Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - december 2018

Folkekirken og den værdipolitiske polarisering

“Hvor er I henne? Hvorfor siger I ikke noget? Det her kan da ikke blive ved! Nogle må sige fra nu”. Jeg hører det ikke så sjældent: en voldsom indignation over den politiske udvikling og rigets tilstand tilsat bebrejdelser med appel til det kirkelige embede, jeg og andre beklæder. For der er tydeligvis mange steder fra en sult efter synspunkter og udtalelser fra det kirkelige. Mange vil gerne høre en holdning udtalt. Som regel - det giver næsten sig selv - en holdning man selv er enig i. Giver du fra din kirkelige position udtryk for et andet synspunkt end det ønskede, er du utidigt politiserende eller moraliserende - på den absolut dårlige måde. Og sådan er det.

For også i det kirkelige sættes rammerne af det værdipolitiske klima med dets polarisering og medfølgende kraftudtryksbefængte tråde på de sociale medier. Dermed også overvejelsen som enhver potentiel meningsmager indledningsvist må gøre sig: Skal jeg lade det passere, holde min kæft og svømme med. Eller skal jeg råbe op, spytte ud og leve med, at jeg fra nu af er en af dem, cirka halvdelen af befolkningen vil lytte til med skepsis og forbeholdenhed.

I en tid, hvor vi i vores indædte kamp for at holde os fremmede fra livet voldbeskærer integrationsydelser og fejrer politiske sejre med lagkager og dåsebajere, kan det sandt for dyden være svært at holde sin polemiske trang i stram snor og alene beskæftige sig med mindre fortrædeligheder i det folkekirkelige nærmiljø. Men i samme øjeblik du ventilerer din harme i kronikker og debatindlæg, kan du være sikker på, at du med dit privilegerede folkekirkelige ståsted, rammes på andet og mere end dine politiske holdninger. Det kommer også til at handle om lydhørheden overfor det evangelium du skal forkynde, og som skal og vil høres af de mange og ikke kun den udvalgte skare, der deler dine politiske synspunkter.

Det er selvfølgelig også et valg. Vil du affinde dig med at være idioten, som nogle absolut ikke gider lytte til, mens du for andre fremstår som det retskafne menneske, der tør sige tingene, som de er? Eller vil du gerne, at din forkyndelse og prædiken samler, før polemikken deler?

Valgmenighedspræsten Morten Kvist fik som bekendt ikke valget, da han som prædikant ved Folketingets åbning fik en tidligere udtalelse revet i næsen, hvorefter de indignerede efterfølgende gik kapok på Facebook, og ellers tilregnelige politikere valgte at holde sig væk fra gudstjenesten. 

I uskyldigere tider formåede man lettere at skelne mellem debattøren og prædikanten, tror jeg. I det af værdipolitik og medier indskrænkede rum smelter de sammen. Og een ting til: hvor skarptskårne debattører før blev mere tålt i egne rækker, fordi de dog satte folkekirken på dagsordenen, så er de nu, hvor den indtager en mere selvfølgelig plads, anderledes i fokus, positivt såvel som negativt, ind ad til såvel som ud ad til. Nu hvor værdi-polemikken styrer, går personen hurtigt i et med embedet.

Betyder det så, at frygten hersker blandt potentielle kirkelige debattører? Er vi blevet mere tilbageholdende? Nogle apolitiske vatnisser og tøsedrenge, der hverken melder fra eller til og hellere beskæftiger os med indadvendt teologisk navlepilleri?

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Men jeg hælder nu nok mere til den anskuelse, at det også i det folkekirkelige generelt er begyndt at handle mindre om nationale overskrifter og mere om lokal tilstedeværelse. Forstået på den måde, at man på samme måde som i den landspolitiske sfære kan iagttage en tilbagetrækning fra den store scene, hvor værdi- og signalpolitikken styrer og skiller vandene til de mindre lokale sammenhænge, hvor samspilsskabende borgerinddragelse er det nye sort.

Det er jo også mere fortrolig grund for en folkekirke, hvor man gerne vil være jorden tro, og hvor man fremfor at råbe op og slå på tromme, forsøger at sætte sit præg og på forskellige måder bygge med på det gode samfund både som præst/provst/biskop OG som borger, med gudstjenester og ud-af- huset virksomhed, uden sammenblanding af person og embede, men med en større berørings- og påvirkningsflade. Knapt så stimulerende for den personlige forfængelighed eller trang til mediernes bengalske belysning ganske vist, men med en solid udbygning af det kirkeligt - folkelige rodnet til følge.

At det er er blevet sådan er ikke nødvendigvis udtryk for en forandring til det bedre. Eller faktisk tvært imod. Det er et tab for et demokrati hvis kirkens folk bliver tilbageholdende med at give deres bidrag til den offentlige debat. Men så på den anden side: Hvad enten det handler om en fælles besindelse og bistand på det sociale område, samarbejde i plejesektoren, deltagelse i kampen for en bedre skole, indsats på integrationsområdet eller en høring om flygtningebørns vilkår, så kan det lokale folkekirkelige bidrag, det konkrete indspil i konkrete sammenhænge, bibringe samfund  og fællesskab en betydelig udvidelse af perspektivet, der holder længere og kan have mere bund i sig end personcentrerede proklamationer og deres korte og hektisk opblussende liv på døgnets scene.