Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - februar 2018

Folkekirken mellem værdikamp og lokalpolitik

Jeg lægger indledningsvist ud med en banal konstatering og håber, at ikke så mange flere følger efter; men: tingene tager sig ofte anderledes ud tæt på end på afstand. En national eller international begivenhed, f.eks., som den er skildret i medierne, kan opleves på en helt anden måde lokalt, når man selv er tilstede i den.

Mine svigerforældre boede for nogle år siden i en mellemøstlig konfliktzone. Når vi bekymret ringede ned til dem på grund af efterretninger om uro i området, kunne de ofte fortælle, at der skam var fredeligt, hvor de var. Kamphandlingerne fandt sted flere kilometer væk. Samme konflikt, samme alvorlige virkelighed, men to ret så forskellige perspektiver og måder at opleve eller skildre det på.

Jeg tænker ofte på det i den hjemlige og trods alt mere fredelige værdidebat, hvor det som i så mange andre sammenhænge er det overordnede syn på problemerne, der dominerer diskussionen og ikke mindst den politiske bulder og signalgivning, der er blevet dens trofaste ledsager.

For så vidt er det naturligt nok. Politikerne deler selvfølgelig vores, borgernes, uro for parallelsamfund, vold og kriminalitet og såkaldt svenske tilstande. Ingen vil beskyldes for at lade stå til. Derfor råber de højt, politikerne. Nogle så afgjort højere end andre. Og lovgivningen bliver nogle gange derefter, lidt forhastet, lidt for lidt gennemtænkt og ikke altid med lige heldige konsekvenser. Burkaforbud og pebersprays-tilladelse for nu at tage et par helt friske eksempler.

Det bliver så op til politi og domstolene at samle stumperne op ude i den mere nuancerede virkelighed, mens signalpolitikerne hastigt bevæger sig videre til næste sag med megafonen under armen.

Måske er det også derfor, at flere lokalpolitikere og lokalpolitiske aktører oplever sig på en lidt anden politisk planet end dem på Christiansborg. Ikke at problemerne ikke er der. For det er de.  Det skal man være stærblind for ikke at kunne se. Men de opleves og erfares forskelligt. Tingene tager sig ofte anderledes ud i det lokale perspektiv, og værdikampspolemikken er bare sjældent særligt konstruktiv i de konkrete lokale tilfælde, ude på gader og stræder, i ghettoerne og på jobcentrene.

En folkekirkelig parallel kunne være den aktuelle diskussion om mission eller dialog i forhold til muslimer. Værdikrigerne råber på mission, uden i øvrigt at gøre særligt meget ud af, hvori den så består. Mens de lokale der selv har fingrene i den tværreligiøse bolledej ofte forekommer noget mere både nuancerede og konkrete i deres tilgang. Fællesskaber, rummelighed og personlige relationer betyder noget, siger de. Hvordan man så undgår den forkætrede dialog, forstået som samtale mellem mennesker, overgår i hvert fald min forstand.

Men for nu at vende tilbage til den politiske scene, så kan man for tiden iagttage et politisk paradigmeskift, hvor flere lokalpolitikere søger at genetablere kontakten til dem, der har berøring med det lokale og konkrete niveau, dvs. borgerne og civilsamfundet. Sigtet er et fælles ansvar for velfærdsstaten, men også en bestræbelse på at søge lidt under radarhøjde, undvige de værdipolitiske konfliktsøgende missiler og måske fremme de pragmatiske løsninger, der tilgodeser levende mennesker fremfor ideologi og principper. Derfor er det også, at den sædvanlige blå-røde kontrast herude ofte synes at vige for fornemmelsen for det fælles.

Måske er det del af en større international tendens. For et det ikke sådan, at der i skyggen af Trumps værdikrig også vokser masser af mere lokalt baserede tiltag, hvor folk finder sammen og løser problemer på nye og utraditionelle måder? Her som der: En pudsig sameksistens med værdikamp og store hårde ord på den ene side og spirende optimisme og fornemmelsen for fælles sag på den anden. Selvfølgelig alt afhængigt af hvor man nu befinder sig. På afstand eller tæt på.

Og ligesom folkekirken har sine værdikrigeriske røster, der ofte høres i mediebilledet, ses der modsat også tendenser, der peger i den anden retning, givet netop med folkekirkens lokale forankring. For rundt omkring, under radarhøjde og borte fra mediernes bengalske belysning, bliver det stadigt mere almindeligt, at præster, menighedsråd og menigheder indgår i arbejdet med sociale og integrationsmæssige udfordringer - gerne i samarbejde med kommunen og de frivillige sociale organisationer.

Det viste en netværkskonference afholdt på Aarhus Rådhus for et par uger siden med al ønskelig tydelighed. En del samtaler på kryds og tværs der blev indledt og nogle fælles forpligtende tiltag, der blev skitseret. Vi får se, hvad det bliver til. Men alt andet lige er det ikke altid signaler og store ord på den store scene, der får ting til at flytte sig. Snarere det daglige uspektakulære sejtræk rundt omkring i lokalområderne.