Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - november 2018

Folkekirkens digitalisering

Forleden skete det igen. Min TV- og internetudbyder havde på en e-mail gjort mig opmærksom på, at jeg endnu ikke havde indhøstet nogle af de medlemsfordele, de angiveligt overøser deres privilegerede kunder med. Det måtte jeg selvfølgelig se nærmere på, klikkede en gang, og fik at vide, at jeg som det første skulle angive mit login og kundenummer, som jeg selvfølgelig havde glemt og aldrig nedskrevet. Jeg husker ikke helt, om jeg her fulgte mit vanlige reaktionsmønster, dvs. til min hårdt prøvede hustrus misnøje, at nedkalde mellemøstlige forbandelser over udbyderen, eller om jeg – som jeg er begyndt på her på det sidste – blot sukkede hult og opgivende.

Sagen er, at jeg i stigende grad er begyndt at forstå min kære svigerforældre, der for år tilbage endegyldigt opgav at forstå og følge med i et højfrekvent digitaliseringstempo, hvor du kan meget, men skal huske så meget desto mere, hvad angår koder og bogstavs-kombinationer. Nu møder de tålmodigt frem ved byens sidste billetsalg eller i den lokale bankfilial, og venter til de er blevet nægtet adgang til tilstrækkeligt mange hjemmesider, nyhedsbreve og indkøbsportaler, før de hidkalder min yngste søn, der hen over en eftermiddag genetablerer det meste.

For det er på den måde, tror jeg, flere og flere af os reagerer i takt med at vi bliver ældre og de agile hjerneceller færre: først med trods, siden vrede og så til sidst blank opgivelse, hvor man lærer sig analfabetens kompensationsteknikker og søger informationen andetsteds. Det burde ellers være så enkelt: skriv login og kundenummer ned, hav din NemID lige ved, lad fingrene danse hen over tasterne, fløjt en lille glad melodi dertil og vupti er du inde, hvor alt er muligt. Det er meget lettere end at skulle hen på posthuset (der for længst er lukket), tage telefonen eller søge informationerne andetsteds. Men vi gider ikke, vil ikke, kan ikke. Det kan kolde hjerner ej forstå, men sådan er det bare. Bom. Alt det her, kære tålmodige læser, for om muligt at forklare, hvorfor digitalisering, intranetsider og sligt har trange kår – også i folkekirken.

En nylig afholdt digitaliseringskonference i Fredericia skulle angiveligt inspirere netop kirkefolket til fremtidig brug af de nye muligheder, velsignelserne der så let bliver til forbandelser, og som ikke har en iøjefaldende høj succes-score hos menighedsrådene. Trods vist nok spændende foredrag om teknologiens uanede muligheder er det mit gæt, at en del gik - skal vi sige - lunkne derfra. Og jeg tror ikke kun, det handler om økonomi, fejl og mangler i de nuværende systemer. Den slags er nærmest uundgåeligt. Jeg tror heller ikke det kan forklares med hverken dovenskab, utålmodighed, forkælelse eller teknologi-forskrækkelse. Snarere handler det om fornemmelsen af at komme i et eller andet væsens vold, et system, hvor du nok inviteres indenfor, eller rettere beordres ind, men hvor der samtidigt stilles krav.

For glemte koder og log-ins er een ting, noget andet er indviklede kommandoveje, hændelser og fejlmeldinger du ikke fatter et klap af samt, ikke mindst, en offensiv datalovgivning, du aldrig helt ved, hvor du har. Heldigvis er der, rundt omkring på kontorerne, en hær af højeffektive, dygtige brugere og systembetvingere. Men vi har altså også rundt omkring i de mange sogne og menighedsråd rigtigt mange, for hvem det højteknologiske pc-vidunder er som en lunefuld guddom ude i skoven, man helst ikke har for meget med at gøre.

Med andre ord: et gab åbner sig mellem digital-teknologisk læg og lærd, og dermed står vi også med en kommunikativ og dermed demokratisk udfordring i en folkekirke, hvor nærdemokratiet med dets indbyggede præference for det personlige møde har fået en nødvendig medspiller i hverdagen, man ikke rigtig er dus med. For nu at sige det mildt. Så, kort og godt, er det rådene der skal opgraderes eller digitaliseringen, der skal nedgraderes? Min hårdtprøvede hustru ved godt, hvad jeg mener.