Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - marts 2018

Hvem er det, der ikke kommer? Om den folkekirkelige periferi

 

For nogle år siden var jeg inviteret med til et kirkejubilæum. Sognekirken fyldte år, og menighedsrådet havde inviteret sognet. Ved gudstjenesten medvirkede kirkens præster, koret havde øvet flittigt, organisten komponeret et stykke til lejligheden, og der var fyldt - næsten- til sidste plads nede på bænkene. Efterfølgende var der kaffe og kage og et væld af taler i sognegården. Tidligere præster og menighedsrådsformænd, var indbudt, de trådte efter tur op og stimulerede med anekdoter og erindringsglimt sognets fælles hukommelse. Stemningen var god og varm. Folkekirkeligt som noget: unge og gamle, betjening og frivillige, nuværende som forhenværende. Undervejs i fejringen skulle flaget hejses ude på pladsen foran kirken. Vi sang, og det lokale FDF-orkester spillede til.

Men herude i det fri synede vi, der før havde fyldt kirke og sognegård, ikke af alverden. Rundt omkring kirken, på fortove, cykelstier, gade og vej hastede folk forbi, opslugte, som man jo er, at hvert sit. “Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind”, som der står i salmen. Tydeligvis ikke alle deltog i fejringen. Og vi fornemmede et øjeblik næsten fysisk forskelligheden og afstanden mellem inde og ude, kirke og by, menighedsfællesskabet og det store fællesskab som samme salme jo også antyder.

Det lever vi så fint med, fordi vi har så meget godt sammen. Vi kender for størstedelens vedkommende hinanden fra både kirke og sognegård. Gudstjenester, mandeklub, højskoleaften, studiekreds - set derfra hvor vi sidder, er der mange der kommer. Men det er der så sandt for dyden også mange, der ikke gør. Sådan er det. Det kan man vist roligt fastslå.

Men det er da også en anfægtelse værd, når vi, trods hvad der i vores umiddelbare næromgivelser ligner en stadig god opbakning, også aner små revner og sprækker. Bl.a. i skikkelse af et stigende antal folkekirkemedlemmer der ikke lader deres børn døbe eller deres døde begrave/bisætte med gejstlig medvirken. Eller når vi går rundt med en ikke statistisk verificerbar fornemmelse af, at en ikke ubetydelig andel af sognemenigheden haster forbi eller står og ser lidt fortabte ind i de fællesskaber folkekirken nok er rig på, men som henvender sig til de indforståede få med nogle ord og en husorden, det er svært at knække koden til.

Men hvem er så de udenforstående, der haster forbi? Hvad de tænker og ønsker, kan i sagens natur være svært at finde ud af. Når vi fra indre folkekirkeligt hold forsøger at kloge os på det, har vi det med at læse os selv og vores præferencer ind i de udeblevne. Er vi spirituelle, ser vi en længsel efter åndelighed. Er vi til halløj i gudstjenesten, må andre jo også være det. Ønsker vi orden, fasthed og klar tale, ser vi pudsigt nok de selvsamme behov slumre ude i periferien.

Og skulle vi finde på at spørge direkte ud i folkehavet, får vi også forskellige svar. For så vidt ofte høflige svar, nølende svar, svævende svar, men også gode svar, der handler om mere for de unge, mere dialog end monolog, mere nytænkning og nutidighed. Men det er og bliver svar, der præges af, at adspurgte ikke nødvendigvis er fortrolig med den folkekirkelige sammenhæng spørgsmålene stilles ud fra. Spørger og svarer sender ikke altid på samme frekvens.

Så kan vi selvfølgelig vælge at stole på, at vi gør det vi er bedst til og gør det godt. Det kunne jeg sagtens selv være fristet til, må jeg indrømme. Men, på den anden side, skylder vi så ikke som FOLKE-kirke at holde os skarpe på, hvad folk tænker om kirken?

Det tænker jeg. Først og fremmest fordi vi, selvom vi klumper os sammen med dem, der ligner og tænker og tjener som os, også bliver mere og mere forskellige i vores tilgange, præferencer og vaner. Og i disse urbaniserings-tider, hvor så så mange flytter ind til de større byer, står vi pludselig også med nogle tilkommende menigheder, vi skylder at blive fortrolige med og klogere på.

Her kan vi jo gøre det, at vi gør det til en vane at invitere nogle udefra indenfor: i samarbejdet mellem kirken og andre fællesskaber, i et udvalg under menighedsrådet, i præstens fokusgruppe eller ved i en målrettet ud-af-huset indsats at lære sognet og dem, der bor i det, endnu bedre at kende.

Ja, og så selvfølgelig som præst fortsat og først og fremmest tale godt og grundigt med dåbsforældre, brudepar, pårørende og alle dem, man kommer forbi på daglig basis. For dét, der for alvor rykker i den sammenhæng, er og bliver det personlige møde. Det personlige møde nedbryder afstande og misforståelser. Det kan åbne øjne og ører og ændre vaner. På gensidig basis.

Det personlige møde med evangeliet er, hvad folkekirken må og skal leve af og på, når de mange, og måske stadigt flere, haster forbi derude i trafikkens tunge brus på fortove, cykelstier, gade og vej.