Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - juni 2018

Kaos og orden i folkekirken

Jeg var til gudstjeneste på Mols forleden. Kirken ligger højt i det bakkede landskab, og fra kirkegården er der en svimlende udsigt over bugten ind mod Aarhus. Det var som drømmen om en sommerdag, for nu at citere Frank Jæger. Alt var virkelig, som det skulle være. Den ganske lille kirke fyldt godt op af et dåbsselskab, og en pæn flok, tænker jeg, sommerhusgæster og lokale. En kirkesanger, der tydeligvis var cyklet hertil ad snoede veje i det udfordrende terræn. Stigninger og fald, for nu at citere Josephine Klougart. En nærværende præst og en stilfærdig gudstjeneste. Kirkedøren stod åben under præstens prædiken. Lærkesangen derude var som den fineste baggrundsmusik.

Sådanne gudstjenester holdes der uendeligt mange af landet over hver eneste søndag, lavmælt og uspektakulært.  En folkekirkelig kerneydelse. Trinitatisfred og jævne ord om alt det høje. Og en bemærkelsesværdig kontrast til den højfrekvente disruptive og omstillingsparate hverdag flere og flere lider under. Vaner er en truet art, som det fremgår af nærværende avis (8.6.2018). Lidt ligesom p-pladser i den voksende storby.

Jeg kan i hvert fald få øje på nogle ret så konkrete udfordringer af vanen i min egen folkekirkelige baggård med nogle aktuelle tiltag, som folkekirken godt nok har tilfælles med andre offentlige myndigheder og forvaltninger, men som måske rammer os hårdere, fordi vi trods alt er en mere begrænset størrelse.

Det drejer sig om et nyt lønsystem, der mildest talt har haft visse begyndervanskeligheder. Dertil et nyt journaliseringssystem, F2 kaldet, der siges at være arbejdsbesparende (det sagde man også om e-mailen i sin tid), fordi det gør det lettere at dele sager med kollegaer og andre instanser indenfor systemet.

Endelig er der implementeringen af den nye databeskyttelseslov, der som ordet siger skal beskytte os alle mod de misbrug af vores personlige data, der angiveligt flyder rundt i systemet, udsatte for handel og udnyttelse. Øget kriminalitet på nettet og sagen om Facebooks delinger af viden med skumle firmaer har været en øjenåbner.

Lønsystem, F2 og datalov. Hele tre nye nødvendige og omfattende tiltag der rammer på een gang og hjemsøger samvittighedsfulde provstisekretæter, stiftspersonale og menighedsråd med en grim fornemmelse af at halte bagefter og svigte.

Vi kan vel alle fortælle historier fra vores jobmæssige bagland om stress-epidemi og medarbejdere, der pludselig sidder der med røg ud af ørerne. Ja, flere af os har selv været der.  Og stadigt flere af os spørger os selv og hinanden: Hvorfor? Hvad er det lige, der sker? Hvor går det galt?

Jeg tænker meget af det handler om en fornemmelse af - og netop en fornemmelse af - at vi får noget påført os udefra. Og som altid når vaner udfordres og arbejdsgange, der før sad en på rygmarven, pludselig bliver møgbesværlige, reagerer man ved enten at råbe af sin pc, sende diverse myndigheder stærkt uvenlige tanker, drømme om dengang der var regelmæssige postgange og sorte bakelittelefoner til. Eller man giver op.

Men sagen er jo, at der selvfølgelig er en rigig grund til mange af de nye tiltag, der pt skaber en smule turbulens også i de folkekirkelige kontorarealer. Hver for sig er de jo et forsøg på netop at tumle den uoverskuelighed, data- og informationsmængde, vi er tilbøjelige til at se de pågældende tiltag som repræsentanter for.

Overskuelighed, forenkling, samkøring, sikring. Nødvendigheder i en stadig mere kompleks og data- og informationstynget hverdag, men samtidigt er det også, som om gashåndtaget hver gang lige får et ekstra vrid mere. Og når det så alt sammen er blevet til vane, oh, den velsignede vane, skal vi så pludselig til at lære nye arbejdsgange og implementere nyt igen? “Arghh”, siger jeg bare. Det er som en ulyksalig opskruethed, som ingen overhovedet har lyst til, men som vi på en eller anden måde alle er fanget i, selv når vi forsøger at modvirke det og gøre ting lettere.

Derfor søger vi vanen, forudsigeligheden og den sagte strømmende væren i verden alle mulige andre steder. Og som sagt, i den kirke og gudstjeneste for hvis skyld der kæmpes og svedes og implementeres nye love og systemer i de folkekirkelige administrationer landet over, finder vi det alt sammen i fineste aftapning.

Tænk lige over det, når du sætter dig ind på den lidt for lave og lidt for smalle middelalderkirkebænk for bare at lytte, synge, lade dig opbygge og være til. Overgiv dit lille kaos til den store orden. Eller måske nærmere til den store uorden, Gud satte i værk i sin søn, og som til stadighed udfordrer vores forgæves og ikke særligt vellykkede forsøg på selv at skabe en orden i tingene, nemlig vores orden.