til at reagere på det faktum, at folk ikke længere bor, hvor de engang boede. Og det et den proces, jeg får mine løn for at lede og være ansvarlig for.

Folk kæmper for deres sted. Det engagement lever folkekirken af. Men jeg er valgt til at have ansvaret for helheden og sammenhængen og tager tæskene. Så enkelt er det.

Så dette alene for at påpege, at vi som ledelsesansvarlige i folkekirken ofte fanges i et krydsfelt mellem vores teologiske og kirkelige selvforståelse og så et både geografisk og mentalt Danmarkskort under forandring.

Den lette løsning ville selvfølgelig være enten at slå op i banen, sige en præst pr sogn og så ellers lade dem segne under arbejdsbyrden i forstæderne og bymidten. Eller vi kan mobilisere teknokratens kynisme, finde linealen frem og starte grønthøsteren. Men ingen af delene holder jo en meter, hvis man foretrækker at være nogenlunde i øjenhøjde med realiteternes verden.

Tilbage er så kun anfægtelsen, der må være en leders lod, og som er den bedste garant mod ideologisk eller bureaukratisk forhærdelse. Til gengæld føder den forhåbentligt, i parløbet mellem hjerte og hjerne, den tålmodighed og skønsomhed, der er og bliver og fortsat bør være et folkekirkeligt adelsmærke, når der forandres og omlægges.

Der lander ikke færre vrede mails i indbakken af den grund, men kirkesyn og virkelighed vil i det mindste fastholdes i en vekselvirkning, der er både nødvendig og gensidigt befrugtende. I dette tilfælde med kampen for en sognekirkelighed, der omstruktureringer til trods, fortsat vil sætte de bedste rammer for forkyndelsen af den evangeliets trøst, det altsammen bygger på og handler om.