Biskoppens klummer
Nyheder

Den fascinerende og farlige tro

Oktober 2017 - Kirkeligt Set

 

Den forhenværende nationale monopolkanal og i dag højst nutidige, men ofte udskældte, medieaktør, Danmarks Radio, satser for tiden stærkt med to veritable seermagneter, den ene lørdag aftens stort opsatte dramatisering ad danmarkshistorien, den anden søndag aftens familiedrama om præsteliv og faderopgør. Begge med Lars Mikkelsen i en hovedrolle og begge med mægtigt fokus på troen, den fascinerende og farlige tro, som man i enklere kulturradikale tider ikke ville røre ved med en fremmed mands spadserestok.

Men sådan er det som bekendt ikke længere. Islamistisk troendes terror truer når som helst og hvor som helst, og gør i den grad noget ved os. Politikere hvis opmærksomhed man kunne forvente fortrinsvist var vendt mod globale og nationale udfordringer bruger en ikke ringe del af deres antageligt kostbare tid på at diskutere 20-30 kvinders religiøst motiverede trang og/eller tvang til at gå rundt med et gulvtæppe over hovedet. En forsigtig, akademisk udstilling på det lille fine Skovgaard Museum i Viborg om blasfemi påkalder sig megen vrede på grund af fraværende såvel som nærværende udstillingsgenstande. Og - med en lille afstikker østpå - i Rusland truer ortodokse troende med bål, brand og molotovcocktails for at forbyde en film, der skildrer en helgenkåret tsars affære med en ballerina.

Troen fylder på så at sige alle sendeflader, og DR giver os med den forhenværende monopolkanals instinkt for folkets fornemmelser fornyet anledning til at diskutere det, der beskæftiger os alle så intenst.

Med perfekt timing i forhold til Lutherfejringen har den nye sæson om Danmarks historie haft solidt fokus på troens rolle i hytte såvel som på slot i efterreformatorisk tid. Hvordan troen i århundrederne efter Luther har betydet og udvirket store vigtige ting, der i blandt også vold, had og intolerance. Den på en gang fascinerende og farlige tro som nationalhistorisk drive.

I provsteføljetonen, “Herrens Veje”, er troen til gengæld dramaturgisk drive. Med godt skuespil og den udefra kommendes blik ind i en fiktiv folkekirkelig virkelighed afsøger forfatteren de voldsomme følelser, tro kan vække i mennesker i et højst nutidigt københavnsk forstadssogn.

Ganske som forudsagt vækker det også en vis genklang i vide folkekirkelige kredse. Hvad enten man nu morer sig over genkendelige træk i skildringen af livet i stift, provsti og præstegård. Eller ublufærdigt spejler sine egne idiosynkrasier i den lettere labile provsts forhold til kirketællinger og muslimer. Begejstringen varer nu nok kun indtil den litterære fiktion tager over med dens velgørende sans for menneskelivets nuancer. Alt det, der ikke rigtig levnes plads til i bloggerens inappellable verdensdom på cirka 16 linjer.

Men med troen i fokus i virkelighed og fiktion - og i stigende grad også i politik og lovgivning - er det, der fortrinsvist beskæftiger os den fascinerende og farlige tro, den voldsomme, stærkt bevægelige og bevægende tro eller den terroristiske, undertrykkende, vrede tro, troen som konfrontation med verden, troen som det, der skiller os fra de vantro eller troen, der ledsaget af dramatisk underlægningsmusik, lader os tage dramatisk afsked med vores gamle liv.

Tænk engang, for en 30-40 år siden, i hine enklere kulturradikale tider, før islam, hvor en socialdemokrat var en socialdemokrat og en tidehvervsmand en tidehvervsmand, talte man ofte, og netop i de lejre, længe og varmt om den lille mands tro, der godt nok ikke gør det store væsen af sig, men som er udtryk for en stilfærdig fornemmelse af at høre hjemme i det uforståeligt store, der tales og synges om henne i kirken.

Men i disse proklamatoriske tider, hvor debatindlæg erstattes af blogs, politik i stigende grad er noget, der udråbes stående på en omvendt ølkasse, og troen bruges som stumpt instrument eller grænsepæl, kan jeg, som den gamle sentimentale idiot jeg er blevet, tage mig selv i at længes lidt efter omtalte lille mand og hans ikke altid lige let kortlagte tro.

Men længslen efter ofte indbildt enklere tider kommer der sjældent noget godt ud af, så lad os hellere - igen med henvisning til Lutherfejringen - ikke lade troens på ondt og godt store gerninger og vældige virkninger stjæle hele billedet, og så gøre lidt mere ud af troens væsen som gave, som det der kommer til dig udefra, befrier dig fra dig selv, lader dig finde nyt fodfæste uden for dig selv. Ikke i din egen vrede, kamp og holdninger men i den gode Gud. Det troens forhold er måske ikke så spektakulært og egnet til bedste sendetid, men der er dér, det begynder.